C. Plinius Secundus: Brev VIII, 24,1-7 | Latin A | STX 27. Maj 2011

Side 1

1

Latinaflevering A - C. Plinius Secundus: Brev VIII, 24,1-7

- Opgave 1 – kontroloversættelse

”Cogita te missum esse in provinciam Achaiam, illam veram Graeciam, in qua primum humanitas et litterae et etiam fruges inventae esse creduntur. Missus enim es, ut statum liberarum civitatum ordines, id est ad homines maxime homines, ad liberos maxime liberos. Missus es ad homines, qui jus a natura datum virtute, meritis, amicitia, foedere denique et religione conservaverunt.”

”Tænk på, at du blev sendt til provinsen Achaia, det sande Grækenland, i hvilket der gives udtryk for, at den første kultur, litteratur og sågar afgrøder blev opfundet. For du blev sendt, for at du kan ordne de frie staters forhold, det vil sige til mennesker, der i højeste grad er mennesker, og til frie folk, der er frie i højeste grad.

Du blev sendt til mennesker, der har vedligeholdt loven, som blev givet af naturen, takket være dyd, tjenester, venskab, kort sagt med forbund og overtro.”

- Opgave 2 – Syntaksanalyse

Denne syntaksanalyse består af en helsætning med en hovedsætning og en ledsætning, der er hovedsætningen underordnet.

Latinske Ledfunktion og ledsætninger Hovedsætning ord og helsætning.

Habe Verballed. Danner neksus m. implicit subjekt. Hovedsætning ante Adverbielt led til ”Habe” 1 og helsætning 1.

oculos | Styrelsen

hanc

”Subjekt” Danner en infinit neksus m. ”Esse”

A.C.I – Direkte objekt for esse ”Verballed” – Danner en infinit neksus m. ”Habe”

”Hanc”

terram, | ”Subjektsprædikat” for Hanc

quae - Underordner denne LS med HS1 Relativ ledsætning – lægger

- Subjekt. Danner neksus m. ”Miserit” sig som attribut, adjektivisk,

nobis Indirekte objekt for ”Miserit” til ”Terram”^{1}

miserit Verballed. Danner neksus m. ”Quae”

jura | Direkte objekt for ”Miserit”

- Opgave 3 – Tekstforståelse

1

Relativ beskaffenhedssætning

Side 2

2

Redegør for, hvorledes Maximus efter Plinius’ mening bør optræde som den romerske magts repræsentant i Grækenland, og for, hvordan Plinius begrunder sin opfattelse. Vurdér hans begrundelser.

Teksten er et brev af Plinius den yngre. Det var et brev til Sextus Quinctilius Valerius Maximus, i hvilket brev der stod gode råd omkring, hvordan Quinctilius burde opføre sig overfor de stater, han var blevet udsendt til at kejser Trajan. Quinctilius var blevet udsendt som legatus, et rang under imperator, og han skulle arbejde på de indenrigspolitiske affærer.

Den opgave, Quinctilius er blevet givet, lyder på, at han skal sørge for, der kommer orden i staterne i Centralgrækenland og Peloponnes. Plinius siger kort sagt, at grækerne er et godt folk, og han fortæller, hvorledes Quinctilius bør udfore denne opgave. Han begrunder det bl.a. ved, at det første littera, humanita

og frux^{2}, opstod i dette Grækenland. Man skal respektere disse grækere, der har været her længe, og de har

guder, der har grundlagt byen med alt deres magt. Dette lægger op til en snak om romernes værdier, især

med henblik på mos majorum^{3}, da man med dette kan argumentere for Plinius’ tankegang igennem teksten.

Det var ikke en nedskrevet ”lov” ligesom dem, der var kommet fra Grækenland. Hvis vi kigger på ordet

     4
religio , kan vi se et af dem. Det var vigtigt for romerne at have et godt forhold til guderne, pax deorum, som

vi f.eks. kan se, da Numa Pompilius havde, siges der, kontakt med mange guder og lærte forskellige ting af dem for Rom skyld. Derudover havde de også mange forskellige kulter rundt i byen som f.eks. vestalinderne,

der var der for gudinden Vestas^{5}, som afbildede romernes stabilitet.

                                                                       6
De har fået deres love af dette land, som man ser, når der skrives quae nobis miserit jura

, altså at Plinius og hans medborgere har fået ”skænket” lovene af grækerne. Derfor mener han bl.a., at man skylder respekt,

honor^{7}, til Grækenland. Dette er med til at begrunde hans ”lovprisning” af Grækenland. Plinius siger senere,

                               8
at det er Sparta, der skal styres, regam

                                      9
, og at det er Athen, der blot skal rejses til, adeo

. Her siges der, at det ikke er nødvendigt, at Quinctilius også ”regerer” over Athen, men at det er Sparta, som har en indenrigspolitik, som der skal arbejdes på. Man kunne argumentere for, at han prøver at skåne Athen fra at have en ”kejser”, altså Rom, så de stadigvæk kan have deres uafhængige indenrigspolitik. Plinius mener, at

2 linje 4

3

Forfædrenes skik

4

Linje 7

5

http://www.denstoredanske.dk/Sprog%2c_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/Romerske_ski

kkelser_og_begreber/Vesta
6

Linje 12

7

Linje 9

8

Linje 13

9

Linje 13

Side 3

3

                                                            10
man ikke bør tage friheden fra disse stater, da det er barbarisk, barbarum

. Man bør ifølge Plinius huske, hvad en stat engang har været, altså kommer vi nærmest tilbage til vores mos majorum. Selvom den nu er

forfalden, skal man ikke se ned på den, da det er superbia og asperitas^{11}. Udover dette ligger der også

pointen, at man ikke erhverver sig respekt fra ens undersåtter, hvis man behandler dem dårligt. Han mener, at

                                                      12
venlighed, amor, er bedre til at opnå disse mål, end frygt, timor,

er. I dette kommer Plinius også ind på magt og morale, idet vi arbejder med en underordnet og en overordnet størrelse, altså slaven, de græske byer, og herren, Rom.

Det synes at være gode argumenter, Plinius kommer med. At have en respekt overfor de civilisationer, som man har fået ting som f.eks. littera fra, at respektere deres religion, deres afstamning og deres medfødte ret vil stemme overens med mos majorum-tankegangen. Med dette siger han, at man bør give alder og visdom respekt. Han råd omkring, hvordan man bør håndtere de underordnede stater, synes også at være rationel.

Disse ting, vil jeg vove at påstå, er gode argumenter.

Plinius argumenterer altså for at behandle Grækenland ordentligt gennem en del ting. For det første kom det første littera, humanita og frux fra Grækenland. Man kan begrunde Plinius tanke om, at dette er vigtigt, ved den typiske romerske tankegang om mos majorum, da han synes at agere efter den tanke f.eks. i forhold til religio, da grækerne havde vedligeholdt og holdt fast i religion. Religion er i Rom vigtigt, da det spiller en stor rolle f.eks. i forhold til romernes tanke om success. Romerne fik ydermere deres love af grækerne, og bl.a. derfor skylder man dem respekt, honor. Derudover mener Plinius, at man, værende en hersker, skal behandle sine underornede, og især nogen, der har været så store, som Grækenland var, med respekt, hvis man vil have deres respekt, i stedet for at være nedladende, da det er superbia og asperitas. At fratage dem deres frihed ville desuden være barbarisk, barbarum, altså ikke civiliseret, hvilket ikke synes at være godt.

- Opgave 4 – Tekstbaggrund

D. Gør rede for, hvad der ligger i begrebet ”jus a natura datum” (linje 6), og for, hvad det betyder i en eller flere filosofiske sammenhænge.

I begrebet står der blot, at man har fået lovene fra naturen. I denne sammenhæng hentyder det til, at grækerne har fået lovene af naturen, efter hvilket romerne fik deres love af grækerne. Altså menes der her, at grækerne fik f.eks. demokratiet og i det hele taget deres samfund fra naturen. Hvis vi her kigger på stoicismen, kan vi se en sammenhæng. Der menes i stoicismen, at man skal leve i overensstemmelse med naturen. I denne tankegang ligger der, at man skal afklare sig med universets love, der er kommet af naturen, og at man skal

10

Linje 15

11

Linje 17

12

Linje 21

Side 4

4 afklare sig med den mere personlig ”natur”, altså den menneskelige fornuft. Heri kan vi se en lignende tankegang om naturen som grækerne. Mennesket har fået fornuften og universets love af naturen, som et rationel menneske ifølge stoicismen, skal følge. Man kan argumentere for, at det, der menes i Plinius’ brev, er, at naturen kan gøres til et synonym for fornuften, hvis man kigger med en stoicistisk lup, da de vel har fået deres love ud fra fornuften. Altså ligner Plinius’ tankegang og stoicismens tankegang om naturen hinanden.

b) Sammenlign Plinius’ syn på grækerne med andre romerske opfattelser af grækerne.

Plinius mener, at grækerne engang var et stort og velanset land, men at det nu er forfalden, nærmest dekadent. Cicero har gjort det samme, som Plinius har gjort, i et brev fra hans ad Quintum fratrem, altså han har sendt et brev omkring, hvordan man bør håndtere sine underordnede, i dette tilfælde grækerne. Quintus er blevet sendt ud for at arbejde på Asien. I dette brev lægger Cicero emfase på, at Quintus skal bruge sin humanitas bl.a. på grund af, at grækerne er nogle af de mest civiliserede mennesker. Han mener, at man i det mindste bør give grækerne det, som de har givet til romerne, tilbage; Honor, humanitas og filosofi. Cicero har dog en favorit blandt grækerne; De sicilianske. I hans in Verrem siger Cicero, at de sicilianske ikke har de samme fejl som de andre grækere. Deres væremåde minder ham om de gamle romerske, altså bl.a. dem i den tidligere republik, hvilket er noget, Cicero ser op til. De har tolereret folk som Lepidus i 80 f.v.t. og Antonius i 74 f.v.t., og de har aldrig søgt beskyttelse imod de førnævnte, da de var tilfredse med at være under en romersk kommando, så længe den var romersk. Han snakker desuden om, at grækerne lige nu i forhold til deres indenrigspolitiske affærer bliver ledt af en nærmest korrupt ledelse. Cicero kommer ind på, at Platon mente, at stater kun ville kunne blomstre under ledelse af en person, der har filosofi, virtus, en ordentlig humanitas og andre kernebegreber, for at de kan opnå universa republica, altså Ciceros ideal. De lærde vil så i dette tilfælde være de udvalgte romere, der styrer provinserne.

Altså kan vi her se, at de begge mener, at grækerne er blevet dekadente, men at de har været et så stort og respekteret folk, og at man skal have det for øjne, når man hersker, regam, over dem. Cicero siger dog så, at grækerne stadigvæk har mulighed for at blomstre op under en ordentlig ledelse, så man kan opnå idealet i forhold til universa republica. Det vil altså sige, at Cicero mener, at verden bør styres af lærde mænd, fordi

                                       13 14
den så vil blomstre og opnå sit bedste potentiale.

For at få en modsætning på banen, kan vi se på Cato den ældre (234 – 149 f.v.t.). Dette er en helt anden periode i Roms historie, men jeg har valgt det for at få en diakron aspekt af romersk opfattelse af grækerne

13

Sokrates kaldte sit største potentiale αρετή, altså et objekts eller menneskes tilstand, hvori de er i

den stærkeste og bedste tilstand, de kan være i.
14

http://shadowsgovernment.com/shadows-library/-=New%20Books=-
/Human%20Rigts%20in%20Ancient%20Rome.pdf - Side 37 – 41 og
http://www.indadvendt.dk/2012/02/hvordan-romerne-opfattede-graekerne/

Side 5

5

med. Cato var fortaler for ”mos majorum”, og han var utroligt xenofobisk^{15}. Han var en stor modstander af

indflydelse af græsk kultur, da han ikke mente, at det passede ind i det romerske. Men dette var ikke kun rettet mod de græske, men også meget andet. Han er bl.a. kendt for citatet ” Ceterum censeo Carthaginem esse delendam”, altså at han i øvrigt mener, at Kartago bør ødelægges. For at have et eksempel med modstanden til de græske, kan vi se på et brev fra omkring 180 f.v.t. fra Cato til sin søn, hvori han skriver, at de græske læger blot havde til hensigt at dræbe ham, og at de sågar turde at tage penge for det. Cato havde

nogle andre idealer omkring, hvad der kunne helbrede en person, end de græske læger havde.^{16}

Altså ligner deres ”mos majorum” ikke hinanden. Plinius’ mos majorum betyder, at man skal respektere den indflydelse, man har fået fra de tidligere, altså grækerne. Cato den ældres mos majorum betyder, at man skal vedligeholde de romerske idealer og måde at gøre tingene på, som ikke er blevet påvirket af den græske kultur. Den betydning, jeg har påduttet mos majorum, er ikke nødvendigvis den korrekte ifølge romerne, men den afbilder en lignende tankegang, så man kan få en bedre forståelse af den romerske tankegang og værdi og dens udvikling igennem tiden med henblik på Cato d. Ældre, Plinius d. Yngre og Cicero. Det, jeg pådutter Cicero og Plinius, handler i sin essentielle tankegang om, at man skal have respekt for sine forgængere, og dem, man har fået sine idealer, tankegange og væremåder fra.

For at lave en opsamling, er Plinius og Cicero enige om, at man bør respektere grækerne både i forhold til, hvordan man regerer over dem, og hvordan man bør opfatte dem. De er folk, der nu er dekadente, men de har været store, og deres indflydelse på den romerske kultur er bemærkelsesværdigt, og derfor skal man så respektere dem. Cato er uenig i dette, hvilket vi bl.a. kan begrunde ved, at han er fra en anden tid, altså inden

100 f.v.t., hvor både Plinius og Cicero er fra efter 100 f.v.t.

15

En angst for fremmede

16

https://antikkenshjerne.systime.dk/index.php?id=211