Det Osmanniske Rige | Opgave i Historie

Side 1

2/11/2011

Jeg laver en redegørelse af osmannernes selvopfattelse og dernæst europæernes syn på osmannerne. Hertil vil jeg benytte en historisk analyse af to selvvalgte historiske kilder.

Dernæst vil jeg lave en vurdering af osmannernes og europæernes konflikter med belejringerne af Wien.

Side 2

2

Indholdsfortegnelse

Indledning ............................................................................................................................................................................. 3 Problemformulering ........................................................................................................................................................... 3 Opbygning ........................................................................................................................................................................ 3 Osmannernes historie ............................................................................................................................................................ 4 Det Osmanniske Rige 5

Belejringen af Konstantinope................................................................................................................................................ 6 Osmannernes syn på sig selv ........................................................................................................................................... 8 Belejringen af Wien 1529 og 1693 ...................................................................................................................................... 9 Europæernes syn på Det Osmanniske Rige ................................................................................................................. 9 Kildeanalyse: Bilag 1. .......................................................................................................................................................... 9 Kildeanalyse: Bilag 2. ........................................................................................................................................................ 10 Konklusion .............................................................................................................................................................................. 12 Bilag: ..................................................................................................................................................................................... 13 Litteraturliste ..................................................................................................................................................................... 14 Primærlitteratur............................................................................................................................................................ 14 Sekundærlitteratur ....................................................................................................................................................... 14

Side 3

3

Indledning/Problemformulering

Indledning

Jeg har valgt at skrive om Det Osmanniske Rige med henblik på deres eget og europæernes syn på dem. Jeg finder dette emne meget spændende, da muslimsk historie og krigsførelse interesserer mig generelt. Derfor synes jeg det var mægtigt at få at vide, at vi skulle til Istanbul på studierejse, og dermed var der mulighed for at skrive om dette emne i min opgave. Det giver mig derfor god mulighed for også at kombinere dette med europæernes syn på dem og osmannernes syn på sig selv, for også at beskrive et kulturmøde mellem to religioner og kulturer.

Problemformulering

Jeg laver en redegørelse af osmannernes selvopfattelse og dernæst europæernes syn på osmannerne. Hertil vil jeg benytte en historisk analyse af to selvvalgte historiske kilder. Dernæst vil jeg lave en vurdering af osmannernes og europæernes konflikter med belejringerne af Wien.

Opbygning

Jeg indleder osmannernes oprindelse og hvem de er, da dette har en meget stor betydning, for hvad de vil gøre senere i deres historie. For som en klog mand har sagt engang: ”Man skal kende sin historie, for at forstå fremtiden og episoder som vil forekomme.” Dernæst vil jeg undersøge hvordan osmannerne kom til den styrke, der gjorde at de i 1453 kunne indtage Konstantinopel. Dette var et stort skridt for osmannerne, da de nu var på vej til at blive et stort imperium. Herefter vil jeg undersøge hvordan deres selvopfattelse, og hvilken mission de havde for deres imperium. Hertil kommer at jeg vil se på europæernes syn på osmannerne. Derefter vil jeg analysere 2 selvvalgte kilder, som vil belyse europæernes syn på osmannerne.

Side 4

4

Osmannernes historie^{1}

Det vides ikke præcist hvor osmannerne stammer fra, men det menes, at de er efterkommere af seldsjukkerne, som var grundlæggere til 2 store imperier i Mellemøsten. [2] Der er dog kilder, som påpeger at tyrkerne før dette menes at have været nomader, som har været del af en stor folkevandring, enten som en tilslutning i Turkmenistan eller en del af den oprindelse folkevandring, som startede helt tilbage ved Kina.

Seldsjukkerne bliver for første gang beskrevet af græske kilder, som beskriver hvordan Alexander den Store byggede en kæmpemæssig mur, for at holde nomaderne, som senere blev kendt som seldsjukkerne, ude fra sit imperium. Muren menes dog kun at have været en myte, for senere bliver seldsjukkerne beskrevet af romerne. Romerne kendte til dem og de vidste, at seldsjukkerne levede nord for Persien, i Parthia. Romerne beskrev deres folkevandringer og vidste, at mange af deres efterkommere sad på troner og fyrstedømmer rundt om i Arabien. Romerne omtalte seldsjukkerne som slaver og krigere, der styrede dele af Arabien som barbarer. Seldsjukkerne var dog ikke som araberne. De havde deres eget sprog og egen kultur [3]. Det er blevet bevist, at de havde deres egen udsmyknings metoder, malerier og bronze døre. Det var derfor ikke en islamistisk kultur til at begynde med, men Islam blev dog senere accepteret af flere og flere seldsjukker, eftersom de vandrede længere ind i Arabien, og blandede sig med den islamistiske del af den arabiske befolkning.

Araberne mistede langsomt deres dominans i Arabien til seldsjukkerne, som var overlegnere i krigsførelse. Arabiske videnskabsmænd var dog stadig førende i fysik, matematik og opfindsomhed, men muslimsk kultur var gået over og blevet en blanding af seldsjukkisk og arabisk.

Osmannerne, som betyder søn af Osman, var et folkefærd, som havde tilsluttet sig seldsjukkerne, og deres folkevandring gik fra Parthia til Mellemøsten og videre ind i Anatolien. De blev belønnet med land i det vestlige Anatolien, i nærheden af

1

De Arabiske Folks Historie. Hourani, Albert. Gyldendal. 1994 og The Enemy af the Gate. Wheatcroft, Andrew. Pimlico

2008

2

http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Mellem%C3%B8sten/Kaliffernes_rige_til_ca._1300/seldsj

ukker
3

Dette blev bevist af en udflugt fra The Royal Academy of London i 2005.

Side 5

5

Konstantinopel, men landet de blev belønnet med blev ikke deres eget rige. De var stadig en del af det mægtige selsjukkiske rige. Derfor erklærede Osman 1., i 1299,

Osmannerriget uafhængigt fra det selsjukkiske rige. Dette var hermed fødselen til det kommende mægtige osmanniske rige, som kom til at have en stor indflydelse på europæisk historie i næsten 500 år.

Det Osmanniske Rige

4

Det Osmanniske Rige trivedes godt og udvidede langsomt deres imperium. De imponerede Det Byzantinske Imperium gang på gang med deres tapperhed i krige, hvor de udvidede deres rige. I 1346 havde Orhan 1., efterfølger til Osman 1., giftet sig med datteren til kejser John VI af Det Byzantinske Rige og dermed indirekte sikret Det Byzantinske Rige for angreb. I 1360 havde Det Osmanniske Rige et større territorium på den europæiske side af Bosporusstrædet end på den asiatiske side, og havde dermed omringet Det Byzantinske Rige. Med deres udvidelser i Europa, havde osmannerne bekriget Det Ungarske Kongerige, og dermed gået i krig med en af Det Byzantinske Riges nærmest allierede.

Det Byzantinske Rige havde frygtet for deres sikkerhed, da flere og flere Balkan landene, som førhen havde støtte Det Byzantinske Rige, havde nu blevet indtaget eller slået sig til Det Osmanniske Rige. Derfor havde de skabt et stærkt bånd med Det Ungarske

Kongerige, men også giftet en datter til den franske prins, for at holde gode kontakter med resten af Europa, i tilfælde af de skulle blive angrebet af osmannerne.

I 1389 havde den osmanniske hærfører Murad med hans osmanniske hære og hans kristne følge slået Lazar, som var prins i Serbien, i et stort slag ved Kosovo Polje, som afgjorde Serbien og Bosniens skæbne, men Murad blev dræbt af en kristen soldat, der havde ladet som om han var en desertør og derfor var kommet helt tæt på ham. Efter slaget henrettede osmannerne Lazar som hævn for den kujonagtige handling.

Henrettelsen blev udført at den kristne soldat. Denne nyhed nåede hurtigt resten af

4

The Enemy af the Gate. Wheatcroft, Andrew. 2008 Pimlico og De Arabiske Folks Historie. Hourani, Albert. 1994 Gyldendal

Osmanogullari=Det Osmanniske Rige

Side 6

6

Europa og den blev mødt med stor skepsis af de vestlige lande. 2 år efter slaget ved Kosovo Polje havde osmannerne nået helt til Donau og indtaget fæstningen Nicopolis.

Dette faldt ikke i god jord hos de vestlige lande, som nu indså at Det Osmanniske Rige var en reel trussel mod deres sikkerhed, hvis de ikke samarbejdede for at stoppe dem. Dette medførte, at de startede et korstog mod Nicopolis. Dette korstog var dog dårligt organiseret og ilde ledt, hvilket resulterede i et knusende nederlag til europæerne. Det var dog tiden efter nederlaget, som havde den største indvirkning på europæernes syn på Det Osmanniske Rige. Det var den franske Jean de Froissart, som i sin 4. bog i hans Chronicle beskrev, hvordan de barbariske osmannere halshuggede alle deres fanger fra slaget på befaling af deres sultan. I bogen gav han også en illustration af, hvordan alle hovederne blev samlet foran sultanen, så han kunne vise, at ingen europæisk magt nogensinde skulle komme ham på tværs igen. Dette billede af osmannernes gemene ondskab og deres barbariske behandling af deres fanger, blev forstærket i mange årtier, frem til deres belejring af Konstantinopel i foråret 1453.

Belejringen af Konstantinope^{5}

I April 1453 var det slut med freden mellem Konstantinopel og Det Osmanniske Rige. En osmannisk hær på 000 mand ventede udenfor Konstantinopels mure, som

”kun” var bevogtet af 0

6 mand. Det var Sultan Mehmet 2., som havde planlagt angrebet på Konstantinopel, som lå omringet af han store imperium. Han vidste, at hvis han skulle indtage byen skulle dette gøres hurtigt, da det ville være for ressourcekrævende, at have en sådan en hær stående, og risikoen for, at en samlet kristen styrke ville angribe, ville være en for stor opgave at skulle overkomme. Hvad Mehmet 2. dog ikke vidste, var at Kejser Konstantin allerede havde søgt hjælp hos de europæiske lande men havde fået afslag, da de hverken økonomisk eller politisk havde nogen interesse i Konstantinopel længere. Mehmet vidste også godt, at han skulle bruge meget stor slagkraft fra sine kanoner, hvis han skulle gennemtrænge Konstantinopels mure, som havde holdt byzantinerne beskyttet i mere end 1000 år. Derfor havde han ladet en kanon bygge, som kunne skyde med stenkugler som vejede optil 700 kg. Dette havde

5

Historie nr. 5/2008 s. 50-53

6

Årsag til stor variation i mandtallene, er hvis man enten kigger på kilder fra Europa eller fra Det Osmanniske Rige

Side 7

7 til stor rædsel gjort massiv skade på muren, som var begyndt at smuldre under det tunge bombardement fra de osmanniske kanoner. De havde dog lavet en blanding af kalk og knuste mursten og hældt i hullerne, som kunne absorbere slagene fra kanonkuglerne.

Byzantinerne havde også brugt baller af læder, uld og stof, til at beklæde muren og beskytte den mod stødene.

Efter flere dages bombardement satte Mehmet 2. et stormløb mod hullerne i muren, men blev dog stoppet og slået tilbage. Det samme havde han prøvet på med sin nybyggede flåde; At skabe et så stort pres på det byzantinske forsvar at det ville kollapse, men uden held. De byzantinske skibe, havde været de osmanniske skibe langt overlegne, og havde ydmyget den osmanniske flåde. Mehmet, som stadig ikke vidste at europæerne ikke ville komme Konstantinopel til undsætning, vidste at der skulle findes en ny måde at lægge endnu mere pres på de byzantinske mure, for at få Kejser Konstantin til at fordele sine mænd, så det ville blive lettere for mændene på land, at erobre muren. Mehmet vidste, at ”Det Gyldne Horn” var en strategisk vigtig fjord for byzantinerne, da de brugte fjorden til at reparere deres skibe og ligge i sikkerhed. Fjorden var beskyttet af en tyk jernkæde, som afspærrede adgangen til bugten. Kæden kunne ikke bare fjernes, da den i den ene ende var fastgjort i Konstantinopel og den anden ende i en italiensk koloni, som han ikke kunne angribe, da det måske ville give de italienske bystater og andre europæiske lande en overbevisning om at de burde hjælpe Konstantinopel. Derfor besluttede han, at hans flåde skulle trækkes hen over land, for at blive sat i toppen af fjorden så de ad denne søvej kunne angribe den byzantinske mur. Det blev beskrevet således:

“Det var et ekstraordinært syn at være vidne til og umuligt at tro på, hvis man ikke så det med sine egne øjne. Skibene blev båret over tørt land – som om de sejlede til havs med mandskab, sejl og udstyr,”

Citat af den græske historiker Kritovoulo.

Dette beskriver overraskelsen det var for byzantinerne at se skibene ”sejle” over land og hvilken frygt det måtte have været for dem. De var nu omringet til alle sider, og deres italienske allierede havde forladt dem. Efter 47 dages bombardement kunne Mehemt 2.

dirigere et angreb, som lykkedes, og osmannerne stormede ind i Konstantinopel. Dermed

Side 8

8 var den sidste kristne bastion i østen forsvundet og Det Osmanniske Rige havde indtaget deres hovedstad, Istanbul.

Osmannernes syn på sig selv^{7}

Der blev i lang tid efter dets undergang snakket om Romerriget i Europa og Mellemøsten.

Om hvem der ville være succesfulde nok til at træde i dets fodspor og blive et stort og mægtigt imperium. Under Suleiman, den 10. sultan af Det Osmanniske Rige, blev imperiets territorium udvidet meget. Det siges, at han fik et syn i sine drømme om, at det var Det Osmanniske Rige, som ville blive det næste imperium til at styre Middelhavet. Han skrev således i et brev til Sigismund 1., konge af Kongedømmet Polen-Letland:

”Padishah [King of the King] of the White [Mediterranean] and the Black Sea, of Rumeli

[the ’Land of the Romans’], Anatolia, Karaman, the provinces of Dulkadir, Diabakir, Kurdistan, Azerbaijan, Persia, Damascus, Aleppe, Egypt, Mecca, Medina, Jerusalem and the lands of Arabia, of Yemen, and the many lands conquered with overwhelming power

by my noble father and magnificent grandfathers”^{89}

Med dette citat beskriver han sig selv som konge af ”Land of the Romans” og hentyder til, at på daværende tidspunkt havde Det Osmanniske Rige besat mange af de provinser i øst, som romerne i sin tid havde besat. Han beskriver også, at det er med storslået og overbevisende kraft at de havde indtaget landene, ligesom romerne havde været deres fjender overlegne. Dertil kommer det, at han lægger vægt på, at hans far og forfædre indtog lande med storm, og med dette hentyder han indirekte til, at sådan vil det også komme til at ske under ham. Det Osmanniske Rige ikke styret hårdt, som man ellers skulle tro. Der var religionsfrihed og de blev ikke pålagt at skulle leve efter muslimsk livsstil, men gerne leve som de havde gjort før. Stat og religion var delt, så derfor gik de skatte penge, som blev indkrævet, udelukkende til sultanen og hans rådgivere, som derfra styrede imperiet. Landets struktur og opbygning var derfor også baseret på kilder om Romerrigets struktur og opbygning. Derfor kan jeg stærkt antage, at de så sig selv, som Romerrigets efterfølgere.

7

Inside The Seraglio. Freely, John. Viking 1999

8

Citat af Dariuz Kolodziejcyk, fra bogen, Ottoman-Polish Diplomatic Relations: An Annotated Edition of Ahdnames and

Other Documents. side 117. af E. J. Brill. 2000
9

Det er usikkert præcist hvornår han skrev brevet, men det næves at være nogle få år, efter han blev sultan i 1494.

Side 9

9

Belejringen af Wien 1529 og 1693^{10}

Det Osmanniske Rige havde i flere omgange prøvet at belejre Wien, for at kunne indtage byen, men begge gange forgæves. Ved det første slag havde det i ugerne op til slaget regnet så meget, at Suleiman blev nødt til at efterlade sine store kanoner i mudderet i Balkan. Så Suleiman blev nødt til at angribe med sine små kanoner, som ikke kunne udrette skade mod Wiens mure. Det var Wiens mure, som afgjorde slaget. Murene var blevet udbygget af habsburgerne [11], derfor kunne osmannerne ikke trænge igennem. Dette satte en stopper for osmannernes udvidelser mod nord og ind i Europa. Dette ledte til, at generalerne, som havde været ledere af krigstogtet, alle blev henrettet for deres fiasko.

Igen i 1693 stod osmannerne foran Wiens mure, for at belejre byen, men denne gang ventede en kristen alliance, som består af polske, østrigske og tyske tropper. Dette blev et knusende nederlag til osmannerne, som blev drevet på flugt. Nederlaget blev starten på slutningen af storhedstiden for Det Osmanniske Rige. Siden tabte de kun terræn i Balkan, Afrika og dele af Mellemøsten, men kom aldrig tilbage til samme magt og indflydelse. Med tiden kom Det Osmanniske Rige til at blive betegnet som Europas syge mand, da det stod svagt overfor de andre europæiske magter både militært men også teknologisk.

Europæernes syn på Det Osmanniske Rige

12

Europæernes generelle syn på osmannerne var, at de var nogle barbariske hedninge, som kom og plyndrede og besatte de kristne lande på Balkan, men hvordan de så ud var forskelligt. Der var flere kristne malere i Vest- og Nordeuropa, som troede at osmannerne bar ridderrustninger, dog i Østeuropa blev de illustreret med deres turban og deres ”rigtige” klædning, som de bar under krig. Kilden i bilag 1. Beskriver hvordan en ungarsk maler viser dem i sit maleri.

Kildeanalyse: Bilag 1.

Kilden er et maleri, som beskriver belejringen af Beograd i 1521. Det er malet af Sándor Wagner, som kom fra Ungarn, i 1859. Maleriet hedder Self-Sacrifice. Selve maleriet er en andenhåndskilde, da Sándor ikke selv levede under belejringen af Beograd, som fandt

10

Historie nr. 9/2008 s. 60-63

11

http://en.wikipedia.org/wiki/Habsburg_Monarchy

12

Til dette kapitel vil jeg bruge bilag 1., og lave en kildeanalyse over maleriet

Side 10

10 sted mere end 300 år før maleriet var færdigt. Det vides ikke hvem der har været den oprindelige modtager af kilden, men man kunne gætte på, at det har været til enten adelen eller de royale i det ungarske kongehus, da de på daværende tidspunkt var i gang med at tilbageerobre land, som de tidligere havde mistet til osmannerne.

Kilden er som skrevet et maleri, og det jeg kan analysere ud fra billedet er, at maleren har sat den tapre Titusz Dugovics i det gyldne snit, da han sammen med osmannernes leder kaster sig i døden som en ofring, så Beograd og hans landsmænd kunne overleve og sejre over osmannerne. Forsvarerne af Beograd er også illustreret som modige og pæne mænd, som har front ud mod tilskueren af maleriet. Med dette kan det fortolkes, at de skal fremstå modige og pæne, som et godt folk af Gud. Der er lyst bag dem på himlen, som om Gud står bag dem og holder med dem. Osmannerne kommer kravlende op af muren, og dette kan fortolkes som, at de kom fra Helvede og prøvede at indtage himlen(den gode kristne by, Beograd). Forsvarerne af Beograd er altså ”de gode”, og osmannerne er ”de onde”. Dette giver et godt indblik af Europas syn på osmannerne. De så dem som vilde barbarer, der var kommet fra helvede og kæmpede mod Guds folk.

Formålet med kilden kan meget vel være, at beskrive de ungarske soldaters heltemod mod de vilde barbarer. At beskrive hvordan Gud stod bag dem, så de kunne sejre over hedningene og sikre Beograds sikkerhed. Billedet er altså lavet med en europæisk synsvinkel, hvilket også ligger til grunde for, at osmannerne er beskrevet som de er. Da man, næsten, altid ville ophæve sig selv overfor sine modstandere og dermed indirekte nedgøre sine modstandere. For at ophæve sig selv, har maleren brugt virkemidler, fx i form af det ”gudelige lys” bag ungarerne.

Kilden er dog ikke pålidelig, hvis man skulle se på resultatet af belejringen af Beograd, da maleriet er malet mere end 300 år efter slaget, men det kan bruges til at beskrive europæernes syn på det osmanniske folk og hvordan de selv blev illustreret overfor osmannerne.

Kildeanalyse: Bilag 2.

Denne kilde er også et maleri, og det er blevet malet i 1896 af Bertalan Székely. Bertalan

Székely var af ungarsk afstamning og valgte at beskrive i sit maleri, hvordan byen Buda^{13}

13

Buda blev senere slået med med Pest, og i dag kender man det som Budapest.

Side 11

11 blev tilbageerobret af en kristen alliance i 1686. At maleriet først blev malet i 1896, fortæller os, at det er en andenhåndskilde. Da Bertalan ikke levede under tilbage erobringen, er kilden ikke god til at illustrere, hvordan der så ud efter tilbageerobringen, men kun giver os et indblik i, hvordan han har forestillet sig, at det så ud. Det vides ikke hvem modtageren har været, men det kunne ske, at det var i form af en hyldest til den kristne alliance, som tilbageerobrede byen.

Nogle af de fremhævede illustrationer, der er på billedet, er:

Charles of Larraine og hans følge som kommer ridende ind på hvide heste

Ali Pasha [14] som ligger dræbt på jorden, og bliver set ned på af sejrerherrene.

Formålet med at fremhæve disse ting i maleriet viser, at han har set den kristne alliance som befriere. Dette illustrerer han ved at placere dem på hvide heste, som er et symbol på fred, selvom kristne egentlig ikke kommer med fred, men Bertalan mener, at de er blevet tvunget til at befri Buda fra osmannerne. Han mener altså, at de kristne vil sørge for, at der kommer fred i byen(når de har tilbageerobret den). Det er derfor han har placeret dem på hvide heste. For at illustrere at Ali var et ”ondt” menneske er han blevet placeret på jorden og i mørkt tøj, så sejrherrerne kunne se ned på ham, og mørke og dystre farver karakteriserer ”det onde”. Ali har dog fået hvidt skæg, som kan symbolisere, at Bertalan viste respekt for ham. Det siges også, at både kristne og muslimer mente at Charles og Ali begge var hæderlige og ærefulde mænd. Billedet vidner om at europæernes syn på osmannerne efter deres imperium mistede noget af sin magt.

Derfor er denne kilde et godt eksempel til at bevise, at europæernes syn på osmannerne ændrede sig, og at osmannerne blev mere respekterede. Dog ikke mere end, at en respekteret muslim fik et hvidt skæg, og en respekteret kristen fik en hvid hest. Dette kan perspektiveres til det nutidige EU, hvor man stadig ikke er sikre på at Tyrkiet kan komme med ind i EU. Er der stadig problemer med muslimer kun har et hvidt skæg og europæere har en hvid hest?

14

Var Guvernør i Buda for Det Osmanniske Rige

Side 12

12

Konklusion

I denne opgave har jeg fundet ud af, at der lå meget forud for, at Det Osmanniske Rige kunne nå sin styrke. Jeg har lært, at de i starten af deres storhedstid blev beskrevet som barbarer, der dræbte alle deres fanger. At de også blev set som hedninge som angreb og truede det kristne Europa med deres togter langt op i Balkan. At der i malerier blev indlagt symboler, som virkede som om europæerne havde gud på deres side, og at osmannerne var onde barbarer, som kom fra helvede. Osmannerne så sig selv om efterfølgere til Romerriget og troede dermed, at de var alle andre overlegende. Efter osmannerne begyndte at miste deres indflydelse i Europa blev de også mere respekteret og ikke barre frygtet, som det tidligere havde været. De blev respekteret fordi de var modige i kampe.

Dermed kan jeg konkludere, at de europæiske syn på osmannerne ændrede sig med tiden, alt efter deres styrke. Osmannerne opfattede sig selv som efterfølgere til Romerriget, da de også havde store besiddelser ved Middelhavet, og var andre riger overlegne, ligesom Romerriget. Dermed anså de sig selv som usårlige.

Side 13

13

Bilag:

Bilag 1, er kopieret fra side 103 i The Enemy At The Gate. Andrew Wheatcroft. 2008 Bilag 2, er et maleri af Bertalan Székely, maleriet hedder Buda Castle Recaptured 1896.

Bilag 3, er et kort over osmannernes erobrings togter i Europa, i 1683. kopieret side 1 Bilag 4, er et kort over konflikter på Balkan mellem hasburgerne og osmannerne side 6

Side 14

14

Litteraturliste

Primærlitteratur

Bøger

Inside The Seraglio. Freely, John 1999. Viking

De Arabiske Folks Historie. Hourani, Albert. 1994 Gyldendal

The Enemy af the Gate. Wheatcroft, Andrew. 2008 Pimlico

Blade

Historie nr. 5/2008 s. 50

Historie nr. 9/2008 s. 60-63

Sekundærlitteratur

Hjemmeside

http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Mellem%C3%B8sten/Kaliffernes_rige_til_ca._1
300/seldsjukker den 7/2 2011 kl. 11:13

Billeder/Illustrationer

http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/e/e9/Anadolu_Beylikleri.png den 7/2 2011 kl.
12:27http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/c/c3/Seljuk_Empire_locator_map.svg den 7/2 2011 kl.

13:42

Historie nr. 5/2008 s. 52

http://da.wikipedia.org/wiki/Fil:OttomanEmpireIn1683.png 8/2 2011 kl. 14:18