DHO om fattigdom og fattiggårde i 1800-tallet

1. Indledning

I 1800-tallet var begyndte der at komme flere og flere fattige i Danmark. Dette skyldtes, at vilkårene for husmændene, fæstebønderne og landarbejderne ikke var særlig gode. Mange gange blev de nødt til at vælge mellem at sælge deres jord til en godsejer eller at sulte i længere perioder. På netop dette tidspunkt boede 76 % af Danmarks befolkning på landet , og de mange nu jordløse arbejderfamilier gjorde, at der blev en kæmpe stigning i arbejdsløsheden. Det arbejde, de kunne få, var mange gange bestemt af deres uddannelsesmæssige baggrund . Nogle af dem, der intet arbejde fik, endte på en af de nyoprettede fattiggårde.

Jeg vil redegøre for forholdene for fattiglemmerne på de nyopførte fattiggårde, samt se på enkelte mulige forklaringer på, hvorfor folk endte der. Dertil vil jeg analysere novellen ”Naadsensbrød” af Henrik Pontoppidan, der handler om den alkoholiserede Stine Bødkers kamp mod mændene, der vil sende hende på herredets fattiggård. Jeg vil analysere ”Naadsensbrød” med fokus på de fattiges forhold på den pågældende fattiggård, samt komme kort ind på nogle af symbolerne i teksten. Jeg vil se på Stine Bødkers situation og perspektivere til, om denne situation er kendt, eller om den er et enkeltstående tilfælde. Samtidig vil jeg kort komme ind på, om forholdene på fattiggårdene på dette tidspunkt generelt er som på denne, eller om det er et dårligt eksempel. Jeg vil perspektivere til novellen ”Vandreren. En epilog” af Henrik Pontoppidan, der handler om en vandringsmand, der går ind i et faldefærdigt, og tilsyneladende forladt, hus, hvor han finder en gammel kone på næsten 84 år, der ligger og afventer den dag Vorherre vil komme og tage hende med sig. Damen er desuden meget fattig, og hendes sogn vil helst have hende på ”Kassen” Jeg vil vurdere den reelle grund til, at fattiggårdene blev opført, synet på de nye fattiggårde og synet på fattiglemmerne. Ud over det vil jeg kigge på det fra to vinkler. Henholdsvis de fattige, med fare for at blive sendt derhen, og de selvernærende og velfungerende borgere, uden fare for at komme på fattiggården.

2. Fattiglemmernes forhold

Fattiggårdene blev formelt kaldt for arbejdsanstalter , men blev i folkemunde kaldt for fattiggårde. De blev kaldt arbejdsanstalter, fordi de i sin tid blev oprettet for at få de fattige til at arbejde for de sociale ydelser, de modtog. Arbejdet kunne bestå i at flette sivmåtter og binde kurve.