Analyse af to stemmer fra "Requim" af Peer Hultberg

Side 1

Rosa Gelardi 2.j 14. dec. 09

1

To stemmer

”Requiem” er en samling korte tekststykker, skrevet af Peer Hultberg i 1985. ”Requiem” består i 611 siders blandede stemmer i en dødsmesse, og gennemskriver 537 punktuelle nedslag i den moderne bevidsthed og erfaringsdannelse.

Jeg vil ud fra to udvalgte tekststykker – henholdsvis 52 og 112 – foretage en analytisk gennemgang med fokus på personkarakteristik samt en typografisk analyse, for på denne måde at STX 2.g

Fælles for de to tekststykker er at de hver især fremviser det enkelte subjekts ensomhed og monomani. Monologerne fremstår hver især som et nedslag i den menneskelige psyke og fremviser personens forsøg på desperat at forbinde sig til omverdenen, og hvorledes dette slår fejl.

"Hvorfor han skulle holde sig tilbage, nej det forstod han bare ikke […]"

Således starter Peer Hultberg tekststykke nummer 52. Manden, i hvem og omkring hele handlingen finder sted, har et problem. Det udspringer fra hans behov for uafgrænset frihed, som fører til den frustration, der præger monologen. Hele tekststykke 52 karakteriseres af, hvad der nærmest synes en endeløs tankestrøm af spekulationer og opdigtede scenarier, hvor manden forsøger at retfærdiggøre sin friheds- og tilfredsstillelsestrang over for sig selv:

”[…] lad os nu sige, han tog en uge til Gran Canaria, var det så meningen, han skulle leve helt afholdende, hele ugen, hvad glæde havde hun i grunden af det, om han lå og onanerede hver nat eller om han havde mødt en sød kvinde […]”

Denne frihedstrang refererer han for resten til som værende komplet naturlig:

”[…]det var ganske naturligt, ja man kunne tilmed sige at det modsatte ikke blot ville være unaturligt, men også til stor belastning for selve forholdet […]”

Friheden, hvilken han betragter som en naturgiven ret, er en af forudsætningerne for genoptagelsen af deres forhold. Han vil gerne gøre det klart at der skal herske frihed i forholdet, hvilket han også sætter som betingelse for deres forholds genoptagen:

"[…] jeg er villig til at genoptage vores forhold, men du må ikke tro, at det betyder at jeg tilsværger dig evig troskab, for det gør jeg ikke, jeg gør hvad jeg har lyst til, og du kan også gøre hvad du har lyst til […]"

Side 2

Rosa Gelardi 2.j 14. dec. 09

2

Denne sidste citerede sætning – ”og du kan gøre hvad du har lyst til” – ændrer han imidlertid opfattelse af, da konen bekendtgør, at hun tager en weekend væk sammen med sin gamle elsker. Nu skal friheden først og fremmest koncentrere sig om ham. Hans psyke er altså gennemsyret af en generel forvirring, hvor hans retfærdighedsprincipper udviskes.

Dog kan han godt se at problemet nok er selvforskyldt, da han selv har indstiftet de grundlæggende præmisser:

"[…] helt forstod han hende ikke, og heller ikke sig selv, men på den anden side, et princip var et princip, og det var ham der havde sagt det[…] "

Hans argumentation der skulle tjene til retfærdiggørelse af hans trang til uforbeholden frihed, begynder så småt at krakelere, da konen begynder at gøre brug af denne.

På én gang vil han have parforholdets tryghed og singlens frihed. I egne ord vil han ”både beholde kagen og spise den, eller blæse og have mel i munden

[…]”

Tekststykket er blottet for narrativ udvikling; den begynder in medias res og afsluttes abrupt, og bindes kun sammen igennem monomanien og tekstens deraf følgende lukkethed.

Monomanien sætter sig bl.a. igennem sprogligt ved at kredse om bestemte ord eller vendinger:

”[…] hvorfor skulle man så holde sig tilbage og hvorfor skulle man ikke holde sig tilbage, hvornår skulle man holde sig tilbage, hvor længe skulle man holde sig tilbage, for hvem skulle man holde sig tilbage, han vidste det ikke han vidste bare han var rådvild og at man ikke skulle holde sig tilbage og at man alligevel skulle holde sig tilbage[…]”

Der ses hverken nogen egentlig bevægelse eller udvikling i mandens psyke eller tankemønster, og dermed heller ingen afslutning til at fuldbringe monologens forløb. Stykket klargør et emne som Hultberg ofte har beskæftiget sig med; at kærligheden aldrig er til stede uden smerte.

Tekststykke 112 tager ligeledes omdrejningspunkt i en mands frustrerede tankespind, i forbindelse med hans foragt for civilisationen og hans deraf følgende pillemisbrug. Det er dette misbrug, læseren indledningsvist præsenteres for, idet misbrugets karakter bagatelliseres og ordets betydning udhules:

Side 3

Rosa Gelardi 2.j 14. dec. 09

3

”Selvfølgelig var han da ikke pilleafhængig eller hvad man nu vil kalde det når man endelig skal bruge den slags idiotiske udtryk, og hvad vil det overhovedet sige at være pilleafhængig, ’pilleafhængig’, latterligt udtryk (der i og for sig intet betyder)[…]”

Selve formen på teksten ligner stykke 52, og denne udgør på samme måde en kredsende bevidsthedsstrøm.

Utallige gange nævnes ”den forfærdelige civilisation,” der bebrejdes for at have ødelagt hans liv. Han ser civilisationen som årsag til den totale fremmedgørelse, der har nedbrudt verden:

”[…] vi lever i fremmedgjorthed fra natur og fra vores krop, fra vores medmennesker, vi lever i fremmedgjorthed fra alt […]”

Han mener, at vi er nødsaget til at gøre brug af civilisationens goder, som kompensation for de mange onder, denne har medført. Han føler sig nødsaget til at gøre brug af piller, for at flygte fra denne hæslige, fremmedgjorte verden, men refererer til dette som en overdosis af civilisationen:

”[…] for det var en civilisationssygdom som civilisationen ikke ville være ved og som man derfor selv måtte kurere sig for, misbrug af piller, pilleafhængig, nej overdosis af civilisation, alment civilisationsmisbrug, det var det det var […]”

Denne fremmedgjorthed fra det naturlige opstår netop ved at han prøver at bekæmpe samme.

På denne måde lader Peer Hultberg misbruget i sig selv, være den faktiske årsag til personens fremmedgjorthed overfor sig selv.

Det er svært at sige om der er tale om et egentligt pillemisbrug, eller om det skal forstås i overført betydning, men i tilfælde af førstenævnte, er det bemærkelsesværdigt, hvordan personen fornægter sit eget problem, på samme måde som personen kritiserer civilisationen for at fornægte sin ’sygdom’.

Der er en distinktiv lighed mellem de to personers karakter; i begge tilfælde udspringer deres problemer fra en frygt for at forholde sig til sig selv. Begge giver de bolden videre, fratager sig skylden og projicerer denne over på noget der er lettere at forholde sig til, noget mere begribeligt, mindre diffust, henholdsvis parforholdets kvælende effekt på frihed og samfundsmæssige tendenser.

Side 4

Rosa Gelardi 2.j 14. dec. 09

4

Begge tekststykker karakteriseres af en meget iøjenfaldene, til tider stressende stilistisk effekt. Der benyttes ingen punktummer, ingen afsnitsindeling, ingen form for fremhævning af ord eller paragraffer. På denne måde fremstår tekststykkerne overfor læseren som en endeløs tankestrøm af spekulationer og opdigtede scenarier, og tekstlæsningen vil blive præget af frustration, hvilket fremhæver indtrykket og identificeringen med personerne.

Peer Hultberg lader tekststykkerne udspille sig i nøgne, uspecificerede verdner uden for tid og rum, og der nævnes ingen navne. Der oplyses kun få detaljer om personernes liv, og disse detaljer forekommer kun, hvis de har stærk relevans for selve helhedsforståelsen. På denne måde kan Hultberg understrege, at Requiems monologiske kor ikke består af særlige, udvalgte tilfælde, men skildrer forskellige nuancer af den smerte, frustration og uro, som findes i et hvert menneske.

Den enkelte stemme virker på sin vis afbalanceret, når man læser stykkerne - til trods for motivernes alvor og skrivemådens forvirrende snurren.

På trods af den simple fremstilling, kan teksterne være svære at læse, netop pga. den frustration der kommer til at præge læsningen. Alligevel er de tilsvarende svære at få ud af hovedet.

Jeg har i forbindelse med denne stil læst adskillige af monologerne fra Requiem for at kunne danne et bedre billede af værket, og jeg synes Peer Hultberg viser en uovertruffen og næsten skræmmende præcis forståelse og formidling af dette følelsesmæssige inferno, alle mennesker bevæger sig i.