SRP: Totalitarisme - '1984' og Stalin i Historie og Engelsk

Side 1

................................................................................................................................................ 2

............................................................................................................................................ 3

...................................................................................... 4

..................................................................................................................... 6

................................................................................................................. 6

.......................................................................................................................................... 8

................................................................................................................................. 8

........................................................................................................................................... 9

..................................................................................................................... 11

.................................... 12

................................................................................................................................... 14

..................................................................................................................................... 16

........................................................................................................................ 17

.................................................................................... 19

.................................................................................................................................. 23

........................................................................................................................................ 24

............................................................................................................................................... 25

............................................................................................................................................... 26

..................................................................................................................................... 27

Side 2

Side 2 af 27

In this project I’ve worked with George Orwell’s ‘’Nineteen Eighty-Four’’ which takes place in a dystopian future society. The world is ruled by totalitarian one-party governments who know no boundaries in their oppression of their people. The countries which constituted the totalitarian wave in Europe in the first half of the twentieth century were all similar to the regime in

‘’Nineteen Eighty-Four’’, but especially one stood out as being particularly comparable – the Soviet Union. This project contains an analysis and interpretation of George Orwell’s novel with a special historical focus on the power structure and the propaganda which is also analyzed comparatively to that of the Soviet Union. Furthermore contains an analysis of two Soviet propaganda posters as historical sources to clarify the intentions and the effects of the propaganda. Finally it covers a discussion of a quote from the book and its significance to and similarities with the power structure and propaganda of the Soviet Union. The conclusions of the project are that even though Orwell issues a warning against totalitarianism by drawing an image of a very sinister world, he believes in human spirit and morality. Additionally there is a vast similarity between Orwell’s fictional regime and the Soviet regime even though Orwell uses exaggeration to issue his cause. In both cases the power structure is built to preserve itself by oppressing the people, and the propaganda is meant to make the people tractable and loyal. Even though there is a difference in the official intentions and goals of the two regimes, the totalitarian system inflicts oppression and destruction upon their peoples.

Side 3

Side 3 af 27

Jeg arbejder i dette projekt med George Orwells roman ’’Nineteen Eighty-Four’’, som er udgivet i 1948. Historien foregår i en dystopisk, totalitær fremtid, der er inspireret af forskellige totalitære bevægelser i Europa i første halvdel af det 20. århundrede – særligt Sovjetunionen. Jeg vil i mit projekt arbejde med en række forskellige delpunkter. Først undersøger jeg totalitarismens oprindelse i Sovjetunionen, da det giver en forståelse af systemet og dets mekanismer. Derefter analyserer og fortolker jeg George Orwells ’’Nineteen Eighty-Four’’ ved hjælp af litteraturanalytiske metoder for dels at få et indblik i statens kontrol- og magtredskaber, for at klargøre systemets indflydelse på karaktererne i bogen og for at udlede historiens budskab.

Jeg inddrager i analysen en overvejelse om Orwells valg af genre for at få et klarere billede af Orwells intention med historien. Derpå analyserer jeg i en historiefaglig vinkel den stalinistiske magtstruktur og propaganda komparativt til den i ’’Nineteen Eighty-Four’’, da det giver et bredere perspektiv på romanen, samtidig med at ’’Nineteen Eighty-Four’’ giver en dybere helhedsforståelse af den stalinistiske totalitarisme. Jeg inddrager herefter to sovjetiske propagandaplakater som historiske kilder og analyserer dem for at konkretisere den sovjetiske propaganda, og fordi de som kildemateriale kan give et billede af magtstrukturen og magtbesiddernes hensigter i deres oprindelsesperiode. Jeg laver afslutningsvis en diskussion af et citat fra ’’Nineteen Eighty-Four’’, hvori jeg benytter den hidtil gennem analyserne tilegnede forståelse af emnet. Diskussionens formål er at afdække nogle grænser mellem George Orwells fiktive totalitarisme og virkelighedens sovjetiske totalitarisme. Som afrunding perspektiverer jeg problemstillingerne vedrørende totalitarismen i ’’Nineteen Eighty-Four’’ til nutidige og aktuelle tendenser.

Side 4

Side 4 af 27

For at få en forståelse af den stalinistiske totalitarisme i Sovjetunionen i perioden fra midten af

1922, hvor Joseph Stalin indtrådte som chefsekretær i partiet [1], til hans død i 1953, skal man kigge på de forudgående begivenheder. Begrebet totalitarisme indebærer statens totale kontrol over alle aspekter af samfundet altså inklusiv individets frihed og privatliv.

I anden halvdel af det 19. århundrede begyndte industrialiseringen i Europa at tage fart. Det medførte gigantiske forandringer i samfundet – både kulturelt, teknologisk og socialt. En del af landbefolkningen flyttede til byerne, og der opstod en arbejderklasse i industribyerne. Marx formulerede sine teorier, og overalt i Europa gik nationer fra enevælde til noget, der mindede om demokrati. Lige netop dét skete dog ikke i Rusland. Her klyngede den enevældige zar sig til magten. Han administrerede det enorme land ved hjælp af et omfattende adelsstyre. I 1897 var der 1,8 millioner adelige i Rusland. [2]

Netop Ruslands arealmæssige magnitude, der var resultat af en aktiv imperialisme, adskilte det fra andre Europæiske stater, ved at der var en høj grad af etnisk og kulturel diversitet inden for landets grænser. Det topstyrede samfund var så omfattende og indgroet, at det i sig selv gjorde opgøret med enevælden svær. Zarens magt og kontrol strakte så vidt, at han som led i fremskyndelsen af industrialiseringen indsatte agenter for at holde øje med arbejdernes flittighed, og der blev slået hårdt ned på ineffektivitet, hvilket eksemplificeres i Guldmine-massakren i Sibirien 1912, der blev udløst af en arbejderstrejke [3]. I øvrigt forsøgte zaren at russificere udkantsområderne ved at ensrette religion, kultur og sprog i hele samfundet [4].

Heri ses der allerede nogle elementer (overvågning og ensretning), der senere bliver adopteret eller videreført i stalinismen.

I perioden omkring århundredeskiftet opstod der en lang række politiske organiseringer, både liberale og især socialistiske hvoraf en del var revolutionære. Heriblandt kommer Lenins revolutionære bolsjevikker til at spille den mest prominente rolle. Disse sammenslutninger blev ulovliggjort og slået hårdt ned på af zaren. Derfor mente Lenin, at det var nødvendigt at have en streng og militaristisk organisering af sit parti. I 1914 udbrød 1. Verdenskrig hvor Rusland var allieret med Storbritannien og Frankrig. Krigen førte til en periode med ustabilitet, hvilket skabte grobund for en revolution. Utilfredshed i befolkningen pga. den lave levestandard førte til strejker og demonstrationer i 1917. Zaren beordrede soldater sat ind mod masserne, men der var

1

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 22

2

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 26

3

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 33

4

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 26

Side 5

Side 5 af 27 udbredt mytteri i militæret, hvilket betød at zaren var magtesløs og Februarrevolutionen var en realitet. Kort efter fulgte zaren abdikation. I de urolige måneder der fulgte, vandt Lenins bolsjevikker tilslutning i de lokale sovjetter (dvs. arbejderråd), og da de i oktober 1917 havde skabt nok momentum, stormede de zarens palads, hvor regeringen holdt til

(Oktoberrevolutionen). Bolsjevikkerne fejede kompromisløst alle forsøg på at skabe en demokratisk regering til side, og Rusland blev regeret under et etpartisystem, der omdøbte nationen til ’’Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik’’, og partiet kom til at hedde

’’Sovjetunionens Kommunistiske Parti’’ (SUKP). Denne konsekvente overtagelse af magten blev grundlag for årtiers kommunistisk diktatur, der kom til at præge Sovjetunionen. I det efter-følgende årti var Sovjetunionen hårdt medtaget af krig og ustabilitet. Der udbrød borgerkrig, da det var langt fra alle, der var tilfredse men den kommunistiske regering. I denne borgerkrig kæmpede to fragmenter: de Hvide og de Røde. De hvide var et sammensurium af alle, der var i opposition til det kommunistiske styre og de Røde var selvfølgelig regeringen. SUKP kæmpede en indædt og brutal kamp for at beholde magten, hvori massehenrettelser og terror blev en faste metoder. Styret legitimerede deres dette ud fra tre ting: 1) Den socialistiske revolution havde et idealistisk og verdenshistorisk perspektiv – de kæmpede imod undertrykkelse. 2) Zarstyret havde ligeledes brugt meget hårde metoder mod underklassen. 3) De besvarer ild med ild, de Hvide brugte også terror. [5] De Røde vandt som bekendt borgerkrigen, og man kan konstatere, at der kan trækkes direkte tråde fra borgerkrigens henrettelses- og terrorkultur til den stalinistiske magtstruktur.

Efterfølgende skulle landet på fode igen. Der var udbredt hungersnød i befolkningen, og Sovjetunionen var langt bagefter de andre Europæiske nationer i industrialiseringen. SUKP og Lenin erkendte at socialismen på dette tidspunkt ikke var tilstrækkelig til dette, og i 1921 indfører de NEP (Ny Økonomisk Plan) [6], der er baseret på markedsøkonomi og kapitalisme.

Planen viser sig at være succesfuld, men det er i dén grad et udtryk for en pragmatisme i partiet, der kommer foran deres oprindelige idealisme. Der kan endda spekuleres i, at partiet og magten er blevet større og vigtigere end målet. Stalin overtager i denne periode magten efter Lenins død i 1924.

Den stalinistiske totalitarisme er altså forankret i en gennemgående linje af hård, brutal, pragmatisk og kompromisløs magthåndtering, der har sine rødder helt tilbage i zartiden.

5

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 64

6

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 69

Side 6

Side 6 af 27

’’Nineteen Eighty-four’’ er en dystopisk fiktionsroman skrevet af George Orwell, som blev udgivet i 1949 umiddelbart inden hans død. George Orwell skriver om en postrevolutionær fremtidsverden, hvor det totalitære system styret af The Party og Big Brother, er så indgroet i individet, at det hverken kan tænke, tale eller elske frit. Befolkningen består af tre grupper:

Proletarerne, der omfatter langt størstedelen af befolkningen. De er harmløse for Partiet, da de ikke er i stand til selvstændige tanker og oprør. Så er der medlemmerne af the Outer Party, der hovedsageligt er funktionærer i ministerierne og bl.a. historiens hovedperson er en del af denne gruppe. Til sidst er der medlemmerne af the Inner Party, der er den herskende klasse. Verden er ligeledes delt op i tre superstater: Eurasia, Eastasia og Oceania hvor historien foregår. Oceania omfatter USA og de Britiske Øer, der nu hedder Airstrip One. Protagonisten hedder Winston Smith og er medlem af the Outer Party. Han deler fornavn med Churchill, Englands store leder under Anden Verdenskrig, og samtidig har han et af de mest jævne og udbredte engelske efternavne. Allerede med Winston Smiths navn bliver hans person afsløret; han er et tilsyneladende normalt, umistænkeligt og velfungerende partimedlem, men samtidig er han også en oprører, der er bevidst om sin individualitet. Historien bliver berettet af en begrænset tredjepersonsfortæller.

Kompositorisk er romanen opbygget i tre dele. I første del beskriver Winston sit liv og sit arbejde i the Ministry of Truth, hvor han retter i arkiverne, så historien ændres med partiets løgne. Han fortæller om de telescreens, der hænger overalt, som har til formål dels at overvåge folk og bombardere dem med partipropaganda. I øvrigt klager han over sin hoste, og et kronisk sår som han har [7]. Winston begår thought crime ved at betvivle The Party og se igennem deres løgne. Han bliver hermed bevidst om sin individualisme. Han forbryder sig yderligere imod styret ved at købe en dagbog, og til hans egen overraskelse nedfælder han ubevidst ordene

’’DOWN WITH BIG BROTHER’’^{8} flere gange på papiret. Disse forbrydelser imod styret er hans

første skridt imod selvudryddelse, fordi partiet ikke under nogen omstændigheder tillader det mindste oprør, hverken i sind eller handling, da individualisme er undergravende for totalitarismen. I anden del af historien møder han Julia, som han indleder et kærlighedsforhold

7

George Orwell, Nineteen Eighty-Four - ’’a cough … his varicose ulcer’’ s. 10 (fremover blot angivet med sidetal)

8

s. 20

Side 7

Side 7 af 27 til. Seksuel aktivitet, der ikke er strengt nødvendigt i reproduktiv forstand er blevet ulovliggjort af partiet. På den måde er Winstons oprør ikke længere bare et ensomt og stiltiende oprør, han har en ægte, følende og tænkende person at dele det med. Som hans og Julias forhold udvikler sig, viser hans kroniske sår tegn på heling. Julia er af en yngre generation og kan derfor ikke huske tiden før revolutionen, hun har altså været under partiets indflydelse hele sit liv. Winstons oprør mod partiet er i høj grad af politisk og ideologisk kaliber, fx konstaterer han at sexakten er

                                     9
blevet politisk i og med, at man trodser partiet

. Julias derimod er af ren instinktiv, hedonistisk og sanselig karakter, som hun siger det: ’’You wanted a good time; ’they’, meaning the Party,

                                                       10
wanted to stop you having it; you broke the rules as best you could.’’ Hendes kærlighed og

hendes væsen giver Winston mod og inspiration til at fortsætte sit oprør. De søger efter en hemmelig undergrundsbevægelse kaldet the Brotherhood, som de tror at en af de højtstående funktionærer fra the Inner Party, O’Brien, er medlem af. O’Brien kontakter Winston og forærer ham det formodede Brotherhoods leder Emmanuel Goldsteins bog, der beskriver en lang række forhold om Partiet, revolutionen, Ingsoc og verdensordenen. Alt imens eskalerer Julias og Winstons forhold, og de lejer et værelse i proletarkvarteret af en gammel antikvar. Det er de næste skridt mod den sikre selvudryddelse. I slutningen af anden del står Winston i dette værelse og betragter en proletarkvinde, der hænger vasketøj op, imens hun synger, hvorved han fyldes med stor fortrøstning og håb for menneskeheden gennem proletarerne, som han altid har haft en intuitiv tiltro til. I dét øjeblik kommer the Thought Police stormende ind ad døren, og både Julia og Winston bliver arresteret. Tredje del omhandler torturen af Winston og den komplette nedbrydning af hans person og individualitet. Bødlen viser sig at være O’Brien, der på afstumpet og kynisk vis forvalter Partiets altomsluttende magt. Han nedbryder Winston gennem fysisk og psykisk tortur, indtil Winston er blevet en unperson og opnår en ægte kærlighed til Big Brother.

O’Brien er repræsentant for den inkarnerede ondskab, der er så overdrevet og næsten karikeret, at den leder tankerne hen på selveste Djævelen. For O’Brien og partiet er det ikke nok at slå tankesynderne ihjel, de skal opnå den ultimative magt over dem ved at ændre selve grundstenene af deres person. O’Brien knuser også Winstons håb om et fremtidigt kollektivt oprør, ved at afsløre at han selv har skrevet Emmanuel Goldsteins bog. Det demonstrerer også et af Partiets ypperste principper: doublethink. Evnen til at få sig selv til mentalt at bøje alt det man tror man ved, så det passer til Partiets sandhed. Under torturen forværres Winstons kroniske sår, indtil det til slut er fuldkomment helet, idet han også anerkender sin kærlighed til Big Brother. Tredje del

9

s. 133

10

s. 137

Side 8

Side 8 af 27 af bogen slutter altså med at destruere alle de små lys af håb for en bedre fremtid i Oceania, som Winston har tændt i løbet af historien.

Efter disse tre dele er der et efterskrift med overskriften ’’The Principles of Newspeak’’. Dette kan fejes til siden som et grammatisk interesseskrift til sproginteresserede, men der kan læses i det en stor begivenhedsdrejning efter år 1984 i Oceania. Efterskriftet er skrevet i datid og i en tilbageskuende vinkel. Den omtaler begivenhederne i ’’Nineteen Eighty-Four’’ som overståede, som man ville gøre i en historiebog.

Orwell benytter sig af en del symbolik i historien. Fx tillægger han Winstons kroniske sår en del betydning, da det forekommer at være en fysisk spejling på Winstons mentale situation. Det forværres når hans sind er domineret af negative og dystre følelser, og omvendt forbedres det når han oplever glæde og tilfredsstillelse, fx i den tid han tilbringer med Julia. Ironisk nok heler det så til sidst, hvor man som læser ville mene at Winston var totalt psykisk nedbrudt, men det understreger partiets urørlige magt, at de ved at bringe ham til den laveste form for intelligens-mæssig eksistenstilstand, bringer ham i både fysisk og psykisk harmoni i kraft af hans hengivenhed til Partiet og Big Brother. Et andet symbol, der optræder gentagende gange er støvet. Allerede på første side i Winstons beskrivelse af sit boligkompleks optræder støvet. Det går igen i mange af de mindre smigrende beskrivelser af Winstons miljø og omverden. Støv er beskidt og symboliserer affældighed og forfald, derfor optræder det overalt i et samfund, der er i menneskelig degeneration. Winston er fascineret af en gammeldags brevpresser i form af en koral indhyllet i glas, som han finder i antikvarhandlen. Den symboliserer det smukke og trygge

– en parallel til hans forhold med Julia. Begge dele ødelægges idét the thought police stormer ind og anholder dem.

Partiet har et væld af slagord og deviser, hvor særligt tre af dem er bemærkelsesværdigt

                                                             11
fornuftstridige. ’’War is Peace. Freedom is Slavery. Ignorance is Strength.’’ De er opbygget

som oxymoroner, der i høj grad udpensler deres selvmodsigende natur. Derved opnår de ekstra slagkraft. Disse tre slogans bliver banket ind i enhver indbygger i Oceania fra barnsben, som et led i partiets altomfattende propaganda. De er grundlaget for den sindsopdragelse Partiet påfører

11

s. 6

Side 9

Side 9 af 27 dets undersåtter, fordi man dels kultiverer i folk, at Partiets ord er sandhed ligegyldigt hvad, og man samtidig devaluerer begreber, der er forbundet med værdier (fred, frihed, styrke), som er skadelige for Partiets suverænitet. Disse tre mottoer har dog i Oceania alligevel en reel

                                                              12
sandhedsværdi. Et andet af partiets slogans er ’’Proles and animals are free’’ hvilket netop

beviser, at frihed er slaveri, da både dyr og proletarer er væsener af anden rang, fordi de ikke kan tænke eller handle på et højere intellektuelt niveau. ’’Krig er fred’’ bliver også en sandhed, da Partiet gennem deres evige krig mod de to andre supermagter kan holde befolkningen i skak og legitimere handlinger og tiltag for at opretholde deres magt, der ikke kan retfærdiggøres i fredstid. Dermed bliver krig til fred, da krigen er med til at opretholde samfundsordenen.

                                                         13
’’Stupidity was as necessary as intelligence, and as diffucult to attain.’’ Det forklarer den

tredje devise om, at uvidenhed er styrke. Selv i de højeste lag af partiet er individet nødt til at undertrykke sin egen logiske sans for at være i stand til at udøve doublethink og derved sikre sin egen eksistens. Det er også nødvendigt for Partiets beståen, da man sikrer Partiets evige og endegyldige sejr ved at fastfryse historien i et bestemt øjeblik [14] i en fremherskende tilstand af kontrolleret vanvid [15]. At de tre selvmodsigende paroler er sandhed i Oceania, understreger hvor skræmmende, omfattende og absurd den totalitære magtstruktur og propaganda er i det dystopiske år 1984.

Den tydelige morale i ’’Nineteen Eighty-Four’’ er at magt korrumperer. Historien viser hvor galt det kan gå, hvis man ikke passer meget på og kæmper for menneskelige værdier, som ofte tages for givet - såsom retfærdighed og demokrati, der under Partiets herskervælde ophører med at eksistere [16]. Man kan i Winstons nederlag læse den totale håbløshed og menneskehedens fald, men flere ting i Orwells historie peger i en anden og lysere retning. Winstons tiltro til proletarerne bliver nedbrudt i the Ministry of Love af O’Brien, der affærdiger dem som tåber og andenrangsmennesker. På trods af det, dukker der nogle gange menneskeligt ansigt op i bogen og ofte i form af en proletar. Eksempelvis lægger Winston helt i begyndelsen, hvor han endnu ikke har en komplet bevidsthed om sine oprørske tendenser, mærke til en proletarkvinde, der under en visning af nogle brutale krigsscener råber gennem den jublende mængde, at man ikke

12

s. 75

13

s. 292

14

’’freeze history at a chosen moment’’ s. 212

15

’’a prevailing condition of controlled insanity’’ s. 225

16

’’Countless words such as honour, justice, morality, internationalism, democracy, science and religion had simply ceased to exist.’’ s. 318

Side 10

Side 10 af 27

                             17
bør lade børnene se sådanne billeder

. På dette tidspunkt er Winstons sympati for proletarerne ikke blomstret, og derfor betragter han det som værende en typisk proletarreaktion [18]. I anden del af bogen tænker Winston tilbage på sin mor, og han husker hende som en simpel proletarkvinde, der endskønt udviste en enorm grad af selvopofrelse og kærlighed til sine børn. Dog er det ikke kun proletarerne, der viser et menneskeligt ansigt i historien. Det mest fremtrædende eksempel er Julia, der på trods af at være opvokset under Partiets regime, har tilegnet sig menneskelige og oprørske træk. Selvom Partiet ligeledes nedbryder hende til slut, vækker det håb, at menneskelig anstændighed stadig kan bryde frem under så trange kår. En anden iøjnefaldende begivenhed foregår i the Ministry of Love, hvor redningsløse fanger sidder i et venterum og afventer deres skæbne. Særligt én mand er radmager, fordi han er blevet sultet. Her viser en anden fange, det der kan betegnes som næstekærlighed, ved at risikere liv og lemmer for at give den magre fange et stykke brød. Det bliver opdaget og slået hårdt på ned af Partiet, da netop sådanne uselviske, medmenneskelige handlinger er fundamentale trusler mod regimet. Årstiderne er tillagt en vis betydning i ’’Nineteen Eighty-Four’’. Winstons fortælling begynder i det tidlige forår, og under hans romance med Julia står sommeren i blomst. Det bliver efterår under torturen af Winston, og når han er helt knækket, ser vi ham vandre på gaderne i senvinteren. Det særegne ved årstiderne er, at de altid cirkulerer, og selv efter den hårdeste vinter bliver det forår igen. Dette indgyder Orwell håb om i efterskriftet. Her fremstilles der en tilbageskuen på Partiets intention med newspeak, hvori der indgår flere erkendelser af styrets negative sider. ’’Some words on the other hand, displayed a frank and contemptuous understanding of the real nature of Oceanic society.

An example was prolefeed, meaning the rubbishy entertainment and the spurious news which the

party handed out to the masses.’’^{19} Denne formulering udviser både en forståelse af Partiets

mekanismer og en foragt for Partiets motiver, der ikke kan være nedfældet og bevaret i år 1984, hvor Partiet og the thought police havde fuld kontrol over alle menneskelige tanker og handlinger. Derfor må man nødvendigvis antage, at dette er skrevet efter 1984 og efter en drastisk ændring i Partiets linje. Hvilke revolutioner og oprør, der kan have ført dertil, er efterladt til fantasien. Med det perspektiv åbnes der op for andre og mere fortrøstningsfulde tolkninger af ’’Nineteen Eighty-Four’’, hvor menneskets elementære moralitet sejrer over

17

s. 10

18

’’typical prole reaction’’ s. 11

19

s. 320

Side 11

Side 11 af 27 regimets totalitære magthungren [20]. Dermed er Winstons irrationelle håb om en bedre fremtid ikke helt meningsløs.

’’Nineteen Eighty-Four’’ var Orwells sidste i en række af romaner, hvor den og ’’Animal Farm’’ er de bedst kendte og mest politiske. Orwell var et politisk engageret menneske, og ideologisk set var han i sine yngre dage marxistisk-socialist, men begyndte at hælde til ideen om en mere socialdemokratisk samfundsindretning, da han så totalitarismen blomstre forskellige steder i Europa [21]. Han var i en tidlig alder bevidst om, at han skulle bruge sit liv på at skrive [22]. Orwell arbejdede i perioder af sit liv som journalist, men han er som bekendt primært forfatter. Dvs. han arbejdede både inden for en faglig og en kunstnerisk gren af skrivningen. Orwell var dog i høj grad tiltrukket af den kunstneriske og æstetiske del af det at skrive: ’’I suddenly discovered the

                                                  23
joy of mere words, i.e. the sounds and associations of words.’’

Så det var oplagt for Orwell at formidle, hvad han havde på hjerte gennem skønlitteratur.

Da ’’Nineteen Eighty-Four’’ er skrevet om en halvfjern dystopisk fremtid, åbnede det nogle muligheder for Orwell i hans skrivning. Det tillod at Orwell benyttede science fiction-elementer såsom telescreens og speakwrites. Man vidste godt at det totalitære Sovjetunionen brugte undertrykkende magtformer, men da landet var så lukket, var det svært at lave et faktuelt advarselsskrift imod totalitarisme, hvor man lavede en gennemgang af deres forbrydelser.

Orwells erklærede hensigt var netop at advare imod totalitarismen, som han selv udtrykker det:

’’Every line of serious work that I have written since 1936 has been written, directly or indirectly, against totalitarianism and for democratic socialism’’ [24]. At han så skrev en fiktionsroman, tillod ham at afsøge totalitarismens grænser uden at skulle forholde sig direkte til ét specifikt eksempel. Han havde den fordel, at han kan lægge ordene i munden på despoterne, der ellers normalt påstår, at deres undertrykkende handlinger er for de undertryktes bedste. Fx siger O’Brien: ’’The Party seeks power entirely for its own sake. We are not interested in the good of others; we are interested solely in power. … One does not establish a dictatorship to

20

Per Stig Møller, Orwells Håb og Frygt s. 169

21

Per Stig Møller, Orwells Håb og Frygt s. 23

22

George Orwell, Why I Write - ’’I knew that when I grew up I should be a writer.’’ l. 1-2

23

George Orwell, Why I Write l. 27

24

George Orwell, Why I Write l. 104-105

Side 12

Side 12 af 27

                                                                       25
safeguard a revolution; one makes the revolution in order to establish the dictatorship.’’

Derved udstillede Orwell totalitarismens destruktive mekanismer og hensigter. Han kunne benytte sig af overdrevne, karikerede, ironiske og satiriske elementer såsom med ministerierne, der fik navne, som beskrev det modsatte af deres funktioner (fx The Ministry of Love, der burde hede torturministeriet) eller ideologien, der kaldtes Ingsoc, selvom den har meget lidt med socialismens mål om arbejdernes paradis at gøre. Selve Big Brother’s navn er ironisk, da det vækker associationer til familie og tryghed, samtidig med at Partiet har ødelagt alt det, som disse to begreber står for. Derved kunne Orwell demonstrere totalitarismens skræmmende absurditet.

I løbet af handlingen indgår en kompositorisk kuriositet, da Winston modtager Goldsteins ’’The Theory and Practice of Oligarchical Collectivism’’. De stykker af den som læses af Winston, refereres direkte videre i deres komplette form til læseren. Det er blevet kritiseret for at bryde den litterære og kompositoriske kontinuitet [26], men det tillod Orwell at forfatte et egentligt politisk skrift i en fiktionsverden, men som dog havde også har en politisk gyldighed i den virkelige verden, da den omhandler bl.a. atom- og koldkrigsmekanismer og totalitarisme. Igen påpegede Orwell, at de totalitære regimer ikke opbyggedes efter en form for folkesocialisme, men snarere en oligarkisk kollektivisme. Skønlitteraturen har også den fordel, at den ikke så hurtigt bliver forældet. Havde Orwell skrevet direkte om Sovjetunionens totalitarisme, var værket blevet glemt efter den kolde krig, eller i bedste fald husket som et levn. Men ved at skrive fiktion, bliver værket stående i længe erindringen som en advarsel mod al totalitarisme, ikke blot den sovjetiske. Så ved at vælge denne genre, tilfredsstillede Orwell både sin trang til at ’’make

                       27
political writing into an art’’

og udfyldte samtidig sit’’desire to see things as they are, to find

                                              28
out true facts and store them up for the use of posterity.’’

Sovjetunionen og kommunismen i Stalins tid var på mange måder den virkelige verdens svar på Oceania og Ingsoc. Oceania er selvsagt en meget overdrevet science-fiction version af Sovjet, men langt hen ad vejen finder man mange skræmmende lighedspunkter. Der er selvfølgelig de mest åbenlyse lighedspunkter, såsom at begge er styret af totalitære diktaturer og sværger til en

25 s.275-76

26

Per Stig Møller, Orwells Håb og Frygt s. 166

27

George Orwell, Why I Write l. 109

28

George Orwell, Why I Write l. 52

Side 13

Side 13 af 27 form for socialisme. Men hvis man kigger nærmere, opdager man slående mange ligheder. Både Ingsoc og kommunismen tager udgangspunkt i marxismen. Marxismen beskriver klasseopdeling og undertrykkelse som en bestandig del af menneskehedens samfundsindretning siden

         29                                             30
stenalderen . Ligeledes gør Emmanuel Goldstein (: Partiet) i the book . Den herskende klasses

undertrykkelse af de lavere klasser har også i begge tilfælde ført til revolution. The book beskriver endvidere at den sovjetiske kommunisme blev videreudviklet i midten af det 20.

                                     31
århundrede til det den kalder Neo-Bolchevism

i Eurasia, og dermed knytter Orwell en direkte forbindelse mellem den virkelige verdens kommunisme og Ingsoc i Oceania, da han videre beskriver, at de tre verdensmagter anno 1984 deler samme system og ideologi – bare med forskellige navne.

Der er altså en grundlæggende ideologisk sammenhæng mellem Ingsoc og kommunismen, men fra ideologi til realitet er der selvfølgelig et stykke vej. Hvordan ser magtstrukturen så ud, og hvordan er propagandaen formidlet i Stalins Sovjetunion og Big Brother’s Oceania? Et af de første lighedstegn, som man lægger mærke til er Big Brother og Partiet, der afspejles i virkeligheden gennem Joseph Stalin og Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP). Selv den fysiske beskrivelse af Big Brother minder om Stalin, der begge besidder ’’a heavy black

moustache’’^{32}. Også deres massive tilstedeværelse i det offentlige rum og den offentlige

bevidsthed, hvorigennem de dyrkes og idoliseres, er en parallel. SUKP minder om Partiet ved at være den magtbesiddende faktor i et totalitært etpartisystem. De er begge to uden reelle nationale politiske udfordrere, der ikke let kan fejes til side. De er også ens på det punkt, at de begge bliver kaldt ’’Partiet’’. Partierne i begge ’’lande’’ består af en intellektuel middelklasseelite. I Oceania

                                                      33
er det videnskabsmænd, fagforeningsledere, journalister, lærere etc.

, der danner denne elite, og ligeledes var det en intellektuel elite, der styrede partiet i Sovjetunionen. Det teoretiske, ideologiske mål var at arbejderklassen skulle overtage staten - proletariatets diktatur, men partiet respekterede ikke arbejdernes ønsker, hvis det ikke faldt i tråd med dette mål. SUKP undertrykte altså allerede i Sovjetunionens spæde år i 1921 den arbejderklasse, som de kæmpede i solidaritet med – og for deres eget bedste var påstanden [34]. Partiet i Oceania overtog således også magten ved at tage underklassens side og kæmpe for deres værdier, hvilke de så negligerede efter

29

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 16

30

s. 211

31

s. 211

32

s. 3

33

s. 213

34

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 68

Side 14

Side 14 af 27 magtovertagelsen. Denne pragmatisme, der udvistes af magthaverne i Sovjetunionen, blev så videreført med NEP-politikken i 1920’erne. [35] Den (markeds)økonomiske genopretningsplan viste sig at være effektiv, og partiet kunne retfærdiggøre sin magt og sine handlinger, ved at henvise til, at de havde øget befolkningens levestandard betragteligt. Ligeledes gør Partiet i Oceania, der betragter proletarerne som dyr, men samtidig påpeger at de har skænket dem et

                                                   36
bedre liv og befriet dem fra kapitalisternes undertrykkende greb

. Så lige for begge partier er, at de bruger deres ’’befrielse’’ af arbejderklassen som legitimering af indførelsen af et totalitært diktatur.

Både i Oceania og Sovjetunionen foreskrev ideologien, at kollektivet, ligheden og loyaliteten til Partiet var langt vigtigere end individets personlige frihed. Partiet i Oceania går så vidt, at de forsøger at destruere enhver form for individualitet gennem overvågning og propaganda for at forhindre afvigelse fra kollektivet. Stalin og SUKP brugte også alle eksisterende, tænkelige muligheder for at ensrette indbyggerne i Sovjetunionen både politisk, kulturelt og mentalt, med den hensigt at de ville fastholde den topstyrede magtstruktur. De havde selvfølgelig ikke de samme teknologiske muligheder for overvågning, men der var andre måder at gennemtrænge den private sfære. Der blev oprettet et hemmeligt politi, hvis sidestykke er the thought police i George Orwells roman. De benyttede sig af et gigantisk netværk af stikkere [37], der angav selv deres venner og familie, hvilket gav det hemmelige politi et stærkt redskab til at slå ned på illoyalitet over for partiet og socialismen. Det hemmelige politi blev oprettet umiddelbart efter revolutionen som en provisorisk løsning, for at sikre sig imod kontrarevolutionære bevægelser og andre fjender, men blev i 1922 gjort til en permanent organisation. Det er endnu et eksempel på SUKP’s interesse i at bevare en fastlåst magtstruktur ligegyldigt omkostningerne. Det hemmelige politis arbejde bestod primært i at arrestere, afhøre, torturere og likvidere folk, der begik forbrydelser imod staten [38]. De var altså et vigtigt instrument for magthaverne, da de spredte stor frygt i befolkningen, hvilket gjorde dem til medgørlige og lydige undersåtter – svarende nøjagtigt til tankepolitiets funktion i ’’Nineteen Eighty-Four’’. Selv små ting såsom at tale negativt om partiet, Stalin eller socialismen gjorde, at man var statsfjende. Fx viser en rapport udarbejdet af det hemmelige politi i 1935, at en mand ved navn Lukasjev blev indberettet

35

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 70

36

s. 74

37

http://www.folkedrab.dk/sw60402.asp

38

http://www.folkedrab.dk/sw54339.asp

Side 15

Side 15 af 27 af en stikker for at have udtalt: ’’Det var lettere for kommunister at arbejde før revolutionen end nu under sovjetterne’’, hvilket blev tolket som illoyalitet over for partiets agenda, og han blev arresteret. [39] Disse mennesker endte ofte med at blive deporteret til Gulaglejrene, der i bogstavelig forstand var slavelejre. Gulaglejrene var vigtige for den sovjetiske økonomi, da man havde en gratis arbejdsstyrke, der kunne opbygge industricentre i udkantsområderne, hvor naturresurseforekomsterne var store, men befolkningen lille og leveforholdene uhumske [40].

Deportationerne til Gulaglejrene har deres sidestykke i the vaporizations i ’’Nineteen Eighty- Four’’, dog nævnes der ikke nogen form for arbejdslejre. Alligevel har de i én forstand samme funktion, da frygten for at lide en hård skæbne øger incitamentet til ikke at afvige fra kollektivet.

’’Den Store Terror’’ var kulminationen på en massiv undertrykkelse af befolkningen i

Sovjetunionen. Den varede fra 1936-38 og i denne periode blev 700.000 mennesker skudt, hvoraf Stalin selv underskrev over 44.000 af dødsdommene, og 1,5 mio. mennesker blev arresteret ifølge det hemmelige politis arkiver, og de tal kan sagtens tænkes at være højere [41].

Disse massive udryddelser i civilbefolkningen gik også ud over mange partifolk. Stalin gjorde op med ’’det gamle parti’’, således at langt størstedelen af de højtstående partimedlemmer fra Lenins tid blev udryddet [42]. Gennem brutale midler som frygt og terror, sikrede Stalin, at der så at sige var ingen over og ingen ved siden af. Han sikrede total loyalitet fra de tilbageværende partiundersåtter, der ikke betvivlede hans ord og handling, af den simple grund at de frygtede at blive slået ihjel eller arresteret. Det kan eksemplificeres ved, at nogle historikere spekulerer i at Sovjetunionens massive tab under tyskernes invasion under Anden Verdenskrig delvist kunne skyldes sovjetiske militærfolks frygt for at betvivle Stalin [43]. Han blev dog efter krigen hyldet som en krigshelt og en genial militærstrateg på trods af de enorme tab, de havde lidt. Selvom Stalin ikke havde samme redskaber som Partiet i Oceania i form af the thought police og decideret tankekontrol, rakte hans magtgreb alligevel et stykke ind i sindet på sovjetborgerne.

Den særdeles udbredte stikkerkultur rakte så langt ind i folks liv, at man ikke længere var sikker på om man kunne stole på kolleger, venner og sågar sine børn og sin familie, da børnene blev oplært i skolerne til at angive deres forældre, hvis de udviste mistænkelig adfærd. Dermed blev der grebet ind i selv det private kollektiv i familien. Man stak sine bekendte i frygt for selv at blive stukket eller virke som en inaktiv afviger. Inaktivitet blev nemlig også anset som værende

39

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 134 TEKST 34

40

http://www.folkedrab.dk/sw54070.asp

41

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 129

42

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 128

43

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 151

Side 16

Side 16 af 27 en form for illoyalitet. [44] Man skulle deltage i politiske møder og aktivt vise sin hengivenhed til Stalin – ligesom i Oceania med fx Two Minutes Hate og Hate Week. Hvor Partiet i Oceania tager det et skridt eller to videre, var dehumaniseringen af individet, således at det gik i ét med kollektivet, også et yderst vigtigt og effektivt redskab i Stalins magtstruktur. Magtstrukturen har i begge tilfælde til formål at udbygge og fastholde magten.

Propaganda var et vigtigt og anvendt redskab til at nå ud til befolkningen. Det havde altid til formål at fremme statens og socialismens i befolkningens bevidsthed og samtidig at opdrage dem til at være lydelige og trofaste over for partiet, målet og kollektivet. Hovedorganet i den sovjetiske propaganda var medierne, der var styret udelukkende af SUKP og Stalin. De videregav selektivt nyheder til befolkningen gennem aviser, radio og film [45] og bestemte dermed nøjagtigt, hvad folket skulle vide og ikke skulle vide – fuldstændig som Partiet i ’’Nineteen Eighty-Four’’. Et andet særdeles flittigt brugt propagandamedie var plakater. Det var effektivt, da det leverede et enkelt og visuelt budskab, der ikke havde krav om en reel sandheds- eller informationsværdi, og man kunne derfor karikere sine fjender og glorificere sig selv. Netop da budskabet også er visuelt, stillede det ingen krav til folkets læsefærdigheder, og det kunne derfor nå en bredere befolkningsgruppe. Plakaterne blev brugt til at fremstille visse personer og grupper negativt, fx grådige kapitalister eller russiske storbønder (Kulakker), som der blev ført en kraftig hetz imod. Samtidig blev det også brugt som hovedled i dyrkelsen af Stalins egen person.

Plakater, der afbillede ham, var prominente i det offentlige rum. Han fremstilledes ofte som en stor mand, der tårnede over alle andre på plakaten. Persondyrkelsen af Stalin havde samme formål som Big Brother-kulten – at konkretisere et abstrakt magtapparat (partierne) gennem en stor og karismatisk, personlig lederskikkelse. Bevidstheden om Big Brother og Stalin som ufejlbarlige og profetiske ledere var vigtige led i legitimeringen af Ingsoc og kommunismen, og samtidig var det af stor betydning at have en autoritativ og respektindgydende leder, der også kunne forsvare og udføre det ideologiske mål, gennem en streng og direkte håndtering af magten

– både over for undersåtter og fjender.

Indholdet af undervisningen i skolerne var også centralt styret af partiet, der opfostrede en socialistisk tankegang og en loyalitet over for sovjetstyret og socialismen. Børnene, der var lettere at påvirke end voksne, blev direkte opfordret til at angive deres forældre og andre

44

http://www.folkedrab.dk/sw53306.asp

45

http://www.folkedrab.dk/sw54056.asp

Side 17

Side 17 af 27 familiemedlemmer, hvis de udviste bestemt adfærd såsom at gå i kirke (religion blev ulovliggjort under kommunismen) [46]. Historien om Pavlik Morozow, drengen der angav sin far til det hemmelige politi, og derefter blev slået ihjel af et andet familiemedlem, var en udbredt propagandahistorie [47]. Han var et ideelt og martyrisk forbillede for ungdommen. Om historien er sand, er der diskussion om blandt historikere. Parallellen til historien om Pavlik i ’’Nineteen Eighty-Four’’ er familien Parsons. ’’With those children, he (Winston) thought, that wretched woman must lead a life of terror. Another year, two years and they would be watching her night

and day for symptoms of unorthodoxy.’’^{48} Senere i historien anmelder børnene mr. Parsons, og

han bliver vaporized. Ved at gøre børnene til en slags menige partisoldater skabes en kløft mellem dem og den ældre generation fra før revolutionen, der igen er et vigtigt led i den sovjetiske magtstruktur – altså det at kappe personlige bånd, således at folkets fulde hengivenhed rettedes mod partiet. Man må konkludere, at der er mange ligheder mellem magtstrukturen og propagandaen i Sovjetunionen og Oceania.

Begge plakater stammer fra tiden efter revolutionen. Den første er tegnet af Viktor Deni i 1919, dvs. i Sovjetunionens unge år. Den anden er malet noget senere i den stalinistiske æra af Gustav Klutsis i 1935.

Viktor Deni – ’’Death to the capital – or death under the heel of the capital.’’

Viktor Deni er en af de kendteste satiretegnere fra Sovjetunionen. Han tegnede primært karikerede tegninger af socialismens og revolutionens fjender. Denne plakat forestiller et typisk Deni motiv, hvor fjenden i dette tilfælde er kapitalisten. Det er et typisk sovjetisk propagandamotiv, der hylder arbejderen og dermed hele arbejderklassen. Han er klædt i rødt (en farve der går igen i mange sovjetiske propagandaplakater), der repræsenterer socialismen. Den onde kapitalist er klædt i sort. Budskabet er altså meget ligefremt og håndgribeligt – de onde træder på de goder, hvis ikke de gode kæmper imod og træder igen. Den russiske tekst på plakaten lyder således ’’Død til kapitalen – eller død under kapitalens hæl’’. Symbolikken er også enkel, den sortklædte kapitalist er grådig, det kan ses på, at han er fed altså spiser godt, og han er klædt i borgerskabstøj og guldsmykker som ringe, kæder og endda en krone, der

46

http://www.folkedrab.dk/sw54367.asp

47

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 135

48

s. 26

49

Se bilag 1

Side 18

Side 18 af 27 symboliserer det gamle, undertrykkende monarki. Hans ansigt har dyrelignende træk, der leder tankerne hen på en blanding af en hund og en gris. Han har også skarpe klør i stedet for negle.

Det var typisk for sovjetisk propaganda, at fremstille deres fjender som dyr [50]. Det gjorde Partiet i Oceania også, fx beskriver Winston antagonisten til Big Brother, Emmanuel Goldsteins, ansigt

                                   51
således: ’’it resembled the face of a sheep.’’

Det er et eksempel på ligheden i deres propagandastrategier.

Gustav Klutsis - "Long live the USSR, model of brotherhood among the workers of world nationalities"

Denne plakat er et typisk eksempel på en Stalin-plakat. Stalin er den dominerende figur, hvilket understreges dels af plakatens komposition, hvor Stalin er i forgrunden og folket kigger opad på ham og dels af hans fysiske størrelse – altså han tårner op over folket og fylder en stor del af selve plakaten. Også i denne plakat er partiet og socialismens røde farve dominerende.

Hammeren og mejslet der ses på flagene, er endnu et typisk Sovjetsymbol, og det symboliserer foreningen mellem landarbejderne, altså bønderne (mejslet) og industriarbejderne, altså proletariatet (hammeren). Stalin er afbilledet i en form for uforfængelig arbejderuniform, der står i kontrast til kapitalistens bourgeoisiske tøj på i den anden plakat. Han har et fattet, let smilende ansigtsudtryk, og han står rankt og nobelt. Det giver et modsætningsfyldt billede af ham i forhold til den mand, som man i dag ved, er både direkte og indirekte skyld i millioner af menneskers død og smerte. De multietniske folkemængde kaster beundrende og eksalterede blikke op på ham, og plakaten tegner i store træk på Big Brother-agtig vis et billede af Stalin som en form for halvguddommeligt overmenneske. Den russiske tekst siger: ’’Længe leve Sovjetunionen, forbillede for broderskab blandt arbejdere fra verdens forskellige nationaliteter.’’ Det er en forankring af den leninistiske filosofi om, at den socialistiske proletarrevolution ikke var begrænset til en nation, men gjaldt for hele verden. Plakatteksten skal minde folket om Sovjetunionens, Stalins og partiets legitimitet, da revolutionen og socialismen har betydning for at forbedre hele verden.

Afsenderen af kilderne er Stalin og partiet, kort sagt magthaverne, og modtagerne er det jævne folk. Plakaterne har selvfølgelig ikke en objektiv tendens, da de er et udtryk for propaganda og heller ikke udgiver sig for at være andet. Kilderne er repræsentative for styrets

50

http://www.folkedrab.dk/sw54056.asp

51

s. 14

Side 19

Side 19 af 27 propagandametoder, da plakater var et af de meget udbredte og effektive midler. De repræsenterer dog ikke nødvendigvis en tankegang eller et syn i befolkningen, men derimod nogle tanker som regimet ønskede at udbrede. Kilderne har ikke nogen videre beretningsværdi, da plakaterne netop er propaganda. Partiets bevæggrunde for at lave disse plakater, kan dog give os et billede af den historiske situation.

I plakaten fra 1919 var den nyligt oprettede Sovjetunion ustabil pga. borgerkrigen mellem de Hvide og de Røde. Revolutionens mål kunne forekomme uklar for den jævne apolitiske befolkning, og det var derfor nødvendigt for partiet at opstille nogle fjendebilleder – her er netop kapitalisterne oplagte, da de repræsenterer den tidligere undertrykkende adel og bourgeoisi og er den klareste modsætning på de socialistiske arbejderværdier, som partiet ønskede at fremme.

Plakaten fra 1935 stammer fra en tid, hvor Stalin har brug for at minde befolkningen om, at det socialistiske projekt er det rigtige. Hungersnøden i 1932-33 [52] kan have medvirket til at delvist ødelægge partiets troværdighed i befolkningen, derfor forsikrer han folket om det oprindelige socialistiske mål og glorificerer disse idealer. Den siger også i høj grad noget om persondyrkelsen af Stalin, han skal repræsentere en pålidelig og god, men også autoritær leder.

Denne personkult omkring Stalin har selvfølgelig også sin parallel i ’’Nineteen Eighty-Four’’ med Big Brother. Så propagandaplakaternes funktion var at kultivere i folket en hengivenhed og loyalitet over for partiet, Stalin og hele deres socialistiske projekt.

’’And if all others accepted the lie which the Party imposed – if all records told the same tale – then the lie passed into history and became truth. ‘’Who controls the past, ‘’ran the party slogan,

‘’controls the future: who controls the present controls the past.’’

Der er en tydelig og dokumenterbar sammenhæng mellem den magtstruktur og propaganda, der optræder i Oceania og optrådte i den stalinistiske Sovjetunion. Orwell har dog i kraft af sin position som fiktionsforfatter mulighed for at skabe et univers, der på trods af at den er baseret på virkeligheden, kan overskride og bryde begrænsninger fra den virkelige verden. Derfor vil jeg forsøge at afklare spørgsmålene om: hvorvidt det ovenstående citat, der skildrer Partiets

52

http://www.folkedrab.dk/sw53252.asp

Side 20

Side 20 af 27 metodiske fastholdelse af magten i Orwells fiktive Oceania, også beskriver reelle omstændigheder i den stalinistiske magtstruktur, og hvordan det så kommer til udtryk.

Grundlæggende kan man udlede tre ting af dette citat. 1) Bevidst brug af løgn og manipulation er et centralt redskab i den totalitære stat. 2) Med total magt og kontrol kan man redefinere selve forholdet mellem sandhed og løgn. 3) Historieomskrivning, løgn og manipulation er essentielle midler til at bevare magt over og kontrollere en befolkning.

Grunden til at Winston Smith har et ambivalent forhold til Partiets sandheder og løgne, er fordi han har sin daglige gang i the Ministry of Truth, hvor hans arbejde består i at ændre gamle arkiverede artikler, som han udfører uden egentlig at sætte nogle spørgsmålstegn. Han bliver dog bevidst om Partiets løgne en dag, da der dukker et billede af tre forhenværende top-partifolk. Det pudsige ved billedet er, at det er taget på den dag og det tidspunkt, hvor de ellers har indrømmet at have begået forbrydelser imod Partiet – dermed bliver Partiets løgnagtighed klar for Winston og hans stille tankeoprør begynder, da han ikke længere vil acceptere det. Denne bevidste brug af løgn og manipulation, der forarger Winston, kan der også findes eksempler på i Stalins Sovjetunion. Winstons eksempel med eks-topledere i Partiet har faktisk en slående parallel i virkelighedens verden. Under den Store Terror i 1936-38 foregik en proces, der på mange måder nu er blevet kendetegnende for perioden. Det var retssagerne imod forhenværende top-partifolk, som Stalin havde set sig ond på. Moskvaprocesserne som de blev kaldt, havde også den vestlige presses bevågenhed. Tidligere højtstående partifunktionærer Zinovjev og Kamenev, der også var en del af SUKP’s interne opposition i revolutionsårene, blev anklaget for at begå mord på Kirov

(et andet højstående partimedlem) og yderligere for at planlægge et attentat på Stalin. Retssagen blev iscenesat af partiet, såvel som tilståelsen og domsafsigelsen var iscenesat. Samme skæbne led andre højtstående folk fra den tidligere opposition, Bukharin og Rykov og ligeledes den tidligere chef for det hemmelige politi Jagoda. Tilståelserne blev fremtvunget ved tortur og ved at true de anklagedes familier [53]. Dette er et eksempel på den lemfældige omgang med sandhed og løgn, som partiet i den totalitære Sovjetunion havde. De benytter sågar trusler og tortur til at skabe en løgn, der skal sætte et eksempel for befolkningen og fungere som skræmme- og kontrolredskab. Et andet eksempel på SUKP’s og Stalins absurde løgnagtighed er den store hungersnød i 1932-33, der var et resultat af den førte landbrugspolitik i 1920’erne, som var kendetegnet af tvangskollektivisering og udryddelsen af en hel social klasse i landbruget, nemlig

53

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 125

Side 21

Side 21 af 27 de velhavende kulakker [54]. Hungersnøden var katastrofal og resulterede angiveligt i døden af 6 mio. mennesker. Det bizarre var dog, at partiet og Stalin benægtede eksistensen af denne hungersnød og fortsatte med at eksportere korn til udlandet, på trods af at den var meget øjensynlig og håndgribelig for befolkningen, da de var direkte ofre for den. Så konklusionen er klar: også i Stalins Sovjetunion benyttede man sig af en forrykt grad af løgn og manipulation, der var et vigtigt led i den totalitære magtstruktur.

Jeg har tidligere påpeget en sammenhæng mellem vaporizations i ’’Nineteen Eighty-Four’’ og deportationerne i Sovjetunionen. Dog adskiller de sig på et væsentligt punkt. Selve udtrykket

’’fordampning’’ beskriver forskellen meget godt, for i Oceania bliver man ikke blot ufrivilligt deporteret, man fjernes fra jordens overflade samt alle offentlige arkiver, og ikke mindst forsvinder man fra den menneskelige bevidsthed. I Sovjetunionen brugte man derimod deportationerne aktivt i flere henseender; man brugte de deporterede som slaver til at opbygge industrien, og man brugte det som skræmmeeksempel for at fremme autoritetstro adfærd.

Eksistensen af personen blev ikke benægtet, men derimod blev deportationen rapporteret og rapporten arkiveret af det hemmelige politi [55]. Herved adskiller Partiet i Oceania sig fra Stalins parti, da man ikke sender tankeforbrydere i arbejdslejr, men derimod blot udsletter dem. Dog kommer fordampningerne alligevel til at statuere et eksempel, da indbyggerne i Oceania er bevidste om den skæbne, de kan komme til at lide, hvis de udviser afvigeradfærd, samtidig med at de udvisker minder om vaporized personer fra deres erindringer. Denne praksis, hvorved det er muligt at acceptere to divergerende tanker som sandheder, kaldes for doublethink. Så hvor den totalitære stat i Oceania kan gøre løgn til sandhed og omvendt gennem undertrykkelse af både tanker og handlinger, er det kun muligt for SUKP i Sovjetunionen at kontrollere befolkningens handlinger. Dermed opnår de ikke på samme måde en fastfrysning af historien som i Oceania.

Alligevel er der eksempler på decideret historiemanipulation fra Sovjettiden. Først og fremmest blev undervisningsbøger o.l. om både verdenshistorien og russisk historie omskrevet, så de passede med et socialistisk verdensbillede. Den officielle udlægning af historien blev styret centralt af partiet, og den blev formidlet således, at den stillede magthaverne i et positivt lys [56]. På den baggrund kan man altså konstatere at frasen ’’who controls the present controls the past’’ også er gældende i denne kontekst. Selvom der normalt ikke blev lagt slør over deportationer og

54

http://www.folkedrab.dk/sw53252.asp

55

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 134 TEKST 34

56

http://www.folkedrab.dk/sw54056.asp

Side 22

Side 22 af 27 udryddelser, findes der eksempler, der fører tankerne hen på ’’Nineteen Eighty-Four’’. Nikolai Jezjov, der var chef for det hemmelige politi under den Store Terror i 1936-38, faldt i unåde hos Stalin og blev afsat som chef for derefter at blive henrettet. Han blev slettet fra officielle skrifter samt manipuleret ud af officielle billeder. Samme skæbne led talrige andre top-partifolk, der faldt i Stalins unåde [57]. Så på trods af at Stalin ikke havde magten til decideret at gøre en løgn til en sandhed, brugte han historie- og billedmanipulation til at nedtone betydningen af og fjerne opmærksomheden fra visse begivenheder og personer, som han fandt skadelige for ham selv og partiet. Så det kan konstateres at udover løgn, så var historieforvanskning et vigtig magt- og kontrolapparat.

I ’’Nineteen Eighty-Four’’ cirkulerer der en bog, som eftersigende skulle være skrevet af en hemmelig oprørsorganisation. Bogen får Winston udleveret af O’Brien på et tidspunkt, hvor han stadig tror at O’Brien er en del af en hemmelig oprørsgruppe. Titlen på bogen er ’’ The Theory and Practice of Oligarchical Collectivism’’, og det gengiver temmeligt nøjagtigt bogens indhold

– altså en beskrivelse af det totalitære systems sande natur. Senere viser det sig at bogen er sandheden om Oceania, men at forskellen på sandhed og løgn er irrelevant i det totalitære samfund, hvor Partiets ord er lov. At Partiet selv har forfattet dette oprørsskrift viser blot med tydelighed hvor rodfæstet deres magt er. Anderledes tungt tog Stalin og Sovjetpartiet det, da de opdagede et lignende skrift, der cirkulerede i en undergrundopposition. Skriftet blev kaldt

’’Riutin-platformen’’ efter en tidligere partisekretær i Moskva. Manifestet analyserede indgående hvordan Stalin svigtede Lenins oprindelige socialistiske ideologi, der stod bl.a.

’’Lenin var en fører, men ikke en diktator. Stalin er tværtimod en diktator, men ikke nogen

      58
fører.’’ Stalin blev selvsagt forarget over dette skrift, og enhver kendskab til dokumentet var

grundlag for eksklusion af partiet. Redaktionsgruppen blev fængslet, og Riutin selv blev henrettet. Stalin forsøgte altså at kvæle skriftet og oprørsgruppen, da han følte sig truet sådanne intellektuelle undergrundsoprør og menings- og sandhedsytringer.

Skillelinjen mellem løgn og sandhed er altså så diffus i Oceania, at det ikke længere kan gøres op i to modsætninger. Løgnen bliver brugt dels som propagandamiddel, og den er en central del af den totalitære magtstruktur. Befolkningen ikke blot accepterer løgnen, men gør det til

57

Se bilag 2

58

Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 130 TEKST 31

Side 23

Side 23 af 27 sandhed. I Sovjetunionen var løgn og manipulation også en central del af magtapparatet. Dog stræbte partiet ikke efter at gøre løgn til sandhed, men i første omgang nøjedes de med at bruge løgn, propaganda og manipulation til at kontrollere befolkningens handlinger og udtalelser, da det ikke var muligt, som det var i Orwells dystopiske samfund, at læse og kontrollere tanker.

Konklusionen på spørgsmålet må derfor være: Ja, citatet beskriver en delvis virkelighed i Sovjetunionen, dog rækker det totalitære regimes magt ikke så vidt, at de kan gøre løgnen til decideret sandhed, men derimod kan de tvinge befolkningen til at acceptere løgnen.

Den totalitære stat som Orwell beskriver, kan virke en smule fjern efter den kolde krigs afslutning og Sovjetunionens fald, hvor demokratiske højborge som USA dominerer det verdenspolitiske billede. Orwells budskab om at være på vagt over for totalitarismen er dog ikke mindre gyldigt i dag. Selvom langt størstedelen af de gamle østeuropæiske Sovjetstater er ved at udvikle sunde demokratier, og et land som Danmark også er omgivet af velfungerende demokratier, kan man både herhjemme og rundt om i verden finde faresignaler a la dem Orwell advarer imod. Kina er en voksende faktor i det internationale politiske spil, og på trods af at landet har taget vestlige værdier såsom markedsøkonomi til sig, har den kommunistiske fortid langt fra fået sit endeligt. Der hersker udbredt censur især af internettet, og der foregår stadig en Big Brother-agtig idolisering af Mao, hvis billede pryder den Himmelske Freds Plads i Beijing og samtlige af landets pengesedler. Men også i Danmark eksisterer der ’’Nineteen Eighty-Four’’- lignende tendenser, fx i form af de overvågningsbeføjelser som PET har fået med den såkaldte anti-terrorpakke, der giver dem ret til at aflytte og overvåge folk uden en dommerkendelse. En anden tendens er overvågningskameraerne, der bliver mere udbredte på gadeplan. Disse tiltag er selvfølgelig for at sikre borgernes bedste, hvilket dog lyder påfaldende meget som Stalins argumenter for diverse af hans udspil. Pointen er blot, at man skal være på vagt over for totalitære tendenser.

Side 24

Side 24 af 27

Den brutale stalinistiske magtstruktur har rødder tilbage til zar-tidens Rusland og er blevet kultiveret i en blodig revolutions- og borgerkrigsperiode fra 1917 til 1921. ’’Nineteen Eighty- Four’’, som er inspireret af stalinismen, er overordnet set en advarsel imod magtfuldkommenhed og totalitarisme. Den demonstrerer hvordan disse ting ødelægger individets grundlæggende menneskelighed. Dog er budskabet ikke entydigt håbløst, og forfatteren har tiltro menneskets elementære moralitets sejr over totalitarismen. Orwell vælger at skrive sine politiske skrifter i en kunstnerisk og skønlitterær form, fordi han kan følge sin passion, og det giver mere åbne rammer i hans skrivning, samt at hans budskab om totalitarismen ikke bliver hængt op på et specifikt eksempel, men for evigt vil stå som en advarsel mod den. Der er mange lighedstræk mellem magtstrukturen og propagandaen i ’’Nineteen Eighty-Four’’ og Stalins Sovjetunion, dog med visse overdrivelser i Orwells fiktionsværk. Magten struktureres i begge tilfælde således, at den giver magthaverne de bedste muligheder for at fastholde den. Propagandaen har også i begge tilfælde til hensigt at gøre folket medgørligt og lydigt. Men på trods af de mere ekstreme omstændigheder i Oceania (fx evnen til at konvertere løgn til sandhed), kan der absolut trækkes en direkte linje mellem Orwells advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis magten misbruges, og Stalins totalitarisme i Sovjetunionen – da totalitarismen, uanset om den er drevet af socialistisk ideologi eller ren og skær magthungren, er undertrykkende og ødelæggende for folket.

Side 25

Side 25 af 27

VIKTOR DENI

Russian,

"Death to capital — or death under the heel of capital!"

1919

Lithograph

28¼’’ x 42’’

http://dl.lib.brown.edu/Views_and_Reviews/item_views/medium_itemlevel_posters.php?id=10&view_ty
pe=medium_index

GUSTAV KLUTSIS

Latvian,

"Long live the USSR, model of brotherhood among the workers of world nationalities"

1935

Lithograph

24¾’’ x 35¼’’

http://dl.lib.brown.edu/Views_and_Reviews/item_views/medium_itemlevel_posters.php?id=52&view_ty
pe=medium_index

Side 26

Side 26 af 27

Jezjov til højre

http://www.folkedrab.dk/sw54056.asp

Side 27

Side 27 af 27

Litteratur:

Bryld, Carl-Johan – Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens Sejr og

Sammenbrud, 2004, 1. udgave, Systime

Møller, Per Stig – Orwells Håb og Frygt, 1983, 2. udgave, Gyldendal

Orwell, George – 1984 – Nineteen Eighty-Four, 1949, Penguin Books

Orwell, Geroge – Why I Write, 1946 - http://orwell.ru/library/essays/wiw/english/e_wiw

Websteder:

http://www.folkedrab.dk/sw50060.asp (sidst besøgt d. 14.12.10)

Brown University Library:

http://dl.lib.brown.edu/Views_and_Reviews/medium_lists/posters.html (sidst besøgt d. 14.12.10)