Historieopgave om Renæssancens Menneskesyn

Side 1

1120

1

0

STX g

Side 2

1

Indholdsfortegnelse

Indledning ......................................................................................... 2 Politisk og social struktur i Firenze .......................................... 2

De sociale klasser ........................................................................ 3 Burckhardt: .................................. 4

Ricordanze-skriveriet i Firenze ................................................... 4 Klientsystemet ............................................................................. 5 Diskussion af begrebet ”renæssancemenneske” ........................ 6

Firenzes kriser og sociale forhold taler imod individualitet ........ 7

Konklusion .................................................................................... 8 Litteraturliste ............................................................................... 9

Side 3

2

Indledning

Et af de første problemer, der melder sig i forbindelse med renæssance er at lave periodeinddeling.

Ordet ’renæssance’ fører ofte til begrebsforvirring. For at der ikke skal være uklarhed om, hvad der menes med betegnelsen, vil ’renæssance’ i opgaven blive defineret som en epoke fra i

Italien. Det sker på baggrund af schweizeren Jacob Burckhardts anvendelse af ’renæssance’ som en kronologisk betegnelse i bogen ”Renaissancens Kultur i Italien”.

I denne bog, der udkom i 1860, beskriver Burckhardt Norditalien fra Bogen tager dels udgangspunkt i opblomstringen i de politiske tilstande, de sociale forhold, litteraturen og naturvidenskaben i Norditalien. Burckhardts hovedsyntese synes at være, at individualismen her er den afgørende faktor for kulturen og kunstens opblomstring. Han fokuserer på individets åndelige udvikling. En udvikling der ifølge ham står i kontrast til middelaldermennesket. Denne skarpe skelnen mellem middelalder og renæssance har for eftertiden været genstand for stor debat. Visse middelalderhistorikere argumenterer ligefrem for at afskaffe renæssancen som en epoke i historien [1].

Det billede, som Burckhardt tegner forsøger middelalderhistorikeren Michael Nordberg at gøre op med i sin bog ”Renæssancens virkelighed”. Bogen stiller bl.a. spørgsmålstegn ved, at der skulle opstå en særlig individualisme i den tidsperiode. De to bøgers synspunkter på individets intellektuelle udvikling i renæssancen er radikalt forskellige. Derfor vil de blive brugt som primærmateriale til at svare på problemformuleringen:

Hvorfor skulle individet have været mere selvreflekterende 1400-tallets Norditalien?

- Hvordan så individet på sin egen eksistens?

- Hvordan var rammerne overhovedet for individualitet?

Til at belyse problemstillingen kigges der på, hvilke sociale forhold der var, og hvilke udsigter det enkelte individ havde til social opstigning dengang i Firenze. Nedskrevne erindringer fra denne tid vil i opgaven blive brugt som kilder, der udtrykker individets syn på sin egen eksistens.

Sekulariseringen fra religion eller manglen på samme er også et tema i de to hovedkilder, og det kan tages som et udtryk for individets individualitet i renæssancen. Opgaven vil ikke komme ind på det emne, da det kunne udgøre en hel opgave i sig selv. Ligeledes vil humanisternes litteratur kun

1

Clausen, Flemming m.fl. Skabt til at skabe. Forlaget Aschehoug, (1995) Kildeuddrag af Lynn Thorndirke: Renaissance or Prenaissance? S. 111-112.

Side 4

3 berøres sporadisk, selvom Burckhardt og også visse nutidige historikere mener, at det er et af de vigtigste beviser for individets selvstændighed i renæssancen.

Politisk og social struktur i Firenze

Firenze betragtes som den by, hvor renæssancen tog sin begyndelse, hvorefter det bredte sig til den øvrige del af Norditalien. Firenze sidestilles af nogle med Athens betydning for Grækenland [2].

Derfor er det relevant at tage udgangspunkt i Firenze som udgangspunkt for en analyse af renæssancen. De socialpolitiske betingelser i 1400-tallets Firenze er afgørende for hver enkelt individs muligheder for at opnå individualitet. Kansleren af Firenze Leonardo Bruni i perioden og havde dette syn sin egen republik: ”Alle har lige frihed […] håbet om at vinde ære og blive ophøjet er lige for alle, blot man har energi og intelligens og lever et respektabelt og alvorligt liv. […] Enhver der besidder disse egenskaber anser man for tilstrækkelig

                             3
velbåren til at styre republikken[…] ”

Bruni karakteriserer altså den florentinske republik som et demokrati, der bygger på ligeværdighed og ligestilling mellem de forskellige klasser i samfundet. Ovenstående citat illustrerer, at han selv betragtede republikken som en form for folkestyre, idet enhver person med de rigtige intellektuelle evner eftersigende skulle kunne styre republikken eller opnå et velanset embede. Spørgsmålet er, om denne udlægning af Firenze er i overensstemmelse med virkeligheden. Var der gunstige betingelser for social opstigning, og hvordan havde den enkelte mulighed for at opnå øget velstand og anseelse?

De sociale klasser

Økonomisk set var der store forskelle mellem de respektive samfundsklasser. Fordelingstallene over skatterne fra 1458 illustrerer dette. 72,5 % af byens husstande betalte den laveste skat, som var op til én florin. Mellemklassen udgjorde omtrent 20 % og betalte en skat på 1-10 floriner. De mere velstillede ca. 2,8 procent og betalte fra 10-50 floriner. Kun 0,2 % i opgørelsen bestod af rigtig rige familier som betalte over 50 floriner i skat.

2

Danielsen, Kim Beck. Knudsen, Sanne Stemann. Renæssancen: Da mennesket kom i cetrum. Forlaget Systime, (2005) S. 18.

3

Nordberg, Michael. Renæssancens Virkelighed. Forlaget Gyldendal, (1995) S. 54-55

Side 5

4

I Firenze var der dog ikke proportionalitet mellem politisk indflydelse og formue. Rekrutteringen til politiske embeder foregik gennem de såkaldte ’arti’, som var en slags lav. De fornemste udgjorde de syv højeste gilder i ’le arti maggiori’. En af de væsentligste kvalifikationer for at udnævnes til de politiske embeder var, at man var en del af denne gruppe. Underordnet denne gruppe var ’arti minori’, der havde langt mindre politisk indflydelse. ’Arti minori’ måtte kun bestå af selvstændige i erhvervslivet, hvorfor de resterende 90 % af befolkningen på forhånd var udelukket fra politisk

         4
indflydelse .

Omtrent ¾ af magistratsembederne i Firenze var besat af medlemmer fra ’arti maggiori’, hvor gruppen arti minori ellers var mangedobbelt flere i antal medlemmer. Udpegelsen af kandidater til kommunale embeder stod enkelte embedsmænd for. Af samme grund havde de stor indflydelse på, hvilke mænd, som kunne komme i betragtning til embedsposter. Personer der stod i skattemæssig gæld til republikken var på forhånd udelukket fra at komme i betragtning. Øjensynligt forekom det somme tider, at det herskende regime i 1400-tallet pålagde enkelte uønskede personer så høje skatter, at det var umuligt for dem at blive valgt [5].

Opgørelser af de kommunale og private embeder fra 1300- og 1400-tallet viser, at det udelukkende var de samme 150-200 familier, der var repræsenteret, selvom 500 familier teoretisk set var kvalificeret til embeder og rådsforsamlingerne [6]. Det var altså et relativt begrænset antal personer, som havde ”frihed” og var ligestillet i Firenze. Disse forhold var dog væsentligt mere civiliserede end flere af de andre bystater i Norditalien i samme periode. Her var der ikke på samme måde udviklet republikanisme, om end det i Firenze var forbeholdt et mindretal. Her blev styret derimod

                     7
ledet af tyranner og fyrster .

Burckhardt:

”I middelalderen laa begge sider af Bevidstheden – den, som var vendt mod Verden, og den, som var vendt mod Menneskets eget Indre – ligesom drømmende eller halvvaagne under et fælles Slør.

Sløret var sammenvævet af Tro, barnlig Skyhed, og Indbildninger; set igennem det viste Verden og

4

Nordberg (anf.v.) S. 55-57

5

Nordberg (anf.v.) S. 58-60

6

Nordberg (anf.v) S. 59-63.

7

Beck Danielsen og Stemann Knudsen (anf.v) S. 21-22.

Side 6

5

Historien sig i sælsomt farvet Skær, men Mennesket var sig kun bevidst som Race, Folk, Parti, Korporation, Familie eller en anden saadan Form af det almene. Italien er det første land, hvor

                 8
dette slør henvejres” .

Således beskriver Jacob Burckhardt forskellen mellem tankegangen i middelalderen og renæssancen i Italien. Citatet er taget fra hans bog ”Renæssancens kultur i Italien”. Med citatet beskriver Burckhardt renæssancemennesket som et frigjort væsen, som handler uafhængigt af korporationer.

I Burckhardts beskrivelse er det først i renæssancen i Italien, at det for første gang ses, at individet for alvor realiserer sig selv. Først her bliver individet selvbevidst og når frem til erkendelse af sin eksistens. Burckhardt påstår, at denne selvrealisering i begyndelsen opstod hos tyranner og kondottierer. I deres bestræbelse efter magt, måtte de ty sig til åndelige midler og finde deres ”hjælpekilder”. Ligeledes blev de understående personer som sekretærer, embedsmænd og digtere påvirket af en lignende drift.

Det 14 århundrede bærer præg af flere magtskifter og uro i Italien. De skiftende ledere mener Burckhardt skaber konkurrence for, at den mest intellektuelle leder formår at udøve magten. De partier, som var underlagt tyrannerne, stræbte efter frihed og overtagelse af herredømmet. På grund af håbet om tilbageerobring, udvikledes personernes individualisme.

”Naar nu denne Drift til Personlighedens højeste Udvikling traf sammen med en virkelig mægtig og derhos mangesidig Natur, der samtidigt beherskede alle den datidige Dannelses Elementer, da fremstod det ’alsidige menneske’, l’uomo universale, som udelukkende tilhører Italien” [9], Burckhardt mener altså, at netop denne drift efter at opnå høj intellektuel udvikling skabte renæssancemenneskets stærke personlighedsfølelse. Det betød, at en ny mennesketype opstod, som han karakteriserer som universalmennesket. Det fuldendte menneske, der som individ er overlegent med mangesidige kompetencer.

Ricordanze-skriveriet i Firenze

Det såkaldte ”renæssancemenneske” betragter middelalderhistorikeren Michael Nordberg som fantasikonstrueret [10]. Forestillingen om, at der gennem en tidsperiode kun skulle have eksisteret én mennesketype i en omtrent 300-årig lang epoke, forekommer for ham fuldkommen skabelonagtig.

Denne påståede individualisme, som ifølge Burckhardt blev fuldendt hos mennesket i 1400-tallet,

8

Burckhardt, Jacob. Renæssancens Kultur i Italien. Afsnit 2 første kapitel. Forlaget Kimære (1903)

9

Burckhardt (anf.v) S. 109

10

Nordberg (anf.v) S. 16-17

Side 7

6 kommer i modvind, i det billede som Michael Nordberg tegner af værdinormerne fra denne tid. I blandt købmændene i 1400-tallets Firenze blev der nedskrevet erindringer i form af de såkaldte ”ricordanze”. Det er en form for litteratur, som er skrevet som en slags selvbiografi. På grund af, at værkerne tager selvbiografisk form, kunne de betragtes som et udtryk for en form for individualitet, der eksisterede i Firenze. Nordberg mener i midlertidigt, at hensigten med nedskrive sin livshistorie havde et praktisk formål. I 1400-tallets Firenze blev pigerne ofte bortgiftet i en meget ung alder

med mænd, der var langt ældre^{11}.

På grund af den sene giftealder havde mændene en stor risiko for at dø, inden børnene var blevet voksne. Derfor tjente ”ricordanze-skriveriet” som vejledning og var vigtige livserfaringer, der blev givet videre til sønnerne. Disse ricordanze kan altså give et udmærket indblik i individets værdier på den tid. Ved at studere de godt 100 bevarede ricordanze fra de florentinske biblioteker, ses det, at beskrivelser af slægten udgør en overordentlig stor del af biografierne. Derpå kommer Nordberg med påstanden: ”Ingen mand (for selvfølgelig er det alene mænd der er tale om) i 1400-tallets Italien kunne blot som individ, hvor dygtig han end var, opnå status og politisk indflydelse. Status fik den enkelte i Firenze, Siena eller Venezia alene som medlem af familie, eller snarere slægt, med aner og anseelse” [12]. Nordberg mener altså, at påstanden om, at man kun betød noget som individ og ikke som medlem af en korporation eller slægt ikke har nogen som helst evidens ud fra samtidens kilder.

Et andet eksempel på kollektivets højere status end individet er fra 1458. Her fornyede domstolen

’Otto di guardia’ en tidligere dom om landsforvisning af en række italienske familier. Dommen vedrørte ikke enkelte medlemmer af familierne men fungerede derimod som en slags kollektiv afstraffelse.

Klientsystemet

Et endnu tydeligere eksempel på individets binding og afhængighed af fællesskabet er patronus-klient-systemet. Dette system stammer helt tilbage fra romertiden. Hvordan et sådan system har kunnet overleve gennem over 1000 år er et interessant spørgsmål. Svaret må være, at systemet fra antikken helt op renæssancen har modsvaret nogle samfundsmæssige behov. Systemet har visse ligheder med mafiaen i dag. Det bygger på et afhængighedsforhold mellem en patron og en klient.

11

Nordberg (anf.v) S. 119

12

Nordberg (anf.v) S. 194

Side 8

7

Patroni-familien beskytter klientfamilien økonomisk, juridisk og socialpolitisk ved at give dem giftermål til socialopstigning, reduktion af skatter eller embedsposter. En modydelse til patronen kunne være at yde ham politisk støtte i form af stemmer, men det kunne også være at deltage i væbnede grupper til beskyttelsen af patronen. Anbefalingsbreve fra en patron var af stor betydning for at opnå social og politiske indflydelse. Det får Nordberg til at komme med denne påstand: ”Det berømte renæssancemenneske ’som havde frigjort sig fra alle bånd’ er et fantasiprodukt fra 1800- tallet og en myte”. Nordberg forestiller sig, at et sådant afhængighedsforhold må have haft stor betydning for individets handlemuligheder. Det enkelte menneske har i afhængighedsforholdet været underlagt en autoritet, der har begrænset dets mulighed for selvrealisering [13]. Derfor giver det for ham ikke nogen mening at tale om, at individet har frigjort sig fra korporationer og autoriteter.

Diskussion af begrebet ”renæssancemenneske”

Videnskabsfolk undergår somme tider den skæbne, at de tror så fuldt og fast på deres egen opfattelse, at det bliver ensidigt. Denne skæbne har Burckhardt også undergået, idet han i en romantisk skrivestil kendetegnende for 1800-tallet påstår, at ”middelalderens bevidsthed lå under et drømmende slør”. Her overser han fuldkommen de tråde, der binder de to perioder sammen.

Burckhardt generaliserer og antager, at hele middelalderen var mørk og bagstræberisk uden at underbygge hvorfor. Generaliseringerne bærer præg af forholdet til historievidenskab i 1800-tallet.

Det virker samtidig som om, at han overfører 1800-tallets liberale tankegange i sit syn på renæssancen i sine påstande om individets ’individualitet’. Vores historie er præget af kontinuitet, og derfor er det svært at tro på, at renæssancens opståen står i direkte modsætning til det forudgående.

I ”Renæssancens kultur i Italien” taler Burckhardt også om et såkaldt ’renæssancemenneske’.

Begrebet ’renæssancemenneske’ virker for idealiserende på samme måde som synonymet

’universalmenneske’. Et universalmenneske er en person, som er bevidst om sit værd og mangetydige talent, og en person som besidder en bred dannelse [14]. Burckhardt personificerer sin teori om universalmennesket ved bl.a. Leonardo Da Vinci og Dante Alighieri [15]. Da Vinci er på grund af sine mangesidede talenter et af de bedste eksempler på opfattelsen af et såkaldt

13

Nordberg (anf.v) S. 63-65

14

Beck Danielsen og Stemann Knudsen (anf.v) S. 10

15

Burckhardt (anf.v) S. 109-113.

Side 9

8

’renæssancemenneske’. Spørgsmålet er bare om eksempelvis Da Vinci intellekt og individualitet kan bruges som en generel beskrivelse af mennesketypen i den italienske renæssance. Er der i virkeligheden tale om en intellektuel strømning inden for en begrænset del af befolkningen, som ikke har påvirket den almene befolkning synderligt?

For at individualitet kan opstå, er det en forudsætning, at rollerne i samfundet ikke er faste og forskrevne og individets mulighed for at skabe og forme sit eget liv. Hvis individet kender sit formål og mulige karrierevej fra fødslen, må dette have en nedtonende effekt på dets individualitet

16

. Det enkelte individ skal kunne øjne mulighederne for social opstigning og mobilitet. I 1300- og

1400-tallets Firenze var mulighederne for at ændre sin position i samfundet stærkt begrænset [17].

Derfor kan der sås tvivl om forestillingen om individualitet i Firenze. Som det fremgår af gennemgangen af den politiske struktur i Firenze, var det kun 150-200 familier, som gennem to århundreder havde politisk indflydelse, hvilket er udtryk for lav politisk mobilitet.

Marginaliseringen af størstedelen af befolkningen skaber et dårligt grundlag for, at det enkelte individ kan udvikle sig intellektuelt og opnå individualitet. Den sociale og politiske struktur i Firenze taler derfor imod forestillingen om ’renæssancemenneskets opståen’.

Firenzes kriser og sociale forhold taler imod individualitet

Burckhardts opfattelse af det selvstændige individuelle renæssancemenneske bærer præg af den litteratur, som overklassen har efterladt sig. Teorien om, at renæssancemenneskets frigørelse fra korporationer virker tvivlsom. De såkaldte ”ricordanze” er et vidnesbyrd om dette. Styrken ved disse ”ricordanze” er, at de rettede blikket mod lavere sociale lag i Firenze.

Det kan dernæst diskuteres, om Nordberg i tilstrækkelig grad anvender den litteratur, som humanisterne har efterladt os. Han går eksempelvis ikke i dybden med de tre forfattere Dante Alighieri (), Francesco Petrarca () og Giovanni Boccaciccio (). I blandt nogle historikere eksisterer den opfattelse, at individualiteten hos de tre forfattere føre til en ny menneskeopfattelse og grad af selvbevidsthed i den italienske befolkning, der er ikke tidligere er set [18]. Hvorfor forfatterne af nogle betragtes som udtryk for et nyt menneskesyn, kommer Nordberg ikke nærmere ind på. Hans opfattelse er, at humanisternes værker ikke kan tages som et udtryk for

16

Leksikon.dk. ”Individualitet”.

17

Nordberg (anf.v) S. 199.

18

Beck Danielsen og Stemann Knudsen (anf.v) S. 123

Side 10

9 individualiteten hos breddebefolkningen [19]. Nordbergs synspunkt på humanismen forekommer en smule radikalt. Denne opfattelse af humanismen er langtfra almen konsensus i blandt historikere i dag, der tværtimod mener det modsatte, at humanismens selvstændighedstrang har betydning for det moderne Europa, vi ser i dag [20]. Nordberg står i opposition til dette. De forskellige indstillinger til humanismen lægger op til diskussion. Føromtalte humanister opfattes bl.a. af Burckhardt som forløbere til den påståede individualismes opståen i Firenze [21]. Der er dog lignende eksempler på egalitære tankegange i samme periode, bl.a. de engelsker lollarder i slutningen af 1800-tallet [22].

Måske kan de lige såvel have præget udviklingen i opfattelsen af mennesket efterfølgende.

Spørgsmålet er, om humanisternes teorier og idealer kan overføres til virkelige samfundsmæssige forhold. Litteraturen er jo fiktiv, og det kan ikke tages som en selvfølge, at humanisternes holdninger til tilværelsen afspejler det enkelte individs tænkemåde. Omvendt synes Nordbergs problem at være, at han er villig til at se bort fra ethvert argument imod sin opfattelse af renæssancen. Han har et hovedsynspunkt og mission, og det er at overbevise om, at det egentlige nybrud i europæisk historie ikke skal tilskrives renæssancen men middelalderen. Et krav til videnskab er vilje til kritik og objektivitet. Derfor er det spørgsmålet om ”Renæssancens virkelighed” kan betragtes som videnskab. Det må dog ikke glemmes, at Nordberg som lektor og docent ved Stockholms Universitet i 31 år fra er en yderst erfaren historiker. Det styrker derudover hans troværdighed, er han gendriver teser om renæssancen ved brug af referencer fra den øvrige historievidenskab samt førstehåndskilder fra samtiden.

Nordbergs vurdering af mulighederne for individualitet hos individet er overbevisende, fordi han bl.a. tager udgangspunkt i de sociale forhold i Firenze, der betinger mulighederne for individualitet.

Klientsystemet i Firenze er et eksempel på sociale forhold, der begrænser dette. Klient-patron-forholdet kan tages som et udtryk for kollektivets betydning i forhold til individets muligheder. At være underlagt en patron var en sikkerhedsforanstaltning. Dette afhængighedsforhold må dog samtidigt have begrænset det enkelte individs handlemuligheder. Kontrakten mellem patronen og klienten skulle naturligvis overholdes. Kravene fra patronen har ikke fremmet mulighederne for at skabe individualitet hos de enkelte underlagte klienter.

19

Nordberg (anf.v) S. 33-52

20

Beck Danielsen og Stemann Knudsen (anf.v) S. 9

21

Burckhardt (anf.v) S. 240-257

22

Nordberg, Michael. Den dynamiske middelalder. Forlaget Per Kofod, (1987) S. 278-283.

Side 11

10

Der er andre faktorer, som også taler imod, at befolkningen var præget af høj individualitet. 1400- tallets Firenze var præget af store uroligheder. Det har formodentlig haft en stor betydning for, hvordan hvert enkelt individ så på tilværelsen. En opgørelse af døde af pestepidemien anslår, at over en femtedel af befolkningen i Firenze i det 15. Århundrede døde. Kilderne fra samtiden beretter om en konstant dødsangst i befolkningen. Derudover var 1400-tallet præget af krigstilstand, som til dels var økonomisk omkostningsfuld, men som også må have sat sit præg på den enkeltes bevidsthed. Firenze var sågar under fransk besættelse i 1490’erne. Den økonomiske tilbagegang forårsagede ydermere flere konkurser for virksomheder [23]. Det virker ikke sandsynligt, at individet skulle blive mere selvstændigt i perioder med social nød i befolkningen. Tværtimod forekommer det mere sandsynligt, at det skulle bevirke, at fællesskabsfølelsen og sammenholdet styrkedes.

23

Nordberg (anf.v) S. 19-32

Side 12

11

Konklusion

Ud fra de såkaldte ricordanze og klientsystemet, tyder meget på, at det enkelte individs indflydelse

og handlinger har været stærkt afhængigt/begrænset af sociale forhold. Skatteopgørelser fra

perioden tegner på samme måde et billede af, at der var store standsforskelle i det sociale liv.

Litteraturen vidner om, at den slægt man tilhørte var en determinerende faktor for ens politiske og sociale position. Det taler imod, at individet skulle have været ophøjet over fællesskabet. Derudover er det tvivlsomt, om det overhovedet var muligt for individet at udvikle større selvrefleksion med tanke på de tilstande, der var i Firenze i 1300- og 1400-tallet. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der skulle være individer deriblandt humanister, som havde udviklet en højere personlig individualitet end den brede befolkning. Derudover er hele diskussionen om individualitet hos renæssancemennesket relativ, fordi begrebet er så svært at definere. Desuden vil der altid være intellektuelle forskelle i en hel population, hvorfor det er svært at generalisere.

Renæssancens betydning for den menneskelige udvikling skal ikke bagatelliseres, men det virker usandsynligt, at individualismen var så radikal, som Burckhardt giver udtryk for.

Side 13

12

Litteraturliste

Primærlitteratur

- Burckhardt, Jacob: Renaissancens kultur i Italien. 1. Udgave. Forlaget Kimære, (1903).

- Nordberg, Michael: Renæssancens virkelighed: Myter og realitet, på dansk ved Jan Teuber. 1.

Udgave. Forlaget Gyldendal, (1995)

Sekundærlitteratur

- Danielsen, Kim Beck. Knudsen, Sanne Stemann: Renæssancen: Da mennesket kom i centrum. 1.

Udgave, 1. Oplag. Forlaget Systime, (2005)

- Nordberg, Michael: Den dynamiske middelalder, på dansk ved Bodil Wille Boisen. 1. Udgave.

Forlaget Per Kofod, (1987)

- Clausen, Flemming. Jørgen Falkesgaard, Mette Løhndahl og Johnny Thiedecke: Skabt til at skabe:

Renæssancens kultur i Europa. 1. Udgave, 2. Oplag. Forlaget Aschehoug, (1995)

Internetsider

- Individualitet: Helge Høibraaten

Adresse: www.leksikon.org/art.php?n=1187

Besøgt: 1.11.2009

- Forsideillustration.

Adresse: www.images.saxo.com/ItemImage.aspx?ItemID=3019848&Width=180&style=shadow

Besøgt: 3.11.2009