SSO om Berlin efter 2. verdenskrig

Side 1

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 1 af 17

Summary in English__________________________________ _

In this assignment, I have accounted for Berlin's history after May 1945, as well as its role in

European policy after the 2^{nd} World War. After Germany was split up in 4 different sectors, the

same thing happened to Berlin, which was located way inside the Soviet sector. As the ideological and economical disagreements between the former allies Soviet and USA began to get bigger, it resulted in a division of Berlin in two, and a division of Germany as well, which later resulted in

the two states BDR (Bundesrepublik Deutschland/West Germany) and DDR (Deutsche
Demokratische Republik/East Germany) and later the building of the infamous Berlin Wall in

1961. The division lasted until November 1989, where the Berlin Wall was re-opened so East Germany and East Berlin once again was re-united with the wealthier West Berlin and West Germany. This event was later followed by the end of the Soviet Union. In the end of the assignment I gave my thoughts on Berlins role in the future - a role I deem as much less important as the pasts role as a symbol of the division between east and west.

Side 2

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 2 af 17

Summary in English 1

Indledning 3

Redegørelse 3

Berlin fra 1945 til 1961 3

Berlin efter 1961 - Muren bliver bygget 7

Berlin efter 1989 - Murens fald og det forenede Berlin 9

Analyse 11

Vurdering 15

Konklusion 16

Litteraturliste 17

Side 3

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 3 af 17

Indledning_____________________ _

I denne opgave vil jeg undersøge og gøre rede for Tysklands og i særdeleshed Berlins udvikling i årene efter maj 1945. Opgaven vil starte med en redegørelse for de mest markante begivenheder i Berlin fra maj 1945, herunder Berlinmurens opførelse i 1961 og fald i 1989, og jeg vil derefter analysere de internationale årsager til, hvorfor udviklingen i Berlin foregik som den gjorde. Afslutningsvis vil jeg komme med en vurdering af hvorvidt Berlin vil have samme rolle i fremtiden.

Redegørelse ________________________ _ __ _

Berlin fra 1945 til 1961 _________ _ _

Da de sovjetiske tropper d. 2. maj 1945 endelig trængte ind i Rigskancelliet i Berlin, de tyske styrker overgav sig og de sovjetiske tropper kunne hejse deres røde fane over rigsdagsbygningen, var det enden på en lang, sej fremrykning helt fra Stalingrad i vinteren

1942/43. Den russiske fremrykning havde i december 1944 nået Warszawa i Polen, godt 520 km

fra Berlin, og d. 27. januar 1945 blev Berlin for første gang nævnt som mål i de sovjetiske i marskal Zhukovs angrebsplaner. Også i januar var Hitler draget til Berlin, hvor han holdt til i "Førerbunkeren" under Rigskancelliets have, og han var derfor midt i begivenhederne mens byen

blev bombarderet.^{1}

Byen var allerede blevet udsat for luftangreb siden sommeren 1940, hvilke blev stærkt intensiveret i 1942, og det var derfor allerede en by i forfald der mødte russerne, da de april

1945 trængte ind i forstæderne [2]. 40 tanks samt 150.000 tyske tropper med en yderst begrænset mængde ammunition var alt tyskerne havde at stå imod med, og med 2,5 millioner soldater var den sovjetiske overmagt da også total. Den 20. april ophørte angrebene fra luften, og d. 21. april begyndte kampene mellem sovjetiske og tyske regeringstropper om regeringskvarteret. Godt 2 uger senere, d. 2. maj, trak de sovjetiske tropper ind i Rigskancelliet, og General Helmuth Weidling aftalte kl. 8:23 med den sovjetiske ledelse at de tyske tropper overgav sig og

                                 3
underskrev en kapitulationserklæring.

1

Morell/Pabst, 2001, s. 59

2

Lammers, 2000, s. 145

3

Morell/Pabst, 2001, s. 61

Side 4

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 4 af 17

Det skønnes at ca. 1/3 af Berlins boliger var blevet ødelagt som følge af krigen (heraf hele 70%

af centrum) - 4 millioner borgere var blevet evakueret, 50.000 skønnes omkommet og 100.000 såret [4], så det var en ren ruin der nu ventede borgerne i Berlin ved "Stunde Nul" [5], som maj 1945 kaldtes. Det var tid til at starte på en frisk.

På trods af at krigen ikke endnu var slut, var Sovjet allerede i gang med at markere sig i Berlin og Tyskland i forhold til de andre allierede. På Jalta-konferencen i februar var det blevet aftalt mellem de fire sejrherrer, Sovjet, Storbritannien og USA at Berlin skulle være besat af disse 3 parter samt Frankrig, men der skulle gå hele 2 måneder før de andre allierede nåede til Berlin, og allerede d. 28. april - før tyskerne havde overgivet sig - havde den sovjetiske general Bersarin meddelt at han nu var kommandant i byen. Et par dage efter, den 30. april, ankom den tyske Walter Ulbricht sammen med andre medlemmer af det tyske kommunistparti til byen, og Bersarin oprettede bystyret Magistraten, den sovjetiske militæradministration i Tyskland (SMAD) [6] og tilhørende lokale folkekomiteer der skulle tage sig om den praktiske håndtering af problemerne i

byerne.^{7}

Også materielt og økonomisk markerede sovjet sig hurtigt i de andre allieredes fravær. I løbet af forsommeren blev hele 85% [8] af Berlins industrianlæg demonteret og sendt til Sovjetunionen som krigsbytte for de enorme ødelæggelser tyskerne havde lavet ved deres mislykkede angreb på Sovjetunionen - hovedparten af krigsbyttet var endda taget fra de vestlige zoner. En af Berlins største virksomheder, Siemens, havde til dels forudset dette, og havde allerede i februar flyttet store dele af deres virksomhed til München. Derudover blev der indledt en symbolsk

"afnazificering" af byen, hvilket bl.a. betød at alle nazistiske symboler og plakater blev fjernet, samt at navne på gader og pladser med referencer til nazistyret blev omdøbt. [9]

Allerede tidligt blev det tyske kommunistiske parti KPD (Kommunistische Partei Deutschland) klar over, at de ikke havde en overvældende støtte i befolkningen. De foreslog derfor en sammenlægning med det socialdemokratiske parti SPD, og i april 1946 slog partierne i de sovjetiske zoner af Tyskland og Berlin sig sammen til SED (Socialistische Einheitspartei Deutschlands) [10]. Ledende medlemmer af SPD havde dog været yderst skeptiske, men indvilgede i dette, efter pres fra den sovjetiske besættelsesmagt (enkelte blev tilmed sat i fængsel) og med erkendelsen af, at mange menige medlemmer troede på, at samarbejdet ville resultere i, at der

4

Hovedstad Berlin, 2000, s. 147

5

Morell/Pabst, 2001, s. 62

6

Klos, 2006 s. 13

7

Hovedstad Berlin, 2000, s. 149

8

Morell/Pabst, 2001, s. 62

9

Hovedstad Berlin, 2001, s. 149-150

10

Klos, 2006, s. 14-15

Side 5

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 5 af 17 ville blive ført demokratisk, socialistisk politik. De første valg i Berlin efter krigen blev afholdt i efteråret 1946 - under 20% stemte på SED (under halvdelen af de stemmer som SPD fik) [11], og det var selvsagt en skuffelse for Sovjet.

Efter at situationen mellem især USA og Sovjet var blevet forværret, bl.a. ved oprettelsen af den

tyske Vestunion (Bundesrepublik Deutschland/BDR) d. 17. marts 1948, forlod Sovjet den 20.

marts det allierede kontrolråd. I juni samme år blev der gennemført en pengeombygning i Vesttyskland og England og USA's dele af Berlin, hvor den fælles tyske Reichsmark, der mere eller mindre var blevet værdiløs, blev erstattet af den nye D-Mark [12]. Målet var økonomisk ro og stabilitet i den vestlige del af Tyskland - bl.a. ved at Vesttyskland og Vestberlin fik del i Marshall-hjælpen, som var USA's metode til at få Vesteuropa tilbage på rette spor.

Kravet for at modtage Marshallhjælp, var bl.a. at deltagerlandene skulle indgå i et samarbejde med USA, have åbenhed for offentligheden og at der skulle være større bevægelighed for varer, investeringer osv. hen over landegrænserne. Bl.a. disse punkter gjorde at Marshallhjælpen gik stik imod Sovjets interesser, og den negative udvikling imellem øst og vest kulminerede i juni

1948, da Sovjetunionen indledte en militær blokade af Vestberlin, for at forsøge at tvinge vestmagterne ud af byen. Dette inkluderede bl.a. at elforsyningen blev lukket, og at jernbaner,

motorveje og floder/kanaler blev blokeret - men planen virkede ikke efter hensigten. Den vestlige

del af Berlin blev tættere knyttet til Vesten idet vestmagterne indledte en storstilet forsyning via luftvejene, og i de 11 måneder blokaden varede, forsynede vesten Vestberlin med alt fra mad og slik til sågar kul og benzin via en luftbro. Da luftbroen var på sit højeste var der op imod 1.000 daglige flyvninger - først via den kendte Tempelhof lufthavn, men også via Gatow og Tegel, der

var blevet opført under blokaden.^{13}

Blokaden resulterede i at delingen af Berlin i en vestlig og østlig del blev mere udtalt, og i december 1948 kom der en officiel politisk og administrativ deling af byen i to bystyrer. Der havde indtil da været et fælles bystyre, men da kommunisterne angreb Rotes Rathaus udvandrede de vestberlinske medlemmer og oprettede en vestlig forvaltning i bydelen Schöneberg.

Den 12. maj 1949 blev den sovjetiske blokade af Vestberlin ophævet, og allerede dagen efter blev den nye vesttyske grundlov underskrevet af de tre vestlige Militærguvernører;

Forbundsrepublikken Tyskland (BRD) var en realitet. Sovjet var dog ikke sene til at svare igen, og

11

Lammers, 2000, s. 154

12

Morell/Pabst, 2001, s. 63

13

Morell/Pabst, 2001, s. 64

Side 6

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 6 af 17 den 7. oktober samme år blev Den Tyske Demokratiske Republik (som i 1962 officielt skulle få forkortelsen DDR) oprettet, med Wilhelm Pieck som første præsident. [14]

DDR havde allerede her store planer med Berlin, og lederne havde som målsætning at genopbygge Berlin som hovedstad for alle tyskere - en socialistisk hovedstad med et centrum bestående af monumentale bygninger, med forbillede i byer som Moskva og Warszawa. I kraft af Marshall-hjælpen var de økonomiske bidrag til Vestberlin dog meget større, hvorfor udviklingen her gik meget hurtigere, og i 1953 brød borgernes utilfredshed med DDR's politik ud i lys lue.

Mens Vestberlins økonomi var i klar fremgang (med gennemsnitlige årlige vækstrater mellem

1950 og 1957 på hele 8,2%, hvilket var langt over andre lande i Vesteuropa) [15], var økonomien i det østlige Berlin knap, hvilket bl.a. resulterede i knaphed på varer, og den 16. juni brød en demonstration ud. Baggrunden var, at Walter Ulbricht havde udtalt at arbejdsindsatsen blandt arbejderne skulle hæves med 10% - arbejderne var allerede på dette tidspunkt utilfredse med lav løn og lange arbejdsdage, og i løbet af blot få timer samledes en stor demonstration foran minesterialbygningen, hvilket resulterede i at lederne søgte ned i kælderen og tilkaldte hjælp fra russerne, der i løbet af natten trængte ind i byen med tanks. [16]

Ved daggry var der samlet omkring 100.000 mennesker, men deres krav om stop for sovjetisk indflydelse og frie valg blev ikke hørt - de sovjetiske tanks og Folkepolitiet åbnede ild, og 250 blev dræbt.

Efter at Vesttyskland var blevet ophøjet til en selvstændig stat og medlem af NATO i 1955 forsøgte de at skrue bissen på over for DDR. Dette skete bl.a. vha. "Hallsteindoktrinen", som gik ud på at afbryde de diplomatiske og økonomiske forbindelser med alle stater der anerkendte DDR som en selvstændig stat [17]

- da Vesttyskland uden tvivl var den mest velhavende del af det tidligere Tyskland, fik det stor betydning for DDR's muligheder for at agere internationalt.

Derudover betød Vesttysklands indtræden i NATO også at Sovjetunionen opgav en genforening af Tyskland som målsætning, hvilket bl.a. blev understreget med skabelsen af Warszawa-

pagten^{18} og Moskvatraktaen^{19}.

Vestberlin, der jo var en del af Vesttyskland, fik igen verdens bevågenhed i 1958, da Sovjetunionen stillede et tidsfristet krav om en løsning fælles på den betændte situation med Vestberlin - ellers ville Vestberlin med magt blive en del af DDR. Vesten stillede sig dog skarpt

14

Klos, 2006, s. 23

15

Kühle, 1996, s. 174

16

Morell/Pabst, 2001, s. 65

17

Hemmersam m.fl., 1996, s. 69

18

Petersen, 1974, s. 13

19

Bertelsen/Jacobsen, 1974, s. 15

Side 7

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 7 af 17 over for Sovjetunionens krav om at Vestberlin skulle gøres til en fristad og kappe forbindelsen til Vesttyskland [20], og Sovjetunionen blødte med tiden en smule op. Da vesten stadig investerede store summer i Vestberlin for at skabe et udstillingsvindue for kapitalismens fortræffeligheder midt i det fattige DDR, var det dog klart at situationen ikke kunne vare ved.

Berlin efter 1961 - Muren bliver bygget _____ ____________ ____ _

Antallet af mennesker der var flygtet fra DDR til Vesttyskland var enormt. Flygtning nummer 1 million efter 1949 blev rundet i 1956, og fra 1949 til 1961 var 2.738.566 flygtet [21]. I sommeren

1961 truede tabet af arbejdsduelige og unge, ofte veluddannede mennesker derfor med et egentlig kollaps af DDR. Efter at 19.000 var flygtet i juni, over 30.000 flygtet i juli og næsten

22.000 var flygtet i den første uge af august, tog DDR så endelig beslutningen om at opføre en mur tværs gennem byen, og den 13. august 1961 påbegyndtes arbejdet med at bygge den første, 140 kilometer lange etape af Berlin-muren rundt om Vestberlin. I starten byggedes et hegn bestående af betonstolper og pigtråd, men allerede efter et par dage begyndte man at opsætte en betonmur på mellem 3 og 3,6 meters højde [22].

På trods af store protester fra vesten og folk i Vestberlin (bl.a. markeret ved en demonstration den 16. marts med en halv million mennesker) kom der ikke egentlig væbnet kamp om muren.

DDR forklarede muren som et antifascistisk værn mod den vesttyske politik, og idet antallet af grænseovergangssteder blev reduceret fra 81 til 7, og vesttyskere ikke længere fik besøgstilladelser til Østberlin, blev flygtningestrømmen effektivt stoppet. [23]

I Juni 1962 påbegyndtes 2. etape af muren; dette var et parallelt hegn, der stod 70-120 meter fra den første mur og skabte et veritabelt ingenmandsland mellem de to mure. [24] Dette ingenmandsland der senere skulle få navnet dødsstriben blev intensivt bevogtet med bl.a. flere hundrede vagttårne og forskellige former for alarmberedskaber. Allerede i 1963 blev situationen dog blødt en del op. Muren blev åbnet en smule op igen, og nogle forbindelser mellem øst og vest blev genoprettet. I 1971 blev der underskrevet en ny firemagtsaftale om Berlin, hvor vestmagternes tilstedeværelse i Vestberlin, samt deres adgang til byen blev garanteret - dermed blev opdelingen i Øst- og Vestberlin stadfæstet.

20

Morell/Pabst, 2001, s. 67

21

Hemmersam m.fl., 1996, s. 71

22

Klos, 2006, s. 43

23

Morell/Pabst, 2001, s. 67

24

Klos, 2006, s. 43

Side 8

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 8 af 17

Muren var dog ikke det eneste værn mod flugt fra Østtyskland. DDR havde allerede i 1950 et yderst omfattende statssikkerhedspoliti kaldet Stasi, og det varetog bl.a. beskyttelse af lederne, samt holdt folkelige opstande nede. Da Stasi var på sit højeste havde de intet mindre end 85.000 fuldtidsansatte, og i de sidste dage var de i besiddelse af et kæmpe arsenal af våben og materiel, som f.eks. 4.500 maskingeværer og 75.000 maskinpistoler. Derudover var store dele af Østberlin overvåget og aflyttet, afvigere og politiske modstandere blev ofte tortureret, og de havde etableret et minefelt ved muren, der dog blev afviklet omkring 1985 efter kritik fra Vesttyskland og det internationale samfund. Stasi havde desuden part i at 33.000 afvigere, systemkritikere og fængslede i årene 1963-89 blev solgt til Vesttyskland til mellem 50.000 og 100.000 D-Mark stykket [25]. En ikke ubetydelig del af DDR's budget.

I denne periode var Vestberlin ledet af en af en af efterkrigstidens mest markante tyskere, Willy Brandt. Han var medlem af SPD, og var Vestberlins borgmester i perioden 1957-66 og i perioden

1964-87 partiformand for hans parti. Tilmed var han udenrigsminister og forbundskansler i en periode, og var med til at normalisere forholdet til DDR lidt igen. Dette fik han anerkendelse for i

1971, da han modtog Nobels fredspris.^{26}

Walter Ulbricht, der havde været leder af SED siden 1950, trådte tilbage i 1971. Han havde gennem årene kritiseret Sovjetunionen [27], og den nye leder, Erick Honecker kom da også til magten ved hvad der ligner et kup. Med socialistisk forbillede lagde Honecker op til at levestandarden i DDR skulle forbedres, og det blev derfor et opgør med Ulbrichts enorme investeringer i f.eks. videnskab og prestigebyggerier. Levestandarden blev da herefter også forbedret for folk i DDR, og i enkelte tilfælde fik Østtyskerne da også adgang til vestlige mærkevarer (f.eks. i 1971, hvor 150.000 Levi's bukser blev sat til salg), men generelt var DDR stadig i en markant ringere økonomisk situation end Vestberlin, og den forbedrede levestandard for borgerne blev finansieret vha. lån i udlandet. [28]

Situationen udviklede sig så dramatisk, at

DDR's gæld til Vesttyskland blev enorm: i 1981 var udlandsgælden på 23 milliarder D-Mark, og i maj 1989 steg gælden med 500 millioner D-Mark - om måneden. [29]

På trods af at byen mistede lidt international bevågenhed, var der dog ikke ro i Vestberlin.

Vestberlin var bl.a. skueplads for tyske ungdoms- og studenteroprør, hvilket i sidste, ekstreme instans resulterede i terror-gruppen Rote Arme Fraktion, som i 1970'erne bl.a. bortførte flere mennesker i Vestberlin, som f.eks. CDU-politikeren Peter Lorenz i 1975. I starten så DDR på fra

25

Morell/Pabst, 2001, s. 73

26

Klos, 2006, s. 91

27

Klos, 2006, s. 51

28

Klos, 2006, s. 52-53

29

Klos, 2006, s. 70

Side 9

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 9 af 17 sidelinjen, og man betragtede egentlig som RAF som mao-ister, men efterhånden udviklede Stasis rolle sig til egentlig støtte af RAF, hvor de i perioden 1980-82 endda modtog træning i brug af våben og sprængstoffer.

I 1989 tog utilfredsheden i DDR fart. I oktober var over 100.000 mennesker på gaden i Leiping for at kræve demokratiske reformer, og SED's ledelse blev mere og mere desperat. Der kom intern splittelse i partiet, og Honecker blev afsat som generalsekretær med Egon Krenz som efterfølger. På trods af løfter om reformer fik valget af Krenz som generalsekretær dog ikke opbakning i befolkningen: den 4. november var omkring en million mennesker samlet i Østberlin, hvor de forlangte ytringsfrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed og rejsefrihed, og med et økonomisk kollaps nært forestående var tiden ved at være inde for DDR. [30]

Berlin efter 1989 - Murens fald og det forenede Berlin _

Om aftenen den 9. november 1989 faldt muren. Østberlins partichef Günter Schabowski kom i et interview til at fortale sig, og sagde at østtyskere kunne rejse ud hvis de havde orden i deres pas

- rygtet spredtes hurtigt, og østberlinere strømmede til grænseovergangene, hvor vagterne ikke åbnede ild. Kl. 21:15 passerede de første østtyskere overgangen ved Bornholmer Strasse, og hurtigt blev alle de øvrige grænsestationer åbnet. Officielt nåede 200 mennesker at miste livet i forsøg på at flygte i årene mens muren, men vesttyske instanser har gættet på tal så høje som

825 [31]. Tallene er dog vanskelige at anslå, pga. de østtyske myndigheder prøvede at dække over det.

Allerede her erkendte DDR-ledelsen at deres stat ikke kunne holde i længden, og d. 18. marts

1990 afholdt de det første frie valg, og her stemte et stort flertal indirekte på at blive lagt sammen med Vesttyskland og dermed blive genforenet som et Tyskland. [32] DDR tog også konsekvensen heraf; d. 1. juli indgik det tidligere DDR i en samlet valuta-, økonomisk- og social union med det tidligere Vesttyskland, og i august blev der indgået aftale om at de to dele skulle samles til et nyt Tyskland. Den 2. oktober ophørte DDR så officielt med at eksistere, og d. 3.

oktober blev det tidligere DDR-område officielt en del af Forbundsrepublikken. [33] De 14 distrikter i Østtyskland lagt sammen til 5 delstater - en af disse var Berlin, som kom til at

bestå af det tidligere Østberlin og Vestberlin. Med et areal på 892km^{2} blev det den 3. mindste

30

Klos, 2006, s. 71

31

Klos, 2006, s. 44

32

Lammers, 2000, s. 214

33

Klos, 2006, s. 80

Side 10

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 10 af 17 delstat i det nye Tyskland (kun delstaterne Hamborg og Bremen er mindre) - og med et befolkningstal på over 3 millioner også den delstat med største befolkningstæthed.

Bonn var formelt stadig hovedstad i det nye Tyskland, og på trods af at politikere havde sagt at Berlin skulle være Tysklands nye hovedstad, skule det ikke gå så nemt som ventet. Den 22. juni

1991 afholdtes der afstemning om hvorvidt de tyske forfatningsorganer og regeringssædet skulle flyttes til Berlin, og det blev gennemført med en lav margin på kun 337 stemmer mod 320. [34] Dette skal bl.a. ses på den baggrund at transportsystemet slet ikke var i stand til at tackle den store trafik som en hovedstad ville kræve, Bonn lå mere centralt i forhold til de andre industrielle og økonomiske centre i Tyskland og Vesteuropa, og at det var småt med egnede bygninger til regeringer og offentlige instanser, hvorfor det var nødvendigt at rykke ind i tidligere nazi- og SED-kontorer. Derudover var det også udbredt blandt mange, at Bonn stod for fornyelse og demokrati, mens Berlin som symbol stod for noget gammelt og nationalistisk. Ændringen blev dog som nævnt gennemført.

Rent praktisk blev et af de første skridt taget i 1994 da Forbundspræsidentens bolig blev flyttet fra Bonn til Tiergarten i Berlin, efterfulgt af nogle ministerier og endelig efterfulgt af Forbundsdagen der 23. maj 1999 (på 50-året for dannelsen af den tyske Forbundsrepublik) rykkede ind i den nyrenoverede rigsdagsbygning, hvormed regeringens og parlamentets begyndte at arbejde i byen.

Økonomisk har Berlin gennemgået en stor udvikling siden murens fald - da byen under den kolde krig var et propagandamæssigt symbol for både øst og vest, var der store økonomiske bidrag til begge dele af Berlin. I Vestberlin f.eks., bestod næsten halvdelen af byen budget af tilskud fra Vesttyskland, og i dag er det ikke tilfældet. [35]

Byen skyldte i 2007 astronomiske 340 milliarder kr.

væk, og betalingen af alene renterne på denne gæld er ca. 1/10 af byens samlede budget.
Økonomien er gået ca. 1/10 tilbage siden 1995, hvilket primært skyldes at de gamle og

ineffektive fabrikker og former for industri i Østberlin, ikke var rentabelt i længden. [36] Med afindustrialiseringen af Østberlin har der desuden også bredt sig en del arbejdsløshed, hvilket har været genstand for en del kritik og ønsket blandt nogle til at vende tilbage til de tidligere tilstande.

På den positive side, kan det dog siges at Berlin, bl.a. pga. byens tre universiteter og mere end

80 forskningsinstitutter, har store resurser til undervisning, og derfor har en veluddannet og højt

34

Lammers, 2000, s. 213

35

Garner, 2007, s. 32

36

Byer i verden - Berlin, 2007, s. 32

Side 11

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 11 af 17 kvalificeret arbejdsstyrke, hvor over halvdelen er under 40 år [37]. Hvor fabriksindustrien er gået kraftigt tilbage og i dag kun ernærer 10 % af byens arbejdsstyrke, er servicesektoren vokset med mere end 50 % siden 1989, og med EU's udvidelse mod øst har Berlin fået en geografisk god position, der har givet Berlin gode muligheder som handelscentrum med de nye lande mod øst.

Bruttonationalproduktet i Berlin er dog stadig et stykke under landsgennemsnittet, og i 2005 var BNP pr. indbygger i Berlin på €23.292, sammenlignet med €27.219 for hele Tyskland. [38] Analyse _____________ _

Begivenhederne i Berlin efter 2. verdenskrig skal ses i lyset af den nyopståede situation efter tyskernes kapitulation i 1945, hvor der nu reelt set kun var to supermagter tilbage i verden.

Krigen havde haft store økonomiske, menneskelige og materielle konsekvenser for tidligere stormagter som f.eks. Tyskland og England, og tilbage stod nu de to supermagter USA og Sovjetunionen. USA's geografiske position langt fra krigshandlingerne (med undtagelse af Pearl Harbor) gjorde bl.a. at deres produktionsapparat var intakt, de rådede over verdens stærkeste luftvåben og hær, og i 1945 udgjorde USA's BNP ca. halvdelen af den samlede

verdensproduktion.^{39}

På den anden side stod Sovjetunionen. På trods af et horribelt højt tabstal i 2. verdenskrig på omkring 27 millioner mennesker, havde Sovjetunionen alligevel verdens største hær, og ideologisk lå de milevidt fra USA.

Efter krigen og sejren over deres fælles fjende, så begge supermagter altså muligheden for at præge Tyskland og dermed Europa i deres retning - USA, der var et liberalistisk, kapitalistisk og demokratisk land, ville gerne have indført det samme i Tyskland, og modsat det var Sovjet, der

var et kommunistisk/socialistisk partidiktatur.

På Jaltakonferencen i februar 1945 blev det, som tidligere nævnt, aftalt mellem Sovjetunionen, USA og England at Tyskland såvel som Berlin skulle deles op i fire zoner, og at der skulle oprettes et fælles allieret kontrolråd [40]. Jaltakonferencen fik dog - til Sovjets store fortrydelse - ikke afklaret spørgsmålene omkring krigsskadeerstatninger som Sovjetunionen havde stor interesse i, og dette, koblet med andre begivenheder, skulle blive endnu en knast i forholdet mellem øst. Senere

37

USAtoday.com, 2008

38

Eurostat 2005, 2008, s. 3

39

Verden i konflikt og forandring, 1996. s. 15.

40

Tysklandsproblemet, 1972, s. 20

Side 12

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 12 af 17 på året, efter krigens afslutning, blev Potsdamkonferencen afholdt, og her blev parterne bl.a.

enige om at de måtte tage krigsskadeerstatninger fra deres egne zoner, hvilket forklarer hvorfor at store dele af Østtysklands og Berlins industri blev sendt til Sovjetunionen. [41] Efter de store tabstal under 2. verdenskrig havde Sovjetunionen ikke i sinde at blive angrebet vestfra, og derfor forsøgte de at indsætte Sovjet-venlige regeringer i landene på vej mod Tyskland. En af de første knaster mellem de to parter var Tysklands nabo mod øst, Polen. Sovjet havde indført en "folkedemokratisk" regering i Lublin i 1944, hvilket stred imod vestens interesser for frie valg og demokrati. Den borgerlige fløj i Polen havde en eksilregering der havde til huse i London, og de støttede en folkelig opstand i Warszawa, der blev slået ned af tyskerne. De sovjetiske tropper var på samme tid nået frem til udkanten af Warszawa, og det kan diskuteres om de mere eller mindre velvilligt lod de borgerlige oprørere nedkæmpe af tyskerne, eller om de vitterligt ikke havde forsyningslinjerne i orden. Sikkert er det dog at de sovjetisk styrede kommunister nu havde kontrollen over Polen, og fik magten ved valget i 1947. [42]

En ny og skelsættende ændring fra USA's side skulle ske i 1947, hvor USA's præsident Harry S.

Truman den såkaldte Truman-doktrin [43]. Dette var et opgør med tidligere tiders isolationspolitik, og gik ud på at hjælpe hvad USA anså som frie lande og folk over for aggressivitet fra totalitære regimer - underforstået Sovjet. Flere eksperter i USA, bl.a. sovjeteksperten George F. Kennan, anså Sovjet for en ideologisk og aggressiv trussel der søgte at ekspandere sit territorium, og han anbefalede derfor at man startede en såkaldt inddæmningspolitik [44]. Baggrunden var flere begivenheder rundt omkring i verden - England var svagere end hidtil, og måtte derfor opgive deres stærke engagement i Indien, Palæstina og Grækenland. Sovjet var til stede i Rumænien og Bulgarien hvor der nu var kommunistiske regeringer, der var borgerkrig i Grækenland, hvor kommunisterne var støttet af det kommunistiske Jugoslavien, og separatistgrupper i Iran (hvor USA og England havde store olieinteresser) fik støtte af Sovjet. Derudover var Tjekkoslovakiet blevet kommunistisk ved et valg i 1947, og Sovjetunionen lagde også pres på Tyrkiet om et

fælles Tyrkisk/Sovjetisk forsvar af indsejlingen til den strategisk vigtige indsejling ved

Dardanellerne til Middelhavet - noget USA og England opponerede stærkt imod, da de anså det for en risiko for at Sovjet ville få kontrol over området.

Reaktionen på alt dette blev som nævnt Trumandoktrinen, som måtte siges at få stor indflydelse på Tyskland og i særdeleshed Berlin. Især punkterne omkring Marshallhjælp [45], fri bevægelighed

41

Morell/Pabst, 2001, s. 62

42

Hemmersam m.fl., 1996, s. 23

43

Klos, 2006, s. 16-17

44

Hemmersam m.fl., 1996, s. 30

45

Hemmersam m.fl., 1996, s. 32

Side 13

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 13 af 17 for varer og øget samarbejde og offentlighed om deltagerlandenes økonomiske forhold fik stor indflydelse på delingen af Berlin. De sovjetisk styrede zoner havde ingen interesse i noget af dette, og da de vestlige zoner fik del af Marshallhjælpen mellem 1949 og 1951 skete der en klar skævvridning i økonomien i henholdsvis øst og vest, med klar fordel for de vestlige zoner. Vesten forstod at der var store resurser af både knowhow og industri i Tyskland, som kunne være vigtig i genopbygningen af hele Europa, og derfor må man sige, at Marshallhjælpen blev en stor gevinst for Vesten, modsat Sovjetunionen, der ikke forstod at udnytte det optimalt, og bl.a. i stedet transporterede en enorm del af Østtyskland og Berlins forældede produktionsapparat til Sovjetunionen.

Forholdet mellem øst og vest fik endnu et knæk d. 1. januar 1947, da de amerikanske og britiske

(og senere også franske) zoner i Tyskland blev slået sammen til den såkaldte bizone [46] - Tyskland var nu ikke længere en politisk og økonomisk enhed, og Berlin lå langt inde i den sovjetiske zone, stadig med omkring 50.000 allierede tropper i byen. Den vesttyske statsdannelse i 1949 skete heller ikke med Sovjets gode vilje. Faktisk havde Stalin på et møde i 1948 afvist SED's planer om at der skulle oprettes en østtysk regering i den sovjetiske zone, og bedt dem arbejde videre på en genforening af de tyske zoner, da han stadig anså det som bedre økonomisk og sikkerhedspolitisk med et forenet og neutralt Tyskland.

Som beskrevet i redegørelsen skete dette dog ikke, men Sovjetunionen skulle gøre gøre endnu et forsøg i 1952. Efter at Atlantpagten (senere NATO) var blevet en realitet i 1949 anså Sovjetunionen det stadig for en reel trussel at Vesttyskland skulle blive genoprustet og vestligt orienteret, og de tilbød derfor i 1952 i forhandlinger med vesten om tysk genforening. Vesten stillede dog krav om at et genforenet Tyskland skulle være frit til at indgå i en alliance med vesten, og Sovjetunionen trak sig derfor ud af forhandlingerne igen. Resultatet blev at adskillelsen i Vest- og Østtysland blev endnu mere klar, og i 1955 blev Vesttyskland officielt anerkendt som en selvstændig stat og medlem af NATO. Modtrækket fra Sovjetunionen til den vestlige alliance blev Warszawapagten [47], samt at Østtyskland nu blev ophøjet til den selvstændige stat DDR. Begge landes regeringer havde derfor herefter handlefrihed med deres allierede, uden de pålagte begrænsninger efter krigen i 1945.

I starten af 1960'erne, og med begivenhederne omkring opførelsen af Berlin-muren og Cuba-krisen i baghovedet skete der en afspænding i forholdet mellem USA og Sovjet. Parterne havde været tættere på en regulær atomkrig end nogensinde, og med Kina, Japan og Vesteuropa som nye magtfaktorer i verden, var USA og Sovjetunionen ikke så altdominerende mere. Derudover

46

Klos, 2006, s. 17

47

Klos, 2006, s. 31

Side 14

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 14 af 17 var der kommet nye ledere til magten i både Sovjet og USA. I USA var John F. Kennedy blevet myrdet i 1963, og i Sovjetunionen blev Khrustjov væltet af posten som partiformand i 1964 og erstattet af Brezjnev, der udenrigspolitisk var mere afdæmpet end Khrustjov, og hans forgænger Stalin. I 1963 blev der tilmed oprettet en direkte telexforbindelse mellem Det Hvide Hus og Kreml, og i både 1963 og 1968 underskrev Sovjetunionen og USA traktater der nedtonede brugen og testen af atomvåben. [48]

Afspændingen i den kolde krig, og konflikter andre steder i verden, gjorde at der i denne periode forsvandt en del fokus fra Berlin for stormagternes vedkommende.

I 1970 blev det tilmed til en traktat mellem Vesttyskland og Sovjetunionen, hvor begge parter anerkendte de eksisterende grænser i Europa, og denne blev efterfulgt af den føromtalte Berlinaftale i 1971, hvor Berlin blev normaliseret, samt en traktat i 1972 mellem Vesttyskland og DDR, hvor de to stater for første gang anerkendte hinanden, og i 1973 blev de optaget i FN.

Det skulle dog igen begynde at gå den anden vej: samtidig med at Sovjetunionen invaderede Afghanistan, besluttede NATO i december 1979 at opstille mellemdistancemissiler i Europa. Dette blev kulminationen på optrapning i den anden kolde krig, og forskellen mellem kapitalismen i vest

og kommunismen/socialismen i øst blev mere udtalt. Her var Berlin i centrum, og bl.a. DDR var

nu i et stort dilemma - over for Moskva skulle de udtrykke at de stadig var en stærk, socialistisk stat, men på den anden side var de blevet mere og mere afhængige af de økonomiske samarbejder der var blevet etableret med vesten (og i særdeleshed Vesttyskland). [49] I 1985 blev Michail Gorbatjov [50] valgt til ny generalsekretær i kommunistpartiet i Sovjetunionen, og det skulle vise sig at blive optakten til murens fald 4 år efter. Sovjetunionen havde siden

70'erne været langt bagefter USA økonomisk, og i årene efter Reagan kom til, havde de også haft yderst svært ved at følge med USA i våbenkapløbet. [51]

På trods af at Gorbatjov var kommunist, anså han det som værende vigtigere at forbedre levestandarden for indbyggerne i Sovjetunionen, end at følge med i våbenkapløbet, og han indgik derfor i dialog med USA om en reduktion af atomvåbnene, og i de kommende år kom han med en række tiltag der bidrog til at forbedre forholdet mellem øst og vest; 1986 ytrede han ønske om at alle atomvåben skulle fjernes og foreslog fjernelse af alle mellemdistance atommissiler fra Europa, og før mødet mellem ham og Reagan i 1987 offentliggjorde han, at han planlagde at trække de sovjetiske tropper ud af Afghanistan. Samme møde resulterede i en aftale om at alle sovjetiske og amerikanske mellemdistance atommissiler blev fjernet fra Europa.

48

Hemmersam m.fl., 1996, s. 81

49

Klos, 2006, s. 64

50

Klos, 2006, s. 66

51

Hemmersam m.fl., 1996, s.

Side 15

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 15 af 17

Endnu en nedtrapning skete i 1988, hvor Gorbatjov erklærede at den sovjetiske hær skulle reduceres med en million mand, og hele 50.000 soldater skulle trækkes tilbage fra deres positioner i Østeuropa - dette startede en udvikling i landene i Østeuropa, da det nu stod klart at Sovjetunionen ikke ville bruge militær magt for at bevare kontrollen over landene, og dermed startede en forholdsvis fredelig (med undtagelse i Rumænien) revolution i det meste af Østeuropa. En af de vigtigste begivenheder her, var da Ungarn besluttede at åbne grænsen til Østrig. Med et slag var det muligt for østtyskere at komme til Vesten via Ungarn, og på de tre første dage efter grænsen blev åbnet benyttede hele 13.000 mennesker sig af muligheden.

Denne udvikling bredte sig naturligvis også til Østberlin, og det kulminerede i begivenhederne 9.

november 1989, som er beskrevet i redegørelsen.

Selvom der skete en lang række andre begivenheder i disse år, må man sige at Berlinmurens fald blev selve symbolet på Østblokkens kollaps. USA var hurtigt ude og støtte den vesttyske regering i bestræbelserne på en genforening, mens bl.a. Storbritanien og Frankrig var mere lunkne. Begge lande var i den grad kommet ovenpå efter 2. verdenskrig, og de ønskede generelt ikke at magtforholdende skulle ændres igen med et stort, samlet og stærkt Tyskland. [52]

Som nævnt tidligere blev Tyskland da også genforenet, og genforeningen af både Berlin og Tyskland fik også indflydelse på EF's udvikling. Med Helmuth Kohl i spidsen fik Tyskland da også en stor del af æren for at EF (senere EU) har udvidet mod øst, og fik øgede beføjelser ved Maastricht-traktaten i

53

Vurdering _

Jeg vurderer, at Berlin ikke længere vil have den samme markante rolle i europæisk og sågar verdensomspændende efterkrigstidspolitik som den især havde i perioden mellem 1945 og 1989.

Det er klart at Berlin stod i en unik situation efter Tysklands kapitulation; sønderbombet og midtpunkt i spændingerne mellem USA og Sovjetunionen, og de begivenheder som fandt sted i løbet af de efterfølgende 40-45 år vil formentlig ikke gentage sig.

Verden har ændret sig, og hvor situationen i 1945 var den, at der dengang kun var 2 supermagter med markant forskellige ideologier, lever vi i dag i en meget mere globaliseret

52

Klos, 2006, s. 77

53

Klos, 2006, s. 78

Side 16

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 16 af 17 verden, hvor de gamle supermagter samt lande som Kina, Japan og Europa (især Vesteuropa) er mere jævnbyrdige end det dengang var tilfældet, og alle har en vis grad af kapitalisme. 2.

verdenskrigs afslutning gjorde også, at Tyskland og store dele af Europa havde få resurser efter krigen, og derfor gjorde det at de to tilbageværende supermagter så en rig mulighed for at få indflydelse - her blev Berlin så skueplads og symbol på den ideologiske kamp mellem øst og vest, og da den samme kamp mellem kapitalisme og kommunisme ikke foregår i samme grad i dag, anser jeg det ikke som sandsynligt at Berlin får samme rolle som en symbolsk by.

Som metropol og økonomisk kraftcenter er det dog mere sandsynligt at Berlin igen får en stor rolle i fremtiden. På trods af at en meget stor del af Tysklands virksomheder, handel og industri nu har til huse andre steder end i Berlin, og andre europæiske byer som f.eks. London i dag er mere toneangivende, har Berlin bestemt potentiale. Som det også blev fortalt i redegørelsen, har Berlin både økonomiske vanskeligheder og muligheder; faktisk kan den økonomisk dårlige situation vise sig at blive en fordel for Berlin, da grundpriser og priser for leje af lokaler i Berlin i dag er et stykke under konkurrerende tyske byer som f.eks. Frankfurt og München og langt under udenlandske storbyer som f.eks. London og Paris [54], og dermed har stor mulighed for at tiltrække virksomheder. Dette, sammenholdt med det at Berlin er ny regeringsby, borgerne er forholdsvis unge og med et højt uddannelsesniveau, og at byen tilmed har en høj grad af turisme, gør at det økonomiske potentiale bestemt er til stede.

Konklusion_________________________________________ _

Ud fra min opgave er det tydeligt at se, at Berlins historie efter maj 1945 har været yderst omtumlet. Med adskillelsen i øst og vest og Berlinmurens opførelse i 1961 har Berlins haft en ganske unik historie, og det kølige forhold mellem USA i vest og Sovjetunionen i Øst var yderligere med til at gøre Berlin til et symbolsk midtpunkt i en verdensomspændende konflikt.

Berlinmurens fald i 1989 blev samtidig et symbol på både Tysklands genforening og østblokkens kollaps, og i dag har Berlin potentiale til igen at blive en meget betydningsfuld Europæisk storby - dog formentlig uden igen at blive midtpunkt i en konflikt mellem to ideologier.

54

USAtoday.com, 2008

Side 17

Berlins historie efter 2. verdenskrig SSO i Historie

[navn fjernet], 2. N - Århus Akademi 2008/2009

_____________________________________________________________________________ _

Side 17 af 17

Litteraturliste_________________ ____________________ _

- Morell, Bo/Pabst, Steffen Dirk: Berlin Berlin (Columbus 1. udgave 2001)

- Klos, Michael: DDR Den virkeliggjorte socialisme? (Frydenlund, 2006)

- Lammers, Karl Christian: Hovedstad Berlin Magt, arkitektur og erindring (Det Schønbergske Forlag,

2000)

- Hemmersam, Karl-Johann/Husballe, Jørgen/Bach Nielsen, Erik/Olsen, Jørgen: Verden i konflikt og forandring

(Munksgaard 2. udgave 1996)

- Kühle, Ebbe: Danmark Historie Samfund (Gyldendal 2. udgave, 3. oplag 1996)

- Garner, Simon: Byer i verden - Berlin (Flachs 2007)

- Petersen, Nikolaj (redigeret af Rudi Thomsen): Historiske Kilder - Tyskland mellem øst og vest (Gyldendal,

1974)

- Bertelsen, Ingen og Jacobsen, Karl: Berlinproblemet (Gyldendal, 1974)

- Hasselbalch, Preben (redigeret af Jens Winther): Tysklandsproblemet 1941-49 (Gjellerup, 1972)

- http://www.usatoday.com/marketplace/ibi/berlin.htm,

-

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/pls/portal/docs/PAGE/PGP_PRD_CAT_PREREL/PGE_CAT_PREREL_YEAR_2008/P
GE_CAT_PREREL_YEAR_2008_MONTH_02/8-EN-AP.PDF,

______________________ ____________________________________ _

Dato [navn fjernet]