SRP: Crash, Racisme og Fordomme | Engelsk & Mediefag

Side 1

1

Crash

Directors cut (2004)

Studieretningsprojekt

Engelsk – Mediefag

Side 2

2

Abstract:

This study examines how Paul Haggis' Crash (2004) treats the complexity of themes such as racism and prejudice in contemporary Los Angeles. This essay will investigate how Haggis' use of the ensemble film, along with lighting, color, music, and captivating editorial process, creates a melodramatic delineation of fear, intolerance, bigotry, and the contradictions we all embody.

Furthermore it will analyze several selected characters, and their functions in the intricate cast and multiplex storyline. Lastly it will put contemporary Los Angeles in perspective, investigating the racial tension and racial discrimination that concomitant a city of such magnitude and cultural diversity. Through several articles, essays and webpages it will use the method theory og interpretation, also referred to as hermeneutics. The essay found that Crash mainly consist of interpersonal relations displaying bigotry, prejudice and racism, to a point that does not reflect upon contemporary Los Angeles. Crash is rather a universal communication of community through differences and common prejudice, describing the ultimate dependence of eachother, though diverse in ethnicity.

Indholdsfortegnelse:

Forside Side 1

Abstract Side 2

Indledning Side 3

Metode Side 4

Crash Side 5

Karakter analyse Side 5

Filmens orkestrering og narrative struktur Side 13

Virkemidler Side 13

Musik Side 14

Farver Side 15

Billedkomposition Side 15

Symbolisering Side 15

Orkestrering Side 16

Los Angeles racismeproblematik Side 19

Konklusion Side 22

Perspektivering Side 23

Litteaturliste Side 24

Side 3

3

Indledning:

Millionbyen Los Angeles har altid været sted for kulturel diversitet. Af de de mange steder værdige til titlen “melting-pot” 1, har vi Amerika på hitlisten – og ikke mindst Los Angeles og omegn: Med et befolkningstal på ca. 12.9 millioner, et areal på omtrent 4.300 km², og med immigranter fra hele verden, er LA en af de mest oplagte steder at forsøge at give et indtryk af nogle af de mest eksplicitte racismeproblematikker som eksisterer i vores tid. Filmen Crash konfronterer de ømtålelige racerelaterede spændinger man finder i Los Angeles, gennem karakterenes tilfældige sammenstød med hinanden. Man følger et væld af figurer, der hver repræsenterer forskellige etniske grupper, større eller mindre, som udsættes for personlige“crashes” gennem sammenkædende handlingsforløb. Figurerne bliver udsat for hjerteskærende, tragiske og shockerende prøvelser, der i enden vender deres livsyn, etik, og realitetsopfattelse på hovedet. I denne opgave vil jeg behandle temaet racisme gennem personkarakteristikker af udvalgte figurer, en analyse af filmens narrative struktur, og en analyse af filmens orkestrering. Det kan diskuteres om filmen giver et realistisk og nøjagtigt indblik i Los Angeles aktuelle racisme problemer, så jeg vil derfor i enden af opgaven perspektiverer til nutidens Los Angeles og dens aktuelle racismeproblematikker.

Opgaven i ordlyd fra mine vejledere:

Hvordan behandler Crash (2004) tematikken racisme og fordomme i nutidens Los Angeles?

– Analyser udvalgte karakterer i filmen.

– Analyser filmens orkestrering og narrative struktur.

– Perspektiver til samtidens racismeproblematik i Los Angeles?

1 Melting Pot er en metafor for den måde homogene samfund udvikler sig, i hvilken folk af forskellig kulturer, racer og religioner kombineres så de udvikler et multietnisk samfund.

Side 4

4

Metode afsnit:

Jeg arbejder i Engelsk og Mediefag indenfor det humanistiske hovedområde. Min tilgang til problemformuleringen er dels hermeneutisk, hvor jeg arbejder ud fra forestillingen om forforståelse og fortolkning, som det fremstilles i den hermeneutiske spiral. Jeg vil beskæftige mig med det ideografiske frem for det nomotetiske, da jeg fokuserer på min egen og mine kilders fortolkning af problemformuleringen.

Jeg benytter mest kvalitativt data i form af udvalgte artikler, andmeldelser, essays og analyser. Jeg arbejder ved at gå i dybden med, og forstå, enkelte stykker empiri og dermed se det i en større sammenhæng. Jeg arbejder hovedsagligt med den kvalitative metode i min perspektivering, frem for den kvantitative i besvarelsen af spørgsmålet, da jeg mener at den har nogle væsentlige fortrin i denne sammenhæng. Den kvalitative metodes styrker er bl.a. at den benytter sig af nuancerede og flertydige data samt give en god helhedsforståelse. Der er naturligvis også ulemper ved den kvalitative metode. Bl.a. er det vanskeligt at kvantificere og sammenligne data nøjagtigt. Derudover er det også svært at konkludere entydigt, hvilket, ganske vist, ikke nødvendigvis er dårligt.

Min empiri vil i denne opgave bl.a. være filmen “Crash” af Paul Haggis og Hsuan L. Hsu's analyse og filmkritik af “Crash” og L.A. ensemblefilm, samt forskellige tekster, artikler, essays mm. Min teori vil, i denne opgave, være fra bl.a. fra diverse artikler og essays, samt et udvalg af internetsider.

Under det første arbejdsspørgsmål i problemformuleringen vil jeg lave en karakteranalyse af udvalgte figurer fra “Crash”. Jeg vil lægge vægt på hvordan de interagerer og udfolder sig i gennem filmen, og hvordan, i gennem personskildring, de formidler filmens budskab.

Under andet arbejdsspørgsmål vil jeg analysere filmens orkestrering med udgangspunkt i mediefag, og bl.a. analysere rollefordeling, farver, lys, lyd og klipning. Samtidig vil jeg analyserer og gøre rede for filmens narrative struktur.

I det tredje arbejdsspørgsmål vil jeg perspektivere til samtidens racismeproblematikker i Los Angeles med udgangspunkt i artikler og internetsider. Desuden vil jeg overveje hvordan de stemmer overens med filmen “Crash”. Jeg vil inddrage noget af den empiri jeg løbende har gjort brug af.

Side 5

5

Crash:

Filmen Crash finder sted i “post-riot” 2, “post-9/11” 3 Los Angeles, og strækker sig over to

dage. Vi starter med slutningen umiddelbart efter en bilulykke på en større vej, det er nat, og omkring december måned anno 2004. Akkompagneret udelukkende af “opening credits” 4 og lav dunkel musik, hører vi figuren Graham Waters lavmælte reflektering over ulykken han lige har oplevet. Her præsenterer han fra start en af filmens hovedpåstande, eller det såkaldte modus operandi 5, da han kontemplerende siger: “It's the sence of touch(...)In LA, no one touches you(..)Think we miss that touch so much, we crash into each other just to feel something.” De dybe ord fra Graham er en reflektering over, ikke bare uheldet, men over hvad vi senere vil opleve i filmen. Billedet er præget af sløret lys fra politiet og de omkringstående biler. En blandet stemning af uro og mystik – understøttet af nattens mørkeblå skær – indleder filmens anslag, og med dét, drages vi ind i Paul Haggis skildring af storbyen Los Angeles og beboernes “crashes”. Instruktørens påpeger i et interview på talkshowet Charlie Rose, d. 27. august 07: “It's about the contradictions

                                                            6
we all embody(...)We are all both the villains and heroes in our own lives”.

Karakteranalyse:

Der er adskillige fordomme præsenteret i Crash. Disse synspunkter bliver alle repræsenteret af de forskellige figurer i filmen, indirekte, direkte eller gennem deres handlinger. De har (næsten) alle det tilfælles, at de definere sig selv efter deres hudfarve, og eller position i samfundet.

Kigger man f.eks. på Brendan Fraser's karakter Rick Cabot – den hvide Los Angeles D.A. 7 der får sin bil stjålet af to sorte unge mænd – viser han mere bekymring for sit rygte og sine meningsmålinger, end for sin kones velbefindenhed og sin stjålne bil. Han bliver oprevet, og råber af sine kollegaer (hvoraf den ene er en sort kvinde): “Why did these guy's have to be black!?” For ham handler det om at opretholde sit image som en farveblind repræsentant for sin by – hvilket i sig selv ikke er forkert – men han har hele tiden i baghovedet at han er en hvid man, og hans hjemmel er at det generelt er de sorte der bliver gjort til forbryderne i pressen, og at det bidrager til påstanden om at de sorte er undertrykte og uretfærdigt udsatte. Hans dilemma er klart og tydeligt: “No matter

2 Refererer til tiden efter de oprør der fandt sted i 1992 i Los Angeles – http://en.wikipedia.org/wiki/Rodney_King

3 Refererer til tiden efter terror angrebet på The World Trade Center i New York.

4 Den indledende tekst i en film, der typisk introducerer skuespillerene, instruktøren, produceren, komponisten osv.

5 Latinsk adopteret amerikansk udtryk for en bestemt måde noget opererer efter eller følger – en form for metode.

6 Video interview – http://www.charlierose.com/guest/view/645

7 District Attorney – en lokal folke-valgt advokat der repræsenterer regeringen.

Side 6

6 how we spin this thing, i'm either gonna loose the black vote or i'm gonna loose the law-and-order vote.” - måske ikke den værste fordom, men ligegyldigt hvad, bidrager han til den “fordomscyklus” der kommer til udtryk gennem karakterenes handlinger. Han er politikeren der skal være repræsentant for sine vælgere – sorte, hvide, brune osv – men han er stadig en del af det “Upper-middleclass-white-America”. Hans fordomme og bekymringer holder kun baseret på den påstand at folk dømmer ham efter hans status, hudfarve, og håndtering af situationer hvori der indgå personer af forskellig hudfarve. Argumentet for at han bidrager til den såkaldte fordomscyklus er at hans løsning på “bil-situationen” er: “All right. If we can't duck this thing, we're gonna have to neutralize it. What we need is a picture of me pinning a medal on a black man”. Hans fordom er at “the black community” 8 vil fordømme ham for at have snakket ud mod to sorte kriminelle.

Brendan Frasers karaktér er noget overfladisk. Hans kone og ham bor i et pænt hvidt kvarter, i et stort flot hus med både hushjælp og gardner. De har højest sandsynlig aldrig oplevet følelsen af at blive diskrimineret, hvilket også gør dem til dels uvidene om konsekvenserne af deres forudindtagenhed overfor minoriteter. Dog hvis man sammenligner hans handlinger med resten af filmens mere tydeligt race-motiverede problematikker, slår figuren Rick Cabot aldrig helt igennem som en intolerant person.

Til gengæld kan man karakterisere Sandra Bullock's figur Jean Cabot som den mere fordomsfulde af de to. Hun er ikke racist, men ejer måske en mere nervøs og intolerant side end hendes man. Under filmen – og også før biltyveriet – virker hun konstant fustreret og sur. Hun snakker ned til sin spanske hushjælp Maria, og brokker sig over sin gartner, sit renseri og sine venner. Man har klart det indtryk at hun er den forkælede, velstillede hvide dame, der har luksus problemer, og har en tendens til at skyde alle hendes problemer over på andre. Umiddelbart før deres sammenstød havde Jean set de to sorte mænd stå og diskutere på gaden, og som reaktion havde hun klemt sig ind til sin mand. De to fyre (Anthony og Peter) modreagerede ved at hive deres pistoler frem og berøve paret deres bil. Hendes fordomme eskalerer efter episoden, og til hendes skuffelse får de tilsendt en mexikansk man, Daniel, til at skifte deres lås. I et skænderi med sin mand vil hun låsen skiftet igen den næste dag, og beskylder den mexikanske mand at have til hensigt at sælge deres ekstra nøgle til hans “bande-venner”. I et skænderiet refererer hun til bil-episoden og siger “I knew it was gonna happen”, og fortsætter som belæg for at få låsen skiftet;

“But if a white person sees two black men walking towards her, and she turns and walks in the other

8 Amerikans udtryk som er en betegnelse for det “sorte fællesskab” = alle sorte mennesker i et givent område.

Side 7

7 direction, she's a racist, right? Well, i got scared and didn't say anything. And ten seconds later i had a gun in my face! Now, i am telling you. Your amigo in there is gonna sell our key to one of his homies”. Da hun til sidst i filmen falder ned af trappen i hendes fustration, når hun som de fleste figurer i filmen til et vendepunkt, hvor hun opdager at alting måske ikke lige hang sammen som hun havde tænkte det. Al den vrede og ukendt frustation hun har gået og holdt på, koger til sidst over da det går op for hende at hendes liv har været bygget op omkring overfladiske venner og problemer.

Hun opdager at hendes bedste ven er den spanske hushjælp, Maria, som hun gennem hele filmen har “bosset” rundt med og snakket ned til, men som faktisk hele tiden har været der for hende.

Som familien Cabot's voldsmænd har vi de to biltyve Anthony og Peter, spillet af

Christopher Bridges og Larenz Tate. De er begge et sted i tyverne, og tjener til dagen ved at stjæle og afleverer udvalgte biler til deres arbejdsgiver i et gemt pakhus. Den mest interresante af de to er Anthony, da han klart er den drivende karakter, og også den fordomsfulde stereotypiske “black guy”, der konstant brokker sig over samfundet og hans position. Han, ligesom Jean, beskylder altid andre for hans egne fejl og mangler. Som hans tro følgesvend har vi Peter som den mere tilbagelænede og neutrale af de to. Han er måske i Anthonys øjne naiv, og ser ikke hvad der faktisk foregår omkring ham, men han ender med at vise sig som den mere rationele og fornuftige af de to.

Han er til tider lidt fjollet og useriøs, hvilket giver Anthony god mulighed for at aflaste alle hans holdninger: Konstant gennem filmen er han en kommentator der forklare alle situationener ud fra hans egen lommefilosofi. Han identificerer sig udelukkende på sin hudfarve, og formår på den ene eller anden måde at dreje alt over på race-relaterede grundlag. Med det sagt, er han ikke kun fordomsfuld og nedladende overfor hvide mennesker, men han misplacerer f.eks. alle asiatere som

“chinamen”.

Vi møder dem først udenfor en restaurant, i det de forlader stedet. Anthony er sur og brokker sig over deres behandling; “Did you see any white people in there waiting an hour and thirty- two minutes for a plate of spaghetti, huh? And how many cups og coffee did we get” Peter, der måske er lidt naiv, påpeger at Anthony ikke drikker kaffe, og at han selv ikke ville have noget. “We didn't get any coffee you didn't want and i didn't order, and that's evidence of racial discrimination? Did you notice that our waitress was black” Anthonys response er at sorte kvinder også tænker i stereotyper.

Han mener at hun med vilje ikke behandlede dem lige så godt som de andre hvide gæster, fordi hun gik ud fra at de ikke ville give drikke penge. Da Peter så spørger hvor meget han efterlod til hende viser det sig at han faktisk slet ikke gav noget, hvilket i enden kun bidrager til tjenerindens evt.

Side 8

8 fordom overfor dem. Om hun fra start havde fordomme eller ej er uvist, men det er dog mere sandsynligt nu. Peter griner af Anthony, men før han for lov til at forklare sig opdager Anthony noget nyt at pege ud. Som før nævnt, kommer Rick og Jean Cabot gående i mod dem, og da Jean ser de to sorte mænd, klinger hun sig ind til sin mand. Anthony mener at det er forrykt at en hvid dame finder sig truet af to sorte mænd der ligner UCLA [9] studerende. Faktisk synes han at det er dem der burde være bange: “We're the only two black faces surrounded by a sea of over-caffeinated white people, patrolled by the trigger-happy LAPD(..)Why aren't we the ones who are scared” Peter

- “Cause we got guns?” Og ganske rigtigt: Deres efterfølgende handling er at trække deres pistoler og berøve paret deres bil (hvilket man senere finder ud af faktisk er deres job). Igen har vi den samme fordomscyklus som før: Det er forkert at Jean fordømmer dem som ballademagere baseret på deres hudfarve; men Anthony bekræfter udelukkende hendes fordomme gennem hans handling.

Hendes fordomme vokser – for ikke at snakke om alle de omkringstående tilskuerer – og Anthony forbliver den sorte “gangbanger” som hvide kvinder, og især Jean, er bange for – hvilket jo er noget han ikke vil have.

Men deres aften er langt fra ovre, og umiddelbart efter deres biltyveri kommer Anthony til at køre en “chinaman” over – som vi senere finder ud af hedder Choi Jin Gui. Både Anthony og Peter er i chok da det viser sig at Choi sidder fast under bilen, og er blevet trukket hen langs asfalten.

Anthonys umiddelbare reaktion er - “what the hell did he do, just leap out in front of the truck?”

Men det var Anthonys egen skyld. Det var ham der kørte, uopmærksom på vejen, da han var ved at overtale Peter til at hip-hop var en opfindelse fra FBI, lavet til at undertrykke den sorte race. Hans løsning er at de blot kører videre og glemmer om deres lille uheld, men Peter er der heldigvis til at overtale ham til at trække manden ud hvorefter de afleverer ham på den nærmeste skade stue.

Anthony viser her at han ikke bare er en “no-good” kriminel, men også hvordan han ikke har så meget sympati for “chinamen”.

Desværre vil deres arbejdsgiver ikke have noget med bilen at gøre pga. Chois blod der er smurt ud over det hele. De må derfor ud og finde en ny bil der matcher den gamle (en sort Lincoln Navigator). På vej til Anthonys egen bil hilser Peter på en ven fra nabolaget hvilket giver Anthony mulighed for endnu engang at prædike en af sine filosofier: Peters ven (Mo Phat) er i Anthonys øjne en skidt fyr, og Anthony påstår at han ville stjæle tænder fra en handikappet, og at Peter ikke burde hilse på “sådan en”. Peters synes det er hyklerisk da de selv er kriminelle, men Anthony retfærdiggører det ved at påstå at Mo Phat ville stjæle fra andre sorte, og at det er noget han aldrig

9 University of California, Los Angeles.

Side 9

9 ville gøre selv. Han siger at den eneste grund til en sort mand stjæler fra hans “eget folk”, er fordi han er bange for hvide mennesker. Hans bil vil derefter ikke starte og de bliver nødt til at gå. Her bebrejder han selvfølgelig Peter for at have ødelagt bilen, og langer igen ud efter ham da Peter prøver at preje en bus: “You have no idea why the put them great big windows on the sides of buses, do you?(..)To humiliate the people of color who are reduced to riding on them.” Her gør han igen et forsøg på at sætte sig selv og sin race ind i offerrollen, hvorefter han ironisk nægter at tro på at Peter kan lide hockey fordi han er sort. For en der kæmper i mod det stereotype billede af sorte, er det dog lidt pudsigt at han selv kommer til at bruge på dem.

Anthony gå i gennem hele filmen rundt med tusindvis af fordomme, og hans ironiske, hykleriske handlinger gør ham til tider næsten komisk. Hans vendepunkt i filmen kommer efter en dramatisk episode hvor han prøver at stjæle den nye Lincoln Navigator, for at finde ud af at passageren er en anden sort mand (Cameron Thayer). Stik mod sin tideligere påstand om at han aldrig ville stjæle fra andre sorte, trækker han sig faktisk ikke tilbage fra røveriet, men i stedet, da Cameron aggresivt vælger at andgribe, råber han til Peter at han skal skyde ham. Anthony viser sig til sidst som en meget forvirret ung mand, der egentlig ikke helt har stået til ansigt med sine egne frygter. I scenen flygter både Cameron og Anthony tilbage ind i bilen da de hører politiet nærme sig.

De ender i en blindgyde, og Cameron beder ham forlade bilen, men Anthony er bange og tør ikke vise sig for de omkringstående politimænd. Cameron går ud og konfronterer dem, samtidig med at Anthony gemmer sig i bilen. I det han hører den anden sorte mand står udenfor, frygtløs og selvsikker foran tre hvide politibetjente, for den ellers så selvretfærdige Anthony tid til at reflekterer, og opdager at han ikke helt er den person han går og udgiver sig for at være. Efter et enormt aggresivt sammenstød med politmændene vender Cameron tilbage til bilen og kører væk.

Anthony sider uden at sige et ord og Cameron kører et stykke væk før han smider ham ud. På vej ud af døren vender Cameron sig og kigger på ham “Look at me... You embarrass me... You embarrass yourself.” Anthony stå mundlam tilbage på fortorvet. Hvor han før ville svare tilbage med en skarp kommentar, er hans identitet nu rystet. Han stå mutters alene, og langt hjemmefra. Det går op for ham hvor stor en misrepræsentation han har været for hans “folk”. Han står til ansigt med sit hykleri, og lærer at hans opførsel i enden smitter af på hvordan folk som ham selv, og andre mennesker dømmer ham. Han har indset hvordan han hele tiden har været med til at holde en diskriminationscyklus i gang, og at han må blive nødt til at droppe sine fordomme hvis han vil sætte et godt eksempel som en sort mand i Los Angeles.

Side 10

10

Siden han er langt hjemmefra bliver han nødt til at tage bussen, som han nu ikke føler sig så utryk ved. I bussen møder han hvide, sorte, asiatiske, persiske, spanske osv., og de ser ikke ud til at skamme sig over at de sidder i en bus. Men skæbnen tester hans nye indsigt ved at lade ham kører forbi den bil Choi Jin Gui var i færd med at åbne lige før han blev kørt ned. Anthony står af, og tager bilen til sin arbejdsgiver, for derefter at opdage en skrækkelig hemmelighed: Bilen var fuld med omtrent tyve Thai-slaver, fastlænket. Hans arbejdsgiver er villig til at betale 500$ pr. stk. – hvilket er en hel del penge for Anthony. Man han gør det rette, siger nej tak, og lader dem gå fri.

Anthonys transformation er fuldendt, han er blevet en ny mand, og har ikke mindst forstået hvordan hans handlinger har bidraget til alt det han egentlig har stået i mod.

John Ryan (Matt Dillon) og Tom Hanson (Ryan Phillippe) er LAPD politibetjente. Man møder først Ryan, over en samtale med den sort læge lægesekretær Shaniqua Johnson. Ryan, uvidende om hendes hudfarve, er bekrymet for hans syge far, og prøver at få lavet en særaftale.

Faren har problemer med at urinere, men der er meget der tyder på at han fejler mere end UTI [10].

Ryan er frustreret og vil have faren checket for kræft i blærehalskirtlen, men da Shaniqua eklærer at hun ikke kan hjælpe ham, beder han hende om at omstille til hendes chef, hvorefter hun svare: “I am my supervisor” Ryan svare tilbage med en nedladende tone - “Yeah what is your name?”

Shaniqua - “Shaniqua Johnson” Ryan - “Shaniqua. Big fucking suprise that is.” Shaniqua lægger på, og Ryan står til bage med en ligegyldig grimasse og går ud til sin partner.

Han er fra start åbenlys racistisk og fordomsfuld, hvilket umiddelbart efter bliver understreget som han nærmer sig betjent Hanson og siger: “Call any big company with a problem; why is the person you have to deal with guaranteed to be black and stupid?(...)They actually seek

                                          11
out the stupidest fucking black people they can find.”

Han repræsenterer den den racistiske hvide man, der udnytter sin stilling ved at lade sin personlige frustration gå ud over tilfældige tilbageholdte. Han er en stolt politibetjent, og har været det i mange år – i modsætning til sin partner Hanson. Ikke lang tid efter hans samtale med Shaniqua, bliver Ryan og Hanson informeret om en eftersøgt bil i området. Lige som informationen bliver givet, passerer en sort Lincoln Navigator. I bilen sidder en sort mand alene, omtrent i fyrrerne, og Hanson påpeger straks: “It's not it... It's not the vehicle. The plates don't match, the driver's in his forties, and nobody jacks a car and takes it to studio city.” Trods sin partners advarelse vælger Ryan at ignorerer ham, og tænder sin spot-lampe:

En kvinde i bilen kommer til syne i passagersædet; måske hvilede hun sig på chaufførens skød, eller

10 Urinary Tract Infection

11 Denne monolog er ikke en del af Directors Cut versionen, men står side 16. scene 13. i manuskriptet

Side 11

11 måske gjorde hun noget andet. I hvert fald kaster hun et forvirret blik bagud, hendes ansigt kridhvidt i lyset af politibilens skarpe projektor, hvilket er nok til at Ryan tænder for sin sirene, med kommentaren “They were doing something.” - her for man en fornemmelse for at han nok snare tænker: “They are something.” Bilen drejer ind på den nærmeste sidegade og holder under en gadelampe. Hanson, der klart ikke har det godt med situationen, indtager en assisterende position.

Ryan gennemgår en professionel procedure og beder dem om deres registreringspapirer. Paret, der lige er kommet tilbage fra en prisuddeling, er i godt humør og finder situationen en smule latterlig, men sammarbejder høfligt. Ryan peger sin lommelygte hen på kvinden (Christine Thayer), der også viser sig at være sort, i det hun undertrykker et smil og spørger “How are you tonight, officer?”

hvorefter han svarer “Excellent.” – med næsten glædelig forventning i øjnene. Han beder chaufføren (Cameron Thayer) om at træde ud på fortovet, og gennemgår en yderst unødvendig alkohol-test, selvom det er tydeligt Cameron ikke har drukket. Christine har fået nok af den komplet ligegyldige tilbageholdelse, og hun går ud af bilen for at stoppe cirkuset. Men desværre for paret var det lige det Ryan havde brug for. Situationen bliver kaotisk og han beder Hanson om at tjekke Cameron for våben, hvorefter han selv tjekker Christine, som særdeles modvilligt bliver presset hårdt op af bildøren. Her bliver Ryans mørke side understreget med tyk pen. Hans komplet umotiveret ydmygelse viser hans sande racistiske natur – sandsynligvis provokeret af sin fars helbred, og hans tideligere samtale med Shaniqua.

Som Ryan gennemsøger Christine – som i øvrigt har en meget let kjole på – udvikler scenen sig til noget lignende en voldtægts scene: Ryan, der behandler dem som farlige kriminelle, presser sig hårdt op af Christine og smiler i det hun siger: “You thought you saw a white woman blowing a black man, and that just drove your little cracker ass crazy!” Mens han inspicerer hende viser han sin dominerende position som politibetjent: Han nærmest truer Cameron til sige undskyld, og til at finde sig i deres behandling. Samtidig lader han Cameron se han tydelige udførelse af seksuel chikane mod Christine. Hanson der er den unge uerfarende politibetjent siger intet men man ser tydeligt det afsky han føler.

For lige at fjerne enhver tvivl om hans racistiske og intolerante natur; besøger Ryan senere i filmen klinikken hvor Shaniqua Johnson arbejder. Kun for at sabotere sit eget forsøg på at hjælpe sin far, ender han i fustration med at sige: “I can't look at you without thinking about the five or six more qualified white men who didn't get your job.” Ikke overaskende bliver Ryan bedt om at gå, og hans forsøg på at hjælpe hans far var igen forgæves. Selv når det ikke er i hans interrese at generer, men blot at hjælpe sin far, kan han stadig ikke kontrollere sig selv. Han kommer senere i filmen,

Side 12

12 med hvad man kan kalde filmens anden store påstand, med et meget selvsikkert budskab til Hanson:

“Wait till you've been on the job a few more years(..)You think you know who you are? You have no idea.” – og med denne kommentar forsegler han både sin egen og Tom Hansons skæbner. Ryan kommer nemlig, umiddelbart efter, kørende forbi et biluheld. Bilen er vendt på hovedet, og der er benzin over det hele. Ryan springer til, og eftersøger bilen for passagerer. Det viser sig at offeret er Christine, og hun sidder fast under bilen. Her er Ryan ikke mindre end professionel, og hans hurtige reaktioner og selvsikre tone får os næsten til at glemme den tideligere Ryan, og hans frastødende opførsel. I et virvar af ild og dramatiske følelser får han Christine – der er dybt chokeret over sin redningsmand – ud af bilen på bedste helte-maner. Hun er fuldstændig nødstedt og i gråd – uforstående for hvad der lige var sket – og kan ikke andet end at græde i hans arme. Dog det er svært for publikum at accepterer sådan en stor omvending af karakter, bliver vi igen mindet om instruktørens tideligere kommentar: “it's about the contradictions we all embody(...)we are all both the villains and the heros in our own lives.”

Ligesom Anthony, fungerer Ryan som den fordomsfulde, og ligesom Peter, er Hanson hans hans fornuftige side-kick. Deres “crashes” giver, både Ryan og Anthony en åbenbaring. Ryan fra ham selv; i kraft af hans ord til Hanson og hans redningsaktion, og Anthony i kraft af sit overfald på Cameron. Hanson og Peter mødes tilfældigvis senere – da Hansom på altruistisk maner, samler ham op fra vejen – og deres skæbner mødes. De begge godhjertede mennesker; til offer for alverdens korruption, og til offer for deres egne instinktive- og fremprovokerede fordomme, ender med at

“crashe” hinanden: Hanson, som politibetjent, er naturligt på vagt overfor sorte “gangbangers” – men er ikke racistisk. De misforstår situationen i det de bedømmer hinanden ud fra stereotyper.

Peter har selvfølgelig en smule fordomme overfor hans chauffør og er lidt smart, men Hanson er en hvid fyr der samler ham op midt om natten selvom han er en sort fyr i et “farligt” kvarter, så han begynder at snakke om interreser. Han kan dog ikke forstår hvorfor Hanson ikke tror på alt hans snak om ishockey og country-musik, og griner da han opdager at Hanson – ligesom ham – også har en St. Christopher [12] figur på sit instrumentbræt. Hanson misforstår hans intentioner, og tror Peter gør nar af ham. Da de begge har haft en temmelig hektisk dag er de begge trætte, og måske ikke helt ved dem selv. Men da Peter trækker sin egen identiske figur ud af lommen skynder Hanson sig at trække sin pistol og skyder Peter. En simpel misforståelse der ændre Hansons liv og ender Peters. I enden er det den “instinktive” fordom der forårsager deres “crash”, og også den ting der faktisk

12 “The patron saint of travellers”

Side 13

13 forbandt dem. Igen bliver Ryans ord realiseret.

I en film som Crash, er hensigten at vise os hvordan vi alle kan have fordomme – om vi kan styre dem eller ej, eller om vi overhovedet er klar over dem – og illustrere det fællesskab der er forpurret af systemet, økonomien, klasserne og af personlige årsager. Vi må se forbi farve og erkende at vi i sidste ende alle er afhængige af hinanden, både sorte og hvide.

Filmens orkestrering og narrative struktur:

Paul Haggis, der både er instruktør og “screen-writer”, har en historie han vil fortælle om frygt, had og racisme. Gennem et vidtfavnende og kompliceret mønster af sekvenser og karakter-udbygning, danner multiplotfilmen rammen for en ikke-lineær- og ekstrem disciplineret narrativ struktur. Gennem et livligt persongalleri, og et intellektuelt handlingsforløb, skaber han en dynamisk oplevelse med flere interessante vinkler på problemstillingen. En lille vits og lidt kærlighed bliver der plads til, men klart overordnet er Crash et melankolsk drama.

Multiplot-filmen – eller ensemble-filmen – bryder med det traditionelle karakter hierarki, hvor visse karakterer spiller en større rolle. Der er som altid en konflikt, hvor deres historier fortælles uafhængigt af hinanden. Hele fortællingen er sammenhængende og med almenmenneskelig karakterer. Der er forskellige struktureringer der tages i brug i multiplot genren.

Eksempelvis er der episodisk konstruktion og dramaturgisk struktur: De små selvstændige fortællinger danner tilsammen historien, og fokus ligger i højere grad på personerne end på deres projekter. Den dramaturgiske struktur betyder at der er mange små spændingstoppe og ikke blot én spændingskurve – hvilket især gælder for Crash. Der er en alvidende fortæller som, panoramisk og med en sociologisk vinkling, fremstiller de mange skæbner. Fortælleren leder publikum ind på den tematiske sammenhæng, og dermed styrer fortællingen. Multiplotfilmen giver mulighed for at skære igennem de multikulturelle samfund, og sætter et mere nuanceret perspektiv på relevante temaer.

Virkemidler:

Utallige filmiske virkemidler bliver brugt i formidlingen af instruktørens budskab, og gør den flydende, let og berørende. Dialogerne er velskrevede og velspillede – hvilket er en flot præstation givet de utallige skuespiller der interagere og støber fundamentet for filmen. Derudover er Crash enestående hvad angår dynamik. Der er en kraftfuld afveksling mellem karakterer, stemning, følelser, lys, farver, og spændning. I mange scener bryder Haggis det skarpe lys med slørede farver (reflekteret i ruder, glas, kameralinse og eller naturligt), for at understrege mystikken

Side 14

14 og modsætningerne i både figurer og handling. Farveskemaet er nøje udvalgt og differentieret i forhold til karakterenes individuelle handlingsforløb. Der er derudover også en reglmæssig afveksling af miljø som følge af det konstante tempo hvori de foreskellige karakterer udfolder sig.

Udover det er den kontrasterende hvad angår klipning, da man ikke forbliver særlig længe ved de forskellige karakterer, og at den konstant veksler mellem personer af forskellig hudfarve. Haggis gør enormt meget brug af både kontinuitet mellem klippene, altså at der næsten hele tiden er en bevægelse der forbinder hans scener, og elliptisk [13] klipning. Gennem klipperytme og parallelklipninger springer byen til livs, og man føler storbyens konstante drift. Kameraføringen veksler mellem steady-cam, til de mere uddybende scener, og håndholdt, til de mere dramatiske scener – hvilket i øvrigt er enormt typisk.

Musik:

For endnu engang at understrege filmens tema veksles der hovedsagligt mellem ominøs og emotionelt etnisk musik, der underbygger fortællingen, og til tider tipper os til efterfølgende begivenheder. Da musik i sig selv er et utroligt stærkt element, der bl.a. er i stand til at påvirke vores følelser og indlevelses evne, danner Haggis, i samarbejde med Mark Isham (komponisten), en interessant afveksling mellem diegetisk og ikke-diegetisk musik [14]

– hvilket igen skaber kontrast og dynamik. Derudover skelnes der også mellem parafraserende og kontrapunktisk musik, hvor parafraserende er musik der understøtter billedet, såsom i scenen hvor Christine har kørt galt og Ryan redder hende, og kontrapunktisk musik som modvirker billedet (f.eks. glad musik i en uhyggelig situation), såsom i scenen hvor Hanson skyder Peter i bilen – hvilket endda også er diegetisk da musikken kommer fra bilradioen.

I hånd med filmens racisme-tema er der også skrevet og komponeret en sang – af Bird York

& Michael Becker ved navn “In The Deep” – med teksten: “But something happens... Don't see it coming now... You can't stop yourself...(..)”, hvilket passende dækker både filmens titel såvel som handlingen. Musikken træder hovedsagligt ind i de emotionelle og dramatiske scener da vi skal føle og ikke tænke, hvor den, under plot- og karakter udbygning, langt mere forholder sig til reallyd. Det bidrager både til intensitetten og autenciteten at man f.eks. under Camerons skænderi med sin kone møder den ubehagelige stilhed man også selv kender fra et større skænderi. Det gør scenen naturlig

13 Elliptisk: Handlingen er kontinuerlig, men tid og rum er etableret med overspring.

14 Man skelner mellem diegetisk og ikke-diegetisk musik. Diegetisk musik vil sige musik, der forekommer som en del

af filmens reallyd, mens ikke-diegetisk musik i stedet svarer til tilsatte lydeffekter og sange (+ temaer/jingles) som

er iørefaldende – eksempelvis James Bond ”melodien”. Diegetisk er eksempelvis når Anthony og Peter hører musik i bilen.

Side 15

15 og gør det lettere for publikum at identificerer sig med karakterene.

Farver:

Filmen benytter også farver som narrativ-strategi til at minde os om hvem vi følger, og hvor-og hvornår vi følger dem. At der generelt er en kold, blå, tone gennem hele filmen styrker følelsen af det melankolske fællesskab, og er en essentiel del af filmens design. [15] De fleste farve- og lyskilder kommer fra de aktive elementer i scenerne – udover i dagsscenerne selvfølgelig – såsom billygter, alarm-blink, butiksruder, ild, gadelamper osv. Derudover over er det juletid, så husene, gaderne, butikkerne og stuerne er præget af lyskæder og lysende juledekorationer. Farverne er hele vejen igennem bløde og afrundede, og i næsten alle aftenscener er baggrunden fyldt med dæmpede små slørede lyscirkler – for ikke at snakke om det flydende hav af gult lys fra byen der hviler i horisonten. Lyset hænger stærkt sammen med brugen af kameraets fokus funktion, f.eks. i åbningsscenen hvor figuren Graham indleder med ordene “It's the sense of touch...”. Baggrunden er i næsten alle scenerne sløret, hvilket bidrager til langt større fokus på karaktererne.

Billedkomposition:

Æstetisk set – ”filmens sprog” – placerer Haggis elementer og motiver i billedet der skal overdrive og fremme hans budskab – selvom filmen tager sted i Los Angeles og dermed skaber den virkelighed filmen skal repræsenter. De fleste billeder komponeres efter det traditionelle ”Gyldne snit”, og hans valg af billedkomposition strækker sig fra vandrette linjer, der skaber ro, stabilitet og orden, lodrette linjer der skaber monumental opadstræbende og magtfuldhed, tydelige diagonallinjer, der ofte understreger action, bevægelse og aggressivitet, kælkede linjer, skæve billeder hvor kameraet ikke står i vater, der virker urovækkende, omvendt trekant, der skaber dramatik og virker ustabilt – ofte i situationer med to modparter – og til rigtig trekant, der modsat virker roligt og stabilt.

Symbolisering:

Filmen har selvfølgelig gjort byen “mindre” i det at figurende på så “tilfældigvis” konstant støder ind i hinanden, hvilket svækker autenciteten, men er nødvendigt for historiens udfoldelse.

Byen Los Angeles står for det multikulturelle, men er også en filmisk metafor for kompleksitet og diversitet. Byen er kendt for sin traffik og dermed også for sine “crashes”. De mange biler er ikke

15 Baseret på artiklen ”Color as a narrative” - se litteratur liste.

Side 16

16 bare et metonymi for industrialisering og fremmedgørelse, men symboliserer hvordan vi anonymt driver ind og ud af hinandens liv, og hvor lidt der skal til før vi “crasher” hvis vi ikke passer på – hvilket er hvad figuren Graham Walter reflekterende siger i åbningen af filmen.

Den foregår i juletid (en hellig ((kristen)) tid), altså en tid hvor man skal føle glæde og affinitet, og det at filmen tager udganspunkt her er også en faktor der spiller på vores underbevidsthed: Den fremtvinger melankolsk ironi, og underbygger budskabet om at frygt og intolerance finder sted hvor som helst og når som helst.

Ved at reducerer Los Angeles vidtstrakte geografi, og ved at simplificerer dens utrolig diverse, systematisk segregerede, population [16], danner Crash også rammen om et, forsigtigt kontrolleret, etisk eksperiment, gennem interpersonel kommunikation [17] og fysisk kontakt. Sammensætningen og rollefordelingen er, som påpeget tideligere, altafgørende. Karaktererne skal formidle historien ved at sandsynliggøre plot og præmis for publikum, og da der ikke er én hovedkarakter til at gennemgår den største udvikling i filmen, må man se forbi den typiske rollemodel.

Orkestrering:

Ryan og Hanson er både helte- og skurkekarakterer. Deres modsatrettede handlinger skaber konflikt, og gør dem storbidragere til dramaet. Ryan er årsagen til Christines sammenbrud, og til konflikten i hendes og Camerons forhold. I filmen skal det helst ligne at uheldet til dels er forårsaget af deres interne konflik, og deres uventetede møde med racismens autokratiske og nedbrydende dominans – i form af politimanden Ryan, og hans udnyttelse af sin position. Samtidig, i en blanding af skæbne og tilfældighed, er det Ryan der til sidst redder Christine fra den visse død, og er i sidste ende helten der på klassisk vis genetablerer ekvilibrium. Ryans partner Hanson, er en modsætning til Ryans natur. Han føler han har styr på sig selv, hvad angår fordomme og tolerance, og han fremstår som den godhjertede type man kunne forvente heltegerninger fra. Da Hanson stod passivt som tilskuer til chikaneringen af Christine, blev han automatisk – dog i mindre grad – fordømt i Cameron og Christines øjne. Men på grund af den tydelige fustration Hanson følte fungerer scenen som et præludie [18] til hans følgende udfoldelse som heltefigur. Umiddelbart samtidig med at Ryan redder Christine, redder Hanson Cameron fra at blive skudt af hans

16 Se bilag 1

17 Interpersonel kommunikation er ansigt til ansigt kommunikation mellem to eller flere mennesker, som er i direkte kontakt med hinanden, og som producerer og udveksler betydning.

18 Præludium: Er et kortere musikstykke, der fungerer som forspil til noget andet.

Side 17

17 politipartnere. En altruistisk handling da han sætter sig selv og sin stilling i fare for en man han knap nok kender – noget der er typisk for heltefiguren. Men ultimativt ender Hanson ironisk nok som skurken der, på trods af sit gode hjerte, skyder den, for ham fremmede, men ellers sympatiske figur, Peter – endda efter han var så venlig at samle ham op på gaden. Kort sagt er Hanson den modarbejdede helt, der må kæmpe sig til retfærdighed, men ender som offer for sig selv, og dermed skurken for Peter. Både Ryan og ham ender med at forbløffe sig selv som følge af Ryans ord, ”You think you know who you are? You have no idea”. I forhold til deres historier, og sammenstød, fungerer Christine som offeret, og ”prinsessen”, for Ryan, - men også som provokatøren, og medleveren, der skal drive og følge den mere ledende karakterændring fra hendes mands side. For Cameron er hun samtidig hjælperen – der muliggør hans transformation – og kontrast rollen, der gør ham ustabil, og stiller spørgsmålstegn ved hans maskulinitet og identitet. I forhold til Anthony er Cameron hans helt, da han hovedsagligt bidrager til Anthonys transformation, gennem et ”crash”.

Anthony prøver dog at indtage en offerrolle gennem hele filmen, men fungerer udelukkende som fredsbryderen for både Jean, Rick, Choi, og Cameron – hvilket dog fejler. Han er en temmelig prominent hovedkarakter, der i høj grad er med til at formidle historiens budskab. Han er repræsentant for et væld af fordomme, og ikke mindst er han åbenlys hyklerisk og paradoksal. I det at Cameron modangriber hans overfald og nedbryder hans maskulinitet, bliver Cameron både hans skurk og hans helt. Han er Anthonys kontrastrolle da han er en fælles sort mand, men har en helt modsat selvopfattelse og forståelse af livet som en sort man i Los Angeles.

Jean er Marias skurk og Maria er til dels hendes helt. For hende er Anthony den undertrykkende, og omvendt. Hendes samlever er Rick, som fungerer som hendes kontrastrolle da han burde være hendes støtte men i stedet modsætter sig hendes holdninger. Hun repræsenterer, i stil med Ryan, det fordomsfulde hvide menneske, men er ikke racistisk i samme grad. Hun er snarer frygtsom i den forstand at hun føler sig truet af ”kulørte” mennesker. I filmen fremstår hun usympatisk men også som et identifikations element for nogen.

Igen er Ryan Shaniquas skurk, og hun fungerer udelukkende som et offer for racismen. Dog for at understrege filmens fordomscyklus har instruktøren givet hende filmens sidste ord rettet mod

to spansk/mexikanske mænd: ”What the hell is wrong with you people?(...) Don't talk to me unless

you speak american.” - hvilket selvfølgelig konnoterer fordom og intolerance. Samme scene

indeholder i øvrigt Anthony der sætter de tideligere nævnte Thailanske/Combodianske slaver fri –
og dermed bliver deres helt/frelser.
Som repræsentant fra mellemøsten har vi den iransk/persiske Farhad der, som den evigt

Side 18

18 frustrerede butiksejer, har groet en enorm mistro til alt og alle omkring sig. Forstærket af sprogbarrierer, misforståelser, og racistisk undertrykkelse, fremstår han som et offer for chauvinistiske amerikanerer og deres fordømmelser af ham som en arabisk terrorist. Han udvikler sig dog senere til at blive en dominerende skurk i filmen. Da han drager ud på hævntogt mod den godviljede Daniel, der ikke var i stand til at reparerer hans lås på grund af problemer med butikkens dør, affyrer han sin pistol i samme øjeblik som Daniels datter Lara springer i armene på sin far. I hvad der nok er en af filmens mest melodramtiske øjeblikke bliver vores sanser og fornuft bedøvede af den kraftfulde stemning, og vi fordømmer Farhad med hele vores hjerte. Vi opdager så senere at Farhads datter Dorri havde købt løst krudt til sin far, som dermed gør hende til Farhads helt.

Samtidig er Lara Daniels helt da hun springer frem og ”blokkerer” skudet. For Daniel er Dorri hans ukendte helt, og for Farhad, uvidende om det løse krudt, er Lara hans helt. Igen illustrerer det filmens budskab om fælles afhængighed og modsætninger, og der genoprettes ekvilibrium.

kriminalbetjent/dedektiv Graham Waters er til dels filmens sorte rollemodel. Han er den

hårde, men stille type, der ikke ser sig selv efter stereotype, og som ikke definerer eller lader sig påvirke af hans hudfarve. Sammen med sin partner Ria er han er nærmest en observant for de problematikker Crash skildre, dog uden faktiske at være reel kommentator i filmen. Han ser, og forstår ikke mindst tragedierne – hvilket går hånd i hånd med hans stilling som ”gådeløser”. Han er historiens fortæller, og som vi starter med slutningen, og budskabet; ser han sorgmodigt til eftermælet af de mange ”crashes”. Selvom han faktisk er uvidende om de andre figurers handlingsforløb, skal publikum kunne forholde sig til ham, ikke som en helt eller skurk, men som den passive og fortrolige der har sine egne demoner at kæmpe med. Han viderekommunikere følelser og tanker.

Ved brug af den overstående narrative struktur, rollefordelingen, orkestreringen af filmiske virkemidler og personudviklingen, åbner det op for et overskueligt blik på konsekvenserne af vores handlinger, og publikum kan relaterer. Det 48 timer lange handlingsforløb, indsnævret til to timer, giver et eksempel på instruktørens opfattelse af nogle af nutidens racisme- og fordomproblematikker i Los Angeles. Med det bedste Hollywood kan byde, for vi serveret et umiddelbart realistisk indblik i storbyens tempo og menneskets individuelle problematikker. Crash præsenterer otte sideløbende historier med 26 betydningsfulde karakterer der fusioneres over ni sammenstød på lidt under to timer. Filmen byder på en kompliceret rollefordeling, og gennem filmens narrative struktur stråler budskabet tydeligt frem. Igen er det også, som førnævt, et bevis på multiplotfilmens egenskaber til at skildre kulturelle sammenstød på en autentisk og underholdende

Side 19

19 måde i stil med film som Pulp Ficton, Reservoir Dogs, Grand Canyon, Guess Who's Coming to Dinner, Short Cuts og Magnolia m.fl.

Los Angeles racismeproblematik:

Hollywood filmen der er produceret med et relativt lavt budget på $6,5 millioner, giver på lige knap to timer et forsøg på at afdække eksplicitte racismeproblematikker i Los Angeles, og har modtaget både ris og ros fra andmeldere og sociologer. Der har især været kritik af portræringen af de asiatisk-amerikanske roller i filmen. [19]

Det Koreanske par Kim Lee og Choi Jin Gui er mildest sagt dårlig repræsenteret og ekstrem sterotypiske. Deres engelsk er primitivt og præget af overdrevne udtalelsesfejl. Kim Lee forårsager et biluheld (stereotypisk), er grov, og snakker ned til de få karakterer hun møder, og Choi? Ja han bare er menneskesmugler. Man kan sige at det de rent praktisk bliver brugt til er at manifesterer fordomme, fra dem og gennem dem. En anden kritik er hvordan den Latin-amerikanske figur, Daniel, næsten er forhelliget og komplet fordomsfri. Han er den god-hjertede figur, den hårdt-arbejdene familie-far, der er træt af at knokle men som alligvel finder overskud til hverdagen, og han lader sig ikke provokere af racistisk og intolerant behandling.

Både de asiatisk- og latin-amerikanske repræsentanter er endimensionale og giver ikke et klart billede af byens racismeproblematikker – hvilket er i ledtog med kritikken af dens brug af multikulturel og sentimentalt billedsprog til at dække over materiel og historisk sedimenteret uligheder der fortsat påvirker forskellige etniske grupper i Los Angeles. [20] Endvidere skildres samtlige hvide figurer i filmen som en del af den hvide overklasse, og i følge Donna Langston [21] er Amerika blind for den abstrakte undertrykkelse i form af samfundsstatus. “This denial of class divisions functions to reinforce ruling class control and domination.”

Til gengæld kommenterer filmen på de såkaldte “Los Angeles Riots of 1992” ved at lade figurerne Flanagan (en kollega til Rick Cabot) og Karen (Ricks assistent) vise deres bekymring om ikke at provokerer befolkning til at tro at “den hvide magtinstans” igen undertrykker og uretfærdigt lader det gå ud over den sorte minoritet. Hvilket også er noget forfatteren Jeff Chang påpeger i en artikel i sammarbejde med Sylvia Chan, Ph.D kandidat i etniske studier: “So Crash's neo-realistic take on race – the slurs, the appropiation of hip-hop, the tensions that refer back to pre-Rodney King Los Angeles – can be received literally as the real deal.” [22]

Med det afspejler filmen en relativt prominent politisk problematik i nutides Los Angeles.

19 ”Can White Hollywood Get Race Right?”- Jeff Chang (printversion) side 4, afsnit 9

20 ”Racial privacy, the L.A. ensemble film, and Paul Haggis's Crash” - Hsuan L. Hsu, Side 7. (printversion) afsnit 6.

21 “Tired of playing monopoly?” - Donna Langston

22 ”Can White Hollywood Get Race Right?” - Jeff Chang, (printversion) November 6, 2008

Side 20

20

Filmen giver mere stof til eftertanke end den giver et realistisk bud på årsagen til konkrete problematikker såsom racisme, da bl.a samtlige racer fra, samtlige samfundslag ikke er repræsenteret. Dermed går den ikke hånd i hånd med mange af de forhold der præger nutidens Los Angeles: I takt med den stigende immigration har Los Angeles altid været et sted præget af kulturelle kollisioner. En artikel fra Street Gangs Magazine [23] præsenterer hvad den kalder “One of

Los Angeles' dirty little secrets...”: Fra 40'erne og op gennem de tidelige 90'ere har sorte og mexikanske eksisteret fredeligt sammen. Men forårsaget af det ekspanderende narkotika marked, det stigende antal bander, og den demografiske segregation, har der gennem de seneste fjorten år været en optrappende konflikt imellem de sorte og mexikanske beboere i Los Angeles – og ikke mindst mellem voldelige bander. Forsømt af medierne og politikerne, har konflikten manifesteret sig blandt indbyggerne i syd og vest. De voldelige racemotiverede sammensted har gennem tiden bredt sig fra fængslerne, til gaderne og til skolerne, De lokale medier, med FOX 11 som undtagelse, har ignoreret situationerne. I dag findes der utallige områder i Los Angeles hvor konflikten raser.

Som effekt af de mange mord på sønner og brødrer stiger den racistiske intolerance mellem parterne og konflikten breder sig.

Andre undersøgelser tyder på at de racerelaterede konflikter i mindre grad påvirker Los Angeles og dens ungdom: University of California Los Angeles (UCLA) har siden 1990 lavet en undersøgelse hvert år angående racemotiveret diskrimination. I 2005 viste undersøgelsen at en rekord på 22.7% mente at racemotiveret diskrimination ikke længere var et problem, hvor den i

1993 lå på 12.5%. I artiklen forklare Karina Hernandez, en 18-årig studerende i et interview, at hun ikke mindes om nogen former for diskrimination som Latin-amerikansk, og forklare at hun ikke er bekymret for race eller etniske problematikker. “For me, the racial boundaries are not there.”

Hvilket hun baserer på sin opvækst blandt venner af forskellig race og etnisk baggrund. UCLA's formand for Higher Education Research Institute, Sylvia Hurtado, forklare at eleverne generelt er mere tilpasse hvad angår medstuderens etniske baggrund. [24]

Dog segregationen af sorte og hvide langsom aftager i Los Angeles, – og resten af U.S.A – forbliver Amerika stadig en af de mest residentielt segregerede samfund, hvori sorte og hvide bor i

23 ”Racial Tensions between Blacks & Mexicans in Los Angeles are growing” - Alex Alonso, Juli 1, 2006

24 ”Racial Issues Lose Urgency, Study Finds” - Stuart Silverstein, Januar 31, 2005

Side 21

21 forskellige nabolag af vidt forskellig standard. Forskeren Thomas LaVeis undersøgelser [25] forslår at segregationen kan lede til ulighed i helbred og dødelighedskvotient.

Som følge af angrebet på World Trade Center i New York var racisme mod arabisk-amerikanere en ledsagende omstændighed som følge af Irakkrigen. Diskrimination og racemotiveret vold mod arabisk-amerikanere steg drastisk, og har yderligerer rettet sig mod religiøse grupper.

Desværre er andre minoriteter blevet udsat for misplaceret fordømmelse. Persiske og syd-asiatiske etniciteter, tilknyttet religioner såsam Hindu og Sikhism, er blevet stemplet som arabiske muslimer, og har efterfølgende mødt stærkt had, racisme og endda næsten dødelige overfald [26].

Meningsmålinger siden 2001 viser at 34% af den amerikanske befolkning har overværet racistiske og fordomsfulde bemærkninger om Islam, og yderligerer 25% erkender sig selv som fordomsfulde overfor arabere [27] - noget filmen Crash også henviser til da figuren Farhads butik bliver berøvet, og vandaliseret med ordene “Rag heads, Towel heads” og “Arabs” skrevet på væggene.

Et aktivt redskab i Los Angeles, såvel som resten af nationen, er “affirmative action” Affirmative action er et politisk program der giver større adgang til uddannelse og arbejde for kvinder og minoritets grupper. Den skal kompensere for den diskrimination minoritets grupper tidligerer har været udsat for, og skal fremme interessen for de offentlige institutioner. Nogle modstandere af “affirmative action” finder den større tilgænglighed hos minoriteter enorm negativ, da de mener den fungerer på bekostning af den dominerende gruppes, ok ikke mindst den hvide mands, fravælgelse. Der menes bl.a. at der, i forsøget på at være mere politisk korrekt, fravælges mere egnede ansøgerer til fordel for mindre egnede; men med anden etnisk baggrund. Flere diskussioner om hvorvidt dette faktisk er sandt, har bidraget til intolerancen hos mange hvide mænd der føler de bliver uretfærdigt behandlet. I pogrammets forsøg på at repræsenterer befolkningen i dens fulde omfang, har det samtidig ledt til en splittelse blandt indbyggerne, og som en motiverende faktor til xenofobisk adfærd. [28] - Hvilket også kommer til udtryk i Crash gennem karakteren Ryan.

Racistiske spændinger og konflikter eksisterer i Los Angeles på grund af sociale, politiske, økonomiske og kulturelle faktorer. Menneskelige fejlopfattelser og stereotypiske anskuelser af

25 ”Racial Segregation and Longevity among African Americans: An Individual-Level Analysis” - Thomas A LaVeist, November 2003

26 ”Hindu Beaten Because He's Muslim” - CBS News

27 ”Negative Perception Of Islam Increasing” - Claudia Deane og Darryl Fears, Marts 9, 2006

28 Office of Affirmative Action Compliance – http://oaac.co.la.ca.us/.

Side 22

22 etniske grupper motiverer folk til had og diskrimination. Den voksende konflikt imellem den Arikansk- og latin-amerikanske befolkning, har resulteret i organiseringen af gadebander, vold, voldtægt og mord. Hvis de racemotiverede konflikter skal aftage, kan regeringen evt. blive nød til at tage drastiske tiltag og finansierer offentlige servicer der forsikre minioritets gruppernes essentielle behov for velfærd – og dermed minimere gadekriminaliteten. Derudover kan der effektiveres forskellige programmer der lader unge såvel som gamle udforske deres muligheder, og som derudover bryder op med nogle af de stereotypiske opfattelser de møder i hverdagen, på jobbet og i medierne. Med de rigtige resourcer og med støtte fra sociale, økonomiske, og politiske investeringer kan det bidrage til nedtrapningn af de racerelaterede konflikter.

Konklusion:

Filmen Crash behandler ikke nøjagtigt de racismeproblematikker der definerer nutidens Los Angeles, men har en meget mere universal tilgangsvinkel. Filmen tager dog sted i selve byen, og spiller på få, men aktuelle, problematikker. Den beskæftiger sig hovedsagligt med de personlige fordomme, modsætninger, og intolerante sider, som instruktøren mener præger nutidens menneske.

Den behandler ikke de latin-amerikanske problematikker og de spændinger der finder sted i mellem dem og den afro-amerikanske befolkning. Den forsømmer de asiatisk-amerikanere gennem dårlig repæsentation, endimensional personskildring og vedligeholdelse af sterotyper. Den opretholder hvidt privilegium, og foreslår at alle racer har samme vilkår og samme mængde intolerance. Der bliver ikke reflekteret over den demografiske segregation af minoriteter, såvel som de økonomiske forhold der påvirker Los Angeles og dens racismeproblematikker. Derudover er det en gennemført multiplotfilm, med en sofistikeret narrativ struktur, exceptionelt skuespil, og flot orkestrering af farver, lys, lyd og karrakterer.

Spørgsmålet er om det er instruktørens intention at duplikerer en virkelighed som publikum skal kunne relatere til, og identificerer sig med, mens den samtidig afspejler etnisk integration, demografisk segregation, økonomiske forhold, og klasse-forskelle, – der stemmer overens med virkeligheden og årsagerne til racsime, fordomme og xenofobi – eller om den blot handler om at viderkommunikerer et unverselt budskab om fælleskab og tolerance. Jeg vil minde om Paul Haggis's citat: “It's about the contradictions we all embody...” til at understrege at det ikke er filmens hensigt af genskabe de eksakte forhold man møder i nutidens Los Angeles. Denne opgave konkluderer at Crash er et abstrakt, såvel som nær-realistisk overblik over racismetematikker, til dels for Los Angeles men hovedsagligt i et universelt perspektiv. dermed kan Crash kan betragtes

Side 23

23 som et kulturelt og socialt perspektiverende, menneskeanalyserende, og budskabsbringende påmindelse om vores del i en konstant udviklene verden, hvor vores handlinger altid vil kunne definerer os selv og ramme andre, ubevidst eller ej. Den fremhæver menneskets hykleriske natur og ufrivillige fordomme, samtidig med at den tvinger os alle til, mere eller mindre, at perspektiver over hvad vores handlinger overfor hinanden medfører af konsekvenser. Budskabet er måske: Vi er alene, forenede og alligvel så utroligt forskellige. Mennesker er afhængige af hinanden, men mennesker er også hinandens forhindringer, undertrykkere. Nogen gange må man se ud over sin egen horisont og følge en unversel følelse af “hvad der er rigtigt” - hvilket dog selvfølgelig er subjektivt og abstrakt. Det er en vaskeægte “take-a-look-in-the-mirror” Hollywood film, men med et flot budskab som alle burde overveje.

Perspektivering:

For videregående arbejde med racismeproblematikkerne i nutidens los Los Angelses, og for yderligere studier af hvad film-mediet kan bidrage til forståelsen og behandlingen af racisme og fordomme i Los Angeles, – såvel som i USA generelt – kunne man indrage flere film – især

subgenre som multiplot/ensemblefilm – der behandler tematikken, og næranalyserer deres filmiske

brug af virkemidler, i deres forsøg på at formidle et overskueligt billede af årsagerne til racisme og intolerance. Det ville være passende at inddrage både bøger og teoretikkerer – såsom sociologer – der beskæftiger sig med kulturforskelle, kultursammenstød, integration, immigration, og segregation. Man kunne lave en mere dybdegående analyse af selve byen Los Angeles, og af racismeproblematikker i U.S.A generelt. Man kunne inddrage flere fag, såsom Historie og Samfundsfag, til at undersøge hvilken påvirkning historiske begivenheder har haft på befolkningens mentalitet, såvel som på økonomien, indvandringen og nationalismen. Især i samfundsfag ville man kunne undersøge f.eks. politiske programmer, klasseforskelle, arbejdspolitik, udlæningepolitik, velfærd, uddannelse og offentlige institutioner. Hvorefter man kunne inddrage en diskussion om

hvilke instanser, og eller institutioner, som f.eks. medierne eller regeringerne/kommunerne der

bidrager til racismeproblematikkerne i Los Angeles.

Side 24

24

Litteaturliste:

Primær kilder:

Film: Paul Haggis “Crash” - Directos Cut (2005).

Manuskript: Paul Haggis “Crash” - Exerpt from Final Production Draft

Sekundære kilder:

”Racial privacy, the L.A. ensemble film, and Paul Haggis's Crash” - Hsuan L. Hsu, 2006

(Printversion) http://findarticles.com/p/articles/mi_hb3076/is_/ai_n

“Can White Hollywood Get Race Right? - Jeff Chang, Sylvia Chan, 19 Juli, 2005 -

http://www.alternet.org/movies/23597

“Tired of playing monopoly?” - Donna Langston, 4 Dec, 2002 -

http://mailman.lbo-talk.org/2002/2002-December/028202.html

”Racial Tensions between Blacks & Mexicans in Los Angeles are growing” - Alex Alonso, Juli 1,

2006 -

http://www.streetgangs.com/magazine/070406racial.html

”Racial Issues Lose Urgency, Study Finds” - Stuart Silverstein, Januar 31, 2005 -

http://articles.latimes.com/2005/jan/31/local/me-freshman31

”Racial Segregation and Longevity among African Americans: An Individual-Level Analysis” - Thomas A LaVeist, November 2003 -

http://www.pubmedcentral.nih.gov/articlerender.fcgi?artid=1360970

”Hindu Beaten Because He's Muslim” - CBS News, 26 Juni, 2003 -

http://www.cbsnews.com/stories/2002/11/25/national/main530749.shtml

”Negative Perception Of Islam Increasing” - Claudia Deane og Darryl Fears, Marts 9, 2006 -

http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2006/03/08/AR02221.html

Office of Affirmative Action Compliance -

http://oaac.co.la.ca.us/

“Color Color as a Narrative Strategy in the Provocative Movie Titled Crash” -

http://www.associatedcontent.com/article/830233/color_as_a_narrative_strategy_in_the.html?cat=4

0

Video interview -

http://www.charlierose.com/guest/view/645

Side 25

25

“Rodney King” Wikipedia -

http://en.wikipedia.org/wiki/Rodney_King

“Filmmusik” Wikipedia -

http://da.wikipedia.org/wiki/Filmmusik

Los Angeles County Racial/Ethnic Diversity () -
http://lewis.sppsr.ucla.edu/special/metroamerica/ladiversity.htm

“Crash (2004 film)” - Wikipedia -

http://en.wikipedia.org/wiki/Crash_(2004_film)

“Racism in the United States” - Wikipedia -

http://en.wikipedia.org/wiki/Racism_in_the_United_States#cite_ref-Poll2006_44-0

"WE ARE NOT THE ENEMY" - Hate Crimes Against Arabs, Muslims, and Those Perceived to be Arab or Muslim after September 11 -

http://www.hrw.org/legacy/reports/2002/usahate/usa1102.htm

“Narrative structure” - Wikipedia -

http://en.wikipedia.org/wiki/Narrative_structure

“The Elements and Structure of Narrative“ -

http://www.notrain-nogain.org/train/Res/write/sbnar.asp

“A Critical Analysis on Crash: Classism and Racism” - Maridette Rasing, Jennifer Hernandez, Erika Luna-Contreras (intet årstal) -

http://ws350ol.blogspot.com/2007/10/critical-analysis-on-crash-classism-and.html

“Crash” ultimately upholds stereotypes about Asian-Americans” -

http://www.mixedmediawatch.com/2005/05/11/crash-upholds-stereotypes-about-asian-americans/

Side 26

Bilag 1:
Los Angeles County: Racial/Ethnic Diversity 2000
Ventura County
Santa Clarita
San Fernando Valley
San Gabriel Mountains
Santa Monica Mountains
Malibu
Hollywood
Beverly Hills
Santa Monica
Downtown
East LA
Pasadena
San Gabriel Valley
Azusa
Covina
El Monte
Pomona
Vernon
Whittier
Downey
Inglewood
El Segundo
Watts
Compton
Norwalk
Long Beach
Riverside County
Orange County
Pacific Ocean
Majority API
Majority Hispanic
Majority Black
Majority Anglo
No Majority
4 0 4 8 Miles
Data Assembled by Michela Zonta and Paul Ong, UCLA Lewis Center for Regional Policy Studies
26