SRP: Staten Israel og Israel-Palæstina Konflikten i Samf A og Historie A

Side 1

SRP – Israel-Palæstina konflikten

Abstract

This paper investigates the Israeli-Palestinian conflict. At the end of my study, I hope to answer on, why the problem hasn’t been solved yet. To answer the question, I have to acquire knowledge on a statement level, which I can use to analyze the central factors in the progress. At the end, I can use my knowledge, to give a professional evaluation of, why the conflict isn’t over yet.

As methodology in the project, I have used social studies and history, like theories and academic experts, which help me, to support my observations. To answer the main question, I have used many sources, which gives my knowledge to answer professionally on the paper.

The result shows, that there are many factors and players, who have influence on the conflict. On the local level, there are Hamas and the Likud-party, which are organizations, which main goal is to stop the peace process. On a global level, USA is a mediator for the conflict. But USA doesn’t press Israel enough, plus involve UN or EU enough in the process.

The closest we are on a solution, is the Oslo-arrangements. But the result is ruined, because of the lack of UN-troops after the arrangement, which goal was to maintain the positivity among the two sides.

To solve the conflict, there has to be an agreement among the two sides. Moreover USA has to press Israel, plus involve more players.

Side 2

SRP – Israel-Palæstina konflikten

Indholdsfortegnelse

Indledning side 1

Redegør kort for oprettelsen af staten Israel i 1948 side 1 – 4

- Den Zionistiske ideologi side 1

- Imperialistisk dobbeltspil Side 1-2

- 2. Verdenskrig Side 2-3

- Staten Israel oprettes Side 3-4

Redegør for hovedtrækkene i konflikten og præsenter de centrale aktører Side 4-8

- Det arabiske sammenhold Side 4

- PLO 1964 Side 5

- Seksdagskrigen - 1967 Side 5

- Oktoberkrigen - 1973 Side 5

- Terror som talerør Side 5-6

- Israel og USA Side 6

- Camp-David aftalen 1979 Side 6

- Sovjetunionens kollaps Side 6

- Intifadaen Side 6-7

- Det politiske system i Israel Side 7

- Oslo-aftalen Side 7-8

- Kampen mod terror Side 8

- Hamas til magten Side 8

Analyse af årsagerne til udviklingen i fredsbestræbelserne fra Side 9-13

- Situationen efter Den Kolde Krig Side 9

- Oslo-aftalen Side 9-10

- Fredsprocessen på standby Side 10-11

- Situationen efter 09-11 Side 11-12

- Israel Palæstina Side 12

- Sidste periode med Bush-regering Side 12-13

- Obamas linje Side 13

Vurdering af årsager til at der endnu ikke er fundet en løsning på konflikten Side 14-18

Side 3

SRP – Israel-Palæstina konflikten

Indledning

Midt i Mellemøsten ligger et lille stykke land, lidt større end Jylland. Der har i mange år været en voldelig konflikt mellem to befolkningsgrupper, som begge kæmper for at få en selvstændig stat, i dette stykke land.

Kampen står mellem de israelske jøder og de palæstinensiske muslimer, som gennem hele deres historie har været fordrevne folkefærd, uden nogen selvstændig stat.

I min opgave vil jeg give et overblik over denne lange indviklede konflikt, som ikke bare bevæger sig på lokalt plan, men også er påvirket af den omkringliggende arabiske verden, samt den vestlige verdens rolle i fredsprocessen. I løbet af konflikten har mange centrale aktører, kæmpet for at finde en løsning på konflikten. Men hvorfor er det ikke lykkedes endnu?

Det er det centrale spørgsmål, som jeg igennem denne proces, håber at finde svar på.

Redegør kort for oprettelsen af staten Israel 1948

Den zionistiske ideologi

For at forstå hvorfor og hvordan staten Israel blev dannet, må vi bevæge os lidt tilbage i tiden.

I slutningen af 1800 tallet opstod begrebet politisk zionisme, hvis hovedmål var at skabe et nationalhjem eller stat for jøder i Palæstina. Staten Israels eksistensgrundlag ligger på zionistiske idé, og argumenterne

                                                           1
der retfærdiggør jøders tilstedeværelse i landet, uddrages fra Zionismen.

                                                                 2
Især i Øst-europa spredes nationalismen, hvor jødeforfølgelser og antisemitisme bliver et af

nationalismens resultater.

Jøderne er altså på dette tidspunkt et forhadt folkeslag, der ikke har deres eget land eller stat. De har ikke noget fælles mål eller ambitioner om et fælles land, før Herzl i 1896 udgiver bogen ”Der Judenstaat”. På en zionistisk kongres året efter, vedtages stiftelsen af en verdensomspændende organisation, hvis mål er at

                                      3
etablere et hjem til det jødiske folk i Palæstina.

Kapitalisme, kolonialisme og nationalisme samt jødedommens tilknytning til Palæstina, messiasforventninger og deres religiøse længsel efter Jerusalem, danner det ideologiske grundlag for

                                     4
jøderne og Israels tilstedeværelse i Palæstina.

Imperialistisk dobbeltspil

Første verdenskrig fik en stor betydning for Palæstinaproblemet. I denne proces er især stormagten England en vigtig aktør, da landet indgår aftaler og alliancer på kryds og tværs. England indgår hemmelige

1

Bender, Johan - Palæstina Problemet s.26-27

2

Antisemitisme er et begreb der betegner had overfor jøder. Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Antisemitisme

3

Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 15

4

Bender, Johan - Palæstina Problemet s.31

Side 4

SRP – Israel-Palæstina konflikten forhandlinger med den arabiske guvernør, Hussein. På samme tid aftaler England med Frankrig at dele det tyrkiske imperiums arabiske områder i mellem sig. Baggrunden var især økonomiske interesser, som især skyldes olie og Suezkanalen. Men det Imperialistiske dobbeltspil fra Englands side stopper ikke her. England begynder forhandlinger med zionisterne. Resultatet bliver Balfour-erklæringen i 1917, hvori England

                                                                    5
erklærer, at de ser med sympati på oprettelsen af et jødisk nationalhjem i Palæstina.

Efter 1. verdenskrig skuffes araberne, da de ikke bliver tildelt den eftertragtede uafhængighed, men europæisk kontrol i form af et mandatstyre. Og i stedet for et samlet Storarabien blev Mellemøsten splittet

ved hjælp af mandatområder, som var administreret af England og Frankrig.^{6} Zionisterne kom derimod ud

af krigen som vindere. England, som var mandathaveren, blev pålagt af Folkeforbundet, som var en del af Versailles-traktaten, at fremme den jødiske indvandring til området. Indvandringen måtte dog ikke skade den dérboende arabiske befolkning. Desuden kunne jøderne nu opkøbe palæstinensisk jord. Denne aftale pålagde England en selvmodsigende dobbeltforpligtelse, da en øget indvandring af jøder ikke kunne undgå

                            7
at påvirke den arabiske befolkning.

Israel havde nu den fordel, at indvandring til Palæstina var legaliseret, hvilket medførte en stor jødisk indvandring til området. Selvom jøderne stadig var en minoritet i området, følte araberne sig politisk og økonomisk truede. Og samtidigt med at det jord jøderne opkøbte, var det bedste landbrugsjord, udvikledes

                                        8
der en proletarisering af den arabiske befolkning.

2. Verdenskrig i 1930’erne øges spændingen mellem araberne og jøderne, og der er oftere voldelige sammenstød i mellem de to befolkningsgrupper. I denne periode får nazisterne magten over Tyskland, hvilket giver markant stigning i den jødiske immigration. Den arabiske modstand intensiveres, og i 1936 dannes den arabiske

Højkomité, som organiserer en arabisk modstand mod zionismen.^{9} Den stigende immigration af jøder,

medfører at araberne tyer til vold imod den jødiske befolkning. En ønskesituation om at arabere og jøder kan leve sammen i det område ser nu meget urealistisk ud.

England prøver af flere omgange at løse problemet politisk. I 1937 fremlægger Peel-kommissionen en rapport, hvor der konkluderes at jøder og arabere ikke kan leve sammen i en bi-national stat. En aftale jøderne til dels accepterer, men araberne forkaster helt. I 1939 udsender den engelske regering Hvidbogen, som bygger videre på Peel-kommissionens rapport. Rapporten forkastes dog af begge parter. For jøderne ødelægger aftalen bl.a. zionisternes drøm om en jødisk stat. England står med det dilemma, at de ønsker at

5

Bender, Johan - Palæstina Problemet s.39

6

Holm Nielsen, Svend – Retten til Palæstina s. 4

7

Bender, Johan - Palæstina Problemet s.39-40

8

Holm Nielsen, Svend – Retten til Palæstina s. 5

9

Bender, Johan - Palæstina Problemet s.42

Side 5

SRP – Israel-Palæstina konflikten

                                                                           10
tilfredsstille begge parter. Jøderne pga. sympati, og araberne pga. deres olie og Suezkanalen.

Jewish Agancy, som er en organisation der kæmper for jøder i palæstinaområdet, fordømmer hvidbogen, da de mener at den modsiger Balfour-løftet. Derfor opbygger jøderne deres egen hær, som under jorden bekæmper englænderne (pga. hvidbogen), men på samme tid støttede England i krigen. (Pga. Englands kamp imod nazi-Tyskland).

Under 2. verdenskrig får den jødiske hær praktisk og symbolsk betydning. For det første fik hæren våben-og militærtræning, som spiller en stor rolle i uafhængighedskrigen i 1948. For det andet styrkes zionisternes moralsk-politiske position ved de kommende fredsforhandlinger, da jøderne går med i krigen imod nazisterne. Slutteligt skaber udryddelsen af 6 millioner jøder sympati i blandt andet Europa og USA.

                                                                               11
De tre ovenstående faktorer blev den politisk-psykologiske baggrund for dannelsen af en jødestat.

Efter 2. verdenskrig dominerer USA den politiske og økonomiske udvikling i den vestlige verden og Mellemøsten.

Palæstinakonflikten har to sider. Den ene er jødernes og arabernes ønske om Palæstina, og det andet er stormagternes (England, Frankrig, USA og Sovjetunionen) ønske om indflydelse på arabernes olieressourcer

samt Suezkanalen.^{12}

Staten Israel oprettes

I 1947 meddeler England, at det vil frigøres for mandatstyret, og FN nedsætter derfor en komité for Palæstina, UNSCOP. Samme år vedtog FN en delingsplan, som gør en ende på mandatordningen og gør Palæstina til en selvstændig stat. Zionisterne tog imod tilbuddet, hvor araberne derimod følte sig bedraget.

Dette blev efterfulgt af et halvt år med borgerkrigslignende tilstande i området, inden staten Israel proklameres d. 14. maj 1948. Staten Israel dannes dog ikke som vi kender den i dag, men med udgangspunkt i FN’s delingsplan, hvor Palæstina deles i to selvstændige stater. Den hellige by Jerusalem skulle stå under FN-kontrol.

Arbejderbevægelsens fremtrædende skikkelse David Ben-Gurion, vælger som det første at ophæve Hvidbogen, og jøder strømmer nu til staten Israel. Men staten Israel angribes af nationale arabiske hære.

Palæstinaproblemet gik fra at være en lokal konflikt, som de omkringliggende arabiske lande ikke kunne blande sig i (pga. mandatsystemet), til at være en statslig konflikt på et regionalt plan. Israelerne kunne nu opruste sig militært, samtidigt med at de omkringliggende arabiske lande kunne gå ind i konflikten, for at

                     13
varetage egne interesser.

Statsdannelsen fører til uafhængighedskrigen, hvor Israelerne har placeringsmæssige og strategiske

10

Holm Nielsen, Svend – Retten til Palæstina s. 5

11

Bender, Johan - Palæstina Problemet s. 46-47

12

Holm Nielsen, Svend – Retten til Palæstina s. 6

13

Bender, Johan - Palæstina Problemet s. 47-52

Side 6

SRP – Israel-Palæstina konflikten fordele, samt støtte fra den vestlige og østlige verden. Dette medvirker til at israelerne kan erobre næste

40 % mere land, end det de var blevet tildelt. Det var dog først i 1949 at der blev indgået en endelig våbenhvile, men hjælp fra FN. Grænsen mellem Israel og nabolandene blev bestemt af hærenes positioner

                              14
efter våbenhvilen. (Den grønne linje)

Redegør for hovedtrækkene i Israel-Palæstina konflikten efter 1948 og præsenter de centrale aktører i konflikten

Det arabiske sammenhold

                                      15
Efter Israels statsdannelse bliver Gamal Nasser

                                     16
et samlingspunkt for araberne. Pan-arabisme

og

nasserisme^{17} er begge ismer der fødes i kølvandet på Israels statsdannelse. Nasser ønsker, at skabe et

arabisk sammenhold, ved at styrke de arabiske værdier og nationale identitet. Mellemøsten er stadig præget af vestlig tilstedeværelse, og mange arabere ser Israel som fortsat vestlig imperialisme, hvorpå Vesten igennem Israel fortsat kan dominere området. Nasser bliver en frontfigur for hele den arabiske verden, med sin kritik af Vestens traditionelle imperialistiske politik i Mellemøsten samt støtten til

               18
oprettelse af Israel .

Vi ser altså ikke bare en konflikt mellem jøder og Palæstina-arabere omkring retten til det gamle Palæstina, men en begyndende konflikt mellem arabere og israelere, hvor araberne kæmper for Palæstina-arabernes rettigheder, samt imod den Vestlige verdens imperialistiske politik i Mellemøsten.

I løbet af Den Kolde Krig giver Frankrig og England udtryk for, at de ikke er interesserede i deres mandatområder i Mellemøsten. Det er USA og Sovjetunionen derimod, da de ønsker at få fingrene i den

                                              19
mellemøstlige olie samt at få spredt interesser i området.

I kølvandet på Suez-krisen, hvor Nasser nationaliserer Suezkanalen, præsenterer præsident Eisenhower Eisenhower-doktrinen, hvor USA lover aktiv støtte til de lande, der går imod den internationale kommunisme. Dette er altså et forsøg på at bekæmpe Sovjetunionens indflydelse i regionen.

14

Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten, S. 55

15

Egyptisk statsleder

16

Isme som fødes under første verdenskrig af sharif Hussein bin Ali, som handler om at skabe arabisk fællesskab.

Kilde:

http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Mellem%C3%B8sten/Mellem%C3%B8sten_til_1947/pa

narabisme)
17

Isme der opkaldes efter den Egyptiske præsident Nasser, der samler de arabiske lande på baggrund af anti-vestlige og anti-israelske holdninger. Ismen er et resultat af øget arabisk nationalisering. Kilde:

http://da.wikipedia.org/wiki/Nasserisme
18

Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 61-71

19

Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 75-78

Side 7

SRP – Israel-Palæstina konflikten

PLO - 1964

Blandt palæstinenserne ses der også en øget nationalisme, samt en stigning i fedajin- og guerillagrupper, som i 1964 bliver samlet under befrielsesorganisationen PLO, som er en politisk og militær organisation.

Deres mål var at samle alle palæstinensere, så de sammen kunne kæmpe for at opnå national uafhængighed i Palæstina, og skulle fungere som talerør for palæstinenserne i Den Arabiske Liga. PLO er en paraplyorganisation, hvilket vil sige at der er flere organisationer samlet under PLO.

Seksdagskrigen - 1967

Krigen er resultatet af mange forskellige faktorer, der til sidst ender ud i, at Israel den 5. juni 1967 begynder krigen imod Egypten, Syrien og Jordan, da situationen i området blev for tilspidset. Resultatet af krigen bliver, at Israel erobrer store landområder og ydmyger de arabiske lande. Situationen i området fastlåses efter krigen, da Den Arabiske Liga præsenterer deres fremtidige politik i Palæstina: Nej til fred, nej til

                                    20
anerkendelse af Israel og nej til samarbejde.

i 1969 overtager Yassir Arafat kontrollen over PLO, og der ses en intensivering af terrorangreb mod Israel, hvilket spreder palæstinensernes budskab om en uafhængig palæstinensisk stat. Med Arafats overtagelse af PLO, kæmper palæstinenserne mere organiseret og selvstændigt imod Israel. Situationen i Mellemøsten

                                                                                  21
har nu udviklet sig til at der både er en arabisk-israelsk konflikt og en palæstinensisk-israelsk konflikt.

Oktoberkrigen - 1973

I 1970 dør Nasser, og Anwar el-Sadat overtager præsidentposten. Han er realpolitiker og mener, at kunne opnå gunstige situationer i Mellemøsten ved at gå på kompromis med traditionelle arabiske synspunkter, og i stedet samarbejde med Israel. Men han tror ikke Israel vil lytte, og indleder d. 6. oktober 1973 et angreb på Israel, for at ryste staten. Israel får under krigen militærudstyr fra USA, mens de arabiske hære modtager våben fra Sovjetunionen. Målet med krigen er at kunne forhandle med Israel, generobre områder af Sinai, samt at genåbne Suezkanalen, som lukkedes efter seksdagskrigen.

I sommeren 1974 lykkedes det USA at formidle våbenhvile, og med USA som mægler blev der forhandlet en holdbar aftale mellem Egypten og Israel. Israel er villig til at forhandle, da de er chokerede over, hvor de sårbare de er overfor den arabiske verden.

Vesten er meget berørt af Oktoberkrigen, da de olieproducerende lande i området, for at støtte araberne, reducerer olieproduktionen. Vesten lærer pga. olievåbnet, at man er meget afhængig af Mellemøsten, da

man i Vesten ser en kæmpe prisstigning på olie, hvilket lammer produktionen^{22}

Terror som talerør

20

Bender, Johan - Palæstina Problemet s. 64-72

21

Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 93-97

22

Bender, Johan - Palæstina Problemet 87-93

Side 8

SRP – Israel-Palæstina konflikten

                                     23
Den palæstinensisk socialistiske gruppe Fatah

slutter sig til under PLO i 1967, og fra Fatah udspringer terrorgruppen Sorte September, som fik sit navn efter et terrorangreb på 11 israelske idrætsudøvere til OL i München 1972. Kidnapningen af de 11 atleter medfører, at palæstinenserne kommer ud med deres politiske budskab om et selvstyreområde. Aktionen virker, da der kommer vesteuropæisk kritik af israelernes politik over for palæstinenserne, men aktionen modtages også med massiv kritik. Trods kritikken anses PLO nu som et legitim og anerkendt parti. De deltager nu i internationale

                                                                24
fredsforhandlinger, samt deltager som repræsentant for palæstinenserne i FN.

Israel og USA

Efter seksdagskrigen bliver Israel i højere grad en strategisk alliance for USA. USA fører, under Richards Nixon, en ny amerikansk mellemøstpolitik, som bl.a. skulle sikre amerikanske interesser.(Olie). Men på samme tid kunne Israel med sin nye magtstatus i området, blive en vigtig brik i USA’s anti-sovjetiske strategi i området. USA yder en stor økonomisk og militær støtte til Israel, til gengæld for fortrolige oplysninger om bl.a. arabisk og sovjetisk samarbejde.

I USA dannes der efter krigen en kæmpe israelsk lobby, som yder økonomisk og politisk støtte til Israel. Den pro-israelske lobby kæmper for at placere Israel centralt i den amerikanske udenrigspolitik, og sikrer bl.a.

                                                    25
den placering med finansielle beløb til de politiske partier i USA.

Camp-David aftalen - 1979 i 1979 indgår den amerikanske præsident, Jimmy Carter, to ugers intensive forhandlinger mellem Egypten og Israel. Den såkaldte Camp David-aftale er en fredsaftale mellem Egypten og Israel, som bygger på land-for-fred princippet. Israel trak sig ud af Sinai-halvøen, til gengæld for fred.

Efter aftalen står Egypten ikke så stærkt blandt de andre arabiske lande, da de ser denne aftale som forræderi imod den arabiske verdens aftale om, at have Israel som fælles fjende. Den største militære trussel imod Israel er nu Syrien og Irak, som modtager flere penge fra Sovjetunionen, nu når Egypten har indgået aftaler med USA.

I denne periode mister USA en vigtigt alliance i form af Iran, som efter den iranske revolution, danner et islamistisk fundamentalistisk styre. Herefter gider Iran ikke samarbejde med USA, hvilket er et stort

                                                          26
nederlag i forhold til amerikanske olieinteresser, samt status i området.

Sovjetunionens kollaps

Den globale verdensorden ændres med Sovjetunionens kollaps i 1991. Verden går fra bipolaritet til unipolaritet, hvilket vil sige at USA er verdens styrende supermagt. USA ser muligheden for at komme på

23

http://da.wikipedia.org/wiki/Fatah - kort om Fatah

24

Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 101-106

25

Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 106-110

26

Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 131-138

Side 9

SRP – Israel-Palæstina konflikten god fod med de arabiske stater, ved at ligge politisk og økonomisk pres på Israel. Israel har ikke samme strategiske værdi for USA, hvilket medfører at USA nu vil presse Israel til fredsforhandlinger med palæstinenserne. USA’s støtte til Israel, var nu betinget af amerikansk indflydelse på Israels udenrigspolitik.

Intifadaen

Der opstår en palæstinensisk opstand i de israelsk besatte områder.(Intifadaen). Palæstinenserne er frustrerede over deres politiske, økonomiske og sociale situation, samtidigt med at udsigterne til at blive en uafhængig stat i Palæstina var meget dyster. Dette skyldes, ifølge palæstinenserne, en manglende opbakning fra den arabiske verden.

En af de organisation der udspringer fra denne periode er Hamas. Det tror på jihad, og får en stor opbakning fra palæstinenserne. Hamas kæmper for en udslettelse af staten Israel, og for en uafhængig stat til palæstinenserne. Globalt set ses der med sympati på palæstinenserne, mens der opstår kritik af Israels hårdhændede behandling af palæstinenserne.

Det politiske system i Israel

Midt i de arabiske diktatur- og præstestyrer ligger Israel som et demokrati. De to centrale partier er Likud og arbejderpartiet. Likud er grundlæggende imod fredsforhandlingerne, idet de ikke er interesserede i at opgive det besatte jord i de palæstinensiske selvstyreområder. Arbejderpartiet er der imod mere åbne for fredsforhandlingerne, og går frem efter land-for-fred princippet. De vil altså opgive land til gengæld for fred. Begge partier er repræsenteret i Knesset, som er Israels svar på et folketing.

Oslo-aftalen

I 1989 kommer George Bush Sr. til magten i USA. Den nye amerikanske regering støtter stadig Israel økonomisk set, men vil nu se reel gengæld for pengene. Derfor mener USA nu, at Israel skal trække sig tilbage fra Vestbredden og Gaza-striben, og give palæstinenserne reelle rettigheder. USA giver afslag på en lånegaranti til Israel, fordi Israel stadig havde bosættelser på Vestbredden.

I 1991 lykkedes det USA at lokke parterne i den mellemøstlige konflikt til forhandlingsbordet ved en fredskonference i Madrid. Formålet var et mere stabilt Mellemøsten, som hovedsageligt skulle realiseres ved en fredslutning mellem Israel og de arabiske nabostater.

På tværs af denne konference i Madrid, har der på et hotelværelse i Oslo, været forhandlinger mellem Arbejderpartiet og PLO. Resultatet blev Oslo-aftalen, som var baseret på land-for-fred princippet.

Resultatet blev en israelsk tilbagetrækning fra tætbefolkede palæstinensiske områder, samt oprettelsen af

                                        27
et midlertidigt selvstændigt palæstinensisk styre.

Fredsprocessen bygger på ideen om, at der ikke kan

laves en samlet aftale lige med det samme, men at en endelig aftale skal opnås et skridt ad gangen.^{28}

27

Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 160

28

http://www.palaestina-info.dk/side/6/m/16/s/

Side 10

SRP – Israel-Palæstina konflikten

I løbet af de næste par år sker der yderlige tiltag i processen, med Kairo-aftalen i 1994 og Oslo2-aftalen i

1995, hvor resultatet bliver israelsk tilbagetrækning af store dele af Gaza-striben og større palæstinensiske byer på Vestbredden. I 1994 kan palæstinenserne flytte til Gaza-striben, og i 1996 bliver Arafat præsident for selvstyreområderne. Men Hamas er imod denne ordning. De ser stadig at palæstinenserne skal have en uafhængig stat i Palæstina, og udtrykker deres mening vha. terror

I Israel ses der en splittelse i befolkningen. Mange israelske borgere, samt Likud-blokken og den amerikanske lobby, var imod denne fredsproces.

I de nye palæstinensiske selvstyreområder ses der også en utilfredshed med fredsprocessen. Området er afhængigt af økonomisk støtte udefra, bl.a. fra EU. Men penge forvaltes ikke ordentligt, og Arafat kan ikke magte at administrere de nye selvstyreområder optimalt.

Kampen imod terror

I 2001 bliver USA udsat for terrorangreb, som terrororganisationen Al-Qaeda står bag. Angrebet var et opgør imod vestliggørelsen i Mellemøsten, samt de amerikanske troppers tilstedeværelse i området.

Bush vælger ikke at ignorere dette angreb mod USA, og går i krig mod terror. Præsidenten laver Bush-doktrin, som er en markant ændring i USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. Doktrinen omhandler USA’s ret til at fortage forebyggende angreb på nationer eller organisationer der kan udgøre en trussel for USA’s sikkerhed. Det er med doktrinen i ryggen at USA angriber Irak i 2003, pga. formodninger om, at Irak har masseødelæggelsesvåben.

I sommeren 2002 bliver der fremsat en Mellemøstkvartet, bestående af EU, USA, Rusland og FN. Formålet var at få fredsprocessen tilbage på sporet.

Hamas til magten

Der ses en optrapning af terror imod Israel, som hovedsageligt kommer fra Hamas og Hizbollah^{29}. Som en

konsekvens deraf, begynder Sharon (Likud-partiet) at opføre en sikkerhedsmur mellem Israel og Vestbredden. I 2005 rømmer Sharon Gaza-striben for Israelsk militær, da opretholdensen af området kræver mange ressourcer samt ikke er af nogen religiøs betydning.

2006 vinder Hamas valget i det palæstinensiske selvstyre. Men Hamas står på vestens liste over terrororganisationer, og derfor vil Vesten ikke støtte de palæstinensiske selvstyreområder økonomisk.

Områderne er meget afhængige af støtten, og der opstår kamp imod Fatah og Hamas. Resultatet bliver at Hamas styrer Gaza-striben og Fatah styrer Vestbredden.

Terrorangrebene fra Hamas’ side mod Israel stopper ikke, og Israel går miltært ind i Gaza-striben.

Hovedmotivet var at finde våben. Angrebet bliver stoppet i 2009 pga. internationalt pres.

29

Hizbollah er en libanesisk islamistisk orienteret politisk-militær organisation. Kilde:

http://da.wikipedia.org/wiki/Hizbollah

Side 11

SRP – Israel-Palæstina konflikten

Analyse af årsagerne til udviklingen i fredsbestræbelserne fra 1990-2010

Som det fremgår af min redegørelse, er der utrolig mange faktorer der spiller ind i denne konflikt.

Konflikten er på lokal plan, regional plan og global plan, hvilket gør at der er mange aktører indblandet i denne konflikt. I min analyse, ønsker jeg at give en overblik over faktorer og aktører der har påvirket udviklingen fra

Situationen efter Den Kolde Krig

I 1991 slutter den kolde krig med Sovjetunionens opløsning, hvilket medfører at den globale verdensorden ændres markant. Der ses nu en unipolær verdensorden, hvilken vil sige at USA nu står som enlig supermagt.

Det spiller også en rolle i Mellemøsten, da USA nu har vundet en ideologisk og politisk sejr, idet Sovjetunionen med sin indflydelse på området, forsøgte at sprede den kommunistiske ideologi. Desuden støttede Sovjetunionen mange af de arabiske stater samt palæstinenserne økonomisk og med våben.

Den Kolde Krig havde neddæmpet andre konflikter i Mellemøsten, som efter den kolde krigs afslutning dukker op igen. Der er ofte konflikter i området pga. de kunstige grænser i området, samt at mange

                                         30
arabiske statsledere ofte fører et diktatorisk styre.

Ifølge Johan Galtung, som er norsk sociolog, er fred ikke lig fraværet af krig, men fraværet af vold. Både direkte vold men også indirekte vold. Indirekte vold er,

                                                                              31
når samfundsmæssige faktorer går ind og påvirker individets selvrealisering i en negativ retning.

I et diktatorisk styre, ser man ofte at borgere bliver undertrykt og ikke har mulighed for selvrealisering.

Dette medfører ofte utilfredse borgere, og kan ende ud i borgerkrig, hvilket skaber ustabilitet i området.

USA’s strategi efter den kolde krig, er derfor at inddrage flere medspillere i området, som man bl.a. så i den

                                                  32
multinationale styrke imod Saddam Hussein under Golfkrisen.

Det skaber stabilitet i området, samt forbedrer USA’s forhold til de arabiske lande. Disse er vigtige faktorer, der i sidste ende gavner USA’s olieinteresser i området.

Oslo-aftalen

Denne nye kurs for USA’s mellemøstpolitik får en indflydelse på Israel, da USA nu ser chancen for at forbedre forholdet mellem de arabiske stater. George Bush sr. udmelder derfor til Israel, at en fortsat støtte

                                                                              33
til staten, er på betingelse af amerikansk indflydelse på den udenrigspolitiske dagsorden i Israel.

I den forbindelser ser vi altså, at USA lægger pres på Israel, bl.a. ved at reducere en lånegaranti. USA er utilfreds med, at Israel fortsætter bebyggelser i palæstinensiske områder og den såkaldte sikkerhedsmur,

30

Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 159-160

31

Branner, Hans – Det ny Europa s. 162-163

32

Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 160

33

Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 145

Side 12

SRP – Israel-Palæstina konflikten

                                 34
samt fortsat besættelse på Vestbredden.

Den amerikanske regering presses økonomisk af den israelske lobby på baggrund af denne beslutning. Men i dette tilfælde prioriterer regeringen et muligt venskab med de arabiske lande højere, end et godt forhold til den israelske lobby. Men Likud-regeringen er ikke klar på at opgive nogle besatte områder. Denne israelske tilgang til konflikten, er afgørende i forhold til at resultaterne ved fredsforhandlingerne i Madrid

1991 udebliver.

Vi ses altså Israel som en central aktør, der ikke lader sig påvirke af amerikansk pres. Israels interesser på Vestbredden og Gaza-striben er nok i høj grad symbolsk, da de besættelser vidner om Israels, nærmest

                         35
heroiske sejr, i seksdagskrigen. Dette er især holdningen blandt Likud-regeringen.

Men situationen ændres da arbejderpartiet kommer til magten år 1992, under ledelse af Rabin. Det viser sig at få en stor betydning i forhold til fredsforhandlingerne, da Rabin er meget mere åben for fredsforhandlinger, end likud-regeringen havde været. Regeringen er villige til at indgå land-for-fred

                                                                            36
forhandlinger, dvs. at indgå fredsaftaler med palæstinenserne ved at opgive besatte områder. De besatte

områderne er både dyre i forhold til militære ressourcer, men er også en trussel for Israel sikkerhed.

Israelerne indgår forhandlinger med palæstinenserne på et hotelværelse i Oslo, og kommer frem til Oslo-aftalen. De centrale faktorer i forhold til Oslo-aftalens tilblivelse, skal i høj grad tilegnes USA’s økonomiske og politiske pres på Israel, men også arbejderpartiets tilgang til palæstinakonflikten, idet det for dem ikke er afgørende at kontrollere hele Vestbredden. Oslo-aftalen og de fremtidige aftaler, går efter princippet om et skridt ad gangen. I Oslo-aftalen tages der ikke stilling til nogle af de tunge konfliktknuder, som bl.a. det palæstinensiske flygtningeproblem, eller om en opdeling af Jerusalem. Netop spørgsmål er en central spørgsmål i forhold til fredsprocessen, da begge parter har en religiøs tilknytning til området.

Fredsprocessen på standby

I 1993 får USA en ny regering og ny præsident, Bill Clinton. (). De israelske lobby-organisationer har overordnet set størst indflydelse på demokraterne, og det er ingen undtagelse med Clinton-regeringen,

                                                   37
hvor flere af Clintons rådgivere kommer fra den israelske lobby.

Det viser sig at få en markant betydning på konflikten, da det får betydning for USA’s pres på Israels udenrigspolitik, idet der ikke bliver lagt pres nok på Israel, da lobbyisterne ikke nødvendigvis er interesserede i en to stats deling.

I løbet af de næste par år, underskrives Cairo-aftalen og Oslo2-aftalen, som er grundet israelsk samarbejdsvilje samt palæstinensisk optimisme efter Oslo-aftalen.

Men i begge lande er der begyndende modstand, der sætter en stopper for denne positive udvikling.

34

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/129002:Seneste-nyt--USA-vil-reducere-laanegaranti-til-Israel

35

Irving Jensen, Michael m. fl. – På tærsklen til fred? S.27

36

Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 163

37

http://palaestina-info.dk/side/5/m/5/s/ - Afsnit kaldet ”Clinton og den israelske lobby”

Side 13

SRP – Israel-Palæstina konflikten

I det palæstinensiske selvstyre ses der en utilfredshed hos radikale grupper, eksempelvis Hamas. De mener at PLO, med Arafat i spidsen, har opgivet en selvstændig stat i Palæstina i form af Oslo-aftalerne. PLO møder efterhånden også kritik fra lokalbefolkningen, da PLO ikke kan finde ud af at administrere et selvstyre.

I Israel ses der en utilfredshed på den israelske højrefløj, da de ikke ønsker at afgive de besatte områder.

Desuden optrapper palæstinenserne terroren mod Israel, hvilket skaber frygt og splittelse blandt

                                                                       38
lokalbefolkningen. Det hele kulminerer med drabet på ministerpræsident Yitzhak Rabin.

Vi ser altså, hvordan de positive fredsforhandlinger spoleres af organiseret modstand, dårlig ledelse og usikkerhed blandt befolkningen.

I 1996 genvinder Likud regeringen magten i Israel, hvilket for alvor sætter fredsbestræbelserne på standby.

Netanyahu^{39} er bl.a. ikke indstillet på at gennemføre Oslo2-aftalen.

Fra ser man, at Israel og USA har samme sikkerhedspolitiske interesser, idet begge nationer har en stor fælles fjende i området, Iran og Irak. Derfor bliver der ikke lagt pres på Israel, som der blev det under Bush-regeringen. Her bliver USA’s mellemøstpolitik bl.a. påvirket meget af den israelske lobby. Den israelske lobbys indflydelse på Clinton-regeringen, kan stille spørgsmålstegn ved, om USA i denne periode

var en ærlig mægler^{40}

Da Clinton i 2001 overdrager magten til George W. Bush, havde Clinton i løbet af hans 8 år som præsident lagt meget stor del af sin prestige ind for at nå frem til en fredsaftale. Dette lykkedes dog ikke, og ”For Clinton må konklusionen være, at israelsk sikkerhedspolitik bestemmes af indenrigspolitiske hensyn i Israel.

                                                                             41
Og da den amerikanske regering ikke for alvor pressede Israel, kunne der ikke opnås en aftale.”

Situationen efter d. 11/09

I 2001 bliver USA angrebet af terror. Terrororganisationen Al-Qaeda stod bag angrebet, en stærkt islamisk fundamentalistisk organisation. Gruppens mål var at bekæmpe vestliggørelse i de mellemøstlige lande, samt kritisere USA’s imperialistiske tilgang til Mellemøsten. Al-Qaeda ser vestliggørelsen i Mellemøsten,

                                    42
som en trussel imod deres kultur og religion.

Ifølge Samuel P. Huntingson^{43} er angrebet, resultatet af USA’s samt dets vestlige koalitions, brug af blød

magt i området. Den vestlige verdens forsøg på at sprede kultur, ideologier og demokrati i området, provokerer islamistiske fundamentalister, idet det er en provokation imod deres kultur og religion, hvilket

38

Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 167-170

39

Netanyahu er premierminister og medlem af Likud.

40

http://palaestina-info.dk/side/5/m/5/s/ - afsnit: Det nationale og det globale og USA- en ærlig mægler?

41

Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 178

42

http://www.palaestina-info.dk/side/8/m/19/s/

43

Amerikansk professor i international politik.

Side 14

SRP – Israel-Palæstina konflikten

                             44
truer den islamistiske nationalisme.

USA, med NATO og FN i ryggen, indleder et angreb mod terror, og angriber Afghanistan for at fange Osama bin Laden, samt fjerne det fundamentalistiske Taleban-styre. Krigen imod terror er hermed begyndt.

I kølvandet på angrebet lancerer den amerikanske præsident Bush doktrinen, som omhandler amerikanernes ret til forebyggende angreb mod stater eller organisationer, der udgør en trussel mod USA

                          45
og landets nationale interesser.

Med doktrinen i ryggen, angriber USA i 2003 Irak, da man mener, at staten er en trussel pga.

masseødelæggelsesvåben. Dette var dog ikke med FN eller NATO i ryggen.

Disse to ovenstående krige bliver nogle af de længste og dyreste i nyere amerikansk tid, og derfor nedprioriteres fredsforhandlingerne i Israel-Palæstina konflikten, idet kampen mod terror har første prioritet i amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Israel-Palæstina

Samtidigt med USA’s krig mod terror, ses der i Israel-Palæstina konflikten en stigning af terrorangreb rettet imod israelsk jord. Dette medfører en meget aggressiv israelsk gengældelsespolitik i mod palæstinenserne.

I Israel kommer Likud-regeringen til magten igen, under ledelse af Ariel Sharon, og i de palæstinensiske selvstyre områder, er PLO og Fatah efterhånden upopulære, mens Hamas vinder opbakning blandt befolkningen. I 2005 vælger Ariel Sharon dog at rømme Gaza-striben. Det skyldes at det ressourcemæssigt

var for dyrt at være i området, samt at Sharon ikke havde nogen interesser i området.^{46}

I denne periode er de to parter mere eller mindre overladt til sig selv, hvilket fører til krigslignende tilstande

i området. Selvom der i 2002 oprettes en Mellemøstkvartet^{47} som fremsætter ”Køreplan for fred”, hvis

opgave er at få fredsprocessen tilbage på sporet, viser Bush ikke nok engagement på området, da der ikke lægges pres nok på Israel.

Konklusionen for denne periode må derfor være, at fredsforhandlingerne ikke kan fungere med en mægler, der ikke kan sætte en dæmper på militært uro i området, samt lægge pres på Israel. Hvis der sker fremskridt i konflikten, som palæstinenserne fredelige overtagelse af Gaza-striben, sker det på israelske præmisser.

Sidste periode med Bush-regering

I 2006 vælges Hamas til at blive det styrende parti ved det palæstinensiske valg. Men da Hamas står EU's og USA’s liste over terrororganisationer, vil Vesten ikke støtte de palæstinensiske selvstyreområder mere.

Desuden har Vesten et princip om, at man ikke forhandler med terrorrister. Israels gengældelsesangreb er i

44

Branner, Hans – Global politik, afsnit 7 ”Clash of Civilizations”

45

Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 180-181

46

http://palaestina-info.dk/side/7/m/21/s/ USA og palæstinakonflikten. ()

47

Mellemøstkvartetten er bestående af EU, USA, Rusland og FN

Side 15

SRP – Israel-Palæstina konflikten høj grad skyld i valget af Hamas’. Følgerne heraf bliver økonomiske problemer, da selvstyreområderne var meget afhængige af støtte fra især EU. Dette resulterer i borgerkrigslignende tilstande i

                                                       48
selvstyreområderne, som ender med en deling af selvstyreområdet.

Vi ser altså, at de palæstinensiske selvstyreområder er meget afhængige af udefrakommende økonomisk støtte. Ved at fjerne denne støtte, lægges der stort pres på de palæstinensiske selvstyreområder, som nu bliver nødt til at få PLO tilbage til magten, for at få støtten tilbage, men også for at kunne fortsætte fredsforhandlingerne.

I 2008 invaderer Israel Gaza-striben, på baggrund af massive terroraktioner fra det Hamas styrede område.

Angrebet stoppes først, efter internationalt pres på Israel, og angrebet fordømmes af omverdenen pga.

Israel militære overlegenhed og voldsomhed. Angrebet sætter også en stopper for Tyrkiets forsøg på en

                                                                                 49
løsning mellem Israel og Syrien, hvor Tyrkiet har forhåbninger om at skabe fred mellem de to stater.

Her ses et godt eksempel på, hvordan Israel som økonomisk og militær storebror i konflikten, bliver kritiseret af omverdenen pga. militær indtrængen i de palæstinensiske selvstyreområder. Palæstinenserne bliver derimod ikke kritiseret på samme måde, i forhold til Hamas’ terror imod Israel.

Slutteligt til Bush’ regeringsperiode, må konkluderes at prioriteten i områdes nedtones pga. krigen imod terror. Og ”når USA ikke satte handling bag fredshåbet, syntes Israel ikke at lade sig diktere til

                                 50
indrømmelser over for palæstinenserne”

Obamas linje

Under et møde med premierminister Benjamin Netanyahu i 2009, viser Obama sin grundlæggende linje overfor Israel-Palæstina konflikten. Obama ønsker hurtigt at komme tilbage på sporet af fredsprocessen, og forlanger at Israel er villig til at samarbejde, samt gå tilbage til grænserne fra før seksdagskrigen. Desuden stemmer USA for i en FN resolution, hvor USA før i tiden ofte havde bakket op om Israel i FN’s sikkerhedsråd. Resolutionen forlangte, at Israel hurtigt begyndte at arbejde for en separat stat for palæstinensere, samt indgå fred med de arabiske nabostater. Obama håber med sin fredsproces at skabe god stemning i den arabiske og muslimske verden, og på den måde skabe bedre betingelser for konflikten

med Iran og i de væbnede kampe i Afghanistan og Irak.^{51}

48

Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 186-187

49

Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 188

50

Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 183

51

http://www.information.dk/191431 ”Obama er begyndt at ligge pres på Israel”

Side 16

SRP – Israel-Palæstina konflikten

På baggrund af analysen ønskes der en vurdering af årsager til at der endnu ikke er fundet en løsning på konflikten.

Som det fremgår af analysen, er hele konflikten afhængig af mange centrale aktører, der hver især har egne interesser som første prioritet. Desuden er der på lokal, regional og global plan hele tiden nye faktorer, der har indflydelse på fredsprocessen, og som enten sætter en stopper for eventuelle fremskridt i fredsprocessen, eller forværrer situationen i området.

I min vurdering vælger jeg at tage udgangspunkt i Oslo-aftalerne, da det i mine øjne er det tætteste vi kommer på en egentlig fred mellem de to stridende parter. Men hvorfor gik det alligevel galt?

Osloaftalerne – hvad gik galt?

Oslo-aftalernes succes skyldes i stor grad arbejderpartiets pragmatiske tilgang til Palæstinakonflikten samt USA’s pres på Israel.

Der er en del faktorer der spiller ind i forhold til, hvorfor Oslo-aftalen ikke blev til noget.

For det første tog Oslo-aftalen ikke i første omgang stilling til de store stridspunkter i konflikten, som

                                                                                   52
jødiske bosætterers fremtid, det palæstinensiske flygtningeproblem eller Jerusalems fremtidige status.

Disse tre knudepunkter, er tre vigtige faktorer der spiller ind i forhold til, at vi stadig ser en konflikt dernede den dag i dag.

For det andet var der massiv kritik fra den israelske højrefløj og hos radikale palæstinensiske grupper.

I palæstinensiske selvstyreområder ser vi især Hamas som modstandere af fredsprocessen, og de intensiverer terrorangrebene imod israelsk jord. Terroren er en destabiliserende faktor, da det øger frygten blandt israelerne. Dette skaber en øget kritik til fredsprocessen blandt israelerne, hvilket munder ud i at Likud-partiet kommer til magten i 1996, hvilket skaber dyb splittelse i Israel. Fredsforhandlingerne sættes

                      53
på standby fra israelsk side.

For det tredje var palæstinenserne dårlige til at administrere de nye selvstyreområder, hvilket skabte kritik af fredsprocessen blandt palæstinenserne.

For det fjerde accepterer israelerne ikke de palæstinensiske selvstyreområder, og fortsætter bl.a.

bosættelser på Vestbredden. Israelerne bliver nødt til at acceptere de palæstinensiske selvstyreområder, for at der kan findes en løsning. De fortsatte besættelser, signalerer at Israel ikke er interesserede i en fredsproces, og er en destabiliserende faktor i området.

Men hvordan skulle det internationale samfund have tacklet disse ovenstående faktorer?

52

http://www.palaestina-info.dk/side/6/m/16/s/ - ”Forhandlinger og aftaler”

53

Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 167

Side 17

SRP – Israel-Palæstina konflikten

Grunden til denne negative udvikling, skal findes både på det lokale plan men også på globalt plan.

På lokal plan, hvor den helt store aktør for den negative udvikling i denne periode er Hamas. Hamas kæmper for en total udslettelse af staten Israel. Det er et problem, da fredsforhandlingerne tager udgangspunkt i en to-stats-deling. Hamas sætter i denne periode, og vil højst sandsynligt også i fremtiden, en stopper for fredsprocessen. Efter min mening skal der udstationeres soldater i FN-regi i de palæstinensiske selvstyreområder, som kan forhindre Hamas’ aktivitet. Desuden skulle der hjælp i forhold til at administrere de nye selvstyreområder, i forhold til skoler, politi og hospitaler. På den måde ville vi se en positiv befolkning i de palæstinensiske selvstyreområder, idet den sociale udvikling ville blive bedre.

Desuden skulle der fra verdensbankens side fremsættes en lånegaranti, som selvstyreområderne kunne bruge til at booste deres økonomi. Altså, skabe arbejdspladser ved at føre en ekspansiv finanspolitik. På den måde, ville der på kort sigt ses en økonomisk fremgang i selvstyreområder, hvilket ville skabe øget optimisme og opbakning til fredsprojektet. Den øgede kontrol over Hamas ville skabe mere optimisme blandt den israelske befolkning, idet den øgede terror efter aftalen skabte frygt og utilfredshed i Israel.

Der skal dog stadig lægges pres på Israel, da man ser en tendens til at de ikke er så motiverede for en fredsproces, da de godt ved at de kommer til at afgive land.

Gideon Levy^{54} skriver på sin blok:

”Når der er terrorisme, kan man ikke handle, og når der ikke er terrorisme, er der ingen grund til at

handle.”^{55} Her kritiserer han den israelske regerings initiativ til fredsbestræbelserne.

Jeg ved godt at det er en optimistisk og hypotetisk ide om, hvad det internationale samfund skulle have gjort for at holde fredsprocessen på sporet. Desuden er det en dyr løsning, idet det kræver en del ressourcer over en længere periode. Og om det ville have virket, er ikke til at svare på, da det er et uroligt område, hvor der altid vil være destabiliserende faktorer der spiller ind i forhold til fredsbestræbelserne.

Jeg vurderer at grunden til det manglende amerikanske pres i denne periode er, at den israelske lobby har for meget indflydelse på den amerikanske mellemøstpolitik. Jeg synes dette var det overordnede billede på USA’s mellemøstpolitik under Clintons regeringsperiode.

USA som mægler og kampen imod terror

En ting er i hvert fald helt sikker. Konflikten kan ikke løses på lokalt plan, da vi ser to parter, som ikke er i stand til at respektere eller anerkende hinanden, hvilket er en forudsætning for at en holdbar fredsaftale kan underskrives. Der skal hjælp til fra det internationale samfund, og konflikten har brug for en mægler.

Konfliktens mægler har siden Sovjetunionens fald, været USA. Men er USA en den rigtige mægler? Arafat har flere gange appelleret til at FN eller EU skulle være mere centrale i fredsprocessen, da USA ikke kan

54

Gideon Levy er korrespondent i de palæstinensiske selvstyreområder, og er kritisk overfor den israelske regerings

initiativ i fredsprocessen.
55

http://blog-dyn.tv2.dk/sykes88/entry368044.html

Side 18

SRP – Israel-Palæstina konflikten undgå at være partisk pga. USA’s alliance med Israel og den israelske lobbys indflydelse på den amerikanske

       56
regering. Men i mine øjne er USA den rigtige mægler. USA har magten til at levere en økonomiske- og

sikkerhedsgarantier, som FN og EU ikke i samme grad kan give. Desuden ville problemet med EU eller FN som mægler, være de mange forskellige interesser og holdninger der er i organisationerne. Det være svært at nå til enighed. Desuden ønsker USA ikke at opgive mæglerposten, da der ligger så meget prestige, samt en enorm anerkendelse fra de arabiske stater, hvis konflikten løses.

I FN er problemet, i mine øjne, især USA og Rusland^{57}, som har forskellige interesser og holdninger til

konflikten. De kan, sammen med England, Frankrig og Kina, hver især nedlægge veto, hvis de er uenige med en aftale eller resolution.

Men jeg forstår ikke hvorfor USA ikke bruger FN eller EU mere aktivt, i forhold til at lægge pres på Israel.

Hvis man kunne nå til enighed om sanktioner eller handelsblokader af israelske varer, kunne man lægge så meget pres på Israel, at de bliver nødt til at indgå aftaler, for overhoved at overleve som stat. Dette er en ret brutal måde at få Israel til forhandlingsbordet, men under hele perioden synes jeg at der er tendens til, at forhandlingerne foregår på israelske præmisser.

En stor konflikt som Israel-Palæstina kræver en stor indsats af USA som mægler. Derfor var det et problem for konflikten, da USA d. angribes af Al-Qaeda, og derefter indleder kampen imod terror.

USA’s opmærksomhed og indsats i konflikten nedtones, idet kampen mod terror får første prioritet i USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. Desuden indledes kampen i Irak omkring samme periode som USA’s militære tilstedeværelse i Afghanistan. Selvom der bliver gjort forsøg på at få fredsprocessen på sporet igen, bl.a. ved hjælp af mellemøstkvartetten, så har USA og George Bush Jr. ikke de fornødne ambitioner og initiativ til at komme frem til resultater i processen.

Fred er den eneste løsning

Desuden er der to andre vigtige faktorer i denne fredsproces som er udslagsgivende for et resultat.

Når Likud-partiet er ved magten i Israel, ønsker Israel ikke at fortsætte fredsprocessen. Og når Hamas kommer til magten i de palæstinensiske selvstyreområder, ønsker de palæstinensiske selvstyreområder

                       58
ikke at forhandle med Israel.

Dette er et problem, da ingen ønsker at fortsætte fredsprocessen, idet de to parter ikke er villige til at gå på kompromis med hinanden. Desuden ønsker USA ikke at fortsætte fredsforhandlingerne med Hamas som en af medspillerne, da de står på USA’s liste over terrororganisationer. Men der skal også placeres et ansvar hos befolkningen. De to befolkningsgrupper er så privilegerede, at have retten til at blive hørt, pga. demokrati. Det er altså befolkningen der vælger Likud-

56

http://palaestina-info.dk/side/5/m/5/s/ USA, en ærlig mægler?

57

http://politiken.dk/udland/ECE1399754/rusland-stoetter-palaestinensernes-plan-om-selvstaendighed/ - Af artiklen

fremgår det, at Rusland støtter en palæstinensisk stat.
58

Grundet Likud-partiet og Hamas’ tilgang til fredsprocessen. De to aktørers holdning er beskrevet i redegørelsen.

Side 19

SRP – Israel-Palæstina konflikten regeringen eller Hamas, til at styre landet. Likud-regeringen og Hamas, bliver valgt i perioder, hvor frustrationen over fredsprocessen, bliver for stor hos befolkningen. Men befolkningen må indstille sig på, at en sådan konflikt tager lang tid at løse, og de en løsning kan kun opnås ved at have samarbejdsvillige repræsentanter for området. (Arbejderpartiet og PLO).

Under kampene i Gaza-striben i 2008, ser vi hvordan Israel bliver kritiseret af det internationale samfund, grundet deres militære overlegendehed og voldsomhed overfor palæstinenserne.

Vi ser altså, at Israel ikke kan gå ind og overvinde palæstinenserne, selvom de er militært overlegne. Det ville skabe international forargelse, samt påvirke Israels sikkerhed i området markant. I sidste ende kan Israels eneste mulighed for at få fred for palæstinenserne være en fredsaftale. Dette ville dog ikke nødvendigvis stoppe terroraktionerne mod Israel, da Hamas kæmper for en total udslettelse af Israel.

Palæstinenserne står, trods sympati blandt sine arabiske venner, ret alene i området. Der ses ikke længere pan-arabisme i samme omfang som under Nassers storhedstid, og den arabiske verden står ikke i samme omfang bag palæstinenserne. Palæstinenserne er derfor også nødt til at indstille sig på fredsprocessen.

Hvorfor er der ikke fred?

For at opsummere så er der en del centrale aktører, som er nødt til at indstille sig på fredsprocessen.

USA har ikke været synlig nok, og har ikke lagt det nødvendige pres på Israel som er nødvendigt. Efter perioden med Oslo-aftalen bliver, især de nye palæstinensiske selvstyreområder, overladt for meget til dem selv, hvilket skaber massiv uro i området. Her kunne et tættere samarbejde mellem USA, FN of EU have været udslagsgivende.

For at komme til resultater, kræves det at USA som mægler går 100 % ind i arbejdet om et resultat. Derfor er det en vigtig årsag i forhold til en løsning af konflikten, at USA begyndte kampen imod terror.

I hele forløbet har der været tendens til, at de mest optimistiske fremskridt i processen, er sket under arbejderpartiets regeringsperioder. Under Likud-regeringen synes fredsprocessen at gå i stå, hvilket ikke fører til nogen løsning af konflikten.

Palæstinenserne (udover Hamas og andre radikale organisationer) virker overordnet åbne overfor en løsning. Men da Hamas i 2006 kommer til magten i selvstyreområderne, sætter det en stopper for forhandlingerne, idet USA ikke ønsker at forhandle med terrorister.

Slutteligt synes jeg ikke at FN og EU melder sig nok på banen i forhold til at løse konflikten.

Israel-Palæstina konflikten i dag og i fremtiden

I den opgave jeg har fået stillet, forventes det at jeg redegør, analyserer og vurderer indtil år 2010. Her i det sidste afsnit, vil jeg dog gerne nævne kort, hvordan situationen for konflikten er i dag, samt hvordan udsigterne for udviklingen ser ud i fremtiden. Ud fra artiklen, ”APPEL: Gør noget ved Israels bosættelser”, fremgår det, at konflikten langt fra er løst. Selvom mellemøstkvartetten forsøger at puste liv i

Side 20

SRP – Israel-Palæstina konflikten fredsprocessen, som synes at stå på standby, bliver der ikke gjort nok på globalt plan. Artiklen beskriver, hvordan israelske bosættere ikke accepterer palæstinenserne rettigheder, og bosætter sig på

                             59
palæstinensiske områder vha. vold. I en anden artikel, fremgår det at Obama lægger pres på Israel. Men

                                                       60
USA taler for døve øre, overfor en u-samarbejdsvillig Likud-regering.

I Israel ser man en udvandring af moderate jøder, som ikke føler sig så religiøst knyttet til området, at de

                                                                                 61
kan overskue Hamas’ konstante terroraktioner. Derimod immigrerer ultra-ortodokse jøder til landet. Det

er ellerede et problem i dag, og som vil vokse sig endnu større i fremtiden. De ortodokse jøder støtter den israelske højrefløj, som Likud repræsenterer. Jo flere ultra-ortodokse jøder der er i landet, jo mindre chance har arbejderpartiet for at komme til magten. Desuden er det i høj grad de ultra-ortodokse jøder, vi ser fortsætte de voldelige bosættelser på palæstinensisk jord.

Det internationale samfunds fokus er flyttet fra Israel-Palæstina konflikten, til Det Arabiske Forår, som udspiller sig på samme scene. Der ses et paradigmeskift i hele Mellemøsten, idet der i mange lande ses en demokratisering. Lige nu er det en destabiliserende faktor i området, men hvis Egypten, Tunesien og Libyen kan få indført et holdbart demokrati, kan det skabe den fornødne stabilitet i området, som kan gavne konflikten.

USA har lige trukket sine sidste soldater ud af Irak og kan efterhånden se ender på krigen i Afghanistan.

Dette bør opprioritere Israel-Palæstina konflikten. Desuden må USA’s olieinteresser i området forøges i takt med at verdenen efterhånden løber tør for olie. En løsning af konflikten, kunne gavne denne interesse markant.

Desuden er USA ikke suveræn supermagt i samme omfang, som vi så det efter Den Kolde Krig. Økonomisk set er de overhalet af Kina, og det store hul i statskassen, kan sætte spørgsmålstegn ved, om USA stadig kan finansiere sit enorme militær i fremtiden. Under konflikten, har USA især garanteret militær sikkerhed til lande der støtter USA. Men hvis det amerikanske militær nedtones, kan USA ikke bruge denne garanti i samme omfang.

Om USA har viljen og magten til at løse denne konflikt, og formår at samarbejde tæt nok med EU og FN, kan kun tiden vise.

59

http://www.bt.dk/udland/appel-goer-noget-ved-israels-bosaettelser Artikel fra d. 14. december 2011.

60

http://www.information.dk/268768 – ”Obama lægger pres på Israel”

61

http://politiken.dk/debat/analyse/ECE624354/hele-tre-konflikter-skal-loeses/ ”Hele tre konflikter skal løses”

Side 21

SRP – Israel-Palæstina konflikten

Konklusion

Statsdannelsen af Israel i 1948, blev ikke den løsning på konflikten, som mange håbede det ville. Siden har der været voldelige konflikter og regulære krige mellem de to parter, som især er grundet terrororganisationen Hamas.

Der er mange forskellige aktører i denne konflikt, som hver især har egne interesser at varetage.

I Israel, ser vi Likud-partiet, som ikke ønsker fredsforhandlinger, idet de ikke ønsker at opgive bosættelser i de palæstinensiske selvstyreområder. Derimod synes arbejderpartiet, at være mere åben for en løsning af konflikten.

I de palæstinensiske selvstyreområder, ser vi Hamas som en destabiliserende faktor, da de bruger terror mod Israel. Hamas ønsker en udslettelse af Israel, og er ikke villig til at gå på kompromis. På palæstinenserne side, er der også PLO, som er en organisation, der er mere åben overfor en konfliktløsning end Hamas.

USA melder sig ind i konflikten som mægler, men lægger ikke pres nok på de stridende parter. USA er partisk i forhold til konflikten, bl.a. på grund af en meget stærk pro-israelsk lobby, der påvirker den amerikanske mellemøstpolitik. USA synes ikke at have nøglen til fred.

I de sidste 20 år, har der været flere forsøg på fred, som dog aldrig rigtig har været tæt på en løsning af konflikten. Det tætteste vi kommer på en løsning af konflikten, skal ses under Oslo-aftalerne. Her blev der lagt pres på Israel, hvilket er en vigtig faktor i forhold til fredsbestræbelserne. Men der synes ikke at være nok vestlig kontrol over forløbet, f.eks. i form af FN-tropper i området, som kunne holde Hamas i skak under og efter forhandlingerne, og hjælpe palæstinenserne med administrativt arbejde.

For at få en løsning på konflikten, skal begge parter være indstillet på at samarbejde. Derfor kan en konflikt ikke opnås, så længe Likud-partiet og Hamas har magten hos de to stridende parter.