SRP: Borgerrettighedsbevægelsen i Historie og Engelsk

Side 1

1

Den amerikanske borgerrettighedsbevægelse

Abstract

This study is about the civil rights movement and it’s affect on the black community. It examines the process in the American society which led the black man, going from a position as the white man's property to being his equal. One of the main focuses is on the development from slavery to freedom - the life conditions for black people, the struggle itself and the upsides and downsides of the movement. In addition, the focus is on the different strategies that defined the civil rights period. Through an analysis of two speeches by Martin Luther King Jr. and Malcolm X, their different approaches to the fight for freedom are enlightened.

Furthermore a thematic analysis of the movie Mississippi Burning has been chosen, to discuss the main themes in the movie and whether or not it has any similarities to the actual events.

The study shows the importance of the civil rights movement as one of America’s major historical events. The positive outcome of the movement has changed the concept of what an American is and the overall civil rights of an American, as being of any colour or religion.

Ironically enough, if one is to take a greater look on today’s America, it still deals with themes such as poverty and segregation.

Side 2

2

Indholdsfortegnelse

Forside ………………………………………………………………………….. 1

Abstract ………………………………………………………………………… 2

Indledning ……………………………………………………………………….4

1.0 Redegørelse for borgerrettighedsbevægelsen

1.1 Den tidlige borgerrettighedsbevægelse ……………………… 5

1.2 Borgerretskampen tager til …………………………………... 6

1.3 1950’- og 1960’ernes højdepunkter …………………………..7

1.4 Kerner-rapporten …………………………………………….. 9

2.0 Analyse af Martin Luther Kings og Malcolm Xs taler

2.1 Martin Luther Kings ”I have a dream” tale ………………… 11

2.2 Malcolm Xs ”The Ballot or the Bullet” tale ………………... 14

3.0 Tematisk analyse og diskussion af Mississippi Burning og de sortes forhold

3.1 Tematisk analyse af Mississippi Burning ……………………17

3.2 Forholdene for de sorte og føderalstatens indblanding …….. 19

Konklusion ……………………………………………………………………. 22

Perspektivering ……………………………………………………………….. 23

Litteraturliste …………………………………………………………………. 24

Bilag 1 ………………………………………………………………………... 25

Bilag 2 ………………………………………………………………………... 26

Side 3

3

Indledning

I november 2008 blev Barack Obama præsident i USA. Valget af Obama er særlig historisk, da han er den første sorte amerikaner til at besidde USA's højeste embede. Der er mange der i dag, tager det for givet at en sort mand kan blive præsident i USA. Men hvis man bare går 50 år tilbage i tiden ville det være en drøm, og hvis man går endnu længere tilbage, ville det være utopi.

Da afrikanerne i løbet af 1600– og 1700-tallet kom til de engelske kolonier i Amerika, blev de solgt som slaver uden nogen former for rettigheder. De var de hvides ejendom, og deres formål var at tjene dem. Dette slavesystem bestod gennem mange hundrede år, indtil det blev ophævet ved lov af Abraham Lincoln i 1865, efter den amerikanske borgerkrig. De sorte var på papiret frie, men var det langt fra i virkeligheden. De blev gennem forfatningsændringer sikret at de var borgere på lige fod med de hvide. Men igen var det kun på papir. I virkeligheden fik de sorte undergravet deres rettigheder helt frem til midten af 1960’erne.

Hvad var egentlig incitamentet til at man endelig i 60’erne anerkendte at alle borgere var lige? Og hvad gjorde det sorte samfund selv, for at opnå deres rettigheder?

For bl.a. at svare på disse spørgsmål vil jeg i denne opgave gøre rede for hvilke begivenheder og aktører, der spillede en væsentlig rolle i borgerrettighedsbevægelsen i tidsperioden Derudover vil jeg analysere og fortolke to taler af Malcolm X og Martin Luther

King, og kigge på henholdsvis deres retorik og deres forskellige syn på borgerretsspørgsmålet. På baggrund af redegørelsen og analysen vil jeg vha. en tematisk analyse af filmen ”Mississippi Burning” diskutere føderalstatens rolle i borgerretsspørgsmålet og de sortes generelle forhold i sydstaterne.

Side 4

4

1.1 Den tidlige borgerrettighedsbevægelse

Borgerrettighedsbevægelsen havde sit klimaks i 1950’erne og 1960’erne. Det var der kampen for bedre forhold og flere rettigheder for de sorte for alvor tog til. Men lige fra slaveriets ophævelse havde den sorte befolkning og hvide sympatisører kæmpet for de sortes borgerrettigheder. Da slaverne endeligt blev sat frie i 1865, blev der hurtigt fra den republikanske regering arbejdet på at sikre dem rettigheder, på lige fod med den hvide befolkning. Allerede i 1866 - efter modstand fra sydstaterne – blev der udarbejdet en 14.

forfatningsændring, som sikrede alle amerikanere, inklusiv de sorte, visse umistelige rettigheder:

”Alle, der er født eller har fået indfødsret i USA, og som falder ind under amerikansk lov, er borgere i USA og i den stat, hvor de bor. Ingen stat må vedtage eller håndhæve love, som forringer amerikanske borgeres rettigheder eller friheder. Ingen stat må heller fratage noget

                                                          1
menneske dets liv, frihed eller ejendom uden gennem lovlig rettergang”

Man vedtog derudover i 1870, en 15.forfatningsændring der sikrede alle amerikanske statsborgere stemmeret. Perioden der kom umiddelbart efter slaveriets ophævelse blev kaldt genopbygningsperioden. Regeringen arbejdede på at forbedre de sortes forhold, samtidig med at de skulle forbedre forholdet til Syden, som var noget anspændt efter borgerkrigen.

Den periode sluttede i 1870’erne, hvor racediskriminationen derefter tog til. I Syden vedtog man love som skulle forhindre de sorte i at stemme og en sekt som Ku Klux Klan blev født.

De lynchede de sorte og skræmte dem fra stemmeurnerne. I Norden herskede racismen også, selvom man ikke der decideret vedtog love der underminerede de sortes rettigheder. I 1896 i sagen Plessy mod Ferguson, afgjorde højesteretten et princip, som Syden så mange gange senere skulle vise sig, at læne sig op ad. Dommen i sagen fastlagde at raceadskillelse ikke var forfatningsstridigt og at så længe faciliteterne var i orden, var adskillelse af racerne også i orden. Princippet ”adskilt, men lige” var blevet født, og således var Jim Crow-perioden det.

Jim Crow-lovene var Sydens racistiske bestemmelser, som afholdte de sorte fra at blive

                         2
integreret i det hvide samfund.

1

Weber, Michael, De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse, s.16

2

Weber, Michael, De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse, s.15-22

Side 5

5

Undertrykkelsen medførte at organisationer og bevægelser blev skabt op gennem 1900-tallet.

Man kan groft set dele de organisationer og bevægelser som skulle vise sig at præge borgerretskampen, op i to strategier: de ikke-voldelige og de separatistiske. To af de vigtigste organisationer i den tidlige borgerretskamp, var W.E.B. Du Bois’ The National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) og Marcus Garveys The Universal Negro Improvement Association (UNIA). Garvey mente at racismen var så indgroet i den hvide race, at en mentalitetsændring ikke var nær. Derfor skulle den sorte race, være stolte af deres afrikanske rødder og opbygge deres egne samfund, adskilt fra de hvide. UNIA blev hurtigt opløst efter at Garvey blev udvist fra USA, men landet havde set den første separatistiske bevægelse, hvor ord som solidaritet, styrke og stolthed blev vægtet højt. [3]

1.2 Borgerretskampen tager til

NAACP valgte en anden strategi. De ville have den sorte befolkning integreret i det amerikanske samfund og få sikret deres forfatningsrettigheder. NAACP tog op gennem

1920’erne og 1930’erne, mange borgerretssager til domstolene. De vandt også mange sager, men delstaterne kunne oftest uforhindret fortsætte deres diskrimination, på trods af rettens dom. Den tendens skulle vise sig at fortsætte i 1954. Det var dette år borgerretskampen for alvor blev sat i gang. NAACPs jurist Thurgood Marshall indledte en højesteretssag mod skolesystemet i Topeka, på vegne af den sorte pige Linda Brown. Marshall fandt det forfatningsstridigt at skolevæsnet i Topeka havde raceadskilte skolefaciliteter. Højesteret var enig med Marshall. Det lød bl.a. således i domsafsigelsen:”Vi konkluderer, at doktrinen om ”adskilt, men lige” ingen hjemmel har inden for offentlig uddannelse. Adskilte uddannelsesfaciliteter

                                          4
er på grund af selve adskiltheden diskriminerende.”

Højesteret havde dermed også underkendt

Plessy mod Ferguson-dommen. Raceadskillelse var forfatningsstridigt og kunne ikke lovmæssigt forsvares. Men selvom de sorte fik denne sejr, var det som så mange gange set før, svært at føre ud i praksis. De mest racistiske sydstater havde ikke nogen intention om at stoppe raceadskillelsen og sikre de sorte deres forfatningssikrede rettigheder. Det var derfor, også i Syden kampen om borgerrettighederne primært skulle slås. [5]

3

Weber, Michael, De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse, s.24-29

4

A. Hansen, Erik, Negeren i USA, s. 85

5

https://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/faktalink/titelliste/ambo/ambohele

Side 6

6

1.3 1950- og 1960’ernes højdepunkter

De hvide i Syden modarbejdede integrationsprocessen på så et højt plan, at 90 medlemmer af Kongressen bl.a. skrev et manifest mod dommen fra 1954. De mente ikke at regeringen havde beføjelser til at blande sig i, hvad de anså for at være interne anliggender. I de efterfølgende år var der mange sager hvor elever og studerende kun med militærhjælp kunne få lov til at gå på en ”hvid” skole. Militæret var beordret fra det Hvide Hus, og nogle gange endda også modvilligt derfra. [6] Præsident Dwight D. Eisenhower(), forsvarede f.eks. Sydens raceadskillelse således: ”Jeg tror ikke på, at man kan ændre folks overbevisninger med love og

            7
beslutninger.” Den slappe indstilling til integrationen på skolerne afspejlede sig også i de

faktiske resultater. 10 år efter højesteretsdommen var 75 % af skolerne i Syden stadig

         8
raceadskilt.

I 1955 kom en anden historisk dom. I Montgomery, Alabama var der raceadskillelse overalt, således også i busserne. Da en sort kvinde, Rosa Parks, nægtede at give sit sæde til en hvid mand, blev hun arresteret og fængslet. Dette satte gang i en boykot, som var ledet af den unge baptistpræst Martin Luther King Jr.. Da sagen blev taget til højesteret fik de sorte medhold i at Jim Crow-lovene var forfatningsstridige. King var blevet landskendt og sammen med organisationen Southern Christian Leadership Conference (SCLC), som han var med til at danne, blev han en af hovedaktørerne i borgerrettighedsbevægelsen. Udover NAACP og SCLC, blev der i 1942 dannet en organisation af sorte og hvide borgere, som var ikke-voldelige. Den blev kaldt the Congress of Racial Equality (CORE). Inspirationen til den næste bølge, af ikke-voldelige aktioner kom fra boykotten i Montgomery. ”Sit-ins” og

”Freedom-rides” var aktioner brugt af borgerretsaktivister, hvor de kørte med raceblandende busser og satte sig på caféer der var forbeholdt de hvide. Det var oftest unge studerende der var med i disse aktioner, og de dannede organisationen Student Non-violent Coordinating

Commision (SNCC).^{9}

De ikke-voldelige aktioner bredte sig, og selvom aktivisterne oftest blev mødt med vold i Syden, fortsatte de aktionerne. I 1963 var der to afgørende demonstrationer for borgerrettighedsbevægelsen. I Birmingham havde SCLC arrangeret demonstrationer og ”sit-

6

Weber, Michael, De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse, s.37-38

7

Bach Henriksen, Michael, USA i det 20.århundrede, s. 80

8

https://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/faktalink/titelliste/ambo/ambohele

9

Weber, Michael, De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse, s.39-41

Side 7

7 ins” for at få fjernet Jim Crow-lovene i byen. Da politiet greb voldsomt ind mod de fredelige demonstrerende, kunne nationen følge med på tv, og deres opmærksomhed mod borgerretsspørgsmålet blev for alvor vakt. D. 26. august samme år fandt der en march mod Washington af sted. Målet for marchen var at få vedtaget nogle love som præsident John F.

Kennedy (), havde arbejdet på. Ledere fra samtlige af de store borgerretsorganisationer var samlet, og det var her King gav sin famøse ”I Have a Dream”

   10
tale.

Fra 1963 og fremefter, tog borgerretskampen for alvor fat. Præsident Kennedy var blevet mere engageret i de sortes rettigheder, og havde som førnævnt udarbejdet en række lovforslag som skulle fjerne diskriminationen mange steder i det amerikanske samfund. Opbakningen blev også større blandt befolkningen, specielt efter de voldelige demonstrationer og den blodige sommer i Mississippi. SNCC og CORE havde i sommeren 1964, startet en kampagne i

Mississippi som de kaldte ”Freedom

Summer”. Formålet var at sorte skulle registrere sig på valglister, og dermed bruge deres stemme. Aktivisterne, var som billedet til højre viser oftest hvide og inden kampagnens start, blev der fra de sorte borgerretsorganisationer spekuleret i hvorvidt man skulle invitere dem med til

Mississippi. Det endte med at man tog dem med, da man vidste at det ville få større mediedækning, når der var hvide der også deltog. [11]

”Mississippi Freedom Schools” var en begrænset succes. Kun 1600 sorte blev registreret på valglisterne og en af de aktivister som deltog, beskrev senere sommeren som et mareridt. Mareridtet var de hvide i Mississippi, og i særdeleshed KKK, som gjorde deres for at spolere kampagnen. 15 blev dræbt og endnu flere blev overfaldet. De hvide i Syden havde gjort deres standpunkt klart og i borgerretsorganisationerne begyndte man at tvivle på ikke-voldsmetoden.

Præsident Lyndon B. Johnson(), der efterfulgte den myrdede Kennedy, var derfor hurtigt til at vedtage to borgerretslove. Han så sit snit til at udnytte folkestemningen og

10

Weber, Michael, De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse, s.42-45

11

https://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/faktalink/titelliste/ambo/ambohele

Side 8

8 mordet på Kennedy til fordel for de sorte. Selvom Sydens politikere som historien havde vist det så mange gange før, prøvede at forhindre vedtagelsen, ved at benytte deres ”fribytterret” [12], fik Johnson alligevel i juli 1964, vedtaget den første borgerretslov. Den indebar at al racediskrimination i de offentlige systemer blev forbudt. Året efter vedtog man en stemmeretslov, som for alvor sikrede at de sorte kunne bruge deres stemmeret som var dem

                              13
sikret gennem 15.forfatningsændring.

Selvom de sorte nu havde fået deres rettigheder, havde man stadig ét stort problem. Mens meget af borgerretskampen havde foregået i Syden, havde man forsømt det resterende sorte USA. Mange ghettoer var i årenes løb blev dannet, specielt i Norden, og her var det ikke ikke-voldsmetoden som herskede.

Det var de separatistiske bevægelser som vandt frem. Malcolm X, som var en talsmand for de sorte muslimer, prædikede had mod de hvide og det samme gjorde en nyoprettet bevægelse Black Panthers. Den separatistiske filosofi bredte sig i 1960’erne i ghettoen, hvor sorte blev mere isoleret fra det omkringliggende samfund. I 1966 blev selv de organisationer som før havde tilkendt sig ikke-volds filosofien nu draget af den separatistiske bevægelse. SNCC og CORE vedtog f.eks. at kun sorte måtte være ledere i deres organisationer. Alt den vrede i

                                14
ghettoerne blev startskuddet til et oprør.

1.4 Kerner-rapporten

Report of the National Advisory Commision on Civil Disorders eller Kerner-rapporten handler om de uroligheder, som spredte sig i USA’s ghettoer fra Det var præsident Lyndon

B. Johnson som i 1967 nedsatte en kommission, der skulle udarbejde en rapport med henblik på at besvare tre spørgsmål: Hvad skete der? Hvorfor skete det? Hvad kan der gøres for at hindre en gentagelse? [15] Kommissionens konklusion var at USA bevægede sig hen mod et raceopdelt og ulige samfund. De kom også frem til at de tre største klagepunkter fra ghettoen var; politiets adfærd, arbejdsløshed og underbeskæftigelse og utilstrækkelige boligforhold.

Derudover mente de at den største medvirkende faktor til optøjerne, var den hvide mands racefordomme mod de sorte.

12

En ”fribytterret” giver ubegrænset taletid og kan dermed forsinke en lovs vedtagelse

13

Bjøl, Erling, USA’s historie, s.567-569

14

Weber, Michael, De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse, s.53-56

15

A. Hansen, Erik, Negeren i USA, s.113

Side 9

9

Der er mange spørgsmål man kan udlede af konklusionen. Hvis raceoptøjerne som de påstod, var skabt af den hvide mands racisme, hvorfor var det så hovedsagligt i de nordlige stater at optøjerne forekom? Hvorfor var det ikke i de sydlige stater, hvor racismen var langt mere udbredt? Et fint eksempel på dette var det sorte kvarter Watts i Los Angeles. I Watts var urolighederne voldsomme og 34 blev dræbt, mens 1032 blev såret i løbet af fem dage. Men i Watts var f.eks. politikorpset raceblandet i så høj en grad, at man ikke kunne finde en afdeling der var rent sort. Derudover var der ingen af USA’s 68 andre større byer, der havde en ligeså høj gennemsnitsindtægt, bedre skoleforhold, højere beskæftigelse og lavere kriminalitet. [16] Svaret på hvorfor rapporten endte med en lidt snæversynet konklusion, skal formentlig findes i kommissionens medlemmer. Da det hovedsagligt var liberale og moderate medlemmer, kunne man godt tro at medlemmerne var en anelse for partiske. F.eks. var NAACPs leder gennem mange år, Roy Wilkins, også med i kommissionen og man kunne tvivle på hans objektivitet.

På det område kunne man sagtens mistænke rapporten, for at have en tendens. Dog må rapporten alligevel siges have en vis troværdighed. Den er skrevet i løbet af begivenhederne, hvilket gør selve rapportens indhold mere pålideligt, da den teoretisk set også kunne bestå af førstehåndsberetninger. Selvom det meste af rapporten formentlig er andenhåndsberetninger, i form af interviews. Rapporten er derfor på mange måder brugbar, da den giver et godt øjebliksbillede af USA i slutningen af 1960’erne. Den giver nogle svar på hvorfor de unge ghettobeboere reagerede som de gjorde, og hvorfor mange af de unge sorte i højere grad var tiltrukket af den separatistiske bevægelse.

16

Bjøl, Erling, USA’s historie, s.570

Side 10

10

2. 1 Martin Luther Kings ”I Have a Dream” tale

For at få en dybere forståelse af de forskellige bevægelser og deres betydning inden for borgerretskampen, er det oplagt at kigge på Martin Luther King og Malcolm X. De repræsenterede hvert to vidt forskellige syn på hvordan den enkelte sorte skulle forholde sig til borgerretskampen, og til det omkringliggende samfund.

Martin Luther King Jr. blev født i 1929 i Atlanta, Georgia og var søn af en baptistpræst. Han var gennem hele borgerrettighedsbevægelsen en af de mest fremtrædende aktører. Kampen for borgerrettigheder endte også med at koste ham livet i 1968. King havde et retorisk talent for at holde taler og det var derfor ikke svært for ham at sprede sit budskab om en ikke-voldelig modstand mod uligheden og undertrykkelsen. Inspirationen til den ikke-voldelige metode fik King gennem Det nye Testamente og Indiens Mahatma Gandhi, som havde stået i

                                     17
spidsen for Indiens uafhængighedsbevægelse.

King havde siden han trådte ind på den nationale scene i Montgomery-bussagen, været en medvirkende faktor til den positive udvikling USA tog inden for borgerrettigheder. Han havde gennem SCLC, været indblandet i flere af de kampagner og demonstrationer som prægede 60’ernes borgerretskamp. En af de vigtigste demonstrationer blev afholdt i Washington d. 28. august. A. Philip Randolph fra NAACP havde foreslået en march til Washington for at lægge pres på Kongressen for hurtigst muligt at vedtage den borgerretslov som præsident Kennedy havde arbejdet på. Marchen var arrangeret på tværs af de forskellige borgerretsorganisationer og skulle vise sig at blive historisk. Ikke mindst på grund af Kings ”I

Have a Dream” tale.^{18}

”I Have a Dream” talen er et retorisk mesterværk. King viser flere gange i talen, sine formidable evner til at bruge de retoriske virkemidler. Gentagelser bruger han adskillige gange. I særdeleshed anaforer:

” One hundred years later, the life of the Negro is still sadly crippled by the manacles of segregation and the chains of discrimination. One hundred years later, the Negro lives on a lonely island of poverty in the midst of a vast ocean of material prosperity. One hundred years later, the Negro is still

17

Bach Henriksen, Michael, USA i det 20.århundrede, s.80

18

Vedskov Bjerre, Lisbeth og Erik Andersen, Knud, Martin Luther King, s. 77

Side 11

11

                                                                        19
languished in the corners of American society and finds himself an exile in his own land.”

Brugen af anaforer understreger betydningen af netop de gentagne ord. I denne sammenhæng er det for at lægge vægt på hvor lang tid de sorte egentlig har ventet på deres sande frigørelse og at de 100 år efter slaveophævelsen stadig ikke lever med deres berettigede rettigheder. Der er mange andre eksempler på anaforer i Kings tale og den er gennemgående præget af dem.

Anaforens vigtigste egenskab er at de skiller sig ud, så det er svært for lytteren at glemme dem. ”I have a dream” er et godt eksempel på dette. De tre ord er formodentlig de mest kendte ikke bare fra talen, men fra hele borgerrettighedsbevægelsen.

Det er som sagt ikke de eneste retoriske virkemidler King gør brug af. Antiteser finder man også en del steder i talen. Her i forbindelse med at tiden er moden til at reagere og gøre krav på ens rettigheder: ”Now is the time to rise from the dark and desolate valley of segregation to the sunlit path of racial justice. Now is the time to lift our nation from the quicksands of racial injustice

to the solid rock of brotherhood”.^{20} Modsætningsfigurer og i dette tilfælde antiteser er et godt

værktøj for afsender at bruge, da det bringer kontrasterne ind på en ny måde. Når King siger ”to lift our nation from the quicksands of racial injustice” er det for at tydeliggøre, at han mener USA stadig har meget at rette op på og at dette er lang kamp. ”Quicksands” er i dette tilfælde et symbol på den lange og svære kamp, det har været for de sorte at opnå deres rettigheder.

Derudover gør King brug af alle tre appelformer, nogle dog mere end andre. King har allerede på forhånd en vis etos i kraft af sin position i den sorte befolkning og hans offentlige person.

Den etos understreges blot i hans retorik og hans karisma. På intet tidspunkt virker King nervøs i sin tale, og hans blik farer ikke rådvildt rundt blandt publikum. Hans blik er fast og hans stemme høj, vred og solid. Dét øger kun hans etos. Logos er formentlig den appelform der er mindst brugt i hans tale. King anvender den når han gør opmærksom på uretfærdigheden i at de sorte stadig ikke har deres fulde borgerrettigheder, mange år efter de er blevet tildelt dem. Men det King virkelig gør brug af i sin tale er patos, og det er bl.a.

anvendelsen af patos der gør hans tale så stærk. Fra start til slut er talen fyldt med ord og udtryk som King uden tvivl har brugt for at fremvække nogle stærke følelser hos publikum. ”I have a dream”-delen er et godt eksempel på det. Det er Kings håb for en bedre fremtid for den

19

Martin Luther Kings ”I Have a Dream” tale l.8-13

20

Martin Luther Kings ”I Have a Dream” tale, l. 32-35

Side 12

12 næste generation, hans håb for en regering der vil leve op til deres ansvar og et håb om en fredelig sammeneksistens med den hvide race.

Netop det faktum at han håber på en fredelig sammeneksistens med de hvide er et vigtigt element i Kings tale. Han agitere for at sorte og hvide skal kæmpe borgerretskampen sammen, og at de hvide gennem kampen for frihed er forbundet med de sorte:

”The marvelous new militancy which has engulfed the Negro community must not lead us to a distrust of all white people, for many of our white brothers, as evidenced by their presence here today, have come to realize that their destiny is tied up with our destiny. And they have come to realize that their

                                      21
freedom is inextricably bound to our freedom.”

De hvide er for King en ressource i borgerretskampen, og et stærkt ord i denne sammenhæng er de to ord ”white brothers”. De er alle brødre i kampen for friheden og det er et stærkt signal at sende både til det hvide publikum, men ikke mindst det sorte. På intet tidspunkt i løbet af talen er King nedværdigende overfor de hvide. Selvom han taler om slaveriet, hvilket er et følelsesladet emne for de sorte, er han stadig respektfuld overfor dem. Det er tydeligt at han vil inddrage den hvide befolkning, og at han på ingen måde vil anspore et had til dem. Hvilket også var ret klogt, taget i betragtning af hvilke omstændigheder talen holdtes under. King vidste nemlig godt at talen var tv-transmitteret og at mange amerikanere, inklusiv magtindehaverne i USA, ville følge med. Derfor var talen også forsonende, netop i Kings

               22
ikke-voldelige ånd.

Den ikke-voldelige filosofi, lagde King stor vægt på at understrege. Han opfordrede inderligt den sorte befolkning til ikke at møde vold med vold. Selvom de nemt kunne fristes til det, skulle de modstå det: ”In the process of gaining our rightful place, we must not be guilty of wrongful deeds. Let us not seek to satisfy our thirst for freedom by drinking from the cup of bitterness

                                                                            23
and hatred. We must forever conduct our struggle on the high plane of dignity and discipline.” King

gør her også klogt brug af bibelske associationer. ”Let us not seek to satisfy our thirst for freedom by drinking from the cup of bitterness and hatred” Eva der i det Gamle Testamente fristedes til at spise et æble af et træ i nærheden, blev straffet for hendes ugerning. Det samme lægger King dermed op til; at hvis de sorte fristes til at bruge vold, hvilket ville være en nærliggende

21

Martin Luther Kings ”I Have a Dream” tale, l. 54-58

22

Vedskov Bjerre, Lisbeth og Erik Andersen, Knud, Martin Luther King s.82

23

Martin Luther Kings ”I Have a Dream” tale, l. 43-53

Side 13

13 metode, vil de på en eller anden måde blive straffet, og det er hvert fald ikke noget der er efterstræbelsesværdigt. Det var nok ikke helt ubevidst at King brugte bibelske associationer, da kristendommen i USA prioriteres højt, både blandt den hvide, men også den sorte befolkning.

2.2 Malcolm Xs ”The Ballot or the Bullet” tale

I kontrast til mange af de ting King stod for, var Malcolm X. X var født d. 19. maj 1925. Han var søn af en Marcus Garvey-tilhænger, og havde siden sin fars død i 1931, boet hos plejefamilier og søskende. Størstedelen af tiden i ghettoen. Da X var 20 år gammel, kom han i fængsel og det var her han først stiftede bekendtskab med Nation of Islam. Efter at X kom ud af fængslet blev han optaget i sekten og blev hurtigt en populær figur. Han blev landskendt i

1959 i et program kaldet ”Det had, som hadet har fremkaldt”, hvor millioner af seere bl.a. så en X med et hadefuldt syn på hvide. Da X efter uenigheder med sekten og lederen Elijah Muhammad, tog på en rejse til Mellemøsten og Afrika, fik han en øjenåbner. Han var som han selv beskrev det, blevet ”farveblind” og indså hvilket fællesskab folk med forskellige baggrund kunne have – sorte, som hvide. Han brød derefter endeligt med Nation of Islam, som i 1965 dræbte ham. Inden da nåede han dog d. 3 april 1964 at holde sin mest kendte tale

                     24
”The Ballot or the Bullet”.

”The Ballot or the Bullet” betyder Stemmesedlen eller Kuglen. X var ligeså vel som King stærk retorisk, både pga. hans veltalenhed og hans karisma. Han brugte dog færre retoriske virkemidler end King gjorde, selvom de selvfølgelig også indgik i hans tale: ”Why should white people be running all the stores in our community? Why should white people be running the banks of our community? Why should the economy of our community be in the hands of the white

man? Why?”^{25} Han brugte gennem sin tale flere retoriske spørgsmål og det gjorde han for at

inddrage publikum og også selv få dem til at stille sig kritisk til dilemmaet. X bruger også en del patos, hvilket er oplagt at bruge i en tale hvor han prøvet at overbevise publikum om sit synspunkt. Hans sprogbrug er varieret, med som sagt retoriske spørgsmål, men også indimellem humor:” I just can't believe everyone in here is a friend, and I don't want to leave

anybody out.”^{26} Hvilket er en hentydning til de hvide, som også befandt sig i salen.

24

Krogh, Torben, Det sorte oprør, s. 69-71

25

Malcolm Xs ”The Ballot or the Bullet” tale, afsnit 48

26

Malcolm Xs ”The Ballot or the Bullet” tale, afsnit 1

Side 14

14

X mener ikke at de sorte borgere i USA er amerikanere:”No, I'm not an American. I'm one of the

22 million black people who are the victims of Americanism. One of the 22 million black people who

                                               27
are the victims of democracy, nothing but disguised hypocrisy.” Her bringer han en

offermentalitet på banen, som skal få det sorte publikum til åbne øjne op den uretfærdighed de er blevet udsat for. Derudover mener han også at demokratiet er hyklerisk. Han lægger bevidst afstand fra nogle af de begreber man forbinder med USA. Demokrati og patriotisme er ikke ligefrem det X værdsætter højt. Han prøver dermed også at overbevise tilhørerne om at de ikke skal føle loyalitet overfor USA, men at de som ofre for USA’s gerninger skal kræve deres ret.

X anså heller ikke den ikke-voldelige metode som den endegyldige sandhed. Nej, han mente at hvis man blev udsat for vold, så skulle man svare igen med vold:

” I'm nonviolent with those who are nonviolent with me. But when you drop that violence on me, then you've made me go insane, and I'm not responsible for what I do. And that's the way every Negro should get. Any time you know you're within the law, within your legal rights, within your moral

                                                  28
rights, in accord with justice, then die for what you believe in”

X er klar og kontant i sit sprog her; mød vold med vold. Han går endda endvidere til det punkt, hvor han fralægger sig et ansvar i forhold til hans handlinger. Opfordringen er som sagt meget klar i dette citat, og det rigtige er, som X også siger, at de sorte har ret til selvforsvar. Han opfordrer på intet tidspunkt til noget ulovligt - hvis de sorte vil reagere med vold har de loven på deres side. På dette punkt lå X og King meget langtfra hinanden. Hvor King prøvede at samle både den hvide og den sorte race, var X mere opsat på at samle den sorte race og lægger interne uenigheder bag sig: ” If we have differences, let us differ in the closet; when we come out in

                                                                        29
front, let us not have anything to argue about until we get finished arguing with the man.”

Uenighederne han hentyder til er efter alt at dømme hvilken retning man skal tage i forhold til borgerretskampen. De førnævnte bevægelser, skabte også splid blandt de sorte. Her mener X at man burde se udover de interne stridigheder og i stedet stå sammen om at bekæmpe ”the man”, som står for den hvide mand og i dette tilfælde regeringen. På mange måder ønskede X en mere forenet sort befolkning:

27

Malcolm Xs ”The Ballot or the Bullet” tale, afsnit 10

28

Malcolm Xs ”The Ballot or the Bullet” tale, afsnit 32

29

Malcolm Xs ”The Ballot or the Bullet” tale, afsnit 4

Side 15

15

”Anywhere there's a church that is also preaching and practicing the gospel of black nationalism, join that church. If the NAACP is preaching and practicing the gospel of black nationalism, join the

NAACP. If CORE is spreading and practicing the gospel of black nationalism, join CORE.”^{30}

Så længe man gik ind for sort nationalisme, som jo lænede sig meget op af den separatistiske bevægelse, var det ligegyldigt hvilken baggrund man havde med sig. X ville have at de sorte skulle opbygge deres egne samfund og deres egen identitet. Intentionen fra ham var at de sorte, måtte stå sammen mod den hvide fjende, og der hvor King adskilte de hvide i gode og onde, så X dem mere som én helhed. Det sidste X ville have, var hjælp fra de hvide: ” You talk about a march on Washington in 1963, you haven't seen anything. There's some more going down in

'64. And this time they're not going like they went last year. They're not going singing ''We Shall

                                        31
Overcome." They're not going with white friends.”

Fjenden er hvid, og det er lige meget hvilke gode intentioner den hvide så end måtte have. X mente ikke at den hvide kunne være en ven.

Den hvide kunne være venlig, men aldrig en ven. Han så dem heller ikke som en ressource, som King jo gjorde og var heller ikke ud på at få deres sympati. Tværtimod kaldte han de hvide flere gange ”crackers” i løbet af talen, hvilket er et skældsord.

Det er ikke ligefrem en forsonlig linje og ham og King, må siges at være to modsætninger på mange punkter. Som billedet forneden også viser, havde King og X hver deres arena at kæmpe på. Kings taler nåede oftere ud til hele nationen, og han var på mange måder et samlingspunkt i borgerrettighedsbevægelsen. Mens X som var opvokset i ghettoen, oftest snakkede ghettobeboernes sag. Til trods for dette kæmpede de begge for den samme højere sag, nemlig bedre forhold for de sorte.

3.1 Tematisk analyse af Mississippi Burning

I sommeren 1964, under den tidligere omtalte ”Freedom Summer”, blev tre unge aktivister dræbt. Andrew Goodman og Michael Schwerner, var to hvide studenter fra nordstaterne og sammen med den unge sorte mand, James Chaney, var de taget til Meridian, Mississippi for at se på en bombet kirke. På vej væk derfra blev de arresteret for at køre for stærkt. Da de senere hen på aftenen blev løsladt, blev de forfulgt af KKK-medlemmer, som dræbte dem. [32] Filmen Mississippi Burning er baseret på disse hændelser.

30

Malcolm Xs ”The Ballot or the Bullet” tale, afsnit 54

31

Malcolm Xs ”The Ballot or the Bullet” tale, afsnit 64-65

32

Weber, Michael, De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse s.47

Side 16

16

Mississippi Burning er lavet i 1988 af instruktør Alan Parker med Gene Hackman og Willem Dafoe i hovedrollerne. Man følger de to FBI-agenter Rupert Anderson(Hackman) og Alan Ward(Dafoe) i deres eftersøgning af tre unge borgerretsaktivister i Mississippi. Vi får hurtigt i løbet af filmen etableret de to agenters modsætningsforhold. Ward er en ung idealistisk agent fra Washington, hvilket Anderson til tider har svært ved at håndtere. Han har en helt anden fremgangsmåde i forhold til arbejdet med sagen. Anderson selv er fra Mississippi, og ved hvilken skepsis man møder fra de lokale når man er FBI-agent. De to agenter er derfor mange gange i løbet af filmen på kollisionskurs. En scene som meget tydeligt viser Wards til tider naive idealisme er da han og Anderson går ind i en raceadskilt café. Ward sætter sig ved de sortes bord, efter forgæves at være forsøgt stoppet af Anderson, og prøver at komme i kontakt med en ung sort mand. De hvide som sider i caféen, kigger alle forbløffet på Ward og der er ingen tvivl om at de tænker at han har overskredet en grænse. Hvilket også efterfølgende får konsekvenser for den unge sorte mand, da han bliver tæsket og smidt ud af en bil foran Ward og Anderson. Det må siges at være et meget klart signal til Ward om at passe sig selv.

Generelt fremstilles de hvide som både korrupte og voldelige. Mens den sorte befolkning i den lille by Jessup County, er så skræmte at de slet ikke tør udtale sig til agenterne. Man får det indtryk af at de sorte har givet op i forhold til at få en hverdag uden ydmygelser, hån og vold.

For når de sorte åbner munden og snakker med agenterne er Ku Klux Klan hurtigt over dem, med trusler, vold og i nogle tilfælde drabsforsøg. Filmen ender med anholdelser af de involverede i drabene, som alle enten er KKK-medlemmer eller tæt knyt til klanen. De bliver alle dømt skyldige, med undtagelse af sheriffen i Jessup County.

Mississippi Burning behandler mange emner, men hovedemnet er på mange måder mødet mellem det progressive nord og det tilbagestående syd. Det er personificeret af Ward og Anderson, men også af de andre aktører. De myrdede hvide borgerretsaktivister fra Nord som kom med det dengang fremsynede synspunkt om at alle borgere er født lige, med de samme

                   33
rettigheder. ”The suits” som var sendt fra regeringen oppe nordfra, var heller ikke velsete

blandt de lokale sydstatsmænd. I filmen ser man f.eks. hvordan den lokale KKK-leder, snakker om nordstatsmændene til pro-hvide møde: ” THEY! They hate Mississippi! They hate us

because we present a shining example of *successful* segregation. These Northern students, with

their atheist, Communist bosses, that have come into our community this summer with the wish to

33

Populær betegnelse for FBI-agenter som ofte er iklædte jakkesæts

Side 17

17 destroy it, this week have taken a terrible blow” Antipatien til Nord er tydeligvis stor, og man anser dem for at være fjender. Det førte også til at KKK og store dele af den hvide befolkning, enten aktivt terroriserede den sorte befolkning eller vendte det blinde øje til. Det er hovedemnet i filmen, hvor der ikke kommer en endelig afklaring på den problemstilling. Det ender tragisk under alle omstændigheder, da de unge aktivister er døde, FBI-agenterne forlader Mississippi og den sorte befolkning ikke står foran nogen store fremskridt i den nære fremtid.

Et andet væsentligt tema er selvklart de sorte og deres forhold til de hvide i den lille by. De sorte fremstilles som intimiderede mennesker uden noget håb for en anstændig hverdag. De er ofrene for de hvides undertrykkelse, hvor det er langt størstedelen som deler de samme holdninger som KKK. Det er kun et fåtal, som har sympati for de sorte, og det fåtal har ingen magt. Derudover ser man flere gange i filmen hvordan de sorte gennem solidaritet har et stærkt sammenhold. Selvom de fleste sorte er fattige, så har de deres faste holdepunkt i kirken og i sammenholdet med de andre. Det samme gælder for de hvide, som holder sammen gennem de forskellige lokale institutioner som politiet, rådhuset og KKK-møderne.

Racerne er opdelte gennem hele filmen, og det er sjældent man ser et møde mellem en sort og en hvid, hvis det altså ikke er et møde mellem en FBI-agent og en sort. Undertrykkelsen og adskiltheden er godt illustreret i åbningsscenen af filmen, hvor der er to vaske, den ene for hvide og den anden for sorte. Adskilt, men lige. Det ville mange dengang i den hvide befolkning nok have sagt, for at retfærdiggøre raceadskillelsen, så ingen kunne pege fingre.

For selvom faciliteterne som de hvide stillede til rådighed for de sorte til tider var lige, var den hvide mands syn på ham selv og den sorte langtfra lige.

Mississippi Burning er blevet kritiseret for fremstillingen af FBI-agenterne som helte og de sorte som passive ofre. [34] Agenterne i filmen er meget engagerede i sagen, og Ward har tilsyneladende uanede ressourcer til rådighed. Da han f.eks. gennem et enkelt telefonopkald til Washington, får sendt flere hundrede agenter til Mississippi. Det indtryk man får er at føderalstaten, som jo også indbefatter FBI(Federal Bureau of Investigation), er dybt involverede i sagen og prioriterer den højt. Men er det et realistisk billede på virkeligheden?

3.2 Forholdene for de sorte og føderalstatens indblanding

34

http://www.informationclearinghouse.info/article16016.htm

Side 18

18

Hvis man kigger på føderalstatens historiske indblanding i borgerretsspørgsmålet gennem tiden fra slaveophævelsen, frem til borgerretslovene i midten af 60’erne, har det været præget af tidens konflikter både udenrigs og indenrigs. Helt tilbage til genopbygningsperioden blev de sortes sag nedprioriteret da der kom andre konflikter op. Man fokuserede på at genoprette forholdet mellem Nord og Syd. De sorte i Syden blev ladt helt i stikken af republikanerne, da man trak de sidste tropper af regeringshæren tilbage derfra og lod de sorte være i hænderne på

              35
delstaternes styre.

Regeringen havde dermed allerede fra slutning af 1800-tallet besluttet sig på at de sorte og deres forhold var et internt anliggende for delstaterne. Beslutningen om at trække sig ud af sydstaterne, var fatal for de sorte. Som Mississippi Burning også viser var det hele lokalsamfund som deltog i diskrimineringen og altså ikke kun KKK-medlemmer. Selvom de sorte i Syden var sikret visse rettigheder, såsom stemmeret, blev de stadig forhindret i at bruge den. Et af de mest absurde spørgsmål, som de sorte f.eks. skulle svare på for at kunne stemme

var: ”Hvor mange bobler er der i et stykke sæbe?”.^{36} Intentionen fra de hvide var meget klar.

Ingen rettigheder og ingen magt til de sorte.

Den føromtalte glorificering af FBI-agenterne i filmen står i stærkt i kontrast til føderalstatens måde at håndtere borgerretsspørgsmålet. Regeringen ignorerede sydstaternes krænkelser af de rettigheder som var blevet givet til alle borger i USA i den 14. forfatning. Føderalstaten satte først virkelig fokus på diskrimineringen af sorte efter 2.verdenskrig. Det var en langsom proces som først tog fart i starten af 1960’erne. Men det vigtige var at borgerretsspørgsmålet blev prioriteret. Men hvorfor var det lige netop i tiden efter 2.verdenskrig at føderalstaten brugte ressourcer på de sortes rettigheder?

Det gjorde de fordi USA var blevet en magtfaktor i den internationale verden. Efter de allieredes sejr i 2.verdenskrig, hvor USA stod i spidsen, var manges øjne rettet mod USA.

Amerikanerne havde kæmpet for frihed for andre folkeslag, men stod selv med deres egen frihedskamp. For den almindelige amerikaner satte det deres egne konflikter i et nyt perspektiv, og også ude i verdenen blev USA nødt til at tænkte på deres fremtoning blandt andre lande. For i årene efter stod de i en ny kamp mod Sovjetunionen, og for at få flere nationer på deres egen side begyndte de at pege fingre. USA brystede sig af at være et

35

Weber, Michael, De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse, s.20-21

36

Bjøl, Erling, USA’s historie, s. 542

Side 19

19 demokratisk land, hvor alle var født lige, mens man påstod at sovjetterne med deres kommunistiske styre krænkede menneskerettighederne. [37] Den dobbeltmorale i at være frihedens forkæmper, når man selv havde svært overholde de mest basale menneskerettigheder, kunne føderalstaten ikke løbe fra. Det var nok en af hovedårsagerne til at USA blev mere opmærksom på de sortes rettigheder.

Men selvom regeringen på nogle områder forsøgte at løse problemerne for de sorte, virkede det ikke som et oprigtigt forsøg. Man kan f.eks. diskutere præsident Eisenhowers interesse i borgerretsspørgsmålet. Han forsvarede sydstaterne i forbindelse med skolesagen i 1954 således: ”These are not bad people. All they are concerned about is to see that their sweet little girls

are not required to sit in school alongside some big overgrown negro”^{38} I dag kan man blot undre

sig over at USA’s præsident kunne tillade sig, at snakke om de sorte på den måde, også selvom borgerretskampen ikke var nået så langt. Men måden at snakke om de sorte på, afspejlede vel egentlig de sortes lave status blandt resten af USA’s befolkning. Et af de største problemer for de sorte var at de var uoplyste og fattige.

Ikke kun i Syden, men også negere i resten af USA. Som Præsident Kennedy sagde i en borgerretstale 11. juni 1963:

”Negerbarnet, der fødes i Amerika i dag, har – uden hensyn til hvilken del af befolkningen det tilhører

– kun halvt så store muligheder for at fuldende en gymnasieskole-uddannelse som et hvidt barn født samme dag i de samme omgivelser, kun en tredjedel så store muligheder for at blive akademiker, dobbelt så store muligheder for at blive arbejdsløs, ca. en syvendedel så store muligheder for at tjene

10.000 dollars om året, en forventet levetid, der er syv år kortere, og udsigten til kun at tjene halvt så

meget.”^{39}

Mange af de sorte i Syden flyttede til nordstaterne, hvor diskriminationen var mindre og mulighederne for et bedre liv var større.

Men dem der blev tilbage, som det også blev vist i Mississippi Burning, skulle kæmpe mod racisterne, og det var der hovedproblemet lå for de sorte i Syden dengang. De havde simpelthen ikke ressourcerne til at kæmpe mod den hvide overmagt. De blev chikaneret, frataget deres rettigheder og i nogle tilfælde dræbt. De sorte i Syden var på mange måder

37

Weber, Michael, De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse, s. 33

38

Bjøl, Erling, USA’s historie, s. 543

39

A. Hansen, Erik, Negeren i USA, s. 90

Side 20

20 afhængige af Norden. Det var jo borgerretsaktivisterne, som hovedsagligt kom oppe nordfra, der hjalp dem med f.eks. at registrere sig til valglister. Selvom der dog også var stærke kræfter internt i Syden, som Martin Luther King og SCLC. Men afhængigheden af hjælp fra Norden, var livsvigtig for de sorte. Man kan diskutere hvorvidt borgerretslovene var blevet vedtaget så hurtigt, hvis det ikke havde været for aktivisters indblanding, og specielt de

hvides.^{40}

Mississippi Burning mener jeg afspejler de lokale forhold for de sorte ret realistisk. I den virkelige verden var de sorte også skræmte af KKK og de var undertrykte af den hvide befolkning. Desuden havde de hverken det mentale overskud eller økonomiske ressourcer til at ændre deres situation. Det var aktivisterne og regeringen i det Hvide Hus, de skulle sætte deres lid til. Men på trods af deres elendighed havde de også et stærkt sammenhold, hvor de gennem kirken støttede hinanden. Selvom det var regeringen som skulle hjælpe de sorte, forsømte de deres ansvar flere gange gennem tiderne. Hele integrationsprocessen kunne have været hurtigere, hvis man fra regeringens side havde insisteret på det, og levet op til ens ansvar. De tidlige beslutninger der fra regeringen blev taget omkring borgerretskampen, var primært pga. omdømme ude i den store verden, end reel interesse for de sortes borgerrettigheder.

40

https://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/faktalink/titelliste/ambo/ambohele

Side 21

21

Konklusion

Borgerrettighedsbevægelsen blev en af de vigtigste perioder i USA’s historie. Det var i denne periode man for alvor anerkendte at alle borgere var lige for loven. Det blev understreget af borgerretsloven og stemmeretsloven, der blev vedtaget i midten af 1960’erne. Tiden op til vedtagelsen var for de sorte lang og smertefuld. De havde siden deres frigivelse fra slaveriet, været undertrykt af den hvide befolkning, specielt i Syden. Det ledte unægtelig de sorte til at tage kampen op. Undertrykkelsen, de dårlige levevilkår og den demokratiske udelukkelse fik i løbet af 1950’erne og 1960’erne bægeret til at flyde over. Gennem retssager, demonstrationer og andre former for fredelige aktioner, lykkedes det de sorte at tiltrække sig nationens og regeringens opmærksomhed.

Selvom den ikke-voldelige strategi i høj grad var den der var mest udbredt i borgerrettighedsbevægelsen, var den separatistiske strategi også på vej frem. Ud fra min analyse af Martin Luther Kings ”I Have a Dream” tale og Malcolm Xs ”The Ballot or the Bullet” tale, kan man tydeligt se den store forskel mellem de to strategier. Kings tale er langt mere forsonlig og imødekommende mod de hvide. Mens Xs tale er aggressiv, fjendtlig og fyldt med vrede til det hvide samfund. Både King og X inspirerede mange mennesker, dog ikke de samme. Typisk var det f.eks. unge ghetto-beboere der var begejstrede for X, mens King havde en større folkelig appel. Deres indflydelse på borgerretskampen var utvivlsomt stor, men de havde ikke den største indflydelse. Det havde føderalstaten. I Mississippi Burning fremstilles det som om, regeringen prioriterede borgerretssagen højt, og det gjorde de for så vidt også i 1964. Men regeringens involvering frem til da, var mildest talt lille. Den var præget af folkestemningen og da stemningen omsider var vendt til de sortes fordel, kunne regeringen pludselig godt slå delstaterne i hovedet - med forfatningen i hånden. Incitamentet for regeringens involvering var derfor på en del områder populistisk.

De sorte kan i dag takke borgerretsorganisationerne, for at de står med flere rettigheder end de gjorde for 50 år siden. Dengang kunne de sorte i Syden ikke engang vælge hvem der skulle være deres præsident, og de havde ikke ressourcerne til at ændre på det. Hvis det ikke havde været for de sorte borgerretsorganisationer og de kampagner og aktioner de startede, ville sorte i Syden muligvis stadig leve med frygt for deres liv og med undertrykkelse fra det hvide samfund. Hvis borgerretsorganisationerne ikke havde ageret og reageret, havde der muligvis ikke siddet en sort mand på USA’s præsidentpost i dag.

Side 22

22

Perspektivering

Borgerrettighedsbevægelsen har uden tvivl medført en mental ændring blandt den hvide befolkning. Det bedste eksempel på dette er valget af Barack Obama. Som jeg også har været inde på i min opgave, ville det næppe have været muligt for en sort mand at blive valgt som præsident da borgerrettighedsbevægelsen var på sit højeste. Dét er det i dag. På det område er man i USA noget særdeles langt. Der er ikke længere en usynlig øvre grænse for hvad en afroamerikaner kan opnå i sit liv.

Det er præsident Obama og Oprah Winfrey gode eksempler på. Men det virker som om at tendensen, ikke omfatter hele den sorte befolkning. På mange måder afspejler udviklingen blandt de sorte, det amerikanske samfund. Forskellen mellem top og bund bliver større. For mens man finder afroamerikanere på lister over verdens mest magtfulde [41], så er der ikke sket en større revolution blandt de fattige sorte.

Statistikken (se bilag 1) viser hvordan arbejdsløsheden blandt de sorte er dobbelt så høj som hos de hvide. Det samme mønster ser man hvis man kigger på statistikken (se bilag 2) der vedrører fattigdom. Afroamerikanere under fattigdomsgrænsen er mere end dobbelt så høj som hos de hvide. Det er foruroligende at sorte stadig lever under så dårlige forhold. Selvom man kan se en fremgang i statistikkerne fra 1975 til 2008, er de sorte sammenlignet med de hvide stadige ikke ligestillet på disse områder. I og med mange sorte stadig lever i ghettoer, er det nærliggende at stille sig selv spørgsmålet, om de sorte nu vitterligt også er fuldstændig integreret i det amerikanske samfund. For hvordan kan det være at forskellen mellem sort og hvid er så stor i USA? Og hvor stor en del af ansvaret har de sorte selv?

41

http://www.forbes.com/wealth/powerful-people#p_1_s_arank

Side 23

23

Litteraturliste

A. Hansen, Erik. Negeren i USA. Gyldendalske Boghandel, 1976.

Bach, Henriksen. USA i det 20.århundrede. 1.udgave. Gyldendalske Boghandel, 2002.

Bjøl, Erling. USA’s historie. 2.udgave, Gyldendalske Boghandel, 2005.

Krogh, Torben. Det sorte oprør. Gyldendalske Boghandel, 1976.

Parker, Alan. Mississippi Burning. MGM, 1988.

Martin Luther King Jr.. ”I have a dream” tale.

http://www.americanrhetoric.com/speeches/mlkihaveadream.htm ()

Illustration på s. 16. http://chrisabraham.com/2009/01/19/martin-luther-king-jr/ ()

Illustration på s.8. http://www.crmvet.org/images/pherron.htm ()

http://www.forbes.com/wealth/powerful-people#p_1_s_arank ()

Bilag 2. http://www.infoplease.com/ipa/A0104525.html ()

Bilag 1. http://www.infoplease.com/ipa/A0873314.html ()

http://www.informationclearinghouse.info/article16016.htm ()

https://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/faktalink/titelliste/ambo/ambohele (10)

Illustration på s.16. http://www.socialistwebzine.org/2009/05/celebrating-malcolm-x-born-

may-19-1925.html ()

Malcolm X. ”The Ballot or the Bullet”.

http://www.sojust.net/speeches/malcolm_x_ballot.html ()

Side 24

24

Bilag 1

Bilag 2

Persons Below Poverty Level in the U.S., 1975–2007