Robespierre og terrorregimet

Side 1

2

Opgaveformulering

En kort redegørelse for hovedpunkterne i den Franske Revolution.

En analyse af Robespierres rolle i revolutionen, gerne med inddragelse af taler.

En vurdering af om terrorregimet forråder revolutionens idealer (menneskerettighederne).

Side 2

3

Indholdsfortegnelse

Opgaveformulering………………………..……………………………………………………….2

En dag under den franske revolution…………………………………………………………..4

Tiden op til Terrorregimet….………………………………………………………………………..4

Robespierre og Velfærdsudvalget………………………………………………………………..5

Robespierres fald……………………….………………………………………………………………..8

Revolutionens paradoks…………….………………………………………………………………..8

Endnu en dag under den franske revolution………………………………………………10

Litteraturliste……………………………………………..………………………………………………11

Resumé……….……………………………………………..………………………………………………13

Bilag…………….……………………………………………..………………………………………………14

Side 3

4

En dag under den franske revolution

Den 27. juli 1793 mødtes en køn hvidhåret mand ved navn Maximilien Robespierre med de andre medlemmer fra Velfærdsudvalget. Den franske revolution var denne dag ved at gå ind i sin 2. fase med udvælgelsen af Robespierre som medlem af dette betydningsfulde udvalg. Et valg der for evigt vil være nedskrevet i Frankrigs historie. På kun et år med Robespierre som det mest dominerende medlem af udvalget blev der henrettet mellem 20.000 og 50.000

”modstandere af revolutionen”^{1}. Dette rejser naturligvis spørgsmålet: ”Hvordan kunne det

dog ske?”. Denne opgave vil forsøge at give svaret på dette spørgsmål.

Tiden op til Terrorregimet

Terrorregimet under den franske revolution er en betegnelse for tidsrummet september 1793 til Robespierres fald i juli 1794. Frankrig var på denne tid i praksis styret af Maximilien Robespierre i kraft af hans dominerende rolle i Velfærdsudvalget.

Den franske revolutions første fase var nyligt overstået. Borgerskabet og bønderne havde fået nok af den undertrykkelse, de var blevet påtvunget fra de gejstliges og adeliges side.

Denne undertrykkelse førte i 1789 til den franske revolution, under hvilken de gejstlige og adelige mistede store dele af deres rettigheder. Magten blev under samme revolution overført til den demokratisk valgte Nationalforsamling. I årene inden den franske revolution havde den politiske suverænitet ligget hos den enevældige konge Louis XVI, der under samme revolution blev henrettet bl.a. på baggrund af argumenter fra Robespierre.

Nationalforsamlingen, der havde overtaget det franske styre, arbejdede efter dens opret-telse med fuld udblæsning for at holde styr på den franske nation. De primære opgaver bestod i at skrive en ny konstitution, undgå en truende finanskrise og frem for alt sikre den alminde-lige borger frihed og lighed. Problemerne hobede sig dog gradvist op, da Frankrig kom i krig med andre europæiske stormagter som Østrig, Preussen, Ungarn, England, Holland og Spa-nien.

1

Hugh Gough – The Terror in the French Revolution s. 77 (1998)

Side 4

5

Situationen blev forværret, da kontrarevolutionær aktivitet bredte sig rundt omkring i landet. En utilfredshed med den nye stat opstod bl.a. på grund af henrettelsen af kongen og regeringens såkaldte ”afkristningskampagner”. Da disse problemer begyndte at hobe sig op valgte Konventet, der havde erstattet Nationalforsamlingen i 1792, den 6. april 1793 at op-rette Velfærdsudvalget. Dette udvalg skulle bestå af 9 medlemmer fra Konventet og havde til funktion, som det står beskrevet i loven om oprettelsen af Velfærdsudvalget, at:

≫ §2: Dette udvalg forhandler i hemmelighed. Det er bemyndiget til at overvåge og fremskynde den administration, der er overdraget det provisoriske udøvende råd, hvis forordninger det endog kan suspendere, hvis det skønner, at de er imod den nationale interesse, dog skal konven-tet straks underrettes herom.

§3: Det er bemyndiget til i nødsituationer at træffe forsvarsforanstaltninger indadtil og udad-til. Forordninger, som er underskrevet af flertallet af de forhandlende medlemmer, dog ikke un-der to tredjedele, skal straks iværksættes af det provisoriske udøvende råd. Det kan ikke udstede arrestordre undtagen mod dets egne embedsmænd uden straks at give Konventet underretning

herom. ≪^{2}

Som det ses ud fra disse to paragraffer fra loven om oprettelse af Velfærdsudvalget den 6.

april 1793, var Velfærdsudvalgets primære opgave at sikre de revolutionære loves overle-velse og implementering. Dette blev i praksis gjort ved henrettelse eller fængsling af alle, der førte ”statsfjendtlig aktivitet”. Det var dog først ved Robespierres udnævnelse til Velfærds-udvalget, at denne opgave for alvor blev ført igennem.

Robespierre og Velfærdsudvalget

Robespierre havde under revolutionen spillet en central rolle. Han havde været et højtstående medlem af både Nationalforsamlingen og Nationalkonventet, og han havde i den egenskab været med til at styre den retning revolutionen førte hen til. Han var en intelligent mand, der på grund af hans stærke tro på sine egne idealer inspireret af oplysningsfilosoffer som Jean-

2

Niels Høffding - DEN FRANSKE REVOLUTION: 1. Kilder og tekster s. 70 (1982)

Side 5

6

Jacques Rosseau og Montesquieu havde fået tilnavnet ”Den Ubestikkelige”. Robespierre så revolutionen som en mulighed for at få gennemført disse idealer om frihed og lighed, og hans passion tillod intet at stå i vejen for ham. Med ordet som våben gik Robespierre til angreb på revolutionens fjender i sin tale for Konventet den 25. december 1793: ”Principperne for Revolutionsregeringen”.

Denne berømte tale for Konventet indeholder den veltalende Robespierres forsvar og begrundelse for Velfærdsudvalgets aktiviteter. Robespierre lægger i stor grad vægt på forskel-len mellem en konstitutionel regering og en revolutionær regering. Hvor en konstitutionel regerings primære formål er at beskytte borgernes friheder, er en revolutionær regerings pri-mære formål at sikre revolutionens overlevelse og at skabe orden i riget igen. Dette begrun-der han ved at gøre lytterne opmærksomme på, at revolutionærregeringer altid vil have mange fjender, der vil forsøge at undergrave regeringen for at genindføre de gamle normer.

Disse kontrarevolutionære beskriver Robespierre som regeringens, revolutionens og frem for alt folkets fjender. For at beskytte de lovlydige borgere er den revolutionære regering således nødt til at straffe alle, der tager del i kontrarevolutionær aktivitet.

Retorisk er Robespierre et geni. I sin egenskab af titlerne ”Revolutionens Forkæmper” og ”Den Ubestikkelige” besidder han en stærk etos, når han snakker om revolutionen. Robespi-erre benytter sig derudover både af logos og patos. I hans forsøg på at retfærdiggøre Vel-færdsudvalgets aktiviteter bruger han mange logiske argumenter ved at stille en konstitutio-nel regering op imod en revolutionær regering. Han benytter argumenter, som folk allerede har accepteret som sandheder som f.eks., at en revolutionær regering har mange fjender, der forsøger at undergrave dens autoritet. Dette punkt er også meget centralt i Robespierres brug af patos. Trods de mange logiske argumenter formår han at påvirke lytterne følelsesmæssigt ved at give dem en fjende at frygte. Robespierre formår at rejse folket op for at modkæmpe revolutionens fjender, som ifølge Robespierre kun fortjener endnu et følelsesmæssigt ladet ord: døden. Alt i alt er det dog logos, der dominerer hans appel. Hele uddraget af talen kan ses på bilag 1.

Talen beskriver meget nøje hele Robespierres tankegang. Han er en meget idealistisk per-son, og han ønsker at kæmpe for revolutionen. Den beskriver også meget vel begrundelsen for Robespierre og Velfærdsudvalgets udrensninger. Når man har et mål, er man nødt til at kæmpe for det. Denne kamp blev under Terrorregimet taget meget seriøst. Robespierre beskriver kampen under sin mest berømte tale for Konventet den 5. februar 1794 således:

Side 6

7

≫Udefra er vi omringet af despoter. Indefra konspirerer alle tyranniets venner. De vil fortsætte med at konspirere, indtil kriminalitet er frataget al håb. Det er nødvendigt at udrydde både de ydre og indre fjender af republikken eller at gå til grunde i dens fald. I denne situation bør vores primære politiske maksime være, at man leder folket med fornuft og folkets fjender med terror.

Hvis drivkraften i et folkestyre er dyd i fredstid, da er det under en revolution både dyd og terror: dyd, uden hvilken terror er destruktiv, terror, uden hvilken dyd er ineffektiv. Terror er bare retfærdighed, der er hurtig, streng og ufleksibel; den er derfor en udløber af dyd; den er mindre et selvstændigt princip end konsekvensen af demokratiets generelle princip anvendt på

fædrelandets mest presserende behov. ≪^{3}

Endnu en gang ses et eksempel på Robespierres fantastiske brug af både patos og logos.

Han benytter sig af følelsesmæssigt stærkt ladede ord som terror og dyd, og han formår endnu en gang at samle lytterne imod revolutionens fjender. Det er dog igen logos, der er den dominerende faktor. Han beskriver logisk nødvendigheden af terror for at bevare dyden i den nydannede republik. Folkets fjender skal håndteres hurtigt og med fast hånd for at bevare republikkens eksistens.

Formålet med begge taler er meget tydelige. Robespierre ønsker at retfærdiggøre de aktiviteter, som Velfærdsudvalget efter hans mening er nødt til at foretage for at sikre revolutionens overlevelse. Han udnytter tilstedeværelsen af en såkaldt ”revolutionens fjende” for at samle revolutionens folk til kamp mod denne.

Robespierres taler havde stor indflydelse på den franske revolutions forløb. Det er ikke muligt at sige med sikkerhed, hvordan den franske revolution ville have forløbet uden Robespierre, men det er usandsynligt, at den ville have udviklet sig helt så radikalt uden en så kompromisløs og idealistisk person som frontkæmper.

3

http://www.historienu.dk/antiterror2.pdf

Side 7

8

Robespierres fald

I takt med at Velfærdsudvalget blev mere og mere aktiv i dets udrensning af revolutionens fjender, begyndte en frygt at sprede sig hos befolkningen. Ingen kunne vide sig sikre. I takt med at frygten for terroren spredte sig, begyndte en utilfredshed med Robespierre og Velfærdsudvalget også at sprede sig. I lang tid var der dog kun få, der turde stå frem og tale imod dem, da man i så fald efter al sandsynlighed ville blive henrettet.

Utilfredsheden blev forstærket den 10. juni 1794, da Robespierre fik gennemtvunget en lov, der gjorde Velfærdsudvalget i stand til at henrette borgere på baggrund af en mistanke om kontrarevolutionær aktivitet alene. I praksis fik denne lov fordoblet antallet af henrettelser.

Utilfredsheden med Robespierre havde på dette tidspunkt nået højder, der gjorde dem umulige at ignorere. Som kontrareaktion skrev han en tale for Konventet, hvor han forsvarede sine handlinger og advarede Konventet imod en konspiration imod republikken. Denne konspiration fik ifølge Robespierre opbakning af adskillige medlemmer fra Konventet, hvis navne han dog nægtede at nævne. Dette var en meget kritisk fejlbedømmelse fra Robespierres side, da størstedelen af konventsmedlemmerne begyndte at frygte for deres egen sikkerhed.

Under en tale af Robespierres sammensvorne Saint-Just begyndte konventsmedlemmerne at råbe anklager imod de to. Robespierre forsøgte at forsvare sig, men kunne ikke finde ordlyd under de mængder af anklager, der blev råbt imod ham. Utilfredsheden rettet imod Robespi-erre havde nu kulmineret, og han blev sammen med andre medlemmer af Velfærdsudvalget erklæret fredsløse. Hans henrettelse blev sat til dagen efter. Robespierre forsøgte at begå selv-mord natten før sin henrettelse ved at skyde sig selv, men han ramte i stedet sin kæbe, som blev skudt af.

Således gik det til, at Robespierre, der kun 24 timer tidligere havde været den mægtigste mand i Frankrig, den 28. juli 1794 blev henrettet.

Revolutionens paradoks

Men hvordan kunne det dog gå til, at en mand, der fuldt ud troede på revolutionens idealer om frihed og lighed, i praksis blev en undertrykkende diktator? Et af den franske revolutions

Side 8

9 hovedpunkter var ”Erklæringen om menneskerettighederne” som Robespierre i sin egenskab af medlem af Nationalforsamlingen var med til at formulere. Denne erklærings andet punkt siger:

≫Enhver politisk sammenslutnings mål er bevarelsen af menneskenes naturlige og umistelige

                                                                              4
rettigheder. Disse er: frihed, ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse≪

Det kan på baggrund af denne erklæring, som Robespierre var med til at skrive, være svært at forstå, hvorfor han valgte at undertrykke det franske folk ved brug af magt. Det ser jo umid-delbart ud som om, at Robespierre forrådte revolutionens idealer, men dette bedømmer jeg dog ikke til at være fyldestgørende. Ud fra analyse af hans taler er det tydeligt, at Robespierre ønsker et ”dydssamfund”, hvor frihed og lighed er tilgængelig for hele befolkningen. Dette dydssamfund er dog ifølge Robespierre ikke noget, der kommer automatisk under krisetider.

Som før nævnt var Frankrig i krig med store dele af Europa, og inden for landets grænser konspirerede revolutionens fjender. Dette tolkede Robespierre med god grund som en krise-tilstand, der krævede en fast hånd at få rettet op på. Når så krisen var afværget og revoluti-onens fjender nedkæmpet, ville man være i stand til at udfase terroren.

For Robespierre helliger målet således midlet. I stedet for at forråde revolutionens idealer og menneskerettighederne var han snarere villig til at gå midlertidigt imod dem for at sikre deres overlevelse i fremtiden.

Det skal dog også pointeres at på trods af Robespierres gode mening med terroren, så gik han for vidt i sin kamp mod revolutionens fjender. Når man udøver terror til det punkt, hvor ikke kun revolutionens fjender, men også dens allierede begynder at frygte henrettelse, vil man kun skabe flere fjender. Dette blev bl.a. bekræftet, da Robespierres tidligere allierede vendte ham ryggen og begyndte at kæmpe imod ham.

Alt i alt kan en fast hånd godt retfærdiggøres, når man står i spidsen for en revolution.

Denne retfærdiggørelse kræver dog, at man er i stand til at bedømme, hvornår revolutionen er ovre, og folket er parat til at tage over igen. Hvis ikke lederen for revolutionen er parat til at give slip på magten igen, vil nationen udelukkende gå fra det ene diktatur til det andet. Dette

4

Niels Høffding - DEN FRANSKE REVOLUTION: 1. Kilder og tekster s. 37 (1982)

Side 9

10 er ikke kun gældende for Robespierres tilfælde, men er en kendsgerning, der har været gæld-ende for adskillige diktatorer i tidens løb som bl.a. Lenin, Gadaffi, Mugabe og Pol Pot.

Endnu en dag under den franske revolution

Den 28. juli 1974 blev en hvidhåret mand sammen med 20 andre dødsdømte ført mod guillotinen på Revolutionspladsen i Paris. Denne mands navn var Maximilien Robespierre.

Tilskuerne til henrettelsen vidste alle, hvem han var. Under den franske revolution havde han været medlem af Nationalforsamlingen, der i princippet ledte revolutionen. Da det franske monarki var blevet afskaffet, havde Robespierre været frontfigur under indførelsen af det nye system. Han var endda også en af frontfigurerne i sagen om den gamle konges henrettelse.

Der var skam ingen, der ikke vidste, hvem Robespierre var.

Det var dog ikke hans aktiviteter i den første fase af revolution, som befolkningen dømte ham for. Hadet, der blev rettet mod ham i dette øjeblik, skyldtes i stedet hans aktiviteter som medlem af Velfærdsudvalget i revolutionens anden fase. For at sikre revolutionens overle-velse havde Robespierre slået hårdt ned imod revolutionens fjender. Ved hjælp af hans vel-skrevne taler var det lykkedes Robespierre at forsvare den terror, han og Velfærdsudvalget udøvede imod store dele af befolkningen.

Om han havde udøvet terroren for sin egen vindings skyld eller for revolutionens, var der ingen, der vidste. Der var dog ingen tvivl om, at denne mand, der snart skulle møde sit ende-ligt, fuldt ud troede på revolutionens idealer om frihed og lighed. Han værdsatte idealerne på en så fanatisk måde, at han var parat til at henrette enhver potentiel fjende imod revolutio-nen. I sidste ende var han blot en entusiastisk idealist, hvis magt og fanatisme gjorde ham til revolutionens farligste person.

Side 10

11

Litteraturliste

Hugh Gough – The Terror in the French Revolution (1998)

Hugh Gough er en emeritus professor i historie fra Dublin Universitet i Irland. Han er således en troværdig kilde, da han i egenskab af sin uddannelse må besidde en stor viden om historie.

Niels Høffding – Friheden eller døden: Den franske Revolution (1989)

Niels Høffding – DEN FRANSKE REVOLUTON: 1. Kilder og tekster (1982)

Niels Høffding – DEN FRANSKE REVOLUTION: 2. Vurderinger og synspunkter (1982)

Niels Høffding er lektor og cand. mag. i historie, kunsthistorie og dansk fra Københavns Universitet. Han har bl.a. studeret historie i Paris, så han er en troværdig kilde, da han i egen-skab af sin uddannelse må besidde stor viden om emnet. Han er derudover også forfatter til adskillige bøger om den franske revolution, hvilket indikerer, at han kender meget til stoffet.

Anders Bjørn – LEVE REVOLUTIONEN!: det revolutionære Frankrig 1789-99 (1999)

Anders Bjørn er historie- og religionslærer på Christianhavns Gymnasium. I egenskab af sin profession og uddannelsen, der ligger bag, må Anders Bjørn være en troværdig kilde.

Torben Juncker – DEN STORE REVOLUTION DAG FOR DAG (1972)

DEN STORE REVOLUTION DAG FOR DAG (1972) er en lærebog, hvis primære målgruppe er gymnasieelever. Jeg bedømmer den således til at være troværdig.

Inge Adriansen m.fl. - Fra oplysningstid til Imperialisme (2007)

Denne bog er skrevet af syv forskellige forfattere alle med en historisk baggrund. Den enkelte

forfatters uddannelse kan findes på www.fokus.gyldendal.dk/fokus2/index.html. Denne bog

besidder en stærk troværdighed, da den er skrevet ikke alene af en, men af mange forfattere, hvor alle har en historisk uddannelse.

Klaus Larsen – Robespierre (tidsskrift fra Samvirke 1994 Årg. 67, nr. 5)

Side 11

12

Klaus Larsen er journalist og virksomhedshistoriker. Endnu en gang betyder dette en stærk troværdighed, da historikere i egenskab af deres arbejde må besidde en stor baggrundviden om emnet.

http://www.historienu.dk/antiterror2.pdf

Denne hjemmeside er baseret på en tekst skrevet af ph.d. Mikkel Thorup, der er ansat på År-hus Universitet under Afdeling for idéhistorie. Dette giver Mikkel Thorup og således hjemmesiden en stor troværdighed.

http://www.fordham.edu/halsall/mod/robespierre-terror.asp

www.fordham.edu er den officielle hjemmeside for Fordham Universitet i New York. Teksten om Robespierre er taget ud fra ”Internet Modern History Sourcebook”. Denne online bog er en del af projekt, der spænder over hele den vestlige verdens historie fra reformationens tid op til i dag. Projektet er en sammenskrivning af adskillige forskellige historiebøger, som projek-tets ledere finder troværdige. Jeg bedømmer således selv, at denne hjemmeside er troværdig, da den i princippet er resultatet af mange anerkendte historiebøgers materiale.

Side 12

13

Resumé

Efter monarkiets afskaffelse under den franske revolution overgik magten til den demokratisk valgte Nationalforsamling. Denne demokratiske instans havde til opgave at holde styr på samfundet efter systemskiftet. Denne opgave blev videregivet til det nyoprettede Velfærdsud-valg med idealisten Robespierre i spidsen. Robespierre slog med magt hårdt ned på alle revolutionens fjender, hvilket i sidste ende gjorde ham selv så upopulær, at Nationalkonventet fik ham henrettet.

Robespierre var en stærk idealistisk person, hvilket tydeligt ses i hans taler. Han var en dygtig taler, der hovedsageligt benyttede appelformen logos, selvom hans taler dog også inde-holdt patos og etos.

Hans voldsomme udrensninger af fjender kan tolkes som forræderi imod revolutionens idealer og menneskerettighederne. Dette, mener jeg dog, kan diskuteres. Udrensningerne blev gennemført netop for at beskytte idealerne. Revolutionen var reelt truet fra flere fronter, og Robespierre forsøgte blot at beskytte den, selvom han dog gik for vidt i hans håndtering af krisen.

Side 13

14

Bilag

Principperne for Revolutionsregeringen

Maximilien Robespierres tale til Konventet den 25. december 1793

≫Borgere og folkerepræsentanter! (…) Regeringens opgave er at lede alle nationens moralske og fysiske kræfter hen imod det mål, for hvis skyld den er blevet oprettet. Den konstitutionelle regerings formål er at bevare republikken. Revolutionsregeringens formål er at grundlægge den.

Revolutionen er frihedens krig mod sine fjender. Forfatningen er den sejrrige og fredelige friheds herredømme. Revolutionsregeringen må udfolde en usædvanlig energi, netop fordi den fører krig. Den er underkastet mindre ensartede og mindre strenge regler, fordi de forhold, hvorunder den virker, omtumlede og stadig skiftende, og især fordi den er nødt til uophørlig at gribe til nye og hurtige midler for at afværge nye og overhængende farer. Den konstitutionelle regering beskæftiger sig især med den enkelte borgers frihed; revolutionsregeringen især med statens frihed. Under det konstitutionelle styre er det næsten tilstrækkeligt at beskytte individerne mod overgreb fra statsmagten; under det revolutionære styre er statsmagten nødt til at forsvare sig selv mod alle de oprørere, som angriber den. Revolutionsregeringen skylder de gode borgere, al

                                                             5
den beskyttelse, staten kan give. Folkets fjender skylder den kun døden. ≪

5

Inge Adriansen m.fl. - Fra oplysningstid til Imperialisme s. 81 (2007)