Et eksempel fra STX 1.g
Stor opgave i Historie om Cubakrisen
Brug materialet til at undersøge opbygning, metode og faglige valg.
Lær af eksemplet på 15 minutter
Læs med de tre spørgsmål herunder, og skriv et kort svar på hvert, gerne med et sidetal. Så har du noget konkret at tage med over i din egen opgave.
- 4 min
Find problemformuleringen. Spørger den om en årsag, en udvikling eller en vurdering?
- 4 min
Find en kilde, opgaven bruger. Står der, hvem der har lavet den, hvornår og hvorfor?
- 4 min
Find et sted, hvor opgaven forklarer i stedet for at fortælle. Hvilke årsager peger den på?
- 3 min
Din egen opgave: Hvilken kilde i din egen opgave er du i tvivl om, og hvad ved du om, hvem der lavede den?
Skal du selv skrive historieopgave? Metoden står her: Historisk metode: undersøg og forklar
Om opgaven
Ophavet er ikke dokumenteret for denne post. Katalogoplysninger: STX 1.g, Historie A, 14 sider. Brug materialet til at se, hvordan teksten er bygget op, og hvilke faglige valg der er truffet.
Læs, hvilke metoder historie giver dig, og hvad du kan skrive en stor opgave om: Historie i gymnasiet.
Hele opgavens tekst
Se originaldokumentetLæs teksten direkte her på siden. Figurer og den præcise opsætning af tabeller og formler finder du i originaldokumentet.
Gå til en side
Side 1
Indholdsfortegnelse
1. Indledning .......................................................................................................... 1
2. Det nye Cuba – og konsekvenserne deraf ...................................................... 1
2.1 Fidel Castros revolution
2.2 Samarbejdet med Sovjet
2.4 Truslen mod USA
3. Begyndelsen – og afslutningen ......................................................................... 4
3.1 Cubakrisens forløb – og de politiske beslutninger undervejs
3.2 Kennedys tale
3.3 Brevudvekslingen mellem de to verdensherrer
4. Konklusion: den egentlige vinder? .................................................................. 6
4.1 Cubakrisen i historisk perspektiv
Litteraturliste ..................................................................................................... 8 Normalsider: 11,1
Side 2
1. Indledning
Aldrig har verden været så tæt på en atomkrig som under Cubakrisen i 1962. Spændinger mellem de to stormagter, Sovjetunionen og USA, var på sit højeste. Men efter 13 hektiske dage ophørte krisen.
I min opgave er mit primære formål at undersøge, hvorfor USA handlede, som de gjorde. Derfor ligger mit fokus også overvejende hos USA.
Først vil jeg gå lidt tilbage inden Cubakrisen og redegøre for, hvorfor Cuba overhovedet kom i fokus hos de to stormagter. Endvidere vil jeg analysere Kennedys politiske beslutninger vha. kilder
(jf. litteraturliste). Til sidst vil jeg vurdere Kennedy som den egentlige vinder.
2. Det nye Cuba – og konsekvenserne deraf
2.1 Fidel Castros revolution
I 1940 blev Fulgencio Batista valgt som Cubas nye præsident. Han kom til magten via hans kritik af det kapitalistiske USA, som ejede en stor del af sukkerplantagerne på Cuba. Men efter han vandt, blev hans politik præget af diktatoriske tanker, og han undertrykte sit folk i stedet for.
I 1950’erne samlede en sagfører fra Mexico, Fidel Castro, andre revolutionære og gjorde oprør mod Batistastyret. Nytårsdag 1959 indtog Castro magten på Cuba. Han lovede folket sociale reformer og et demokratisk styre. Denne tankegang blev anerkendt af USA.
Castros løfter om retfærdighed for folket kunne ikke realiseres, så længe størstedelen af sukkerplantagerne og andre fabrikker ejedes af amerikanere. Castro nationaliserede disse landstykker, men lovede den amerikanske regering, at han ville betale erstatninger. Men da de udeblev, var USA klar over, at Castro nærmede sig en kommunistisk tankegang – han ønskede at være uafhængig af USA.
USA's daværende præsident, Dwight Eisenhower, besluttede at skære ned på sukkerimporten, men da Cuba ikke lod sig berøre af dette, blev den lukket helt ned sammen med al eksport i 1961. [1]
2.2 Samarbejdet med Sovjet
Efter Castros brud med USA, så Sovjetunionen en mulighed i at starte et samarbejde med Cuba..
Hidtil var kun den østlige halvkugle præget af de kommunistiske og socialistiske tankegange, men et samarbejde med Cuba ville åbne op for en kommunistisk plet på den vestlige halvkugle – og
1
SA, s. 9-10 (kilde til hele kap. 2.1)
Side 3
oven i købet tæt på USA.^{2} Desuden ville det åbne op for endnu en mulighed til at indhente USA idet oprustningskapløb, der længe havde været i gang mellem de to stormagter.
Desuden var Castro desperat efter en ny samhandelspartner. Han var nødsaget til at finde støtte hos et kommunistisk land, så han undgik en statslig indgriben fra USA.
Khrusjtjov tilbød Cuba hjælp. Han ville købe alt det sukker, Cuba producerede de næste to år. Som betaling ville Cuba få våben og maskiner. Khrusjtjov tilbød også store lån, som Castro kunne købe
3 russisk olie for. Det stod nu klart, at et samarbejde mellem Castro og Khrusjtjov var etableret.
2.3 Truslen mod USA
Det faktum, at Cuba samarbejdede med Sovjetunionen, var en kæmpe trussel for USA. For amerikanerne var kommunismen hovedfjenden. Den var indtruffet i Latinamerika og kommet for
tæt på USA.^{4} Der var kun én ting at gøre: bekæmpe Castro og udrydde den kommunistiske plet ivesten.
Da Kennedy kom til magten d. 20. januar 1961, får han at vide, at der er udarbejdet en plan for en invasion i Cuba. Den var udtænkt af CIA, USA’s efterretningsvæsen, og havde ca. 1500 eksilcubanere til rådighed, der var klar til at invadere Cuba og vælte Castro af pinden.
Kennedy og Allan Dulles (chef for CIA) var sikre på, at når et oprør mod Castro var begyndt, ville
resten af cubanere bakke op om oprøret.^{5} Dog besluttede Kennedy, at den amerikanske indflydelseskulle holdes hemmeligt. Desværre mislykkedes hele missionen. Da eksilcubanerne nærmede sig Svinebugten, blev de skudt i sænk af cubanere – deriblandt Castro. Eksilcubanernes admiral bad om amerikansk flystøtte, men Kennedy afviste med den begrundelse, at han endnu ikke ønskede
6 offentliggørelse af den amerikanske indflydelse. Dette var dog afsløret for enhver.
Efter Svinebugtaffæren følte Kennedy sig ydmyget, og han gav derfor sin bror, Robert Kennedy, tilladelse til at starte ”Operation Mongoose”, hvor de trænede agenter til at ave sabotage og udføre
7 øvelsesinvasioner, hvor de skulle vælte en diktator kaldet Ortsac – altså Castro stavet bagfra.
Disse øvelser og sabotager skulle distrahere Castro og Khrusjtjov. Det lykkedes også, for disse to
8 troede nu, at der snarest ville komme en egentlig invasion fra USA.
2
DR
3
PC, s. 15
4
SA, s 11
5
PC, s 15
6
PC, s. 18
7
PC, s. 24-25
8
DR
Side 4
3. Begyndelsen – og afslutningen
3.1 Cubakrisens forløb – og de politiske beslutninger undervejs
D. 16. oktober: Kennedy bliver informeret af CIA om, at U2-spionfly har afsløret opstilling af sovjetiske raketter på Cuba d. 14. oktober. Man mener, at enten har Cuba tilladt opstillingen af disse
9 våben, fordi Castro har følt, at han sad i moralsk gæld til Khrusjtjov,
eller også har Cuba selv bedt om at få disse våben fragtet til Cuba som forsvarsvåben mod USA. [10]
Efter afsløringen samler Kennedy sine fortrolige medlemmer i ExComm, Executive Committee Meeting [11], og drøfter, hvordan USA bør reagere. Robert McNamara, forsvarsministeren, fremligger fire mulige reaktioner USA - og dermed Kennedy - kan vælge imellem. Enten kan USA vælge at forhandle med Castro og Khrusjtjov, men McNamara understreger, at denne mulighed synes at være umulig at gennemføre. Han mener derimod, at en blokade, en invasion eller et militært indgreb er mere realistiske. Kennedy træffer ikke noget endeligt valg, men han beordre, at hverken offentligheden eller Sovjetunionen må vide, hvilken viden USA er i besiddelse af. [12] Efter mødet med ExComm råder Kennedys personlige rådgiver, Kenneth O’Connel, ham til at forsætte sine møder og rejser rundt i USA, da midtvejsvalget snart står for skud. ExComm må altså selv afholde møder. På den måde sikre Kennedy sig også, at medlemmerne giver deres rigtige meninger til kende, og ikke blot det, de mener, Kennedy ønsker at høre.
Man kan umiddelbart undre sig over, hvorfor Kennedy valgte ikke at offentliggøre hans nye viden, men dette var taktisk smart. Hvis den amerikanske befolkning ikke vidste noget om den trussel, der nu befandt sig på Cuba, ville de holde sig i ro, og han kunne få tid til at tænke tingene igennem
D. 18. oktober: Kennedy har møde med den sovjetiske udenrigsminister, Andrej Gromyko. Han
13 holder stadig inde med hans viden om de sovjetiske missiler.
9
DR
10
Thirteen Days
11
ExComm var en komité, som Kennedy etablerede under Cubakrisen. Den var hemmelig^{12}12
Faktalink
13
PC, s 32
15
Thirteen Days
Side 5
D. 19. oktober: Kennedy koncentrerer sig næsten fuldt ud om møderne i ExComm. Han afbryder sit ophold i Chicago og rejser i stedet hjem til Washington. Diskussionerne om, hvordan USA bør
14 reagere er stadig på sit højeste.
Der er fortalere for alle tre muligheder.
D. 20. oktober: Kennedy beslutter, at den foreløbige løsning vil være en blokade af fragtskibe på vej til Cuba. De vil blive standset af amerikanske fartøjer og offensive våben vil blive konfiskeret! [15] Der kan være flere grunde til, at Kennedy traf beslutningen om at starte en blokade. Han har garanteret overvejet alle tre reaktioner og forsøgt at forudse, hvordan Sovjet ville besvare deres reaktion.
En invasion af Cuba ville være sidste udvej for USA, men hvorfor ikke forsøge inden da at udrede problemerne mere fredeligt? Så valget har stået mellem et overraskelsesangreb eller en blokade.
Det militære angreb mente mange i ExComm var en mulighed.^{16} Dette ville destruere de missiler,der nu var sat op på Cuba – det ville en blokade ikke. På den anden side ville et overraskelsesangreb
17 måske blive set på med foragt, fordi en stor stat ville angribe et lille land som Cuba. Derudover
var der en chance for et modangreb fra Sovjetunionen. Det ville højst sandsynligt gå ud over Vestberlin, og det ville blive svært at komme de uskyldige mennesker til undsætning i det
Sovjetstyrede DDR.^{18} Et overraskelsesangreb ville altså sætte USA i et dårligt lys blandt sineallierede.
En blokade kunne dog også give problemer i Berlin. Sovjetunionen kunne besvare USA’s blokade med en blokade af Vestberlin, så indbyggerne ikke kunne få importeret varer.
Russerne kunne også vælge at ignorere blokaden, og så måtte den amerikanske flåde være nødsaget
19 til at affyre skud – og dette kunne nemt være starten på den frygtede krig!
Men som sagt faldt Kennedys valg på en blokade, og det gjorde det formentlig fordi han har frygtet tanken om en mulig krig, hvis han valgte at angribe Cuba. En blokade ville være en indgriben, men uden trusler fra amerikanske våben – det ville være en forholdsvis afdæmpet aktion.
15
Faktalink
16
PC, s. 34
17
SA, s. 16
18
PCK, s. 31
19
SA, s. 17
Side 6
D. 22. oktober: Kennedy offentliggør på direkte TV, at der er opstillet sovjetiske atomraketter på Cuba (se følgende afsnit), og at han har beordret en karantæne igangsat.
D. 25. oktober: Kennedy og ExComm holder vejret, da sovjetiske skibe efterfulgt af en ubåd nærmer sig karantænegrænsen, men de vender til alt held om uden oprør.
Samme dag fortsætter udvidelsen af de våben, der allerede er stillet op på Cuba. I ExComm er man
20 klar over, at denne karantæne kan vare længe. Hvornår vil Khrusjtjov overgive sig?
D. 26. oktober: Et fragtskib kommer for tæt på karantænegrænsen, og den amerikanske flådebesætning går ombord og undersøger skibet – der blev dog ikke fundet nogen våben. [21] Der indløber et brev fra Khrusjtjov, hvilket er meget bemærkelsesværdigt, fordi han heri beskriver den frygt, han har for en snarlig atomkrig. Han føler, den er kommet for nært hold. Han kræver et løfte fra USA – de må ikke invadere Cuba, hvis atomraketterne skal fjernes! (se følgende afsnit).
D. 27. oktober: Denne lørdag kaldes ”sorte lørdag”, fordi det var krisens mest kritiske tidspunkt.
Det er samme dag, som det andet brev fra Khrusjtjov dumper indenfor i Det Hvide Hus. Han forlangte nu, at de amerikanske missiler i Tyrkiet skal fjernes! (se følgende afsnit) Senere på dagen fortæller amerikanske piloter, at de er blevet beskudt – og desværre er en pilot, Rudolf Anderson, styrtet ned, og han er dermed blevet krisens første offer.
Et kæmpe pres blev nu lagt på Kennedys skuldre. Flere fra militærstabenmente, at Kennedy måtte
22 give ordre til et luftangreb – Sovjet var gået for langt!
Kennedy vidste, at han måtte handle. Han accepterede dog ikke et luftangreb, selvom en krig nu synes at være umulig at undgå. Han rådførede sig i stedet hos sine rådgivere i ExComm og besluttede sig for at ignorere Khrusjtjovs andet brev om raketterne i Tyrkiet. Hvorfor omtales under analysen af brevudvekslingen.
Sagen om den dræbte pilot blev dysset ned, og Kennedy undgik på den måde dårlig omtale. Hvis sagen var kommet ud i medierne, var han nødsaget til at handle og formentlig starte en krig! [23] D. 28. oktober: Krisens afslutning falder på denne dag, da der indgås en aftale mellem de to supermagter. Robert Kennedy mødes med den sovjetiske udenrigsminister og meddeler, at USA vil
21
Thirteen days
22
PC, s. 44-45
23
Thirteen days
Side 7
gå på kompromis. Det stod nemlig klart for ExComm og Kennedy, at de ingen vegne kom, hvis ikke raketterne i Tyrkiet blev fjernet. Derfor indgår de to ministre en aftale: USA tilbagetrækker sine raketter i Tyrkiet og lover, at der ikke vil ske en invasion på Cuba. Derudover skal tilbagetrækningen af raketterne ikke ud i det offentlige rum – det skal ske i stilhed. Sovjetunionen ville gengælde dette, ved at fjerne raketterne på Cuba. Samme dag offentliggør Khrusjtjov sin tilbagetrækning – og en tredje verdenskrig er undgået!
3.2 Kennedys tale^{24}Som nævnt afholder Kennedy tale på åben skærm, hvor han afslører Khrusjtjovs hemmelige missilopstillinger. Talen er velskreven og gennemtænkt – og visse tricks er brugt, for at sætte USA i et godt lys, så der ikke opstår tvivl om, hvem der er skurken.
Kennedy indleder sin tale med at fortælle om disse sovjetiske missiler på Cuba. Han understreger, at USA har sikret sig gennem de seneste dage, at denne teori holdte stik. På den måde kan Kennedy undskylde hans sene udmelding, selvom det nok oprindeligt (som tidligere nævnt) har været for at sikre sig tid til at tænke over, hvordan han bør tackle situationen.
Kennedy uddyber grundigt, hvor stort et område missilerne kan ramme. ”Hver af disse raketter er kort sagt i stand til at ramme Washington (…) og enhver anden stor by i den sydøstlige del af De forenede Stater.” Han vinder folks opmærksomhed, fordi ”krigen” nu for alvor er tæt på USA!
Efter indledningen opremser Kennedy en masse regler og løfter, Sovjetunionen har brudt: ”Den omtalte handlemåde er også i strid med de gentagne forsikringer, som sovjetiske talsmænd har afgivet både fortroligt og offentlig om (…) at Sovjetunionen ikke havde behov for eller ønske om at placere strategiske raketter på nogen anden nations territorium.” Han nævner også, at hverken Sovjetunionen eller USA før har placeret kernevåben på en så strategisk måde, at det kan have truet en anden nation. Men hvad med raketterne i Tyrkiet? Er de ikke strategiske?
Endvidere uddyber Kennedy, hvordan USA vil tackle situationen. Han nævner de indgreb USA vil gøre sig – bl.a. overvågning, karantæne og indblanding af FN-oberservatører.
Midt i talen giver han Khrusjtjov en direkte opfordring til at destruere den opstilling af raketter, der stadig fortsætter. ”Jeg opfordrer formand Khrusjtjov til at bremse og eliminere denne hemmelige, kyniske og udæskende trussel mod verdensfreden og (…) at opgive denne kurs i retning ad verdensherresømmet og være med i en historisk indsats for at gøre ende på det meget farlige oprustningskapløb”. Kennedy får tilhørerne til at opfatte, at Khrusjtjov forsøger at overtage
24
IB, s. 49-56
Side 8
verdensherredømmet via oprustninger, men i lang tid har dette kapløb mellem de to supermagter stået på. Kennedy mener dog selv, at USA har forsøgt at gøre sit til, at en aftale kunne komme på plads. Et par vejrtrækninger efter siger han det direkte med ord: ”Vi har (…) gjort energiske bestræbelser for at begrænse spredningen af kernevåben. Vi har foreslået likvidering af alle rustninger og militære baser (…). Vi nærer intet ønske om krig med Sovjetunionen.”
Som afslutning på Kennedys tale sender han en hilsen til cubanerne. Han understreger sin sorg overfor disse mennesker og det, der netop nu udspiller sig på deres ø. Han afslutter sin hilsen med at understrege, at han håber, Cuba en dag vil blive en del af de frie nationer på den vestlige halvkugle.
Dette er endnu en taktisk smart udtalelse fra Kennedy. Cubanerne så sig sure på USA allerede under Castros revolution og boykotningen af sukkerimporten. Kennedy forsøger nu at vinde cubanernes tillid, ved at understrege, at han ønsker de bliver en fri og uafhængig nation. Han kan skabe en accept fra cubanerne og dermed en accept af hans senere beslutninger, hvis det viser sig, at et luftangreb eller en invasion er sidste udvej.
Kilden er naturligvis en samtidig førstehåndskilde. Afsenderen er Kennedy, da talen er skrevet i jeg-form, hvilken medfører, at de meninger, der optræder, forstås som Kennedys egne holdninger.
Modtagerne synes at være den amerikanske befolkning grundet hans første sætning ”God aften, mine medborgere”, men som nævnt, henviser Kennedy sig også til cubanerne og Khrusjtjov.
Derudover taler han flere gange for verdensfreden – altså må talen indirekte henvende sig til resten af verden. Desuden kunne Kennedy dermed vinde flere landes opbakning, hvis hans målgruppe var større end blot den vestlige halvkugle.
Man bør som kildekritiker have i baghovedet, at der er en tydelig tendens i Kennedys tale.
Hovedsageligt var formålet med hans tale at bevise overfor den amerikanske befolkning, hvilke mulige intentioner Sovjetunionen havde med disse raketter. Derudover vil han bevise via hans argumenter, at USA ikke var skurken – de var dem, der skulle bevare verdensfreden. Derfor har Kennedy (som nævnt) brugt en del tricks, for at få så mange til at sympatiserer med USA.
Propagandaen er især fremtrædende i mange af Kennedys sætninger. Han er meget konkluderende i sin tale, og dette får indflydelse hos modtagerne – det virker overbevisende:
”Formålet med disse baser kan ikke være noget andet end at skabe mulighed for at rette et angreb med kernevåben på den vestlige halvkugle.” Derudover bruger han frygten for døden igennem hele hans tale. Han nævner flere gange raketternes dødbringende kræfter – og hvilket menneske ville ikke frygte for sit liv, hvis sådanne påstande blev fremlagt på direkte TV? Specielt det direkte TV er
Side 9
også en fordel. Det giver en mulighed for Kennedy til at markedsføre sig selv og dermed blive en anerkendt præsident. Ved direkte TV kommer han helt ind i stuerne hos sine vælgere – de står næsten ansigt til ansigt, og det skaber en troværdighed mellem afsender og modtager.
Man kan altså ikke bruge Kennedys tale til at belyse, hvor alvorlig krisen var grundet det propaganda, der er overvejende igennem hele talen. Dog er kilden god til at belyse, hvilke metoder Kennedy brugte, for at sætte sig selv og sit lands politiske ideologi, liberalismen, i godt lys!
3.3 Brevudvekslingen mellem de to verdensherrer^{2526}Krisen mest kritiske tidspunkt var da brevudvekslingen mellem Khrusjtjov og Kennedy foregik – men på lang sigt var det også det, der stoppede krisen i tide!
Khrusjtjov er den første til at sende et brev til Kennedy. Han starter ud med at forklare at han synes, der skal diskuteres om en løsning på problemet i stedet for blot at kritisere hinandens politik.
Khrusjtjov understreger, at Sovjetunionen ikke ønsker krig på nogen måde. Han forsvare sin ideologi og fortæller, at man som kommunist ikke har nogen interesse i krigen – man ønsker derimod at opnå sine mål gennem godt arbejde: ”We, Communists, are against all wars between states in general (…). We have always regarded war as a calamity, and not as a game nor as a means for the attainment of definite goals, nor, all the more, as it goal in itself. Our goals are clear, and the means to attain them is labor."
Senere, efter at have forklaret, hvorfor raketterne oprindeligt blev stillet op på Cuba, beskriver han, hvordan han ønsker, at konkurrencen mellem de to skal fortsætte – men på en fredelig måde.
Han mener, at selvom de ideologiske spørgsmål omkring økonomi og styreform er vidt forskellige, burde man – uanset politisk ståsted – indse, at krig ikke er nogen løsning på noget: ”We, however, want to live and do not at all want to destroy your country. We want something quite different: To compete with your country on a peaceful basis (…). But our view of the world consists in this, that ideological questions, as well as economic problems, should be solved not by military means.” Han nævner, at dette burde være det optimale i følge den kapitalistiske tankegang – at konkurrere.
Khrusjtjov kommer med et forhandlingsforslag sidst i brevet. Han ønsker, at USA skal stoppe karantænen og stole på, at Sovjetunionen derimod ikke vil fragte flere våben til Cuba. Derudover skal USA love ikke at invadere Cuba. Khrusjtjov fortæller, at Sovjetunionen kun har ønsket at
25
KKE
26
IB, s. 68-72 og 76-77
Side 10
hjælpe Cuba økonomisk efter Castros revolution. De sympatiserede med ”det nye Cuba”, fordi de mente, at Cuba og dets folk behøvede det. Våbnene var ikke ment som noget offensivt!
”Det andet brev” fra Khrusjtjov kommer dagen efter, d. 27. oktober. Endnu engang forklarer Khrusjtjov hvorfor raketterne er sat op, hvad formålet var og at våbnene kun var til defensivt brug!
Men i dette brev lægger han utrolig stor vægt på at beskrive rimeligheden i, at sovjetiske raketter er placeret på Cuba. Han bruger de amerikanske raketter i Tyrkiet som argument. Hvorfor er det retfærdigt, at disse er placeret så tæt på Sovjetunionen, mens det ikke kan accepteres, at Sovjetunionen placere raketter på Cuba? ”De er bekymret over Cuba. De siger, at dette land bekymrer dem, fordi det ligger 140 km fra De forenede Staters kyst. Tyrkiet ligger imidlertid lige ved siden af os (…). Mener De, at De har ret til at kræve sikkerhed for Deres land og fjernelse af sådanne våben (…), medens De ikke anerkender den samme ret for os?” Han mener altså, at USA selv har gjort noget lignede med opstilling af militære baser rundt omkring Sovjetunionen og dens allierede. Dette har Sovjetunionen tilladt, så hvordan kan det være retfærdigt, at USA nu ikke acceptere etableringen af en sovjetisk militærbase på Cuba?
Khrusjtjov fremlægger et forslag – men nu en del mere krævende en det forrige. Han ønsker, at krisen afblæses med retfærdighed og god vilje og ser derfor en tilbagetrækning af de amerikanske raketter i Tyrkiet, mens de sovjetiske fjernes fra Cuba. ”Vi går ind på at fjerne de våben fra Cuba, som de anser for offensive (…). Deres repræsentant fremsætter en erklæring om, at De forenede Stater på deres side vil fjerne deres tilsvarende våben fra Tyrkiet.” Herefter beskriver han, hvordan han ser offentliggørelsen bør foregå, og begge tilbagetrækninger bør foregår under FN-observation.
Som afslutning gør Khrusjtjov endnu engang klart, at Kennedy og ham er de to mænd, der bestemmer, om der skal opstå en krig eller ej. Han ser frem mod en mulig nedrustningsaftale af kernevåben, for han ved, at folk stoler på, at disse to kan finde ud af, at træffe fornuftige beslutninger, der altid vil komme hele verden til gode – og bevare verdensfreden.
Kennedy besvarer kort efter Khrusjtjovs andet brev. Han anerkender Khrusjtjovs ønske om forhandling og beskriver selv, at han er klar til det samme. Kennedy fastholder stadig, at raketterne på Cuba skal fjernes – han ser dem stadig som offensive trods Khrusjtjovs påstande om defensivt brug.
Side 11
Han foreslår, at Sovjetunionen tilbage trækker deres raketter på Cuba. Til gengæld får de en ophævning af karantænen og en forsikring for, at USA ikke invaderer Cuba. Han nævner dog ikke noget om raketterne i Tyrkiet!
Kennedy skriver også i sit brev, at USA er interesserede i at bremse dette kapløb og dermed indgå en nedrustningsaftale: ”Jeg vil gerne atter sige, at De forenede Stater er i høj grad interesseret i at reducere spændinger og bremse rustningskapløbet.” Han er altså enig med Khrusjtjov i, at dette snart bør ske for at undgå sådanne situationer igen!
Der er stor forskel på de to breve, som Khrusjtjov sender. Han ændrer sine krav, og derudover er der også en del sproglige ændringer. For eksempel er hans første brev meget følelsesladet, og han beskriver, hvordan hele verden vil ramle sammen, hvis en atomkrig bliver startet – det virker som om, han undskylder sin handlen, men samtidig beskriver, hvorfor han gjorde, som han gjorde.
I det andet brev anklager han USA for hykleri og beskriver (som nævnt) rimeligheden i disse raketter. Hans følelsesladet sprog er erstattet af en præcis og selvsikker skrivestil.
Nogen mener, at Kreml har haft indflydelse på Khrusjtjov, siden hans skrivestil og hans holdninger kan ændrer sig så meget. Muligvis har Khrusjtjov haft lyst til at bakke ud, men Kreml har overbevist ham om, at han ville blive set som krisens taber, hvis ikke han krævede noget mere. [27] Kennedys svar på Khrusjtjovs breve bærer præg af endnu et taktisk, politisk trick. Han var af
28 ExComm blevet rådet til at ignorere det andet brev fra Khrusjtjov og kun svare på det første. Han
hverken afviser eller godkender forslaget om tilbagetrækningen af raketterne i Tyrkiet. Han ville formentlig undgå, at dette overhovedet kom på tale. Hvis Kennedy accepterede kravet om en tilbagetrækning af disse våben, kunne det virke som om, han sikrede sit eget lands fred på bekostning af Tyrkiets. Men hvis han afslog, kunne krisen meget vel blive forværret – og hvem ved, hvad der så ville ske? Derfor beslutter han at ignorere det sidste brev fra Khrusjtjov og håbe på det bedste.
Men som nævnt bliver løsningen dog til sidst, at raketterne i Tyrkiet fjernes – det holdes dog hemmeligt for offentligheden.
27
Thirteen Days
28
SA, s. 23
Side 12
Kilderne er førstehåndskilder og samtidige. De er meget troværdige, fordi disse breve blev sendt hemmeligt mellem Khrusjtjov og Kennedy. Brevene er først blevet offentliggjort mange år efter.
Som kildekritiker bør man dog overveje, at der i brevene er subjektive tilkendegivelser. Begge præsidenter forsøger at overbevise hinanden om visse påstande vha. argumenter. De har altså nogle klare synspunkter, som de prøver at påvirke den anden part med. Derfor er det også godt at have brevene fra dem begge to, så man kan stille dem op imod hinanden.
Kilderne er gode til at belyse, hvordan Khrusjtjov og Kennedy ihærdigt forsøgte at forhandle sig til en fredsaftale. Endvidere belyser de, hvilke kort de brugte i forsøget på at stoppe krisen.
Side 13
3. Konklusion: den egentlige vinder?
Efter Cubakrisens afslutning blev der diskuteret, hvem der kunne anses for at være den egentlige vinder af krisen. Udadtil så det ud til at Kennedy var den store vinder – men vandt han det hele?
Som nævnt vidste ingen, at tilbagetrækningen af raketterne i Tyrkiet var blevet accepteret og igangsat kort efter krisens afslutning, og derfor har Sovjetunionen alligevel vundet lidt – det kom bare ikke ud til resten af verden. Men Kennedy havde i forvejen planer om at erstatte disse raketter
29 med Polaris-ubåde, men det vidste Sovjetunionen ikke dengang.
Begge parter fik altså nogle af deres krav opfyldt – hvad enten de fik noget ud af det eller ej.
På længere sigt, må man dog erkende, at Khrusjtjov var den største taber. Da han offentliggjorde, at han trak sine raketter ud af Cuba, men ikke nævnede noget de amerikanske raketter i Tyrkiet stod det klart for enhver sovjetisk borger, at Khrusjtjov havde lidt det største nederlag – han havde
30 næsten startet en atomkrig og ingenting vundet ved det.
Derfor må man erkende at Kennedy var den egentlige vinder af krisen. Han holdt hovedet koldt og tænkte sine beslutninger grundigt igennem. Han bevarede verdensfreden og vandt oven i købet stort
– han blev hyldet som en helt og affæren ved Svinebugten var også slettet. Han var beundret og
31 respekteret af den amerikanske befolkning og vestberlinere.
Desværre blev Kennedy skudt i Dallas tretten måneder senere og dermed var en stor leder i det
32 20. århundrede borte.
Cubakrisen i historisk perspektiv
Cubakrisen betegnes stadig som den periode, hvor verden har været tættest på en atomkrig. Efter
33 krisen kom de to stormagter tættere på hinanden og afspændingen begyndte.
I dag er Cubakrisen ikke glemt og verden har fået en større respekt for atomvåben. Derfor forsøger verdens lande hele tiden at oprette nye nedrustningsaftaler, så sådanne situation, som den der var i 1962, ikke opstår igen.
På den måde kan historien sætte sit præg fremad – hvem ved, hvordan verden havde set ud, hvis ikke atomvåbnenes kraft var blevet respekteret dengang?
29
PC, s. 44-45
30
PC, s 52
31
PCK, s. 34
32
PCK, s. 53
33
SA, s. 29
Side 14
Litteraturliste
Internettet:
Faktalink: Cubakrisen. Udgivet af Richard Juhre. Internetadresse: http://www.frbvucuv.dk/651op/1- semester/Omrade2-Koldkrig/FaktaLink-Cubakrisen.htm - Besøgt d.
Sidenote: Faktalink
U.S. Department: Kennedy - Khrusjtjov exchanges . Udgivet af Kennedy Library . Internetadresse:
http://www.state.gov/www/about_state/history/volume_vi/exchanges.html - Besøgt d.
Fodnote: KKE
Bøger:
Jensen, Svend Arne: Cubakrisen 1962. 1. udg. Gyldendal, 1992.
Fodnote: SA
Chrisp, Peter: Cubakrisen, Den kolde krig. 1. udg. Flachs, 2001.
Fodnote: PC
Bertelsen , Inger og Karl Jacobsen: Kilder til belysning af Cubakrisen 1962. Side 49-56, 68-72 og
76-77 9. udg. Gyldendal, 1982.
Fodnote: IB
Cubakrisen. Chrisp, Peter: I: Kennedy og hans tid. 1. udg. Flachs, 2002. side 30-35. (Afsnit) Fodnote: PCK
TV og film:
Thirteen Days. 2000. Instruktion: Roger Donaldsen. Manuskript: David Self.
Fodnote: Thirteen Days
DR2: Den kolde krig – Cuba Dokumentar. Internetadresse:
http://video.supportcenter.dk/Pages/search/searchresult.aspx?play=141922 - Besøgt
Fodnote: DR
Vejleder: _______________________ Elev: _________________________
Se opgaven i originaldokumentet eller gå til tekstens begyndelse.
Materialet
Fuld skærmOpgaven åbner, når du ruller ned til den.