SRP om Kvinder i Iran i Engelsk A og Historie A

Side 1

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 2

Abstract

Women in today’s Iran live under very controversial circumstances. Since the Islamic revolution in Iran in 1979 all women, no matter which nationally or believes these may have, are forced to wear a veil. This veil has become the symbol of the instant and long battles women in the whole Middle east have fought – whether these battles were because of a lack of Islam in the public space, or because of a too extreme centralisation of Islam, they have caused many troubles in millions of women’s lives. Azar Nafisi gives some examples on how the Islamic Republic of Iran has formed the lives for many women in her book “Reading Lolita in Tehran”, but also how these women choose to form their own destinies by making personal showdowns against the Islamic regime. The situation in Iran is unfortunately not the only example of a mistreating of the human rights that is announced ‘universal’ in the Western part of the world. In Saudi Arabia the situation is, if possible, even worse. Here the most traditional Islam that exists in the world today holds women back. In Egypt the government has tried to modernise Islam, and to let the constitution be inspired by Islam as the fundament. Turkey represents the more secular Islam, where Islam does not play any part in the constitution, but is supposed to be a private matter. All these kinds of Islam are receiving criticism though, whether this criticism is from the Western world, other Arab countries or from the population makes no difference to the conclusion; no country or government has yet been able to unite Islam with the moral of the universal human rights, democracy or equality of the sexes.

Side 2

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 2

Indledning

”Mænd står over kvinder, fordi Gud har udmærket nogle frem for andre, og fordi det er mændene, der må lægge ud af deres formue. Gode kvinder er lydige og værner om det skjulte, fordi Gud værner derom. Hvis de er genstridige, skal I først formane dem, derefter lade dem alene i sengen og endelig slå dem. Hvis de adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere i sagen. Gud er ophøjet og stor. (Sura 4:34)”

Når religionen spiller en større rolle, end emner, som vi i den vestlige verden, for længst har anerkendt som universelle og altoverskyggende, stiller dette et klart og tydeligt modsætningsforhold op imellem de lande, der står henholdsvis på den ene eller den anden side. Dette er den Islamiske Republik Irans historie et tydeligt eksempel på. Specielt er denne modsætning kommet til udtryk igennem de manglende rettigheder, som kvinderne i Iran besidder – samt den generelle forskel, der opfattes at være på kvinder og mænd i islam.

For at belyse kvinderne i Iran, kræver dette naturligvis en historisk baggrund, som skal være redegørende for tidligere såvel som aktuelle vilkår for kvinderne, desuden med et specielt henblik på vilkårene under revolutionen fra 1979 til 1981, som desuden står som omdrejningspunkt for kvindernes situation. På baggrund af den iranske forfatter, Azar Nafisis, ”Reading Lolita in Tehran” skildres endvidere konkrete eksempler på kvindeliv og kvindeskæbner i Iran, samt forskellene på kvinder i det offentlige og i det private rum. Synsvinklen på vilkårene for kvinderne vil her være forfatterens egen, altså en subjektiv, men stadigt realistisk indfaldsvinkel. Koranen påskriver forskelle mellem mænd og kvinder, som ovenstående citat også viser, dette betyder naturligvis også, at vilkårene for kvinder er stærkt kontroversielle i store dele af mellemøsten, og ikke kun i Iran. Derfor perspektiveres kvinderne i Iran til de vilkår, der er gældende for kvinder i andre islamiske lande, herunder også forskellige former for islam i praksis.

Hvor vi i dag i Vesten antager politik og religion for at være en adskilt sag, samt ligestilling mellem mænd og kvinder for værende en absolut selvfølge, halter dele af den øvrige verden stadig efter.

Formålet ved denne opgave er således at illustrere en gruppe af de kvinder, hvis hverdag tager udgangspunkt i den del af verdenen – opgaven har til formål at redegøre for kvinderne i Iran, såvel som at skabe en vigtig og altafgørende forståelse omkring deres situation.

Redegørelse for iranske kvinders livsvilkår før, under og efter den islamiske revolution

Situationen for kvinder i Iran er en af de mest kontroversielle overhovedet. Disse kvinder har gennem mange årtier oplevet omvæltninger i deres rettigheder, som kvinder i den resterende verden, sjældent ville tro mulige. Kvinders livsvilkår har gået hånd i hånd med den placering islam har haft i det iranske samfund på de pågældende tidspunkter. For at redegøre for kvindernes livsvilkår, skitseres tre perioder

Side 3

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 2 af iransk historie, som tydeliggør de faktiske forskelle, bygget op omkring en alt afgørende faktor i Irans historie; den islamiske revolution.

Perioden før den islamiske revolution i Iran skitseres tydeligt fra Reza Shahs tiltrædelse som shah i 1925, idet denne periode blev starten på det såkaldte Pahlavi dynasti, som blev en æra med kvindernes rettigheder i form af en stærk tilknytning til USA og en større afstand til islam som offentlig instans. Den islamiske revolution i Iran strakte sig fra 1979 til 1981, og er naturligvis omdrejningspunktet vedrørende de rettigheder, som kvinder i Iran i dag står stillet med. Endvidere påpeger situationen i Iran fra 1981 til i dag, hvorledes internt spild stadigt sår spørgsmålstegn ved, hvorvidt kvindernes rettigheder i Iran har været et rent produkt af islam eller blot et politisk middel.

Redegørelsen er hovedsageligt skrevet på baggrund af ”Lifting the Veil” [1], samt suppleret af diverse kilder. Henvisningerne er i form af fodnoter.

Pahlavi dynastiet og kvindernes frigørelse fra Islam – 1925 til 1979

Før den islamiske revolution i Iran i 1979 var Iran ledet af det såkaldte shah-styre – og fra 1925 af det sidste dynasti i Iran historie - Pahlavi dynastiet. Den første del af dette dynasti, ledet af Reza Shah, var præget af store reformer for kvindernes livsvilkår – stærkt præget af en frigørelse af kvinden i forhold til Islam. Således blev det i 1936 indført, at det skulle være ulovligt for kvinder at tildække sig offentligt. [2] Endvidere blev Reza Shah selv hovedpersonen i dette tiltag – og blev altså som person set som en forkæmper for en mere vestliggjort kvinde: ”he attended a diploma ceremony … accompanied by his wife and two of his daughters, all of whom wore European dress. It was the first time any Persian woman had appeared unveiled on a

           3
public occasion” .

Under Reza Shahs søn, Mohammed Reza Shah, skete dog yderligere tiltag til en forbedring af den iranske kvindes livsvilkår. Således fik de iranske kvinder stemmeret i 1963, som følge af den Hvide Revolution. Foruden dette enorme og vigtige tiltag i Irans historie, indførte Mohammed Reza Shah endvidere vigtige rettigheder for kvinden, såsom loven til beskyttelse af familie, som gav kvinderne retten til skilsmisse under visse omstændigheder, såvel som retten til deres børn. Desuden blev den legale alder for ægteskab for piger hævet fra ni til femten år. Generelt var Mohammed Reza Shahs visioner og planer for Iran stærkt præget af flere rettigheder til det kvindelige køn: ”Now it seems to me the time is opportune for Iran’s women to reappraise their needs and potentialities if they are most fully to enrich their own

                                                   4
lives and those of their husbands, their children and their fellow-countrymen.”

1

Kilde nr. 4

2

Kilde nr. 4, s. 114ff

3

Kilde nr. 4, s. 114

4

Kilde nr. 4, s. 115

Side 4

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 2

Trods de stadigt voksende rettigheder til kvinderne, jordreformer, forbedring af uddannelses-og sundhedssystemet samt et forsøg på at omfordele goderne mere ligeligt i Iran, overskyggede et faktum Mohammed Reza Shah i alle sammenhænge – hans åbenlyse samarbejde med Vesten.

Endvidere blev der fra kritikernes side af stillet stort spørgsmålstegn ved sådanne tiltag i forhold til Islam: ”Such measures undermined the whole basis of Islamic law, and threatened to turn Iran into a secular society

                  5
along the lines of Turkey”

. Derudover var de sidste år af Pahlavi dynastiet stærkt præget af korruption og undertrykkelse – og Iran gik fra at være et pragteksemplar på demokrati i Mellemøsten til at være et symbol på, hvad den amerikanske imperialisme også kunne medføre – diktatur. Degraderingen af islam i det offentlige rum førte til stigende modstand blandt de, der ønskede, Iran, med islam stærkt centraliseret. Samtidigt steg modstanden fra oppositionen, eftersom den var blevet forbudt, men også vestligt orienterede nationalister, intellektuelle og studerende var imod shahens diktatoriske tiltag og politik. Vesten, som havde været med til at sikre shahens magt, blev således også shah-styrets endeligt.

Mohammed Reza Shah forlader i januar 1979 Iran, og i februar vender ayatollah Khomeini hjem efter over fjorten år i eksil – den islamiske revolution blev således igangsat. [6]

Den islamiske revolution - 1979 til 1981

Den islamiske revolution fra 1979 – 1981 bød på en stor omvæltning ikke alene for kvindernes vilkår, men for hele det iranske politiske virke. I forhold til kvindernes situation blev der netop gjort op med den underminering af islam, som herskede under Pahlavi dynastiet.

F.eks. et stærkt argument mod de tiltag, der blev gjort for de iranske kvinder under Reza Shah, at han netop selv satte sig som hovedperson i dette skelsættende skift i iransk kultur, specielt efterfulgt af argumentet om: ”Khomeini was to refer to Reza Shah’s campaign for the emancipation of women as ’one of the darkest

                                                                              7
moments in the history of Islam’, and said it gave women the choice of becoming prostitutes or staying at home” . I

forhold til Mohammed Reza Shahs regeringsperiode blev det altoverskyggende argument, som tidligere nævnt, manglen på konsensus i forhold til islam, samt det korrupte og ikke folkestøttede bånd til Vesten, specielt USA. Da den islamiske revolution i 1979 indtraf, blev de rettigheder som kvinder havde vundet ved loven til beskyttelse af familie således erklæret som ugyldige. Tildækning af kvinder gik endvidere fra at være et symbol på indskrænket frihed, til at være et symbol på den såre frihed i form af fuldstændig opgør mod shah-styret – i og med at dette havde forbudt tildækning.

Da ayatollah Khomeini i 1979 vendte tilbage til Iran gav han den første opsang til kvinderne om, at de igen skulle iklæde sig chador. Dette var der dog en umiddelbar reaktion på fra kvindernes side af: ”… they pointed out that the Koran did not impose a specific Islamic covering, but stated merely that women should

5

Kilde nr. 4, s. 115

6

Kilde nr. 3, s. 9-12

7

Kilde nr. 4, s. 114

Side 5

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 2

’cast down their eyes and guard their private parts, and reveal not their adornment save such as is outward and let them cast their veils over their bosoms’”. I 1980 blev der dog, trods disse protester, annonceret fra regerings side af, at kvinder skulle tildække sig selv, og det blev pligtigt at bære hijab for kvinder ansat af det offentlige.

Shirin Ebadi, iranskfødt advokat og nobelpristager, kommer i sin artikel ”Lovens ringeagt for kvinder” ind på nogle af de væsentlige tab kvinderne led, som følge af den islamiske revolution: ”… efter

                                                                        8
revolutionen undergik det iranske lovsystem grundlæggende forandringer – til skade for kvinderne selvfølgelig” . Herefter

kommer hun ind på konkrete paragraffer i iransk lovgivning, som hovedsageligt omhandler straffen for mord. Af disse står det klart, at blodpengene (en slags erstatning en morder betaler til den myrdes familie) for drabet på en kvinde kun kommer op på den halve sum i forhold til summen af blodpenge for drabet på en mand. Endvidere kommer Shirin Ebadi ind på noget helt elementært i forhold til iransk lovgivning og kvinder: ”Hun [den iranske kvinde] bliver til tider slet ikke regnet for noget. Eksempelvis

                                                      9
findes der forbrydelser, i forbindelse med hvilke kun en mands vidneudsagn tæller” .

Shirin Ebadi, som har opnået international anerkendelse for sine kampe for flere menneskerettigheder i Iran – herunder retfærdighed for kvinderne afslutter artiklen om kvindernes rettigheder i forhold til loven med følgende stærke kommentar:

”… de kvinder, der gik på barrikaderne sammen med mændene i kampen for at få smidt den vantro shah på porten, som blev tortureret, som blev dræbt, som mistede deres sønner og mænd, de mistede deres basale rettigheder, som de havde

                                                        10
kæmpet så hårdt for at opnå, på grund af de love, der blev vedtaget efter revolutionen”

Kvindens situation i den Islamiske Republik Iran – 1981 til i dag

Perioden, fra afslutningen på den islamiske revolution til i dag, har bragt tiltag i de vilkår som den iranske kvinde lever under med sig. Den tildækning, der er i 1980 blev lovpligtig for alle offentlige ansatte, blev i 1983 gjort gældende for alle kvinder i Iran: ”all women in Iran, whatever their religion or

                                                                      11
nationality, were obliged to conform to a ruling that only their face and hands could remain uncovered” . Tiltag som

disse gjorde det for alvor klart for de tilhængere, der havde været for revolution, at islam igen skulle have en central placering - islamiseringen af Iran var påbegyndt. Således blev f.eks. de venstreorienterede, som havde kæmpet side om side med de religiøse for at få shahen afsat, endnu engang sat i baggrunden i det politiske virke.

8

Kilde nr. 6, s. 1

9

Kilde nr. 6, s. 2

10

Kildr nr. 6, s. 2

11

Kilde nr. 4, s. 116

Side 6

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 2

I 1989 blev Ali Akbar Rafsanjani præsident i Iran, og han havde umiddelbart nogle helt klare ønsker i forhold til tildækningen af kvinder – men selv præsidentens ønsker var underlagt en højere autoritet:

”If it [Ali Akbar Rafsanjanis synspunkter] seemed like the beginning of an entirely new approach, the hopes it raised were speedily disappointed. The behaviour, treatment and clothing of women was so central to the ethos of the Islamic

                                                       12
Republic that the hardliners could never have considered any surrender on this issue” .

Ikke alene vidner dette om, at kvindernes kamp imod ufrivillig tildækning, tegner sig til at blive en lang og sejlivet kamp, men også om det politiske system i Irans begrænsning af islam. Alle lovforslag, vedtagelser o. lign. i Iran er underlagt Vogternes Råd, som også indstiller kandidaterne til parlamentet såvel som til domstolene. Som det ligger i navnet, har Vogternes Råd til opgave at vogte over, hvorvidt islam forbliver det centrale i det offentlige rum.

Kvinder i Iran må kun tage deres tildækning af i privatsfæren, dette betyder dog også, at kvinder som er selvstændige, selv må bestemme deres beklædning på deres arbejdsplads. Men i det sekund, kvinden træder ud i det offentlige, skal hun ifølge loven være tildækket. Dette resulterer i en splittelse, som de fleste kvinder i Iran mærker: ”… every woman in Iran, whether timid or bold, undergoes a far more serious

                                                                          13
scrutiny than any man … the balance between being yourself and avoiding trouble is a difficult one to maintain” .

I 1997 vinder den reformvenligefløjs leder, Mohammed Khatami præsidentvalget, og der opstår på ny et håb for et Iran, der ønsker at nærme sig Vesten, samt håb om bedre og mere lige rettigheder for alle iranere. Frem til 2005 rykker Iran sig også et lille skridt nærmere Vesten, men dette afbrydes, da den meget konservative Mahmoud Ahmadinejad vinder præsidentvalget.

Den Islamiske Republik Iran opfordrer i stor stil kvinder til at tage en uddannelse, og man ser i stigende grad kvinder forlade hjemmet for at arbejde e. lign, dertil har de retten, hvis deres mand tillader det. Derfor har det islamiske styre blandt andet medført et betydeligt fald i analfabetismen, som omfattede sig til næsten halvdelen af befolkningen under shahen. [14]

Sammenfatning I

Sammenfattende kan det siges, at tildækningen uden tvivl er blevet det mest tydelige og kontroversielle symbol på kvinders livsvilkår i den Islamiske Republik Iran. Ikke blot fordi denne symboliserer den skiftende betydning islam har haft, men også fordi det stadigt står stærk dubiøst, hvorvidt kravet om tildækning er blevet brugt i henhold til islam, eller for at tydeliggøre den politik, der ønskes gennemført

– at tillade kvinder at gå utilsløret ville være et alt for stort symbolsk nederlag for de religiøse kræfter, ligegyldigt i hvilken grad tildækning er krævet ifølge koranen.

12

Kilde nr. 4, s. 116

13

Kilde nr. 4, s. 113

14

Kilde nr. 10

Side 7

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 2

Kvindeliv og kvindeskæbner – på baggrund af Azar Nafisis ”Reading Lolita in Tehran”

På baggrund af Azar Nafisis (Nafisi) erindringsroman ”Reading Lolita in Tehran”, en primær, subjektiv kilde om livet for kvinder i Iran, analyseres og fortolkes med henblik på at skildre forfatterens opfattelse af kvindeliv og kvindeskæbner i det offentlige såvel som det private rum. Romanen er bygget om omkring en læsegruppe, som forfatteren stifter efter, at hun stopper med at undervise i engelsk litteratur. Gennem romanen diskuteres den generelle politiske situation over en længere periode, som tager sin start med Nafisi som ung revolutionær, venstreorienteret studerende i USA til 1997, hvor Nafisi forlader Iran til fordel for USA sammen med sin familie, og læsegruppen dermed opløses efter mindre end toårs eksistens.

Kvinderne i læsegruppen, som i romanen er blevet givet fiktive navne, repræsenterer forskellige liv og ikke mindst skæbner, som i det følgende vil blive analyseret og fortolket, specielt med henblik på den todeling, kvinderne lever under i forhold til det private og det offentlige rum.

Azar Nafisi – de, der mistede

Nafisi symboliserer en enorm gruppe kvinder i og med, at hun ved revolutionens start i 1979 var treogtyve år gammel og derfor tilhører den vide generation, som mistede deres rettigheder ved de tiltag den islamiske regering efterfølgende tiltog. Endvidere repræsenterer hun en stor del af de kvinder, som Shirin Ebadi også omtaler, som støttede revolutionen af andre grunde end religiøse – kvinder, som var for de rettigheder, shah-styret havde medført, men imod den politiske linje shah-styret ellers repræsenterede. Kvinder, som i revolutionens første dage stolt mødte op i deres kakifarvede bukser og kaldte hinanden ”kammerat”, men som aldrig havde forestillet sig, at de få år senere skulle tvinges til fuldstændig tildækning.

”Why did I stop teaching so suddenly? (…) Was it the declining quality of the university? The ever-increasing

                                                                               15
indifference among the remaining faculty and students? The daily struggle against arbitrary rules and restrictions?”

Således stiller Nafisi spørgsmål til sig selv hele romanen igennem. Spørgsmål som leder læseren i hendes opfattelse af de daglige kampe, hun selv, som kvinde i Iran, måtte kæmpe. Hele hendes overvejelser vedrørende hendes stilling som professor ved et mere liberalt universitet i Teheran er essentielt for romanen i den forstand, at netop denne beslutning om at stoppe som underviser, samtidigt var en indrømmelse af den kendsgerning, at det ikke længere for Nafisi var muligt at undervise uafhængigt af den politiske situation og religionens betydning i Iran. At undervise i engelsk litteratur på et universitet i Teheran, var fra hendes synspunkt blevet en umulighed.

På mange måder symboliserer denne anerkendelse flere forhold for kvinder som Nafisi i Iran.

De har for længst anerkendt, at deres idealistiske værdier holder dem nede, hvorfor de må ty til at være

15

Kilde nr. 2, s. 10

Side 8

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 2 mere realistiske – affinde sig med, dog aldrig acceptere, det regime, der hersker. Romanen igennem er der et stærkt modsætningsforhold mellem den Nafisi egentlig er og den rolle den Islamiske Republik Iran, tvinger hende til at tage. Blandt andet beskriver hun, hvorledes hun i revolutionens første år, mærker en tydelig forskel mellem den person hun er i det offentlige og den person, hun er i privatsfæren: ”Publicly, I was involved in what I considered to be a defence of myself as a person. At the same time, a more private rebellion began to manifest itself in certain tendencies, like incessant reading, or the Herzog-like passion of

                                       16
writing letters to friends in the States that never were sent.”

Den kontroversielle tildækning

Det mest essentielle symbol for “generationen, der mistede” har uden lige været lovkravet om tildækning. Således kommer dette krav også til at spille en enorm rolle i Nafisis hele liv. I 1981 bliver hun bortvist fra Teheran Universitet, da hun nægter at følge regeringens lov om, at alle offentlige ansatte skal være tildækket. Senere, da det bliver lovpligtigt for kvinder at tildække sig på alle offentlige steder, går Nafisi dog stadigt ikke på kompromis og vender trods det generelle krav, som hun er tvunget til at følge, ikke tilbage til at undervise foreløbigt: ”... my integrity as a teacher and a woman was being compromised by its insistence that I wear the veil under false pretenses for a few thousand tumans a month. The issue was

                               17
not so much the veil itself as freedom of choice” .

Nafisis konkrete afvisning af at ville tildække sig, møder megen kritik blandt flere revolutionære fløje – ikke blot den islamiske, selvom tilsløring ifølge Nafisi selv: ”… had gained a symbolic significance for the regime. Its reimposition would signify the complete victory for the Islamic aspect of the revolution, which in those first

                        18
years was not a foregone conclusion”

. Her viser Nafisi endnu engang et vigtigt billede af de kvindeskæbner, der blev tegnet i revolutionens første år: kvinder, såvel som mænd, så sig blinde på at få en revolution gennemført, at de ikke ænsede de enorme religiøse vækkelser.

For Nafisi får tildækningen stor eksistentiel betydning, idet hun som tildækket føler sig undermineret som kvinde, lærer og menneske. Hun føler det som den værste diskrimination, hun nogensinde har været udsat for, og fortæller hvorledes, hun under sit sorte chador, prøvede at gøre sin krop usynlig: ”Gradually, I pretended that when I wore the robe, my whole body disappeared: my arms, breasts, stomach and legs melted and disappeared and what was left was a piece of cloth the shape of my body that moved here and

                        19
there, guided by some invisible force”

. Denne leg, som Nafisi opfinder for at skjule sig selv i et princip, som hun ikke kan stå inde for, kan fortolkes som hendes syn på kvindesynet i Iran generelt – og dermed også den opfattelse hun har af kvindesynet i islam: at kvinder under de love, der er dem pålagt, og de

16

Kildr nr. 2, s. 111ff

17

Kildr nr. 2, s. 151ff

18

Kildr nr. 2, s. 112

19

Kilde nr. 2, s. 167ff

Side 9

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 2 rettigheder, der er dem frataget, er blevet usynlige – ikke eksisterende – individer, som blot bevæger sig i den retning, som regimet pålægger dem. Den usynlige kraft er altså det islamiske regime, som med sine love og regler for kvinder, gør dem til ubetydelige og usynlige marionetdukker.

Senere bliver Nafisi mødt med argumentet om hvorvidt det er vigtigst for hende at undervise med eller uden slør – i forhold til ikke at undervise overhovedet. Et argument lydende på, hvorvidt hun følte sig mest forpligtiget overfor sig selv og sine personlige principper, eller overfor en hel generation af unge, hvis uddannelser synes at stå til forfald: ”Most of my friends merely confused me by posing the dilemma back to me: is it better to help the young people who might otherwise not have a chance to learn or to refuse categorically to

                  20
comply with this regime?” . Spørgsmålet om tildækning bliver på en måde altså gjort underordnet i

hverdagens Iran, eftersom kravet er lovpligtigt. Hvad dette fører til er, at kvinder, som Nafisi, hvis sind er præget af en stærk grad af idealisme, bliver overflødiggjort – eller som Nafisi selv formulerer det: irrelevante.

Kvindernes irrelevans

I forhold til Nafisis egen skæbne og eget liv er det væsentligt at se på perioden efter hun bliver afskediget fra Teheran Universitet i 1981 til hun bliver ansat ved Allameh Tabatabei Universitetet i

1987. I denne periode begraver Nafisi sig i bøger, samtidigt med at hun udgiver en række artikler, kronikker og lignende for diverse reformistiske tidsskrifter i Iran. Alligevel føler hun sig dog tilsidesat og utilpas: hun føler sig irrelevant: ”… people like myself had become irrelevant. This pathological disorder as not limited to me; many others felt they had lost their place in the world. (…) The feeling is akin to visiting your old house as

                             21
a wandering ghost with unfinished business” .

Følelsen af irrelevans peger endnu engang på den opfattelse Nafisi har af det typiske kvindesyn i Iran, og derfor også på den opfattelse, som Nafisi mener, at islam har på kvinder. Generelt kommer hun igennem romanen ud på en meget uforstående måde i forhold til islam – i al fald den måde, hvorpå religionen bliver brugt i den Islamiske Republik Iran: “Just over a year after I had returned to my country, my city, my home, I discovered that the same decree that had transformed the single word Iran into the Islamic Republic of

                                   22
Iran had made me and all that I had been irrelevant” .

Kvinder, der mistede

Nafisi lægger gennem hele romanen vægt på, at hun naturligvis ikke er den eneste kvinde, der har lidt denne skæbne – en skæbne baseret på irrelevans, at føle sig malplaceret og fanget i sit eget hjem, i sit eget land. Gennem romanen møder læseren således også andre kvindeskæbner, som med deres fatale

20

Kilde nr. 2, s. 179ff

21

Kilde nr. 2, s. 169

22

Kilde nr. 2, s. 150

Side 10

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 12 udfald, gør store indtryk og understøtter Nafisis egen følelse af irrelevans, samt den private og offentlige todeling, som præger en iransk kvindes liv.

En af de allertydeligste skæbner er Minas. Trods aldersforskellen mellem Mina og Nafisi, lider de en skæbne, som er meget ens – Minas dog mere ekstrem, måske som en konsekvens af, at hun har levet længere tid inden den islamiske revolution, og derfor har mistet endnu mere efter dens indtræden.

Mina bruger ligesom Nafisi en del år i udlandet, men kaldes hjem på et ultimatum, da revolutionen begynder: ”She of course never taught again: she came back to be expelled. She refused to wear the veil or to compromise;

                            23
her only compromise had been to return”

. Det faktum, at Mina aldrig kommer til at undervise igen, bliver

                                                                           24
altafgørende for hendes skæbne: ”For what good could Mina be without her James (Henry James, red.)” . Her

lægger Nafisi en kritik ved det regimet gør ved kvinder, som Mina – det river deres grundlag væk under dem, og lader dem stå tilbage udelukkende med bitterhed mod regimet og en knust tilværelse. Romanen igennem følger man Minas forfald, og det er tydeligt for læseren, at hun aldrig kommer sig over tabet af Henry James.

En gruppe kvinder, lidt yngre end Nafisi, dog ældre end pigerne fra læsegruppen, har også tilhørt de, der mistede. I romanen møder vi blandt andet Mahtab, en af Nafisis første studerende, som anholdes for hendes politiske overbevisning. Mahtab er blandt andet kvinden, som introducerer Nassrin for Nafisi. Da Nafisi igen møder Mahtab, er hun meget forandret, tydeligvis som en konsekvens af sit fængselsophold. Nafisis pessimisme overfor det, det iranske regime gør ved kvinder, kommer endnu engang til udtryk: ”Could I ask her my favorite question: Did you two fall in love? I had heard about so many girls who had married soon after their release from jail, married because they could appease the suspicions

                                                       25
of their jailers (…) or to prove to their parents that they were “good” girls now”

. Det mest tydelige i forhold til den ændring Mahtab har gennemgået er dog hendes fysiske fremtoning – et punkt, som Nafisi gentagne gange gennem romanen bruger til at analysere sig frem til de ændringer i kvindernes væsen, hun oplever: ”It took me a few moments to digest this new Mahtab, to make a shift in my mind and transform that Mahtab, the leftist student in her trademark kaki pants (…) to this Mahtab, standing with a rueful smile and begging

        26
recognition” .

Pigerne fra læsegruppen – de, der aldrig fik

Nafisis læsegruppe består af syv forskellige kvinder udover hende selv, som hun alle fra tid til andet har undervist. For at beskrive generationen, som aldrig fik den frihed at føle, som kvinder fra Nafisis egen generation så stærkt søgte at genvinde eller genskabe, vil der i det følgende forekomme en analyse og

23

Kilde nr. 2, s. 203

24

Kilde nr. 2, s. 204

25

Kilde nr. 2, s. 218

26

Kilde nr. 2, s. 217

Side 11

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 12 fortolkning af de syv kvinder, som aldrig har haft andet end den Islamiske Republik inde på livet kvinderne, som Nafisi fremstiller dem i ”Reading Lolita in Tehran”. Læseren bliver introduceret til de syv kvinder, som Nafisi sidder og reflekterer over to billeder taget af læsegruppen, henholdsvis ved dennes begyndelse og slutning.

De religiøse

Det er nødvendigt at klargøre pigernes tilknytning til religion, for at forstå deres skæbner, liv og forhold til de forskellige emner, som bliver diskuteret i læsegruppen. I følgende er pigerne delt op i henholdsvis en religiøs og en ikke religiøs gruppe. Den første er den religiøse, bestående af Manna, Mahshid og Yassi, tre piger, som alle klargør deres forhold til islam, men tager afstand fra den Islamiske Republik Iran: ”… believers like Mahshid, Manna and Yassi, who found the Islamic Republic their worst enemy. People like me

                                            27
hated the oppression but these others had to deal with the betrayal” .

”Manna, in a white T-shirt and jeans. She made poetry out of things most people cast aside. The picture does

                                                                         28
not reflect the peculiar opacity of Manna’s dark eyes, a testament to her withdrawn and private nature” . Manna

forekommer som en af de mest lykkelige kvindeskæbner i ”Reading Lolita in Tehran”. Netop at

Mannas skæbne forekommer læseren så lykkelig hænger i første omgang sammen med, at hendes kæreste, Nima, introduceres i en meget kærlig tone, som trods sit køn, næsten formåede at blive en del af læsegruppen. Dette vidner om Nafisis opfattelse af, at der er en stor afhængighed mellem en kvinde i Irans skæbne og den mand, hun vælger at gifte sig med. Trods Nima og Mannas tilsyneladende lykkelige ægteskab, kan det tolkes, at Nafisi fremhæver hvordan Nima og Manna er placeret i forhold til hinanden, som en kritik af, hvorledes selv et ”lykkeligt forhold” præget af en dyb, gensidig respekt, stadig underbevidst lægger under for de islamiske idealer for samlivet mellem mænd og kvinder:

                                                                          29
”Usually he (Nima, red.) would walk beside me, and Manna would trail at a slightly slower pace by his side” .

“Next to Manna is Mahshid, whose long black scarf clashes with her delicate features and retreating smile.

                                                                               30
Mahshid was good at many things, but she had a certain daintiness about her and we took to calling her “My Lady”” .

Mahshid repræsenterer sammen med Manna og Yassi, den mere religiøse del af læsegruppen. Trods sin stærke tro, er hun stadig kritiker af det islamiske regime i Iran – hendes stærke religiøse tilknytning bliver ofte et af de mest kontroversielle omdrejningspunkter for læsegruppen: ””I am not in favor of the temporary marriage,” said Mahshid. ”But men are weaker and do have more sexual needs. Besides,”she added cautiusly,

                              31
”it’s the girl’s choice. She isn’t forced into it”” .

27

Kilde nr. 2, s. 273

28

Kilde nr. 2, s. 4

29

Kilde nr. 2, s. 241

30

Kilde nr. 2, s. 4

31

Kilde nr. 2, s. 259

Side 12

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 12

Mahshid er den eneste af kvinderne, der ikke har overvejet at forlade Iran, hvilket endnu engang understreger, problemerne ved en islamisk stat, for de, der ikke er stærkt troende. Hun taler gentagne gange om en hvis fædrelandskærlighed, trods omstændighederne – og om at skylde Iran noget. Dette vidner endnu engang om en svær dobbeltmorale i den Islamiske Republik Iran; selv de religiøse og de, der føler sig tilknyttet til Iran, oplever en splittelse mellem det, de er officielt og det, de er, bag lukkede døre. Mahshid har lige som Nassrin også været fængslet, netop på grund af den førnævnte forbindelse til religiøse oppositionsgrupper. Dog står Mahshids skæbne som et ene eksemplar gennem hele romanen, og Nafisi lægger allerede fra de første sider vægt på, hvor stærkt isoleret Mahshid altid har været i forhold til andre grupper:

”… the revolution that imposed the scarf on others did not relieve Mahshid of her loneliness. Before the revolution, she could in a sense take pride in her isolation. At the time, she had worn the scarf as a testament to her faith. Her decision

                                                                 32
was a voluntary act. When the revolution forced the scarf on others, her action became meaningless” .

Det helt essentielle i ovenstående citat er igen, at Mahshid på sin vis hører til under de, der mistede – hvor Nafisi følte sin integritet som lærer og kvinde frataget, når hun blev tvunget til at tildække sig, følte Mahshid sin integritet som muslim undermineret, idet alle kvinder tvinges til at tildække sig, ligegyldigt hvilken religion eller nationalitet disse måtte tilhøre: ”During the Shah’s time, it was different. I felt I was in the minority and i had to guard my faith against all odds. Now that my religion is in power, I feel more helpless than ever before, and more alienated”

“Yassi was the youngest in our group (…) We used to teasingly call her our comedian. Yassi was shy by nature, but certain things excited her and made her lose her inhibitions. She had a tone of voice that gently mocked and questioned

                       33
not just others but herself as well”

. Yassis skæve personlighed gør et stort og stærkt indtryk på læseren, idet hendes uvidenhed og smittende, uspolerede sind sættes som en stærk kontrast til de andre kvinder, hvis skæbner bærer præg af et totalitært regime. Det mest tydelige symbol på Yassis uvidenhed er hendes mange spørgsmål, blandt andet når det kommer til forholdet mellem mænd og kvinder, sex og ægteskab.

Også hos Yassi spiller religionen en stor rolle, og trods hendes noget mindre fatale skæbne, følger hun tit de følelser, som Mahshid sidder med og formår i enkelte situationer at støtte op om hende, når de andre stiller spørgsmålstegn ved deres utilfredshed ved et islamisk regime:

””The worst fear you can have is losing your faith. Because then you’re not accepted by anyone – not by those who consider themseles secular or by people of your own faith (…) If one day I lose my faith, it will be like dying and having to start

                             34
new again in a world without guarantees.””

32

Kilde nr. 2, s. 13

33

Kilde nr. 2, s. 4

34

Kilde nr. 2, s. 327

Side 13

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 12

De ikke religiøse

“Azin’s smiles never looked like smiles; they appeared more like preludes to an irrepressible and nervous hilarity. She beamed in that peculiar fashion even when she was describing her latest trouble with her husband. Always

                                           35
outrageous and outspoken (…) We nicknamed her the wild one”

. Azin er en af de personligheder, som skinner allerstærkest igennem i romanen. Det, som man i starten tolker som en stærk, smuk endda en smule kontroversiel kvinde, forekommer i slutningen mere som et forsvar mod de ting, der kan knække hende: ”It makes me happy (at bære neglelak, red.), she said in a thin voice that did not suggest any trace of

                                                            36
happiness. It’s so red it takes my mind off things (…) And then she burst into tears”

. Azin er en af de ældste kvinder i læsegruppen, og har derfor været gift flere gange, senest med en voldelig mand. Det essentielle i Azins situation kan tolkes som, at hun oplever en meget stærk form for todeling. Ved at trodse hendes mand og hele samfundet ved at gå med skrigende rød neglelak året rundt (dog under handsker), bliver hun et tydeligt eksempel på, hvorledes en iransk kvinde sjældent er den samme i det private og det offentlige rum – i og med, at hun er gift med en voldelig mand, og derfor heller ikke har råderum i privatsfæren, bliver hendes private rum hendes negle og torsdagene i læsegruppen.

Azin danner en facade, som gør det muligt for hende at holde de enorme problemer og uretfærdigheder, hun hver dag oplever, på afstand – men samtidigt en facade, som gør det svært for mange at nå ind til hende: ”… none of Azin’s trouble can be imagined. She looks carefree; her blond hair suits her pale skin and dark honey eyes. She loved to seem outrageous, and the fact that she had been married three times supported

                37
her claims to this title”

. Nafisi omtaler problemstillingen i, at den islamiske republik gør menneskelige relationer vanskelige, og giver f.eks. et eksempel på, at islam kræver, at en muslimsk mand ikke må give hånd til andre end sin kone, mor eller søster, hvilket blot understøtter Azins skæbne: ”My experiences,

                                                                        38
especially my teaching experiences, in Iran have been framed by the feel and touch og that aborted handshake” .

“Mitra, who was perhaps the calmest among us. Like the pastel colors of her paintings, she seemed to recede and fade into a paler register. Her beauty was saved from predictability by a pair of miraculous dimples, which she could and

                                                   39
did use to manipulate many an unsuspecting victim into bending to her will”

. Nafisi beskriver løbende Mitra som en dygtig pige, hvis personligheden for alvor skinner igennem i det skriftlige arbejde, hun afleverer til Nafisi. Dette kan være en indirekte kritik af hvor usikre kvinderne på universitetet gøres, når de ikke er tilhængere af den Islamiske Republik.

Mitra ægter, som Manna, på grund af kærlighed, den medstuderende Hamid. Lig Mannas skæbne, synes Mitras heller ikke just ulykkelig, selvom de islamiske værdier endnu engang spiller en rolle – her i forhold til svigerfamiliens medbestemmelsesret og centrale betydning: ”Hamid’s mother was

35

Kilde nr. 2, s. 5

36

Kilde nr. 2, s. 271

37

Kilde nr. 2, s. 272

38

Kilde nr. 2, s. 98

39

Kilde nr. 2, s. 5

Side 14

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 12 strongly opposed to their going to Canada, and her disapproval was causing Hamid to vacillate constantly in his decision.

What makes me resent this, Mitra said, is not just that she doesn’t want us to leave but that she always meddles in our

     40
affairs” . Mitra føler sig altså, som så mange af de andre piger, som en fange af den Islamiske Republik

– ikke alene gør den det svært at forlade landet, men den sætter også et så stort fokus på islam, at religionens værdier bliver altoverskyggende i de private hjem.

“Sanaz, who, pressured by family and society, vacillated between her desire for independence and her need for

                           41
approval, is holding on to Mitra’s arm”

. I romanens begyndelse bliver vi præsenteret for Sanaz, hvis liv er stærkest præget af to mænd; hendes bestemmende, skyggende og evigt strenge lillebror samt en barndomskæreste, som befinder sig i England, som senere i romanen også frier til Sanaz. Dette ægteskab bliver dog aldrig en realitet, da barndomskæresten efter han egentligt har friet, trækker sit tilbud tilbage: ”Everyone as a result was being was extra nice to Sanaz. His family was very angry with him. (…)

None of them had seen that perhaps their own meddling and pressure had forced him into taking a step he was not sure

of”^{42}. Endvidere spiller et spørgsmål om kulturel forskellighed ind, som Sanaz også selv bemærker. Er

det muligt for en, der har levet i udlandet i så mange år at vie sit liv til én, som har levet hele sit i den Islamiske Republik Iran?

Sanazs dobbeltliv kommer i høj grad til udtryk gennem hendes undertrykkende bror. I hjemmet er hun et produkt af, at mændene i mange henseende er til fordel for kvinder, mens hun i læsegruppen virker som en meget moderne kvinde, hvilket blandt andet bliver skildret i hendes reaktion på den mislykkede forlovelse: ”Sanaz went on a spree, going on dates with different suitors and giving us meticulous

      43
accounts” . Fortolkningsmæssigt kan dette tydes som, at trods alle de vilkår, der præger Sanazs liv, så er

hun, når alt kommer til alt, en kvinde – og reagerer således på samme måde, som kvinder eventuelt ville gøre i Vesten.

“How can I describe Nassrin? (…) she was her own definition. One can only say that Nassrin was Nassrin” [44].

Nassrins er den eneste af pigerne, som dukker op i alle fire dele af ”Reading Lolita in Tehran”, og hendes fatale skæbne gør sig igennem mange af romanens kapitler gældende. Nafisi møder Nassrin gennem Mahtab, hvor Nassrin stadig ikke har afsluttet gymnasiet. Stadigt overværer Nassrin dog en del af Nafisis undervisning på Teheran Universitet. Nassrin fremstår som en nysgerrig, ivrig, dog ydmyg ung pige, idet hendes fremtoning overfor Nafisi virker meget tilbageholden – mens hendes interesse og engagement i undervisningen afspejler en pige, som er alt andet end tilbageholden og sky.

Hendes skæbne byder blandt andet på et treårigt fængselsophold, hvor netop det, hun foragter så stærkt, skal blive hendes redning: ”… this time, my father’s religious credential paid off. He had friends in the

40

Kilde nr. 2, s. 335

41

Kilde nr. 2, s. 5

42

Kilde nr. 2, s. 279

43

Kilde nr. 2, s. 285

44

Kilde nr. 2, s. 5

Side 15

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 12

committee (…) They spared me because of my dad”^{45}. De oplevelser som Nassrin gjorde sig under sit

fængselsophold kommer til at præge hendes person og fremtoning i høj grad: ”She used to sit bolt upright on the edge of the chair, as if prepared to run at a moment’s notice; now she slumped almost lethargically, looking dreamy

                            46
and absentminded, writing in slow motion” .

Nassrin er den første af kvinderne, som forlader Iran, og er dermed begyndelsen på læsegruppens endeligt og starten på en dominoeffekt, som resulterer i, at størstedelen af kvinderne udvandrer. Da Nassrin personligt kommer til Nafisi og fortæller hende om sin beslutning, opstår igen et eksempel på, hvordan kvinderne, trods deres årelange kendskab og venskab, stadig er holdt tilbage af deres respektive facader – et billede på hvordan to mennesker, med så megen medfølelse overfor hinanden, tvinger sig selv til at lade selv det værste føles som ingenting – et billede på, hvorledes kvinderne i den Islamiske Republik Iran har vænnet sig selv og hinanden til at opbygge en facade, som både holder godt og ondt ude:

”This was Nassrin, or to be honest, this was the two of us together: sharing the most intimate moments with a shrug, pretending they were not intimate. It wasn’t courage that motivated this casual, impersonal manner f treating so much pain: it was a special brand of cowardice, a destructive defense mechanism, forcing others to listen to the most horrendous

                                      47
experiences and yet denying them the moment of empathy” .

Når miljøet former liv og bliver grobund for skæbner – privat og offentligt

Miljøet er tydeligvis en af de vigtigste faktorer i forhold til de iranske kvinders liv og skæbner. Igennem hele romanen bliver læseren introduceret for kvinder, hvis problemer i tilværelsen skyldes den Islamiske Republik. Dog også kvinder, som vælger at tage deres skæbner i sine egne hænder, enten i form af at boykotte alt offentligt liv, forlade landet eller ved at gøre små oprør imod regimet, som alt i alt gør en stor helhed – præcis som Nafisi og hendes piger gør ved at danne en læsegruppe. Den Islamiske Republik skaber rammerne for de livsvilkår, som kvinderne i Iran har, og lægger en stor hindring for kvindernes mulighed for at skabe deres egne skæbner. Således vil den Islamiske Republik altid spille en rolle, selv for de, der formår at forlade Iran.

Det står gennem de nævnte kvindeskæbner og liv klart, at der er en todeling i forhold til det private og det offentlige rum – og for enkelte af kvinderne indskrænkes det private rum til at være deres kroppe og sind, som resultat af islamiske hjem eller uforstående ægtemænd. Afslutningsvis bringer Nafisi en epilog med et citat af Manna, hvoraf todelingen står helt tydeligt:

45

Kilde nr. 2, s. 191

46

Kilde nr. 2, s. 191

47

Kilde nr. 2, s. 321

Side 16

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 12

”… somewhere I else I have changes. Each morning with the rising of the routine sun as I wake up and put on my veil before the mirror to go out and become a part of what is called reality, I also know of another ”I” that has become naked

                             48
on the pages of a book: in a fictional world” .

Sammenfatning II

Azar Nafisi skildrer gennem ”Reading Lolita in Tehran” en meget klar opfattelse af kvindeliv og kvindeskæbner i det private og det offentlige rum. Det bliver tydeliggjort, hvorledes iranske kvinder lever med en altoverskyggende todeling, og hvordan de ubevidst eller bevidst opbygger facader for at beskytte dem selv mod skrækkelighederne i deres hverdage. Nafisi skildrer en klar mur mellem det menneske, man er privat og det menneske, man er i det offentlige rum – et produkt af den Islamiske Republik, i de ikke-religiøses tilfælde, et produkt af en mishandling af en tro, de ikke kan tilslutte sig.

Som læser får man hurtigt opfattelsen af, at Nafisi intuitivt giver den Islamiske Republik størstedelen af skylden for disse kvinders ulykkelige liv, og lægger derved en stærkt og uigenkaldelig kritik ved hele opbygningen af det politiske Iran. Vi får at mærke, hvordan religiøse føler deres religion undermineret, og hvorledes ikke-religiøse føler deres integritet som mennesker ødelagt.

Perspektivering af de iranske kvinders position til kvinders vilkår i andre islamiske lande

Situationen for kvinder i Iran, vil de fleste i Vesten betegne som værende stærkt forrykt og ikke mindst diskriminerende. For at sætte denne relative betegnelse i forhold til en mere absolut størrelse, vil der er i det følgende blive perspektiveret til de vilkår, der er gældende fra kvinder i andre muslimske lande, som er valgt ud fra betydningen af islam i forhold til politik i form af moderne sharia i henholdsvis fundamentalismen, traditionalismen, modernismen samt sekularismen. Forskelle på shia- og sunni-islam vil derudover blive kort redegjort, og desuden defineret ved bilag 2, som også indeholder et skema over de fire former for moderne sharia.

Perspektiveringen er hovedsageligt dannet på baggrund af ”Muslimernes Religion: Tro, praksis

og sharia”^{49}. Supplerende kilder vil løbende blive henvist til i fodnoteform.

Shia- og sunni-islam

I dag udgør shiitterne kun 15 % af alle muslimer, mens sunnitterne udgør de resterende 85 %.

Shiitterne er kun i flertal i Iran, Irak, Aserbajdsjan og Bahrain, men findes dog som mindretal i langt størstedelen af de islamiske lande.

48

Kilde nr. 2, s. 343

49

Kilde nr. 1

Side 17

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 12

Islam er i dag bygget op omkring forskellige lovskoler, som hver især har tolket koranen – i shia-islam findes kun én lovskole, Jafarilovskolen, mens man i sunni-islam har fire: Hanafi-, Maliki-, Shafii- og Hanbalilovskolen. Typisk præger lovskolerne et geografisk område eller enkelte lande tilslutter sig en bestemt lovskole – ligesom f.eks. Hanbalilovskolen er gældende for Saudi-Arabien.

Lovskolerne er relevante, når det kommer til forskelle mellem kvindernes situation, og vil blive brugt i de efterfølgende uddybninger af de enkelte landes vilkår for kvinderne.

I forhold til kvindernes situation er den essentielle forskel i forhold til grenene, altså udover forskellighederne lovskolerne i mellem, blandt andet arveretten og ægteskab. I shia-islam har kvinderne således officielt bedre muligheder for at arve, hvis de er direkte arvinger, i forhold til sunni-islam, hvor den nærmeste mandlige slægtning altid vil arve. [50]

Fundamentalismen – Iran

Hvis man skal placere en isme på den islam, der agerer i Iran, ville man kalde den fundamentalistisk – i det islam opfattes som fundamentet for samfundet. Som nævnt præger kun Jafarilovskolen kvindernes situation i Iran, hvilket blot understreger den ensretning det islamiske regime forsøger at præge samfundet med. Fundamentalismen er udadvendt i forhold til traditionalismen og sekularismen, og dette ses ved, at islam er statsreligion og stiller offentlige krav om tildækning etc.

Når det kommer til koranens opfattelse af forskellen mellem kvinder og mænd, lyder argumentet fra fundamentalister, at det blandt andet er kvindens natur, der kræver dette. Dette understøtter islamiske kvinder også selv. Et eksempel på dette er en islamisk kvinde, som John Simpson interviewer i sin bog ”Lifting The Veil”: ”What we believe is that men and women are actually equal, but that

                                                            51
they’re made differently. Men are stronger in some things and women are stronger in others” . Endvidere eksisterer en

generel opfattelse af disse krav som Guds gode, gennemtænkte lov – som der naturligvis ikke kan stilles spørgsmålstegn ved.

Selvom fundamentalismen kun eksisterer som statsreligion i Iran, findes der mange fundamentalistiske bevægelser i mange muslimske lande, som en konsekvens af enten for megen tilknytning til Vesten eller dårlige, udemokratiske vilkår – præcis som fundamentalismen eksisterede i Iran i shahens storhedstid.

Traditionalismen – Saudi Arabien

Hvis man skal påpege et mere kontroversielt islamisk land end Iran, ville mange nok pege på Saudi Arabien, som er det eneste land med traditionalismen som statsideologi. Senest har mediernes søgelys

50

Kilde nr. 1, s. 18

51

Kilde nr. 4, s. 117

Side 18

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 12 våget over Saudi Arabien, på grund af den kontroversielle sag, om et kvindeligt voldtægtsoffer, der blev idømt piskeslag.

Netop straffeloven er yderst essentiel, når det kommer til Saudi Arabien og traditionalismen, idet landet sammen med Emiraterne, er de eneste lande, der i dag opretholder den traditionelle strafferet – en strafferet, som tidligere nævnt, kun lader et kvindeligt øjenvidne tælle for det halve af en mands. I forhold til straffeloven, er der tre forskellige slags forbrydelser: forbrydelser mod Gud

(hudud), forbrydelser mod familien samt forbrydelser mod samfundet. [52]

Straffeloven er et af de tydeligste eksempler på, hvorledes sharia er uforeneligt med demokrati og menneskerettigheder, og derfor er det også kun traditionalisterne, der endnu ikke har reformeret dette.

I forhold til fundamentalismen tillader traditionalismen desuden ikke, at kvinder deltager i det offentlige rum, hvilket kommer til udtryk ved, at kvinderne i Saudi Arabien ikke har stemmeret, som kvinderne i Iran har det, og allerede her, synes situationen meget værre. Desuden fik kvinderne først i

2001 identitetskort, og eksisterede således kun tidligere i hjemmet, hvilket giver én et indtryk af kvinderne som mændenes ejendom. [53] Dette hænger godt sammen med traditionalismen, da denne form for islam er indadvendt, og derfor lægger stor vægt på islam i det private, frem for islam som offentlig instans. Et andet eksempel på dette, er det faktum, at saudiarabiske kvinder, ikke må ses offentligt sammen med en mand, som hun ikke er i familie med – et faktum, som ville få selv kvinderne i Iran op på barrikaderne – forestil dig, at Nafisi ikke kunne gå en tur med Nima eller en af sine andre studerende?

Helt konkrete eksempler på kvinder i den traditionelle form for islam er f.eks., at saudiarabiske kvinder ikke må køre bil, desuden er udrejse uden mandens (eller værgens, hvis hun er ugift dvs.

brorens eller farens) tilladelse forbudt. I Saudi Arabien er der, som der er i Iran, et krav om tildækning, og der eksisterer også et religiøst politi, trods den ellers så indadvendte form for islam., som sørger for, at dette bliver overholdt. [54] Dette vidner om, at traditionalismen i praksis vil lægge sig meget op ad fundamentalismen. Generelt er kvinderne i Saudi Arabien udsat for en konstant diskrimination, og i bedste Apartheid stil, tildeles de f.eks. pladserne bagerst i busserne.

Modernismen – Egypten

I forhold til fundamentalismen er forskellen helt konkret, at islam blot skal være en inspiration for samfundet – selvom islam stadigt opfattes som fundamentet og ”løsningen”. Modernismen er således præget af, at islam er tilpasset tiden i dag. Dette indebærer blandt andet, at modernismen samler det

52

Kilde nr. 1, s. 139ff

53

Kilde nr. 11

54

Kilde nr. 9

Side 19

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 12 bedste fra flere lovskoler – ’lovskoleshopping’ – frem for at tilknytte sig en, ensrettet retning, som det ses både i Iran og Saudi Arabien.

I Egypten er der således ikke noget krav om tildækning, og tildækning har derfor opnået større symbolsk betydning – tildækning er ikke et spørgsmål om statsreligion og lovgivning, men et spørgsmål om egentlige religiøse tilhørsforhold, f.eks. for at adskille sig fra de kristne i Egypten. Dog kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt islam har betydning eller ej: ”Islam er statsreligion… Islamisk lov er

                 55
lovgivningens hovedkilde” Modernismen går konkret ind og afviser straffeloven, som den opfattes i

traditionalismen og Saudi Arabien – der lægges derimod vægt på, at loven skal forstås symbolsk; derfor er homoseksualitet og utroskab stadigt en forbrydelse, straffen er bare mere human. I Egypten er desuden omskæring af kvinder blevet forbudt ved lovgivning – et eksempel på et helt konkret indgreb i et brud på menneskerettighederne.

Endvidere er der blevet foretaget hele helt konkrete tiltag i forhold til islam som bærende samfundsideologi. Dette er f.eks. vanskeliggørelsen af polygami samt mandens ubegrænsede ret til skilsmisse, hvilket tydeligt vidner om modernismens idé om at overføre islam til nutiden. Kvindes rettigheder bliver endvidere forbedret i forhold til valg af ægtefælle, hvor kvinden får ’vetoret’ – samtidigt kan en kvinde først blive gift, i det hun er fyldt seksten år.

På visse områder er kvindens situation dog ikke væsentlig anderledes end i andre sunni-islamiske lande. Arveforholdene er stadig præget af, at den nærmeste mandlige slægtning har arveretten.

Derudover er det stadigt pligtigt, at en muslimsk kvinde kun ægter en muslim, og børnene tilhører stadigt mandens slægt – som i Iran og Saudi Arabien.

Generelt er opfattelsen blandt islamiske modernister således, at koranen indebar en forbedring af kvindernes vilkår, men en er blevet opfattet alt for bogstaveligt af fundamentalister og traditionalister, f.eks. med hensyn til påklædningen, hvor modernisten lægger vægt på, at koranen udelukkende kræver anstændig påklædning – et begreb som kan og skal fortolkes individuelt.

Sekularismen – Tyrkiet

Sekularismen er uden tvivl den retning af islam, som lægger længst væk fra fundamentalismen i Iran, idet sekularismen afviser islam som fundament, men netop kræver en adskillelse af politik og religion.

Derved gøres islam til en privat sag og bliver således fjernet fra det offentlige rum, på samme vis som det skete i Iran under shahen. Sekularismen, der præger Tyrkiet er således indadvendt, og sætter islam

                                                                    56
som en moralsk inspiration, frem for som et samfundsprojekt: ”Tyrkiet er en sekulær stat” .

I Tyrkiet har det siden 1926 været lovpligtigt ikke at tildække sig som offentligt ansat eller i offentlige institutioner (som f.eks. skolesystemet). Ved oprettelsen af den moderne tyrkiske stat og den

55

Kilde nr. 1, s. 54

56

Kilde nr. 1

Side 20

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 12 ny forfatning i 1923 under Atatürk, fik kvinderne desuden rettigheder til arv og ejendom – rettigheder som ved Atatürks død blev dem frataget, og som de først i 2002 genvandt. [57]

Optagelsesforhandlingerne vedrørende medlemskab i EU har været en af grundene til, at kvindernes situation i løbet af de seneste år er blevet forbedret i Tyrkiet, idet EU opsatte et krav om overholdelse af menneskerettighederne i Tyrkiet, herunder naturligvis bedre rettigheder til kvinderne.

Tilknytningen til Europa samt decentraliseringen af islam i det offentlige rum er endvidere blevet et kontroversielt emne i Tyrkiet, hvor fundamentalister kræver større indflydelse for islam – således er sløret også blevet et symbol på en anti-vestliggørelse, som også kvinder tager til sig.

Problemet i forhold til sekularismen er desuden, at den møder stærkest opbakning i byerne samt i samfundseliten. Senest i august vandt den erklærede muslim, Abullah Gül, dog præsidentvalget i Tyrkiet. [58] Efterfølgende har premierminister Tayyip Erdogan udtalt, at han ønsker en del af tørklædeforbudet fjernet. [59] Trods disse tilnærmelser mod den ikke sekulært orienterede del af befolkningen, eksisterer der stadigt et tydeligt modsætningsforhold i Tyrkiet mellem de, der ønsker en adskilt stat og kirke, og mellem de, der ønsker islam som fundament – et modsætningsforhold som eksisterer i mange muslimske lande inklusiv den Islamiske Republik Iran.

Sammenfatning III

Sammenfattende kan det siges, når det kommer til vilkårene for kvinder i andre islamiske lande i forhold til kvinderne i Iran, at det er et meget tvetydigt billede. Der er ingen tvivl om, at kvinderne i Saudi Arabien er blandt de stærkest diskriminerede, i form af deres manglende stemmeret og ret til individualitet. Der vil uden tvivl findes muslimer i Tyrkiet og Egypten, der ville foretrække at leve i et mere islamiseret land, som f.eks. Iran, specielt hvis deres opfattelse af islam er mere fundamentalistisk.

Generelt er det dog tydeligt kvinderne i Tyrkiet, der har de fleste rettigheder i forhold til et vestligt synspunkt – sekularismen er netop indbegrebet af adskillelse af religion og politik, og derfor kan kvindesynet i islam ikke overføres til et politisk styre og virke. Derudover skal der dog knyttes en kommentar til, at islam stadig kan være rådende i de private hjem, og at undertrykkelse stadigt kan være en realitet – forskellen ligger i de rettigheder kvinden kan benytte sig af i det offentlige rum.

Konklusion

Den iranske revolution var en åbenlys reaktion på årtiers undertrykkelse og diktatur – en fælles kamp ledet af ayatollah Khomeini. Netop denne Khomeini gav revolutionen den sidste, dog altafgørende, betydning – han gjorde revolutionen i Iran til en islamisk revolution. Der kan ingen tvivl sås ved, at

57

Kilde nr. 11

58

Kilde nr. 5

59

Kilde nr. 8

Side 21

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 12 forholdene under Mohammed Reza Shah var værd at kæmpe imod, men der står stadigt et stort spørgsmålstegn ved, hvorvidt revolution og fundamentalisme har været den rigtige løsning – fra en vestlig synsvinkel er og bliver fundamentalisme dog aldrig nogen løsning – tværtimod. De kvindeskæbner, som Azar Nafisi skildrer, belyser blot problematikken ved den Islamiske Republik. At tvinge kvinder, troende som ikke troende, til at tildække sig, er misvisende – både i forhold til islam, men i høj grad også i forhold til menneskerettighederne. Vilkårene i Iran står således stadigt, diktatur eller ej, i stærk kontrast til menneskerettigheder så basale som religions- og ytringsfrihed.

Kvinderne i Iran står dog ikke alene i deres sag. I store dele af Mellemøsten lever kvinder under diskriminerende og undertrykkende kår, som bliver dem stillet, når islam og koranen gøres til forfatninger og erklæringer, selvom det modsatte forsøges at blive bevist ’udadtil’, blandt andet i form af Cairo Erklæringen om menneskerettigheder i islam: ”Woman is equal to man in human dignity, and has rights to enjoy as well as duties to perform; she has her own civil entity and financial independence, and the right to retain

               60
her name and lineage” .

Hvorvidt islam er uforenelig med menneskerettigheder, demokrati og ligestilling kan endnu ikke svares på sikkert på, men stadigt stilles et altafgørende spørgsmålstegn ved. Bevist og fuldført er et sådan projekt endnu ikke, trods den Islamiske Republik Irans ’på papiret’ demokratiske intentioner. Så når vi i EU i dag forhandler om Tyrkiets mulige optagelse, så peget meget i retningen af, at det for Tyrkiets vedkommende kommer til at blive et spørgsmål om at vælge i mellem politik og religion – at vælge i mellem sekularisme og islam som fundament – og hvordan gør man det i et land, hvor 98 % er erklærede muslimer? [61]

Islam og religionens tilhængere blev i årtier undertrykt i Iran, for at undgå nationale konflikter. Den islamiske revolution i Iran er ikke det første eksempel på, hvorledes undertrykkelse kan føre til revolution. Revolutionen derimod er et eksempel på, hvorledes revolutioner ikke nødvendigvis er en endelige løsning – selvom ayatollah Khomeinis revolution var til for at få afskaffet diktaturet og undertrykkelsen, var det måske netop dette han videreførte. Denne gang blot undertrykkelse og diktatur i navnet på islam og Gud.

Når Azar Nafisi kritiserer den indflydelse islam har på de iranske kvinders eksistens og personer, skyder kun en skarp kritik mod et regime, som ikke har i sinde at lytte – mod et regime, som er grunden til hendes irrelevans, og som kan erklære sig skyldig i at have taget hendes hjem, Iran, fra hende, for at erstatte det med noget, som hun aldrig ville kunne forlige sig selv og integritet som kvinde med – den Islamiske Republik Iran.

60

Kilde nr. 7 (bilag 6)

61

Kilde nr. 12

Side 22

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 12

Kildefortegnelse

Bøger:

1) Forman, Jens: Muslimernes Religion – Tro, praksis og sharia

Systime. Århus, 2006

(Bilag 2 består af uddrag herfra)

2) Nafisi, Azar: Reading Lolita in Tehran – A Memoir in Books

Harper Perennial. London, 2003

3) Rosendahl, Ulla Lange: Hvem er iranerne?

Alinea. København, 2001

4) Simpson, John: Lifting the Veil

Hodder & Stoughton. London, 1995

Side 111-126: The Second Sex

Artikler:

5) Chayesteh, Shida: Abdullah Gül valgt til præsident

Politikken. København, 2007

(Bilag 4)

6) Ebadi, Shirin: Kvindekamp: Kommentar: Lovens ringeagt for kvinder

Politikken. Købehavn, 2004

(Bilag 1)

7) OIC: The Cairo Delaclaration on Human Rights in Islam

1990

(Bilag 6)

8) Ritzau: Erdogan vil fjerne forbud mod muslimsk tørklæde

(Bilag 5)

Side 23

3a 10 SRP

[navn fjernet] i Iran

Side 12

9) Szulc, Victor: Saudi-Arabien

Amnesty Danmark

(Bilag 3)

Internetadresser:

10) Iran: http://www.leksikon.org/art.php?n=3076

11) Tyrkiet: http://www.leksikon.org/art.php?n=3024

12) Saudi Arabien:

http://www.um.dk/da/menu/udenrigspolitik/landefakta/landefaktamellemoesten/landefaktasaudiara

bien.htm

13) Egypten:

http://www.um.dk/da/menu/udenrigspolitik/landefakta/landefaktamellemoesten/landefaktaegypten.

htm