Forfatningskampen 1870-1901

Side 1

1

Forfatningskampen 1870 – 1901

Side 2

2

Indholdsfortegnelse:

Indledning .……………………………………………………………………………………………………………………………………………….. 3

Kapitel 1: Forfatningskampen og dens gang ……………………………………………………………………………………………… 3

Kapitel 2: Parternes middel og mål ……………………………………………………………………………………………………………. 4

2.1 Kildeanalyse …………………………………………………………………………………………………………………. 4

2.2 Sammenhæng mellem parternes middel og mål …………………………………………………………... 6

Kapitel 3: Samtid og eftertid ……………………………………………………………………………………………………………………. 7

3.1 Indflydelse på datidens samfund ………………………………………………………………………………… 7

3.2 Konsekvenser ……………………………………………………………………………………………….…………....... 8

Kapitel 4: Konklusionen ………………………………………………………………………………………………………………………..……. 8

Kilde- og litteraturliste ……………………………………………………………………………………………………………………..………… 9

Side 3

3

Forfatningskampen 1870 – 1901

Indlednin:

Forfatningskampen 1870 – 1901 er en vigtig del af det danske demokratis historie, et demokrati, som vi i dag bygger vores politiske system på, og det demokrati, som har givet os velfærd og indflydelse på samfundsudviklingen i Danmark. Men hvad er forfatningskampen egentlig, og hvordan forløb den i hovedtræk? Hvilke midler anvendte forfatningskampens parter, og hvad var deres mål? Hvilken betydning havde forfatningskampen for sin samtid, og hvilke konsekvenser fik den for sin eftertid?

Jeg vil i denne opgave redegøre for forfatningskampen og dens forløb i hovedtræk, lave en analyse baseret på kilder af forfatningskampens parters midler og mål og diskutere forfatningskampens indflydelse på datidens samfund og konsekvenser.

Kapitel 1: Forfatningskampen og dens gang

Forfatningskampen er en betegnelse for en række sammenfaldende politiske stridigheder mellem Venstre og Højre i perioden 1870 – 1901. Venstre var datidens liberalistiske parti, hvis kernevælgere var bønder, borgere og gårdejere, og Højre var datidens konservative parti, hvis kernevælger var godsejere, fabrikanter, direktører og embedsmænd. På daværende tidspunkt var disse to partier de største, som grundet den privilegerede valgret fra Grundloven 1866, fik flertal i hver sit ting ved valget i 1875, hvilket skabte en del forvirring om hvilket ting, der skulle have regeringsmagten. Den privilegerede valglov er betegnelsen for de valgretsændringer, som Højre fik indført i Grundloven 1866. Denne privilegerede valglov gik ud på, at den femte del af befolkningen, som havde højst indkomst eller betalte mest i skat, skulle havde større indflydelse på Landstinget end, resten af befolkningen havde. [1]

Valgresultatet fra 1875 betød, at Kong Christian IX måtte udnævne regering, hvilket han ifølge Junigrundloven 1849 havde ret til. [2] I 1875 udnævnte kongen et Højre-ministerium, da han selv var højremand, og hele hans tankegang var meget præget af

enevældens rangsamfund.^{3}

Gennem hele forfatningskampen finder Christian IX et Venstre-ministerium utænkeligt, hvilket medfører, at Venstre og derved Folketingets flertallet fra 1881 begynder at føre en såkaldt visnepolitik. Visnepolitikken er en politik, hvor man forsøger at tvinge en regering af ved at nægte at vedtage finanslove og andre love for på denne måde at forsinke alt lovgivning. [4] Visnepolitikken er virkningsfuld i den forstand, at en regering, som ikke kan gennemføre love, ikke har nogen real mulighed for at indvirke politisk på landet. Højre udsteder som modtræk til visnepolitikken provisoriske love. En provisorisk lov er en foreløbig lov, som kun gælder for en periode. En

1

J. B. S. Estrup om Grundloven i Rigsrådets Landsting 1865; s 1 L. 62 – s. 2 L. 4

2

Grundbog til Danmarkshistorien s. 159 L. 5 – 6

3

Grundbog til Danmarkshistorien s. 159 L. 8 – 11

4

Gads Historieleksikon s. 179 2. spalte L. 6 – 9

Side 4

4 provisorisk finanslov bemyndiger regeringen til at afholde ”de nødvendige løbende udgifter,” altså kun de udgifter, som Folketinget og Landstinget er blevet enige om. [5]

I 1885 kulminerer forfatningskampen, da Estrup-regeringen udsteder en provisorisk lov, der uden Folketingets accept, finansierer en udbygning af Københavns befæstning [6]. Denne provisoriske finanslov fra 1885 udsteder Estrup-regeringen i en lang årrække, hvilket medfører, at Københavns befæstning bliver færdigbygget, hvorefter Venstre i 1894 går med til at accepterer Københavns befæstning imod, at Estrup træder af som statsminister. [7]

Årsagen til forfatningskampen var, at Venstre mente, at den danske politik skulle bygge på et princip om folketingsparlamentarisme. [8] Folketingparlamentarisme betyder, at Folketinget kan afskedige og udnævne en regering, såfremt at der er et folketingsflertal for det. Der findes to former for parlamentarisme, som er negativ og positiv parlamentarisme, hvoraf negativ parlamentarisme betyder, at man godt kan vedtage love og danne regering, så længe man ikke har et flertal i mod sig, og positiv parlamentarisme betyder, at man ikke kan danne regering eller vedtage love uden at have

             9
et flertal bag sig.

Forfatningskampen sluttede i 1901 med den politiske begivenhed, som kaldes Systemskiftet. I

1901 overtalte man kongen til at udnævne et Venstre-ministerium, da Højre havde lidt et stort nederlag ved valget. Denne udnævnelse af et Venstre-ministerium førte til, at man ved systemskiftet i 1901 indførte folketingsparlamentarisme, [10] og dermed var forfatningskampen slut efter godt og vel

31 års politiske stridigheder mellem Højre og Venstre.

Kapitel 2: Parternes middel og mål

2.1 Kildeanalyse

Proklamationen af Visnepolitikken 13. august 1881

Kildeteksten ”Proklamationen af Visnepolitikken 13. august 1881” starter ud med en kort introduktion [11] til kilden, som er skrevet af en historiker fra Århus Universitet, derefter begynder selve kilden, som er venstrepolitikeren Christen Bergs proklamation af visnepolitikken.

Den 13. august i 1881 proklamerer venstrepolitikeren Christen Berg visnepolitikken i sin tale fra Folketingets talerstol, og denne politik proklameres som et modsvar til daværende regerings opløsningspolitik. Med sin proklamation henvender Christen Berg sig til offentligheden, da han

5

Provisoriske finanslove 1877 og 1885; s. 1 L. 12 – 14

6

Grundbog til Danmarkshistorien; s.159 L. 32 – 36

7

Det unge Demokrati, 1848 – 1901, Systemskiftet 1901; s. 1 L. 1 – 2

8

Gads Historieleksikon s. 481 2. spalte L. 27 – 33

9

Gads Historieleksikon s. 481 2. spalte L. 5 – 12

10

Gads Historieleksikon s. 589 2. spalte L. 13 – 21

11

Proklamationen af Visnepolitikken 13. august 1881; s. 1 L. 1 – 20

Side 5

5 ønsker at lade folket vide, at Venstre vil lade alting visne i hænderne på et ministerium, der trodser

                   12
den almindelige valgret.

”Proklamationen af visnepolitikken 13. august 1881” er en førstehåndskilde, der handler om Venstres utilfredshed med regeringens opløsningspolitik og det princip, at regeringen ikke er valgt på almindelig valgret og derfor ikke repræsenterer befolkningens holdning. Dette ses, da Christen

                                                     13
Berg siger: ”Den høitærede Minister … den almindelige Valgret”.

I sin tale skrider Christen Berg kronologisk frem med enkelte referencer, for eksempel der hvor han siger: ”Jeg er ikke enig med det ærede Medlem af Nibe … Opløsningsretten, der gaar ud

derover bliver en Misbrug.”^{14} I stykket af teksten, hvor han siger, ”Jeg skal da sige, at i et Land …

                              15
dette Ministerium har bragt tilveie,”,

giver Berg udtryk for, hvad Venstre vil gøre op med. I

                                                                  16
stykket, hvor han siger: ”Jeg indrømmer, at Ministeren … for et saadant forslag”, udtaler han sig

om, at Landstinget ikke imødekommer Folketingets krav til finansloven. Bergs mening om, at Folketingets flertallet skal danne regering, kan ses i stykket, hvor han siger: ”Alt, hvad der

                                       17
foreligger os … Landet baade i Fred og i Krig.”,

da han her siger, at folket og derved Folketinget burde havde regeringsmagten.

Igennem hele talen holder Christen Berg sig i en formel tone, og han går overvejende defensivt til værks, hvilket blandt andet ses, der hvor han siger: ”Naar den høitærede Minister giver en

                                                             18
Beskrivelse af, hvorledes … Jeg kan altsaa rolig afvise disse Bebrejdelser.”, dog er han også

offensiv i sine udtalelser eksempelvis, der hvor han siger: ”Jeg vil altsaa fremdeles sige, at … en

                                               19
fuldstændig feil opfattelse af sin Pligt og af Landets Vel,”.

I sin argumentation anvender Christen

Berg appelformen logos, idet han fortæller os om, hvilke følgevirkninger af regeringens handlinger ville få, hvis de gjorde, som han råder dem til i talen. Et eksempel på dette ses, der hvor han forklarer om, hvad regeringen kunne gøre for at få deres eftertragtede finanslov igennem. [20] Nellemanns forsvar for de provisoriske love 1877

Med den provisoriske finanslov 1877 anklager Venstre regeringen for at begå forfatningsbrud, hvilket medfører at daværende justitsminister Johannes Nellemann under pseudonymet ”en gammel jurist” forsvarer den første provisoriske finanslov i Berlingske Tidende. I Nellemanns indlæg den

14. juni 1877 i Berlingske Tidende forsvarer han den første provisoriske finanslov med henblik på at retfærdiggøre loven overfor befolkningen. Nellemanns forsvar af loven er en artikel, som er en førstehåndskilde. I artiklen henvender Nellemann sig til offentligheden, dog mest til den

12

Proklamationen af Visnepolitikken 13. august 1881; s. 1 L. 2 – 3

13

Proklamationen af Visnepolitikken 13. august 1881; s. 4 L. 67 – 74

14

Proklamationen af Visnepolitikken 13. august 1881; s. 1 L. 39 – 47

15

Proklamationen af Visnepolitikken 13. august 1881; s. 2 L. 7 – 8

16

Proklamationen af Visnepolitikken 13. august 1881; s. 3 L. 1 – 5

17

Proklamationen af Visnepolitikken 13. august 1881; s. 4 L. 2 – 7

18

Proklamationen af Visnepolitikken 13. august 1881; s. 3 L. 52 – 58

19

Proklamationen af Visnepolitikken 13. august 1881; s. 3 L. 74 – s. 4 L. 4

20

Proklamationen af Visnepolitikken 13. august 1881; s. 2 L. 8 – 19

Side 6

6 konservative del af befolkningen, da Berlingske Tidende på daværende tidspunkt var en konservativ avis forbeholdt det bedre borgerskab, som i forvejen støttede Højre.

Nellemann forsvarer i artiklen blandt andet de provisoriske love med argumentet: ”Det må man,

                                                                    21
når man erkender … at ethvert af Tingene er berettiget til at sprænge Forfatningen” . Det må

gælde, at hvis Folketinget er Landstingets ligeberettiget, så må Landstinget omvendt også være Folketinget ligeberettiget, hvilke vil sige, at Landstinget ligeså godt som Folketinget kan vedtage love.

I sit forsvar for de provisoriske love anvender Nellemann en gendrivelse, da han siger: ”det står tværtimod i nøjeste sammenhæng … i en Finanslov som dette yderste Middel.”, [22] da han her anvender et af folketingstilhængernes egne argumenter til senere hen at forstærke sit eget forsvar.

Derudover konkluderer Nellemann til sidst, at de provisoriske love ikke er et middel, hvorved man omgår et af tingenes forfatningsmæssigt tilkommende overvægt, men det eneste tilbagestående rednings- og nødmiddel. [23] Han anvender i sit forsvar appelformen logos, da han hele tiden skrider kronologisk frem og siger, at hvis a er lig med b, så må b også være lig med a. [24]

2.2 Sammenhængen mellem parternes middel og mål

I forfatningskampen anvendes der som i alle andre kampe midler, der kan fremme ens mål. I forfatningskampen var disse midler opløsningspolitik, visnepolitik og provisoriske love, hvoraf opløsningspolitikken og de provisoriske love var regeringens midler til at bekæmpe oppositionen med, som i dette tilfælde overvejende kun bestod af partiet Venstre, og visnepolitikken var Venstres middel i den politiske kamp.

Formålet med opløsningspolitikken var, at nyvalgene til Folketinget skulle resultere i et flertal af højrefolk, så regeringen således ville få et mere samarbejdsvilligt Folketing og derved kunne gennemføre flere love og reformer, blandt andet var udbygningen af Københavns befæstning et stærkt ønske for Højre, som de ikke kunne gennemføre på grund af den stærke antimilitære holdning i Venstre, da Venstre sad på et flertal i Folketinget. Denne opløsningspolitik var dog ikke specielt effektiv set fra Højres side, da den medførte, at overvægten af venstrefolk i Folketinget voksede for hvert folketingsvalg. Derudover medførte opløsningspolitikken, at Venstre begyndte at føre en visnepolitik.

Målet med visnepolitikken var at få Estrup-regeringen til at træde af, da Venstre kun ville vedtage et absolut minimum af love. Logikken bag denne visnepolitik var, at en regering, som intet kan gennemføre, har ikke nogen reel mulighed for at have indflydelse på samfundet. Ideen var altså at

21

Nellemanns forsvar for provisoriske love 1877; s. 2 L. 10 – 16

22

Nellemanns forsvar for provisoriske love 1877; s. 1 L. 12 – s. 2 L. 5

23

Nellemanns forsvar for de provisoriske love s. 2 L. 20 – 22

24

Nellemanns forsvar for provisoriske love 1877; s. 2 L. 10 – 12

Side 7

7 gøre regeringen magtesløse, så de derved var nødt til at træde af. Dog havde Estrup og hans regering et modtræk til denne visnepolitik, som var at udstede provisoriske love.

Et af målene med de provisoriske love var at bevare regeringsmagten, og et andet mål med de provisoriske love var at formindske Venstres kampgejst, således at de med tiden ville bøje sig for regeringen, når de så, at deres politik ikke virkede efter hensigten. Denne underkastelse ville så medføre, at Venstre ville gå med til at vedtage regeringens love og reformer. De provisoriske love medførte blandt andet, at man i 1885 reelt kunne tale om Estrups regering som et diktatur, [25] da der i den provisoriske finanslov 1885 var vedtaget udgifter, som ikke havde Venstres stemme. Dog medførte disse provisoriske love også, at der i 1894 blev indgået et politisk forlig mellem Venstre og Højre, hvor Venstre måtte acceptere Københavns befæstning(hvilket de gik med til, eftersom der ikke var andet at gøre, da befæstningen allerede var færdigbygget) imod, at Estrup gik af som

               26
konseilspræsident.

Dog var det overordnede mål for forfatningskampen, set fra Venstres side af, at få indført folketingsparlamentarisme som det dominerende politiske system i Danmark. Denne indførelse af folketingsparlamentarisme ville nemlig medføre, at Venstre, som sad på flertallet i Folketinget, kunne danne regering og derved få den afgørende magt i det danske samfund. Det overordnede mål for Højre igennem forfatningskampen var at bevare regeringsmagten og at få udbygget Københavns befæstning.

Det vil sige, at begge parter igennem forfatningskampen får opfyldt deres mål, da Højre bevarer regeringsmagten hele forfatningskampen igennem, men dog må vige for en Venstre-regering i 1901.

Derudover bliver Københavns befæstning udbygget, dog gennem en diktatorisk og provisorisk finanslov, i årene 1885 – 1894 og herefter accepteret, og ved systemskiftet i 1901 dannes en Venstre-regering, og folketingsparlamentarisme anerkendes som det dominerende politiske system i Danmark.

Kapitel 3: Samtid og eftertid

3.1 Indflydelse på datidens samfund

Forfatningskampen delte det danske folk i to hovedgrupper; dem, som var imod folketingsparlamentarisme, og dem, som var for folketingsparlamentarisme. Men hvad betød denne deling for det politiske liv, og hvordan sås dette i relation til det danske samfund? Mange mener, at delingen førte til et klassesamfund, hvor det bedre borgerskab ikke betragtede de andre klasser som ligeværdige, hvilket svarer til Kong Christian den 9.’s tankegang, hvor et Venstre-ministerium var udelukket, da en simpel bondemand ikke kunne styre et helt land. Dog mener andre, at det politiske skel engagerede befolkningen i politik, specielt grundet eksemplet med Københavns befæstning, da dele af det forenede Venstre var utvetydigt imod Københavns befæstning og militær i det hele taget.

25

Det unge demokrati, 1848 – 1901: Provisorietiden, 1877 – 1894; s. 1 L. 9 – 10

26

Grundbog til Danmarkshistorien; s. 160 L. 19 – 21

Side 8

8

Mange peger på finansieringen af Københavns befæstning, som et klart eksempel på magtmisbrug fra Højres side af, da konseilspræsident Estrup før finanslovsforhandlingernes afslutning i 1885 sender Folketinget hjem med henblik på at udstede endnu en provisorisk finanslov, som de følgende år udstedes igen og igen. [27]

Det menes også, at der under forfatningskampen har været tale om væbnet politisk kamp, men det aldrig kom så vidt, da der i det danske samfund var en stærk antimilitær stemning.

3.2 Konsekvenser

Det kan ikke udelukkes, at forfatningskampen har haft stor indflydelse på demokratiseringen af det danske samfund. Dog kan det diskuteres, i hvor høj grad forfatningskampen har haft indflydelse på demokratiseringen, og om Danmark i dag havde været lige så demokratisk, hvis ikke forfatningskampen havde fundet sted.

Mange vil mene, at forfatningskampen iværksatte Danmarks gradvise demokratisering, og denne demokratisering ikke ville have eksisteret, hvis ikke forfatningskampen havde fundet sted, da kun meget få ting forandrer sig uden i en eller anden grad at være påvirket af noget andet. Dog findes der også dem, som mener, at demokratiseringen sagtens kunne havde fundet sted uden forfatningskampens påvirkning, da folket formentlig ville have gjort oprør, hvis de havde følt sig undertrykte, som vi jo før har set, det ske igennem verdenshistorien. Folk af denne holdning vil formodentlig pege på den franske revolution i 1789 som et eksempel herpå. Årsagen til, at de ville pege på netop denne historiske begivenhed, som ofte tillægges at være starten på de demokratiske tanker i verden, er, at befolkningen under den franske revolution var utilfreds med enevælden, som siden 1600-tallet havde regeret uden om stænderne. Dog følte Ludvig 16. sig i slutningen af 1700- tallet nødsaget til at rådspørge stænderne, da den privilegierede adel blokerede for politiske reformer, der skulle løse den dybe finanskrise, som landet var havnet i. Denne reformmodstand undergravede enevælden, og den sociale ulighed førte til et folkeoprør, [28] der endte med afskaffelsen af enevælden i Frankrig.

Konklusion

Det kan ud fra ovenstående tekst konkluderes, at forfatningskampen er betegnelsen for en lang række sammenfaldende politiske stridigheder mellem partierne Højre og Venstre i slutningen af

1800-tallet, som er en følgevirkning af Grundloven 1866, der foreskriver privilegieret valgret til Landstinget og almindelig valgret til Folketinget. Disse politiske stridigheder omhandlede blandt andet, hvor regeringsmagten skulle lægge og hvilket ting, der skulle have den afgørende indflydelse på det danske samfund.

27

Provisorietiden 1877 – 1894 s. 1 L. 9 – 12

28

Gads Historieleksikon s. 182 2. spalte L. 8 – 18

Side 9

9

Derudover kan det også konkluderes, at forfatningskampen forløber over en periode på ca. 31 år, som starter med en udnævnelse af et Højre-ministerium, der opløser Folketinget hver gang, der opstår uenighed mellem regeringen og oppositionen, i håb om at få et mere samarbejdsvilligt Folketing. Denne opløsningspolitik medfører, at Venstre i 1881 begynder at føre en visnepolitik, hvilket fører til, at regeringen under ledelse af J. B. S. Estrup udsteder provisoriske love. De provisoriske love udstedes gang på gang i en lang årrække, og med den provisoriske finanslov 1885 kommer kulminationen på forfatningskampen, da nogle af udgifterne i denne lov ikke har Venstres stemme. Forfatningskampen slutter med udnævnelsen af et Venstre-ministerium i 1901, da denne udnævnelse fører til den historiske begivenhed, som kaldes systemskiftet. Systemskiftet betød, at man anerkendte folketingsparlamentarisme som det ledende politiske system i Danmark, hvilket igennem hele forfatningskampen var Venstres mål.

Forfatningskampen sker ligesom alle andre historiske begivenheder ikke uden konsekvenser, dog får forfatningskampen en uforudset positiv konsekvens, da den fører til en gradvis demokratisering af Danmark. Så forfatningskampen konsekvenser er demokratisering og politisk engagement, da forfatningskampen har haft den indflydelse på sin samtid, at den har gjort befolkning mere politisk bevidste og engageret, men den har også opdelt datidens danske samfund i klasser.

Kilde- og litteraturliste

Bekker-Nielsen, T., Jensen, B. E., Sørensen, N. A., & Ulff-Møller, P. (2009). Gads Historieleksikon (4. udg.).

(G. Jensen, Red.) Bookwell, Bookwell, Finland: Gads Forlag.

Berg, C., Proklamationen af Visnepolitikken 13. august 1881, http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-
kilder/vis/materiale/proklamationen-af-visnepolitikken-13-august-1881/

Estrup, J. B. S., J. B. S. Estrup Grundlovsforslag i Rigsrådet Landsting 1865,

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/estrup-om-godsejernes-saerstatus-

forud-for-grundlovsaendringen-i-1866/

Estrup, Regering J. B. S., Provisoriske finanslove , http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-
kilder/vis/materiale/provisorisk-finanslov-1877/

Frederiksen, P., Olsen, K. R., & Søndberg, O. (). Grundbog til Danmarkshistorien. I P.

Frederiksen, K. R. Olsen, O. Søndberg, & K. R. Olsen (Red.), Grundbog til Danmarkshistorien (1. udg.,

s. 158 - 161). Århus, Jylland, Danmark: Systime A/S.

Nellemann, J., Nellemanns forsvar for provisoriske love 1877.

http://www.meloni.dk/historie/index.php?option=com_content&view=article&id=1094:nellemann
s-forsvar-for-provisoriske-love-1877&catid=131:kilder-til-forfatningskampen&Itemid=181

Petersen, E. S., Provisorietiden, I Det unge demokrati,

http://danmarkshistorien.dk/perioder/det-unge-demokrati-/provisorietiden-/

Petersen, E. S., Systemskiftet 1901. I Det unge demokrati,

http://danmarkshistorien.dk/perioder/det-unge-demokrati-/systemskiftet-1901/