Det Osmanniske Rige - Redegørelse i Historie

Side 1

side 1

Osmannerne formår at skabe et rige så stort og mægtigt, at det selv i dag er beundret af mange.

Derfor er opløsningen af riget også mere interessant, da det giver anledning til spørgsmål om hvorfor et rige så mægtigt ikke kunne vedholde magten og kontrollen. Jeg har villet undersøge tyrkernes storhedstid, og så det som en mulighed for at gå i dybden med noget historie som både er interessant, men også vigtigt for min egen forståelse af det nuværende Tyrkiet.

Jeg har i min opgave valgt at redegøre tiden fra den første osmanner, Osman Ghazi, frem til osmannernes første belejring af Wien og deres voldsomme ekspansion.

Derefter vil jeg komme ind på det osmanniske system, og sultanens funktion. Den harmoniske balance mellem sultan, hær og bønder vil jeg kort beskrive, og afsluttende vil jeg diskutere grundene til begyndelsen af nedgangen af riget efter sultan Süleiman.

Da selsjukkerne, som var gamle nomadefolk fra Centralasien, rykkede ind i det vestlige Anatolien indledte de en permanent hellig krig mod det kristne byzantinske rige, som ghaziere [1].

Blandt selsjukkerne var en høvding ved navn Osman som i 1301 formåede at besejre en byzantinsk hær. Dette gjorde ham kendt som ghazien over alle, og han blev derefter fulgt af mange af Islams andre forkæmpere. Hans slægt opnåede anerkendelse, og de ghazier der kæmpede med Osman kaldte sig osmanli [2].

Orhan Ghazi, søn af Osman, nåede i 1326 den byzantinske grænse, og han gjorde Bursa til hovedstad for osmannerne. Hovedstaden blev senere rykket til Adrianopolis [3] STX 2.g

1

Ghazi- frontkæmper

2 osmanli - osmannisk, deraf osmannerne

3

Adrianopolis, eller også kaldt Edirne

Side 2

side 2

I slutningen af 1300-tallet og den første halvdel af 1400-tallet var Konstantinopel isoleret fra resten af den kristne verden, osmanniske hære havde omringet den byzantinske hovedstad, og Balkan var allerede under osmannisk kontrol.

Mehmed II, også kaldt Fatih, erobrede den 28. maj 1453 Konstantinopel [4]. Mehmed satte en genopbygning af byen i gang, og byen skiftede senere navn til Istanbul. Med denne erobring af en by, som før var så magtfuld, blev det gjort klart at osmannerne havde vist sig som Islams vigtigste forkæmpere.

Efter Murad II’s død i 1481 havde det osmanniske rige en forholdsvis stille periode, hvor der blev etableret en indre stabilitet af riget økonomisk. Efter Selim I’s tiltrædelse i 1512 fulgte en meget krigsfyldt og ekspansiv periode. Selim fik erobret store dele af Irak og hele den østlige kyst af Middelhavet af de egyptiske mamelukker [5], der i 1517 selv overgav Egypten til osmannerne. Samtidig blev store dele af Arabien, inklusiv de hellige byer Mekka og Medina, underlagt osmannerne. Dette gav stort prestige da osmannerne nu også var beskytter af islams største helligdomme.

Kort over det osmanniske rige under Süleiman.

4

Krudtimperierne s. 15

5 mameluk - slavesoldat

Side 3

side 3

Efter Selim I dør i 1520 blev han efterfulgt af Süleiman (), der fik mange navne tildelt som den store, den prægtige og lovgiveren.

Under Süleiman den store opnåede Osmannerriget et højdepunkt og riget en styrke og magt, som aldrig siden er blevet overgået af tyrkere. Han første erobring var det ungarske riges vigtigste forsvarsværk, Beograd. At Frankrig og Tyskland ofte var i indbyrdes krig var til fordel for osmannerne, da Ungarn derfor kun fik en beskeden hjælp fra de kristne stormagter [6]. Allerede året efter i 1522 erobrede Süleiman handelsøen Rhodos fra johanniterne [7]. Erobringen lykkedes efter et halvt års belejring, hvor en hær bestående af over 50.000 mand [8] havde presset johanniterne.

I 1526 blev Ungarn atter besejret ved Mohacs, og blev derefter gjort til vasalstat med stationering af de tyrkiske elitesoldater, janissarerne [9]. Osmannerne fortsatte deres ekspansion nordpå hvor de i 1529 nåede Wien. Belejringen varede i tre uger og byen var ved at overgive sig, men Süleiman måtte give efter for janissarernes krav om en tilbagetrækning inden vinteren satte ind.

Derefter rykkede osmannerne østpå igen, og fik erobret bl.a. Bagdad og resten af Irak kom også under osmannisk besiddelse.

Baggrunden for disse erobringer var både militær styrke og sans for udnyttelse af europæiske og mellemøstlige staters interne konflikter og svagheder. Formålet med den osmanniske krigsførelse var ikke at udslette modstanderne, heller ikke nødvendigvis at omvende dem til Islam, men at gøre dem til tyrkiske vasaller og undersåtter med pligt til at bidrage økonomisk til opretholdelsen af sultanens hof og hans stadig voksende statsapparatet.

6

Krudtimperierne s. 22

7

Johanniterne: En rig ridderorden som oprindeligt havde deres virkefelt i det hellige land, men senere flyttede til

handelsøen Rhodos hvor de kom i besiddelse af store rigdomme.
8

Krudtimperierne s. 24

9

Sultanens elitekorps. Disse janissarer var kapikullari, som betyder, at de var sultanens slaver. De blev rekrutterede af den såkaldte devshirme, som er tyrkisk for andel, når statsledelsen skønnede, at der var behov for nyrekruttering. Dette foregik således, at osmanniske embedsmænd tvangsfjernede et lille udvalg af de bedst begavede og stærkeste drenge i ca. 10-18 års alderen fra de græsk-ortodokse bondefamilier på Balkan og i Anatolien. Drengene gennemgik en flerårig træningsperiode, hvor de blev islamiseret, gennem undervisning i Islam plus omskæring, tyrkificeret, fysisk hærdet, trænet i brug af mange våbentyper og disciplineret i princippet total lydighed over for den regerende sultan.

Side 4

side 4

Sideløbende med de voldsomme territoriale udvidelser organiseredes imperiet med ældre mellemøstlige riger som forbillede. Riget byggede i princippet på balance mellem sultanen, militæret og folket. Al magt udgik fra sultanen. Hans autoritet sikredes af militæret, som beklædte ledende stillinger i rigets administrative enheder. Sultanens og militærets økonomiske behov dækkedes ved inddrivelse af skatter og afgifter fra undersåtterne, som sultanen til gengæld sikrede retfærdighed med udgangspunkt i Islam.

Der var en harmonisk forbindelse i systemet. Bønderne afhang af sultanens beskyttelse, som han fik gennemført ved hjælp af den mægtige hær. Hæren fik rigdomme fra bønderne. Og dertil kom at sultanen ingen magt havde uden hæren. Osmannerne opstillede Retfærdighedens Cirkel, som forklaring på det osmanniske system:

Retfærdighedens Cirkel, ”Krudtimperierne” side 40

                                                                10
I det osmanniske system var sultanen central i alle anliggender. Han var shari’as beskytter og

var eneherskende over riget. Alle var hans slaver og hans magt var absolut.

Under ham var de vigtigste embedsmænd, vesirerne.

Vesir betyder byrdebærer, og indikerer at det var deres opgave at lette byrden fra sultanens skuldre, og rådgive ham i alle statsanliggender. Storvesireren havde også til opgave at overtage sultanens plads, når sultanen ikke var til stede, for eksempel når han besøgte haremmet.

10 shari’a – islamisk lovgivning

Side 5

side 5

En bærende og meget vigtig forskel i udvælgelsen af embedsmænd i det osmanniske styre var, at de udelukkende blev valgt på baggrund af kvalifikationer. Der var ingen krav om at de skulle være af osmannisk slægt. Snarere tværtimod, mange af dem var omvendte kristne, og der var endda også mange af dem der kom fra fattige kår [11].

Islam gjorde ikke krav på et præsteskab eller munkevæsen, men havde alligevel en lignende indflydelse på selve styret. Sultanen kunne styre troens folk, gennem den finansielle støtte de muslimske skoler og moskeer fik fra sultanen, og de indvilgede derfor i ikke at fremlægge udlægninger der gik imod sultanens arv.

Det skabte en afhængighed hos de to parter.

Riget havde gjort et stort indtryk på europæerne. Ikke alene pga. dets størrelse, men også dets unge alder. Den tyrkiske stormagt havde besiddelser i tre verdensdele, og havde fastholdt deres overlegne magt fra begyndelsen.

Forklaringen på osmannernes succes er først og fremmest deres eget talent og styrke, og ikke så meget deres modstanders svagheder. Den mest fremherskende faktor i succesen er deres enorme militær. Militæret var anført af godt uddannede soldater som brændte for at gå i kamp af religiøse grunde, og med viden om at de ville blive betalt med jord. Det frygtede og overlegne militær bestod af forskellige delinger.

                                               8        12
I 1585 bestod 80.000 af de 280.000 soldater af janissarrere , sipahiere , og en række

våbensmede, artillerister, janissarkadetter, hestepassere, tjenere, pager, læger og andre. Disse udgjorde den del af hæren som blev betalt personligt fra skattekammeret. De resterende 200.000 ryttersoldater, eller timarer, blev betalt med jordbesiddelser [13].

Det osmanniske riges fjender havde i løbet af 1500-tallet vokset sig stærkere, og de europæiske landes hære havde udviklet deres våben. Ikke alene skulle osmannerne kæmpe imod

11

Krudtimperierne s. 38

12 ryttersoldater, var slaver i modsætning til størstedelen der var frie muslimer.

13

Krudtimperierne s. 26

Side 6

side 6 safaviderne [14] i øst, men også imod Europa i vest. Blandt de indspillende faktorer til nedgangen var, at en forhøjet skat som skulle indbringe staten flere penge, blot resulterede i at en inflation opstod, og at skatten derefter blev yderligere forhøjet. I stedet for at fokusere på at stabilisere de besiddelser de i forvejen havde, søgte osmannerne en konstant ekspansion [15].

Forklaringen for nedgangen var uklar for de samtidige tyrkiske historieskrivere. De mente at det var Retfærdighedens Cirkel der var i uorden [16].

En af de mest fremtrædende grunde til rigets nedgang var den dårlige ledelse af styret. Da sultanen var eneherskende, var karakteren af hans person yderst vigtig for resten af riget. De fleste af sultanerne efter Süleiman var svage herskere, som enten var drikfældige, tilbragte det meste af tiden hos kvinderne i haremmet, på jagt eller blot uduelige.

Dette førte til strid blandt lederne ved paladset, og dette førte til usikkerhed i styret eller korruption. Efter at man var holdt op med brødremord i forbindelse med den nye sultans tiltrædelse, blev sultansønnerne opdraget ved paladset af embedsmænd eller haremmets kvinder.

Det at sønnerne skulle indsamle erfaring ved deltagelse i felttog og deres læretid som provinsguvernører, blev afskaffet, og nu var en ny sultan altså uden erfaring i styring af rigets anliggender, og han blev derfor et lettere bytte for folk, der måske havde andre hensigter end rigets bedste.

Problemerne indenfor paladset var tydelige, såvel som dem udenfor. Sultanens forsømmelse af udfyldelsen af positionen som hersker var tydelige for embedsmændene, men der blev ikke sat en hårdere og mere koncentreret skoling af sultankandidaterne ind.

Den høje skat skabte en ond cirkel, hvor der samtidigt var et konstant forsøg på udvidelse af riget, selvom der egentlig ikke var penge til finansieringen af dette. Specielt eftersom, at riget led af en dårlig økonomi.

Jeg har redegjort perioden fra Osmans sejr over den byzantinske hær i 1301 frem til året for Wien første belejring i 1529. Jeg har behandlet det osmanniske riges system, hvor jeg er kommet

14

Perserne

15

The Ottoman Empire s. 34

16

Krudtimperierne s. 47

Side 7

side 7 ind på sultanen, hæren, det muslimske element i styret, og har kort beskrevet Retfærdighedens Cirkel.

Til slut har jeg kommet med en begrundet vurdering af hvorfor riget oplevede nedgang efter Süleimans regeringstid.

Min egen vurdering af årsagen til rigets nedgang er at den oprindelige intention om at skabe et islamisk verdensrige gik tabt, samtidig med at sultanerne fik mindre uddannelse og den islamiske lovgivning shari’a blev tilsidesat for regeringens egen grådighed.

Side 8

side 8

Krudtimperierne – Osmanner Safavider Moguler 1500 – 1700, skrevet af Jørgen Mentz. Udgivet i

1994 ved forlaget systime a/s

De Arabiske Folks Historie, skrevet af Albert Hourani på dansk ved Helle Lykke Nielsen. Udgivet i 1994 ved forlaget Gyldendals.

The Ottoman Empire, 1700 – 1922, skrevet af Donald Quataert. Udgivet i 2000 ved Cambridge UNIVERSITY PRESS