SRP om genreforhold i progressiv rock

Indledning

Hvornår er et musikalsk eller litterært værk del af en genre, og hvornår er det en del af kunstnerisk bevægelse, stil, mode eller blot inspireret? Man skulle tro, at kategorisering af ensartede tekster eller musikstykker er ligetil, men undersøges fænomenet nærmere, kan man hurtigt blive i tvivl. Genrebegrebet er på en og samme tid et meget enkelt og naturligt og et meget kompliceret og labyrintisk fænomen. I det følgende vil det progressive rockband The Mars Volta igennem en musikalsk og litterær analyse af sangen ”Day of the Baphomets” udgøre eksemplet, der påviser både den progressive rocks og den overordnede genreteoris kompleksitet.

Om genrebegrebet

Ordet genre stammer fra det latinske genus, som betyder slægt eller art, og kan kort sagt defineres som en kategoriinddeling af kommunikation, hvis enheder vurderes ud fra generelt dominerende karakteristika. Genrebegrebet omtales ofte kun i sammenhæng med litteratur og kunst, men visse teoretikere ser selv almindelig dialogisk samtale som a simple genre. Inddrages dette, kan alle kommunikationsformer altså i princippet inddeles i genrer.

Kategoriseringen af verden er dybt forankret i menneskets natur. Genrer såvel som alle andre former for kategorisering fungerer som en fundamental hjælpende hånd, idet vi med overordnede betegnelser for ensartede grupperinger nemmere kan forstå enkelttilfælde. En genrebetegnelse giver en øjeblikkelig forventning af situationen, så man ved hjælp af tidligere erfaringer bedre vil kunne tilpasse sig det aktuelle tilfælde. I simpel praksis vil det sige, at man fx ikke har et unødvendigt fokus på rytmisk struktur i læsningen af faglitteratur, men i stedet gerne må have det ift. poesi. Inden for kunsten er genrerne kan dette udvides til, at genrerne for modtageren er en ”forventningens horisont”, som giver en fornemmelse af, hvad man kan lide og ikke kan lide, mens de for afsenderen er modeller og inspirationskilder til skabelsen af nye produkter. Den vestlige verdens genrehistorie begyndte i litterært henseende med Platon og hans ” three Imitational genres” inden for digtekunsten; ”dramatic dialogue, pure narrative and epic (a mixture of dialogue and narrative)”. Her var kriteriet for genreinddelingen i hvor høj grad, man imiterede andre karakterer – altså forholdet mellem dialog og narrativ.

Endvidere havde man i det gamle Grækenland også undergenrer som tragedien og komedien, som udover dramaets fortællermæssige forhold har tematisk baserede kriterier. Den mest dominerende genreteori siden da har dog været en variation af Platons triade, hvor man i stedet for ren narrativ indsatte lyrik.