SRP om USA's rolle i international politik i forandring

Side 1

1

SRP – USA som supermagt før, nu og i fremtiden

Side 2

2

Abstract

This paper accounts for Americas way to becoming a superpower and hegemon. I will explain which historical events have influenced America the most on its journey. The four historical events, I have focused on, is the first and second world war, the cold war, and the post-cold war period. In the analysis I show which theories within international politics have dominated American foreign policy the most. The four theories I account for are realism, neo-realism, neo-conservatism and lib-eralism. The result of the analysis ended up showing, that American foreign policy has been domi-nated by realism, but that the influence of liberalism has been growing since the end of the cold war. Especially president Obama has conducted a more liberalistic kind of foreign policy. In the discussion I have shown different views on the possibilities of America maintaining their leading position in the world. The international political analysts have different opinions, where some be-lieve the era of American dominance will end soon and others are more optimistic. I come to the conclusion, that America will maintain their position for at least the next 50 years. The conclusion is based on America’s big lead when it comes to hard and soft power. Furthermore the geographical position of America makes them difficult to attack. Even though their big advantage in hard and soft power, America has shown signs of weakness, a huge financial debt and a military that doesn’t win all wars. Other countries are also close to overtaking in many aspects, especially China, whose economy is getting bigger and better. Based on these facts and the development of world history in general, I have reached the conclusion that America won’t keep their status forever.

Side 3

3

Indholdsfortegnelse:

Abstract ........................................................................................................................................................................... 2 Indholdsfortegnelse: ..................................................................................................................................................... 3 Indledning: ..................................................................................................................................................................... 4 Redegørelse for væsentlige træk af den historiske udvikling, der etablerede USA’s position som supermagt og hegemon i det internationale politiske system. ............................................................................ 5 Første verdenskrig ............................................................................................................................................................................... 5 Anden verdenskrig .............................................................................................................. Error! Bookmark not defined.

Den kolde krig ....................................................................................................................................................................................... 8 Efter den kolde krig ............................................................................................................................................................................ 9 Med afsæt i forskellige teorier om international politik analyseres hvordan USA’s udenrigspolitik siden 1941 kan forklares. Herunder hvorvidt blød eller hård magt har været mest afgørende. ............ 10 Realisme ................................................................................................................................................................................................ 11 Neo-realisme ....................................................................................................................................................................................... 12 Neo-konservatisme: .......................................................................................................................................................................... 12 Idealisme ............................................................................................................................................................................................... 13 Hård eller blød magt mest afgørende? ................................................................................................................................... 16 I hvilket omfang er USA’s nuværende position i international politik under forandring? ...................... 16 Poul Kennedy ...................................................................................................................................................................................... 16 Francis Fukuyama............................................................................................................................................................................ 17 Robert Kagan ..................................................................................................................................................................................... 17 Joseph Nye ............................................................................................................................................................................................ 19 Samuel P. Huntington ..................................................................................................................................................................... 19 Konklusion: .................................................................................................................................................................. 21 Litteraturliste ............................................................................................................. Error! Bookmark not defined.

Bilag: .............................................................................................................................................................................. 24

Side 4

4

Indledning:

Den 9. november 2016 fandt USA ud af, hvem der skulle blive verdens mest magtfulde kvinde eller mand. Valget stod mellem demokraten Hillary Clinton og republikaneren Donald Trump. De fleste eksperter og meningsmålinger var sikre på, at Clinton ville vinde valget og blive USA’s næste præsident. Men den for mange kontroversielle Donald Trump endte med at løbe af med titlen. Dette har fået verden op af sæderne, og der spekuleres nu på, hvilken indflydelse Trump vil have på det verdensbillede, vi kender i dag. Det store fokus på valgkampen i USA i TV og andre medier fik mig til at interessere mig for USA, og gjorde at jeg valgte at skrive SRP om USA som supermagt. USA har siden Sovjetunionens sammenbrud været den eneste supermagt i verden. Hvad USA gør, har indflydelse på hele verden.

Men har det altid været sådan, og hvordan har USA historisk udviklet sig til at blive den eneste supermagt i verden? Og hvordan kan denne udvikling forstås og forklares? Og ikke mindst, hvordan vil USA’s rolle være i verden fremover?

Disse spørgsmål vil jeg i denne SRP opgave forsøge at få svar på, ved at undersøge den historiske udvikling i de sidste hundrede år, der har etableret USA’s position som supermagt og hegemon i det internationale politiske system.

Indenfor samfundsfaglig international politisk teori er der forskellige teorier om, hvordan det internationale politiske system hænger sammen og udvikler sig. Med udgangspunkt i de mest anvendte teorier vil jeg undersøge, hvordan USA’s udenrigspolitik siden 1941 kan forklares.

Herunder hvorvidt blød eller hård magt har været mest afgørende.

Endelig vil jeg med udgangspunkt i forskellige teorier og fremtrædende analytikeres vurderinger undersøge i hvilket omfang USA’s nuværende position i international politik er under forandring og i så fald på hvilken måde.

Side 5

5

Multipolaritet Bipolaritet

Første verdenskrig: USA er en stormagt blandt flere er begge supermagter

Anden verdenskrig :USA bliver USA er eneste supermagt og en supermagt

Den kolde krig: USA og Sovjet

Unipolaritet

1991 - hegemon

Redegørelse for væsentlige træk af den historiske udvikling, der etablerede

USA’s position som supermagt og hegemon i det internationale politiske system.

USA har siden slutningen af 1800-tallet været en stormagt med den største økonomi i verden.

Under første verdenskrig gjorde USA sig i høj grad gældende på verdensscenen. Men USA var indtil anden verdenskrigs afslutning en blandt flere stormagter. Under og efter anden verdenskrig fik USA en så stor politisk, økonomisk, teknologisk og militær indflydelse i verden, at USA

opnåede status som supermagt.^{1}

I perioden efter anden verdenskrig indtil Sovjetunionens sammenbrud i 1991 delte USA supermagtstatus med Sovjetunionen. Siden har USA indtaget rollen som den eneste supermagt i det internationale politiske system. På grund af sin fører- og dominansposition kaldes USA en

hegemon.^{2} I det følgende giver jeg et nedsalg i fire historiske perioder af USA’s historie. Det drejer

sig om første verdenskrig, anden verdenskrig, den kolde krig og perdioden der efter. Fokus vil være på USA’s udenrigspolitik, samt hvordan USA endte med etablerede sig som supermagt og hegemon militært, økonomisk og ideologisk.

Redegørelsen vil både bygge på primærkilder i form af de taler eller doktriner, som skiftende amerikanske præsidenter har holdt om USA’s udenrigspolitik, samt på sekundær litteratur der beskriver de forskellige perioder i tilbageblik.

Første verdenskrig

Første verdenskrig begyndte i 1914 og var et opgør mellem Ententemagterne og Centralmagterne.

Krigen endte med at vare fire år med Ententemagterne og deres allierede USA som sejrherrer.

Krigens udfald kunne dog have set anderledes ud, hvis USA ikke var gået ind i krigen, hvilket de til at begynde med ikke havde nogen intentioner om at gøre. USA havde siden Monroedoktrinen

(2.12.1823) ført en isolationistisk udenrigspolitik, som gik ud på, at USA ville holde sig neutral i europæisk politik og respektere etablerede kolonier. I 1917 forsøgte krigsparterne Storbritannien og Tyskland at udsulte hinanden. Tyskerne angreb alle skibe, der sejlede mod Storbritannien, her i

                            3
blandt amerikanske handelsskibe. Dette oplevede USA som en militær provokation, og derfor

1

(Branner, 2016) S. 26

2

(Hansen & Sørensen)

3

(Hansen H. B., 2013)

Side 6

6 valgte de at indtræde i første verdenskrig på Entenemagternes side. Den daværende præsident i USA Woodrow Wilson forklarede i sin berømte tale til Kongressen 2. april 1917, hvorfor han mente, USA skulle gå i krig på denne måde: “Property can be paid for; the lives of peaceful and innocent people cannot be. The present German submarine warfare against commerce is warfare

                                       4
against mankind. It is a war against all nations”.

Wilson argumenterede endvidere med de berømte ord, som er blevet brugt af flere præsidenter sidenhen, blandt andet J.W. Bush ved Irak

interventionen: “The world must be made safe for democracy”.^{5} USA besluttede at gå ind i første

verdenskrig med et mål om at skabe længerevarende fred i Europa og resten af verden. Wilson fremlagde et 14 punkt fredsprogram med principper til en ny verdensorden, der indeholdte punkter som: Åbent demokrati, havenes frihed, international frihandel og almen nedrustning. Det 14. punkt drejede sig om oprettelsen af en international sammenslutning, Folkeforbundet, der skulle garantere staternes politiske uafhængighed og territoriale integritet.

Wilson endte med at sende omkring to millioner amerikanske doughboys^{6} til Europa (i 1918), og de

medvirkede til at gøre, at Ententemagterne vandt krigen 11. november 1918, mindre end et år efter at USA var gået ind i krigen. Centralmagterne så ellers ud til at ville vinde, indtil USA gik ind i krigen. Krigen medførte et stort boom i industrialiseringen i USA, da det havde været en nødvendighed at producere våben og varer i store mængder og hurtigt under krigen. Det europæiske kontinent og de europæiske stormagter lå i ruiner efter krigen og var nødt til at få hjælp og købe

varer fra USA.^{7} Den tyske sociolog Max Weber skrev efter krigen at: ”Amerikansk global
dominans nu var uundgåeligt”^{8}. USA var nu for alvor trådt ind på den globale scene, men USA var

stadig en stormagt blandt andre. Magtbalancen i verden var derfor multipolær. En multipolær verdensorden vises i bilag 3.

Anden verdenskrig

I 1940 kom endnu en verdenskrig. Præsident Wilsons idealistiske tro på, at første verdenskrig var krigen, der skulle stoppe alle fremtidige krige holdt ikke. I mellemkrigstiden var USA blevet mere isolationistiske, som før første verdenskrig. Derfor ønskede de ikke i første omgang at gå ind i anden verdenskrig ligesom ved første verdenskrig. Isolationisterne i USA mente ikke, at USA skulle deltage i krige uden for kontinentet. Alt imens Tyskland invaderede land efter land i Europa,

4

(Wilson, 1917)

5

(Hoyng, 2014) S. 1

6

Amerikanske soldater

7

(Hoyng, 2014) S. 2

8

(Hoyng, 2014) S. 2

Side 7

7 og Asiens daværende stormagt Japan blev stærkere, var amerikanerne tilfredse med deres isolationistiske tilgang til krigen. En meningsmåling foretaget i foråret 1941 viste, at hele 83 % af

befolkningen stadig var imod at gå ind i krigen.^{9} Den 7. december 1941 ændrede denne holdning

sig dog, da Japan angreb den amerikanske flådebase Pearl Harbor ud for Hawaii. USA var nu officielt i krig mod Japan. Daværende præsident Roosevelt manglede dog stadig en grund til, at USA skulle gå i krig mod Tyskland. Den grund fik Roosevelt dog blot fire dage senere, den 11.

december, da Hitler erklærede krig mod USA. USA var nu officielt trådt ind i anden verdenskrig.

De følgende år endte med ændre USA’s position i verden markant. Krigen sluttede med, at USA

                                                                    10
smed to altødelæggende atombomber over Japan, der øjeblikkeligt dræbte 145.000. Japan gik på

kompromis med sit motto om at kæmpe til sidste mand, og overgav sig. Anden verdenskrig sluttede efterfølgende.

Efter anden verdenskrig stod USA nu som en meget rig nation i en fattig verden. I forhold til de andre lande, havde krigen ikke fundet sted på amerikansk jord, hvilket betød at deres fabrikker stod intakte og mere effektive end nogensinde før. Fabrikkerne kunne masseproducere varer som aldrig før. Et godt eksempel er Ford T, som er den første masseproducerede bil. Bilen startede med at blive produceret i 1913, og i 1919 var produktionen blevet så effektiv, at der var blevet produceret

mere end en million af denne type bil.^{11} Efter krigen var arbejdsløsheden væk, reallønningerne var i

gennemsnit steget med 44 % og i landbruget var de steget med 250 % under krigen. Produktiviteten

                                                                       12
i industrien var fordoblet, og USA stod for halvdelen af hele verdens industriproduktion. USA var

således kommet godt ud af krigen. De var nu officielt kommet ud af den økonomiske depression, der havde hersket i mellemkrigstiden. Landets BNP steg voldsomt, og verdens største økonomi blev endnu større. Udviklingen ses i bilag 1. Det var derfor nødvendigt med et helt nyt begreb til at beskrive, hvor stærk nationen var blevet, nemlig ”supermagt”. I modsætning til tidligere tiders stormagter eller imperier, så ønskede USA ikke at øge deres territorium. De hævdede, at det eneste de ønskede var frihed i verden. Dette skulle opnås ved at liberalisere handlen, da forestillingen var

at økonomisk og politisk frihed hang tæt sammen.^{13}. I denne periode viste USA, at de var i stand til

at føre en idealistisk politik, hvor der stadig var stor økonomisk vækst. Daværende handelsminister W. Averall Harriman bemærkede i 1947 at: ”USA var den eneste nation i verden, som både var i

9

(Bjerre-Poulsen, USA - Historie og Identitet, 2010) S. 66

10

(Bjerre-Poulsen, USA - Historie og Identitet, 2010) S. 66

11

(Jonassen & Dietrich)

12

(Bjerre-Poulsen, Friis, Christensen , Kjersgaard, & M.fl, 2014) S. 33

13

(Bjerre-Poulsen, USA - Historie og Identitet, 2010) S. 68

Side 8

8

stand til at skabe et godt liv for sine egne borgere og samtidig hjælpe andre folk i verden.”^{14} Som

forelæggeren Henry Luce fremførte i 1941, var det 20. århundrede nu USA’s århundrede. Verdens første supermagt var blevet født.

Den kolde krig

I årene efter anden verdenskrig støttede USA store dele af verden økonomisk. I 1947 etablerede de USA Marshallhjælpen, der gik ud på at få de hårdtramte europæiske landes økonomi på fode igen.

Det nye Tyskland skulle hjælpes ekstra meget med at få dannet en god og demokratisk statsmagt.

Genopbygningen var også i USA’s egen interesse, for der var brug for et marked, der kunne aftage USA’s varer og produkter. Kun på den måde kunne USA bibeholde den enorme vækst, der var i landets økonomi. Marshallhjælpen nåede i alt op på små 200 milliarder dollars i støtte til de

hærgede lande.^{15} Et andet mål med Marshallhjælpen var at stoppe kommunismens udbredelse. Det

skulle ikke være elendighed og fattigdom, der sendte befolkninger i kommunismens retning. Dette opdagede Sovjetunionen hurtigt og takkede nej til hjælpen, og fik på samme tid mange

                                         16
Østeuropæiske lande til også at sige nej til hjælpen.

I Trumans tale den 12. marts 1947 annoncerede han, at USA aktivt ville støtte de regeringer, der kæmpede mod kommunismen. Den konkrete anledning var, at der på daværende tid herskede borgerkrig i Grækenland og befolkningen sultede. Truman argumenterede i sin tale for, at USA skulle støtte landene af samme årsag, som da de gik ind i anden verdenskrig. Truman udtalte sig således: ”The United States contributed $341,000,000,000 toward winning world war 2. This is an

investment in world freedom and world peace.”^{17} Det arbejde, de havde påbegyndt under anden

verdenskrig for frihed og fred skulle forsættes, så det ikke havde været spildt. Denne tale startede en ny epoke af amerikansk udenrigspolitik. Monroedoktrinen var sendt på pension og

Trumandoktrinen var trådt til i stedet. USA havde påtaget sig et udenrigspolitisk ansvar, der gik ud på at løfte de hård ramte nationers økonomi og fjerne kommunismen. Samtidig havde USA taget en international lederrolle, der viste at de var en supermagt, og at verden skulle indrettes som de ønskede det.

Et opgør mellem vestens liberale tankegang og østens kommunistiske var nu sat i gang. I 1949 fik Sovjetunionen også atomvåben, og USA var nu ikke alene om at have masseødelæggelses våben.

Verden havde nu to supermagter, der var i kold krig mod hinanden. Vietnamkrigen der foregik i

14

(Bjerre-Poulsen, USA - Historie og Identitet, 2010) S. 68

15

(Bjerre-Poulsen, USA - Historie og Identitet, 2010) S. 70-71

16

(Bjerre-Poulsen, USA - Historie og Identitet, 2010) S. 70-71

17

(Truman, 1947)

Side 9

9 årene spillede en central rolle i den kolde krigs magtbalance og stod mellem det kommunistiske Nordvietnam med støtte fra Sovjetunionen og Kina på den ene side, og

Sydvietnams regering og USA på den anden. USA blev i denne sammenhæng den tabende part.

Den bipolære verdensorden med USA og Sovjetunionen som supermagter endte med at være det verdensbillede, der hærskede indtil Sovjetunionens sammenbrud i 1991. En bipolær verdensorden vises i bilag 4.

Efter den kolde krig

I 1985 kom Mikhail Gorbatjov til magten i Sovjetunionen, og det ændrede forholdet mellem de to supermagter markant. De nedrustningsaftaler der havde hærsket tidligere blev af større omfang, og nogle atomvåben blev helt skrottet. I 1989 var kommunismens dage talte i Østeuropa, og USA’s mål om at fjerne kommunismen var godt på vej til at blive nået. I 1991 gik Sovjetunionen meget pludseligt i opløsning. Den kolde krig var nu officielt slut, og en dyr oprustningskamp var ovre.

Bilag 2 viser den voldsomme stigning i USA’s militære udgifter efter 1950 til den kolde krigs ophør

i 1991.^{18} Med Sovjetunionens sammenbrud stod USA tilbage som den eneste supermagt.

Magtbalancen i verden var nu blevet unipolær. USA havde nu opnået hegemon status, på grund af landets ideologiske, økonomiske, teknologiske og militære førerposition i verden. En unipolær verdensorden vises i bilag 5.

Fra var demokraten Bill Clinton præsident i USA. Ved den årlige National Security

Strategy samling i 1995 præsenterede han sine tanker for en amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Han sagde blandt andet: ”And democratic states are less likely to threaten our inter-ests and more likely to cooperate with the U.S. to meet security threats and promote free trade and sustainable development.” Clinton fremhæver her, at USA skal indgå samarbejdsrelationer med andre stater, støtte frihandel og understøtte udviklingen af demokrati i verden, da det vil være mindre sandsynligt, at demokratiske stater vil true USA.

Den 11/9-2001 var en skælsættende dato i amerikansk historie. USA var blevet ramt af et

terrorangreb og verdens største magt havde vist sig sårbar. De følgende år gik USA ind i først Afghanistan og derefter i Irak i en krig mod terror. Præsident Bush mente at ”slyngelstaterne” skulle styres med hård hånd, og der skulle indføres demokrati og frihed i landene, så USA ikke ville opleve samme angreb igen.

I de sidste otte år har USA haft Barack Obama, som ”commander in chief”. Obama startede sin embedsperiode med at modtage Nobels fredspris for at trække de amerikanske soldater ud af

18

(Higgs, 1994)

Side 10

10

Irak.(tjek) I 2015 indgik han en atomaftale med Iran, der har betydet at Iran har fjernet 98 % af

deres uran, så de ikke længere kan producere atomvåben.^{19} Efter aftalen udtalte Obama ”solidt

                                                       20
diplomati kan føre til historiske fremskridt og forhindre nye krige.”

Senest er USA ikke gået ind krigen i Syrien med landtropper, men har dog bidraget via luftbombardementer og økonomisk støtte til oprørene.

Med afsæt i forskellige teorier om international politik analyseres hvordan

USA’s udenrigspolitik siden 1941 kan forklares. Herunder hvorvidt blød eller hård magt har været mest afgørende.

Som jeg har vist i redegørelsen for, hvordan USA historisk set har udviklet sig til en supermagt og hegemon, har USA’s udenrigspolitik ændret sig flere gange siden 1941. USA har i de fleste perioder indtaget en markant rolle på den internationale scene, men i perioder har de været mere tilbagetrukne. USA har benyttet sig af ”hård magt”, som historisk set har været den mest benyttede

magt, når man har skullet måle, hvor magtfuldt et land var.^{21} Den hårde magt bygger på geografi,

befolkning, økonomiske ressourcer, teknologi samt kvantitet og kvalitet af militæret. De har imidlertid også brugt ”blød magt”, som drejer sig om evnen til at nå et mål uden brug af tvang og betaling. Blød magt bygger på et lands attraktionsværdi og er blevet defineret, som den magt der

                                            22
udspringer af et lands kultur, ideologi og institutioner. De forskellige udenrigspolitiske strategier

afhænger bl.a. af, hvordan forskellige politiske aktører forstår verden og dens udvikling. I det følgende gennemgås nogle af de hovedteorier inden for international politik, der forsøger at forklare, hvordan det internationale politiske system og magtbalancen i systemet fungerer. Ofte har tilhængere af de forskellige teorier helt forskellige opfattelser af, hvordan verden hænger sammen, og derfor er der et overlap imellem teorier og ideologier. Indenfor International politik er det nemlig karakteristisk, at teorierne har et element af subjektivitet i sig. I modsætning til naturvidenskab, kan

                                                  23
man inden for International politik ikke beskrive uden at tolke.

Jeg har valgt at tage udgangspunkt i de to magt og hovedteorier i international politik: Realisme og idealisme. Derudover har jeg valgt retningerne neo-realisme og neo-konservatisme. Jeg har valgt

19

(Rubin, 2016)

20

(ritzau, 2016)

21

(Burcharth, 2011)

22

(Branner, USA som supermagt - almagt eller afhængighed, 1999) S. 41

23

(Branner, Global Politik, 2016) S. 35

Side 11

11 neo-realismen, da den er en videre udvikling af realisme og giver en god strukturering af ændringer i verdens magtbalance i den periode, jeg analysere.

                     24
Teorierne vises i bilag 10.

Grunden til at jeg ikke har valgt at skrive om Neo-isolationisme, er, at teorien ikke er så relevant. Teorien mener kort sagt, at USA skal isolere sig bag de to verdenshave, der beskytter dem og kun indgå i et internationalt fællesskab, hvis der er en trussel mod nationen, som set under anden verdenskrig og den kolde krig.

Realisme

Realisme har i lange perioder efter anden verdenskrig og især under den kolde krig, været den dominerende teoriretning inden for International politik.

Realisterne har tre hovedpunkter, de mener, kan forklare hvordan verden fungerer. 1) Der hersker anarki i det internationale system 2) Staterne er hovedaktører – hvis ikke eneaktører 3) Krig vil

                                           25
vedblivende være en risiko i relationen mellem stater.

Magtopfattelsen indenfor realismen tager udgangspunkt i, hvordan ressourcerne er fordelt, og hvem der har de største ressourcer.

Anarki er kendetegnet ved mangel på spilleregler og overordnet myndighed. Det betyder at staterne hele tiden må frygte og forholde sig til, hvad andre stater kan finde på. Da udgangspunktet er, at krig er en konstant risiko, bliver hård magt afgørende i realisternes syn på den internationale politik.

Denne magtopfattelse tager udgangspunkt i at intentionen er vigtigere end effekt.

USA’s udenrigspolitik har siden 1941 i stor grad båret præg af en realistisk ideologi. USA’s økonomi og militær har været et af verdens største og gjort, at USA ved hjælp af hård magt har kunnet etablere og udbygge deres status som supermagt. Som jeg har vist i den historiske redegørelse, havde USA så meget hård magt under og i perioden umiddelbart efter anden verdenskrig, at et helt nyt begreb nemlig supermagt kom i anvendelse. Den geografiske beliggenhed havde medført, at USA var uberørt, USA’s GNP steg voldsomt, og med atomvåben var de militært overlegne i forhold til andre stater.

Under den kolde krig, så man også, at der blev ført en politik, der byggede på realisme i USA. USA indgik i et våbenkapløb med Sovjetunionen. De fokuserede på at opbygge deres økonomi og opruste deres atomlager, for hele tiden at kunne være i front, når det galt militær magt.

24

(Brøndum & Rasmussen, 2012) S. 224

25

(Branner, Global Politik, 2016) S. 33-36

Side 12

12

Neo-realisme

Inden for neo-realismen, som er en gren af realismen, har Kenneth Waltz bidraget med en strukturering af det internationale system, som magten foregår i. Ifølge neorealismen er styrkeforholdet imellem ledende magter afgørende for hvilken polstruktur, der er gældende i det internationale system. Og polstrukturen giver så i anden omgang de grundlæggende vilkår og

                                                                               26
muligheder, der gælder for de enkelte stater. Den neorealistiske magtopfattelse er vist i bilag 9.

Der skelnes imellem tre forskellige typer polaritet i det internationale system, multipolaritet (mange poler) bipolaritet (to poler) og unipolaritet (én pol), hvilket også er den opdeling af det internationale system, som jeg har benyttet i den historiske redegørelse. De forskellige typer polaritet vises i bilag 3,4,5.

Fra et neorealistisk perspektiv er det mest stabile verdenssystem det bipolære system, fordi to stormagter vil holde hinanden i skak. Dette system kan siges at have været gældende under den kolde krig. Her var magtbalancen imellem USA og Sovjetunion baseret på store mængder våben og evnen til gensidigt at kunne udrydde hinanden, hvilket gjorde parterne mere ansvarlige og tilbageholdende. Efter Sovjetunionens sammenbrud skete der igen en ændring i polstrukturen. Det internationale system gik fra at være bipolært til at være unipolært med USA som eneste magtpol, hvilket ifølge teorien giver øget risiko for ubalance i systemet, fordi andre stormagter hele tiden vil forsøge at udfordre den enestående supermagt.

Den unipolære verdensorden har dog eksisteret i de sidste mange årtier, hvilket er længere, end neorealisterne havde forestillet sig. En forklaring kan være, at selv om USA har en enorm styrke, er der grænser for, hvad USA kan overskue. Det er derfor vigtigt i den unipolære verdensorden, at der

er ”agenter”, der kan optræde på USA's vegne. FN kan siges at have fungeret som sådan en agent.^{27}

Den tredje mulige polstruktur, den multipolære, eksisterede inden anden verdenskrig. Ifølge neo-realisterne er denne magtbalance den farligste, da den er svær at overskue og der vil komme krige,

                                                 28
fordi nationerne vil forsøge at forøge deres magt hver især.

Dette gjaldt for eksempel Tyskland, der forsøgte at øge sin magt under anden verdenskrig.

Neo-konservatisme:

To af Neo-konservatismens fortalere er Irving Kristol og Norman Podhoretz. De mener med andre neokonservative, at USA grundet deres særlige position som supermagt i en unipolær verden, skal udbrede deres idéer og værdier til resten af verden. Neokonservatismen er baseret på realisme, men

26

(Branner, USA som supermagt - almagt eller afhængighed, 1999) S. 36-37

27

(Branner, USA som supermagt - almagt eller afhængighed, 1999) S. 38

28

(Branner, USA som supermagt - almagt eller afhængighed, 1999) S. 37

Side 13

13 er mere videregående på nogle punkter. Neo-konservatismen mener, at det er USA’s pligt, som eneste supermagt at hjælpe verden med at opnå det amerikanske liv, som de ser som det bedste i verden. USA er bygget op omkring værdierne demokrati og frihed, så det er disse værdier der skal udbredes. Neo-konservatisterne mener, at USA skal gøre alt, hvad der står i deres magt for at opnå dette, og dette indebærer ofte brug af hård magt. Grundet USA’s militære overlegenhed, mener de, at det er muligt, da USA ikke behøver hjælp fra forskellige organer i international politik, som for eksempel FN. Neo-konservatisten Jeff Jacoby har for eksempel udtalt: ”Our world needs a police-

                                                                               29
man. And whether most Americans like it or not, only their indispensable nation is fit for the job.”

USA bliver her set som den uundværlige nation, der som politimand i verden skal stå for lov og orden, og sikre frihed og demokrati i verden. USA kan og skal føre en unilateral udenrigspolitik, hvor andre lande er velkommen til at hjælpe, men det skal være med USA i førerrollen. Neo-konservatisterne så det som meget vigtigt, at gå militært ind i, hvad de betegnede som slyngel stater, som for eksempel Irak og Afghanistan, og få stabiliseret staterne og få etableret en demokratisk regering. Neo-konservatismen var på sit toppunkt under G. W. Bush regeringen, hvor flere neo-konservative sad på ministerposter. Dette udmøntede sig i, at USA gik uden om FN’s sikkerhedsråd og intervenerede i Irak. De fik hurtigt fjernet Saddam Hussein fra magten, men neo-konservatisterne havde regnet med, at USA kunne stabilisere området mere, end hvad de

formåede.^{30} Neo-konservatismen mener altså ligesom de andre teorier, at det er vigtigt at USA

udbreder demokrati til ikke demokratiske lande. Den store forskel er bare hvilke midler, de mener, der skal bruges, til at gøre dette.

Neo-konservatismen hører til hos republikanerne, hvor demokraterne er mere idealistiske. Så Obamas valgsejr i 2008 var et stort nederlag for neo-konservatismen.

Idealisme

Realisme har, som nævnt, historisk set været den dominerende ideologi, når man ser på amerikansk udenrigspolitik. I nyere tid er der dog mange, der er begyndt at se på verden på en anden måde, nemlig med idealistiske briller. En stor forskel mellem realisterne og idealisterne er deres tilgang til verdensfred. For idealisterne er det betydningsfuldt, at der siden anden verdenskrig ikke har været nogen krige mellem to vestlige lande og et folkevalgt demokrati er aldrig gået i krig mod et andet

demokrati.^{31}

29

(HUNTER, 2011)

30

(Grage & Nygaard)

31

(Nordstrøm, 2005)

Side 14

14

I modsætning til realisterne tror idealisterne på en verden, hvor krig ikke er en trussel. Idealisterne tror således, at verdensfred er mulig. Bilag 6 viser i et trappediagram med fem trin, hvor tæt de to teorier tror, at verden kan komme på fuldstændig verdensfred. Her stopper realisterne to trin før idealisterne ved trin tre, der kaldes regimedannelse. I et regime kan der mellem en gruppe aktører laves faste regler for adfærd indenfor et bestemt område, som for eksempel handelssamarbejde og våbenkontrol. Idealisterne tror også på, at de næste to trin i form af sikkerhedssystem og sikkerhedsfællesskab er muligt at opnå. FN er et eksempel på et sikkerhedssystem på globalt plan,

                                                              32
hvor stater forpligter sig til ikke at anvende vold i deres indbyrdes relationer.

For idealisterne er det vigtigt, at der et godt samarbejde og en stor interdependens mellem landene i verden for at komme et trin nærmere sluttilstanden sikkerhedsfællesskab. Tanken er, at jo tættere landene er forbundet, jo mere irrelevant vil det være at bryde det samarbejde og starte en krig. Det vil for eksempel være for dyrt for USA og Kina at gå i krig, da der er en stor interdependens, mellem de to lande handelsmæssigt og økonomisk. For at skabe en større interdependens landene i mellem, er det vigtigt at have nogle samarbejdsorganisationer, der gør dette samarbejde effektivt og brugbart. Allerede efter første verdenskrig forsøgte USA med præsident Wilson i spidsen at oprette en international organisation, der skulle sikre verden mod fremtidige krige. Folkeforbundet blev oprettet som en del af Versailles-traktaten, i alt kom 38 stater med, verden over. Som det er blevet vist i den historiske redegørelse, kunne præsident Wilson imidlertid ikke få resten af USA til at forstå hans idealistiske forestilling om Folkeforbundet. Så USA endte aldrig med selv at tilslutte sig organisationen og Folkeforbundet blev for svagt til at kunne stoppe udbruddet af anden verdenskrig.

Idealisterne havde lidt et stort nederlag. Efter anden verdenskrig gik Folkeforbundet i opløsning, men mange andre organisationer blev til. Igen gik USA forrest, og denne gang endte de selv med at tilslutte sig fredsorganisationer som FN og NATO. Men dette var ikke de eneste organisationer der blev oprettet. Bilag 8 viser den voldsomme stigning af internationale samarbejdsinstitutioner efter

               33
anden verdenskrig. Den øgede institutionalisering er efter et idealistisk syn et meget vigtigt skridt

i retning af en øget interdependens, hvor staterne ikke længere er eneaktører, og deres grænser er

mere flydende.^{34} Så selvom anden verdenskrig og den kolde krig bar klart mest præg af en realistisk

udenrigspolitik, var der også idealistiske træk med fokus på internationalt samarbejde at se.

Efter den kolde krig begyndte USA at skære ned på militæret og en mindre aktivistisk udenrigspolitik begyndte at vise sig. Præsident Bill Clinton havde på mange områder en idealistisk

32

(Branner, Global Politik, 2016) S. 38

33

(Branner, Mouritzen, & Lauridsen, International Politik - Danmark og ulandene, 2001) S. 53

34

(Branner, Global Politik, 2016) S. 39

Side 15

15 ideologi. Den kom til udtryk i hans tale i 1995 om USA’s udenrigs og sikkerhedspolitik, hvor han, som nævnt i redegørelsen, lagde vægt på frihandel, samarbejde og demokrati. (jf. S. 8). Dette leder os over til et andet vigtigt punkt ved idealismen, nemlig at idealisterne ønsker at udbrede den demokratiske styreform til flere dele af verden. Demokrati er nemlig ifølge idealisterne med til at

                                                                        35
sikre fremskridt, individuel frihed, kapitalistisk markedsøkonomi og menneskerettigheder.

Idealisternes midler til konflikthåndtering står også i stor kontrast til realisternes. Hvor realisterne ikke var bange for at bruge hård magt, er idealisterne mere fredelige i deres konflikthåndtering, og forsøger at løse problemer ved brug af blød magt. Der er endvidere en anden væsentlig forskel mellem realismen og idealismen, nemlig om intention eller effekt er vigtigst. Idealisterne mener i modsætning til realisterne, at effekten er det vigtigste. Forestillingen er, at der kan opstå en effekt, uden at der er en intention, for eksempel kan amerikanske tv-serier, der vises i andre dele af verden

                                                                              36
virke tiltrækkende på andre landes befolkning og være med til at udbrede den amerikanske kultur.

Idealismens syn på magt er ligeledes anderledes end realismens. Hvor realismens aktører udelukkende er stater, kan der hos idealisterne være andre aktører ud over stater som for eksempel organisationer og institutioner af forskellige art. Idealisterne har ikke nogen klar magtstruktur, da de

                                                          37
mener, at det er vanskeligt at sammenligne forskellige aktørtypers magt. Idealisme er i amerikansk

udenrigspolitik hovedsagligt set i perioderne med Bill Clinton og afgående præsident Barack Obama som præsidenter. Under Barack Obama har samarbejde stået før brugen af hård magt, som for eksempel set med atomaftalen med Iran, hvor en fredelig løsning blev opnået om at få Iran til at skære ned på atomvåben.

USA er senest ikke gået ind med landtropper i Syrien, men har dog bidraget via luftbombardementer og økonomisk støtte til oprørene, hvilket kan beskrives som en realistisk tilgang. Obama har endvidere fx sagt ”Jeg [accepterer] idéen om, at der er seriøs ondskab i verden.

Vi skal være ydmyge og beskedne i vores tro på, at vi kan udrydde disse ting. Men det skal samtidig

ikke være en undskyldning for ikke at handle.”^{38} Neo-konservatisterne ville i modsætning aldrig

mene, at USA ikke har magten til at gøre, hvad de mener er bedst for verden. Der er således blevet ført en politik under Obama med fokus på både idealisme og realisme. Bilag 10 viser at denne kombination er karakteristisk for demokraterne.

35

(Brøndum & Rasmussen, 2012) S. 224

36

(Branner, USA som supermagt - almagt eller afhængighed, 1999) S. 36

37

(Branner, Global Politik, 2016) S. 41

38

(Ryom & Truelsen, 2014)

Side 16

16

Hård eller blød magt mest afgørende?

Blød magt med fokus på kultur, ideologi og institutioner har haft en større og større betydning siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Dette viser sig med to præsidenter, der har ført en mere idealistisk politik end man har set førhen. Idealisterne mener som nævnt, at fred er mulig at opnår igennem samarbejde og blød magt i forhold til realisterne, der tror mere på hård magt. Hård magt med fokus på militær, økonomi og teknologi, har dog historisk set været mest benyttet, og USA har i flere perioder spillet rollen som verdens politimand. Dette har medført en meget aktivistisk udenrigspolitik med interventioner i store dele af verden. Den historiske fordeling imellem de to magtressourcers betydning vises i bilag 7.

I hvilket omfang er USA’s nuværende position i international politik under forandring?

De fleste analytikere er enige om, at USA i dag står ved en korsvej, og at USA´s nuværende position i international politik er under forandring. Analytikerne er imidlertid ikke enige om, hvordan USA’s fremtid i international politik vil komme til at se ud. Deres forskellige vurderinger kan til dels forklares ud fra hvilke magtteorier, de hælder mest til.

Poul Kennedy

I følge Poul Kennedys hegemoniteori er tidsdimensionen central. Ifølge teorien har stormagter i verdenshistorien afløst hinanden på toppen af magthierakiet som hegemoner. Teoriens nøglebegreb er ”Imperial overstretch”, der indebærer, at hegenomen under opbygningen af sit overherredømme forpligter sig ud over, hvad den kan klare. Især stigende militærudgifter blokerer for udviklingen af den hjemlige økonomi og det drager andre konkurrerende stormagter fordel af. Ifølge Kennedy er der ikke nogen oplagt arvtager til USA’s nuværende hegemonistatus, men det ændrer ikke ved, at

han mener, at USA har passeret toppen og nu er i tilbagegang.^{39}

Flere andre vurderer som Kennedy, at USA har haft sin storhedstid som supermagt og hegemon i verden, hvilket kommer til udtryk i bogtitler som ”The End of the American Era” og ”The Post- American World ”.

39

(Branner, USA som supermagt - almagt eller afhængighed, 1999) S. 38-40 (Fukuyama, 2014)

Side 17

17

Francis Fukuyama

Francis Fukuyama mener også, at USA's storheds tid er ovre. I artiklen ”America in Decay” vurderer han, at USA er i forfald primært pga. den interne regeringsførelse i landet. Fukuyama mener, der er tre forudsætninger for en vellykket stat. Første forudsætning er, at staten skal være effektiv, da det er en forudsætning for et samfund med ro og orden. Den næste forudsætning er retsstaten, hvor ingen er hævet over loven, og alle er lige for samfundets domstole. Den tredje

                                                                          40
forudsætning er demokrati, hvilket her betyder, at borgerne kan drage magthaverne til ansvar .

Fukuyama mener ikke, at den amerikanske stat er effektiv. Han beskriver, hvordan USA burde

kaldes ”Vetocracy”^{41} i stedet for demokrati, fordi det amerikanske ”Checks and balances” system,

der deler magten imellem flere instanser, gør det besværligt og dyrt at komme igennem med

                                                                 42
politiske holdninger og ændringer, blandt andet fordi flere kan nedlæge veto. Se bilag 11 for

oversigt over checks and balances systemet. Endvidere mener Fukuyama, at hvis staten skal fungere, skal den have et kompetent bureaukrati. Det skal ikke være venner og partikammerater, der ansættes, som der er en tendens til nu, men embedsfolk, som er ansat, fordi de er de bedst egnede.

Fukuyama mener endvidere, at staten er svag og ineffektiv, fordi den ikke har nok ressourcer. Uden tilstrækkelige ressourcer kan den ikke fungere godt, hvilket igen får befolkningen til at se den som ubrugelig og deres skatter som spild. På den måde bliver det en selvopfyldende profeti, at staten ikke fungerer. Fukuyama mener, at forfaldet i USA's politiske system formentlig vil fortsætte, fordi ingen har interesse i at ændre det. Interessegrupper vil gerne have deres interesser igennem og politikerne vil gerne have interessegruppernes støtte, både økonomisk så de kan føre valgkamp, og politisk så interessegruppernes medlemmer stemmer på dem. Fukuyama vurderer, at forfaldet i amerikansk politik vil fortsætte indtil systemet oplever et udefra kommende chok, som giver

                                         43
anledning til en grundlæggende reform af systemet.

Robert Kagan

Andre ser knap så pessimistisk på USA's position og fremtid i international politik, som Fukuyama.

Det gælder bl.a. Robert Kagan, der er en indflydelsesrig politisk kommentator, når det gælder USA's udenrigspolitik og karakteriseres som neokonservativ. I bogen ”The World America Made” stiller Kagan spørgsmålstegn ved dommedagsprofetierne om USA’s fremtid og forestillingen om

40

(Fukuyama, 2014) S. 5

41

(Fukuyama, 2014) S. 13

42

(Fukuyama, 2014) S. 12

43

(Fukuyama, 2014) S. 18

Side 18

18

USA i forfald. Kagan argumenterer for, at disse analyser er baseret på løse fornemmelser, der ikke kan underbygges. Kagan fremhæver i stedet USA’s unikke kombination af kvaliteter og karakteristika. Det drejer sig om at den geografiske placering, det kapitalistiske økonomiske system, den demokratiske styreform og den enorme militære styrke, som han mener, har skabt en bestemt type international orden, der ville have set anderledes ud, hvis en nation med andre karakteristika

end USA havde haft samme indflydelse.^{44}

Han argumenterer for, at USA har bidraget til øget levestandard i verden samt udbredelsen af demokrati. Han henviser til, at der i 1941 kun var et dusin demokratier i verden, i dag er der over hundred. I fire årtier før 1950 steg Global Gross Domestik Product (GPD) med mindre end 1 % om året. Siden 1950 er den steget med i gennemsnit 4 % om året, og befolkninger er blevet løftet ud af fattigdom. Endvidere har der siden anden verdenskrig ikke været krig imellem stormagter, hvilket

               45
tidligere ofte skete.

Kagan argumenterer endvidere for, at det stadig er muligt for USA at bibeholde en stærk position i verden, men at der skal tages et aktivt valg snarest, hvis det skal lykkes.

For at fastholde den politiske position og den verdensorden som vi kender i dag, mener han, at USA bør støtte international frihandel, få vækst i USA ved at løfte uddannelsesniveauet så USA er mere konkurrencedygtigt og udvikle et sundt miljø for teknologisk innovation. Derudover gælder det også om at modstå protektionisme og sammen med andre at kæmpe imod stats kapitalisme i Kina og andre steder. USA og Europa må endvidere forblive partnere. De har tilsammen 50 % af Global GDP og Kagan mener, at de kan få markant indflydelse, selv i det der er blevet benævnt det asiatiske århundrede, hvis de kan stå sammen og opretholde et internationalt frit marked system som modvægt til interne og eksterne udfordringer. Og så fremhæver han sidst men ikke mindst, at der er brug for stærk militær magt. Han mener, at blød magt kan være godt i nogle sammenhænge, men at hård magt er nødvendig, hvis verdensordenen skal bibeholdes, og at det har været sådan siden Romerriget. Han skriver: “What has been true since the time of Rome remains true today:

There can be no world order without power to preserve it, to shape its norms, uphold its institutions,

                                                                            46
defend the sinews of its economic system and keep the peace. Military power …..is essential.”

44

(Kagan, 2012) S. 9

45

(Kagan, 2012) S. 3

46

(Kagan, 2012) S. 139

Side 19

19

Joseph Nye

Heller ikke Joseph Nye er enig med Kennedy og andre, der går ind for hegemoniteorien og forestillingen om USA’s dalende magt. Nye mener ikke, at de tager højde for den bløde magts betydning. Nye mener, at sådanne magtressourcer som kultur, ideologi og institutioner vil få stigende betydning i verden og at de hårde magtressourcer som økonomi og militær vil få mindre betydning. Der er fire grunde til, at hård magt i form af krig mister sin betydning og at blød magt i dag får mere betydning. Første grund er, at krig kan føre til atomkrig, der kan true alle staters overlevelse, som set under den kolde krig. Anden grund er en større national bevidsthed, der gør at befolkningen ikke mener, man kan gå i krig imod hvem som helst og især civile i konfliktområderne, skal man passe på. Krigene i for eksempel Irak og Afghanistan har været vanskelige at føre, da det har været svært at vide hvem ens modstander i virkeligheden var. Den tredje grund er, at, med den øgede interdependens imellem nationerne, vil krige underminere gode relationer imellem staterne på ikke militære områder som for eksempel handelsområdet. Fjerde grund er, at den øgede demokratisering og folkelig modstand gør det sværere at gå ind i en krig, der

                           47
uden tvivl vil koste menneskeliv.

Nye mener ikke, at USA er ved at miste sin førerposition, når det gælder de hårde magtressourcer, men hans væsentligste pointe er, at USA på det stadig mere vigtige bløde område er helt uden alvorlige rivaler. Amerikanske dagligvarer ser man overalt, fra tøj til madprodukter. USA er også klart på første pladsen, når det gælder medier. På denne måde formår de at udbrede deres kultur og

                   48
værdier til hele verden.

USA’s bløde magt gør, at andre stater slutter op om USA, fordi de opfatter deres egne interesser

som samstemmende med USA`s.^{49}

Samuel P. Huntington

Samuel P. Huntington, der er kendt for civilisationsteorien, sætter fokus på civilisationer i stedet for nationalstater. Huntington har den samme konklusion som Kennedy, nemlig at USA’s magt er i tilbagegang.(Jf S. 16) Han ser det dog ikke som, at nationalstaten USA er i tilbagegang, men derimod hele den vestlige civilisation. Den vestlige civilisation har i de sidste 500 år været den klart mest udviklede civilisation, og har kunnet gøre, lige hvad de ville i verden. Den moderniseringsproces, den vestlige civilisation har været igennem, er nu kommet ud til andre

47

(Branner, USA som supermagt - almagt eller afhængighed, 1999) S. 42

48

(Branner, USA som supermagt - almagt eller afhængighed, 1999) S.43

49

(Branner, USA som supermagt - almagt eller afhængighed, 1999) S. 43

Side 20

20 civilisationer, som i stigende grad kan gøre sig gældende. Ligesom Nye er Huntington tilhænger af blød magt. Men han argumenterer for, at der er en tættere sammenhæng imellem hård og blød magt end Nye. Det er besiddelsen af hård magt, der gør et lands kultur og ideologi tiltalende i andres øje.

Når andre får mere hård magt, får de mere selvtillid og vil i mindre grad føje andre. En yderligere vigtig forskel er, at Huntington ikke mener, at man kan tale om universelle værdier som demokrati

                                                                50
og menneskerettigheder. Andre civilisationer har andre værdier, de sætter højt. Huntington mener

ikke længere, at USA skal agerer verdens politimand, da det kræver for mange ressourcer. USA skal derimod fokusere på at forbedre vestens muligheder, for at kunne konkurrere imod den stigende konkurrence fra andre civilisationer. Den øgede konkurrence har fået Huntington til at fremføre, at vi i dag lever i en uni-multipolær verden, stadig med USA som den stærkeste magt, dog

langt fra lige så magtfulde som man så efter anden verdenskrig.^{51} Konkurrencen mener Huntington

kommer fra den islamiske, den japanske, den kinesiske og den hinduistiske civilisation. Især den Kinesiske civilisation har været fremstormende i de senere år. Kinas BNP er i løbet af de sidste 25

                                             52
mere en 10-doblet og forventes snart at overhale USA’s.

På lang sigt mener jeg med udgangspunkt i hegemoniteorien, og på baggrund af verdenshistoriens udvikling ind til videre, at USA vil miste sin magtposition en gang i fremtiden, om det så bliver som nation eller som en del af en civilisation. Jeg forestiller mig dog ikke, at det vil ske indenfor det næste halve århundrede. USA har stadig mange ressourcer inden for blød magt, hvilket især Nye fremhæver. USA indtager desuden stadig en stærk magtposition, når det gælder hård magt i form af især militær styrke, som blandt andre Kagan fremhæver. Dette underbygges desuden af, at USA i

2015 stadig brugte flere penge på militær end Rusland og Kina tilsammen, hvilket vises i bilag 12.

På grund af deres omfattende samlede magtressourcer tror jeg, der vil der gå en del år, før USA mister deres hegemon status, selvom flere analytikere som Kennedy og Fukuyama mener, at USA´s storhedstid er ovre. Selvom USA mister deres hegemon status, vil USA formentlig stadig være en stormagt langt ud i fremtiden.

50

(Branner, USA som supermagt - almagt eller afhængighed, 1999) S. 16

51

(Branner, USA som supermagt - almagt eller afhængighed, 1999) 43-45

52

(Branner, Global Politik, 2016) S. 121

Side 21

21

Konklusion:

I denne opgave er jeg kommet frem til, at USA’s vej til at blive den enerådende supermagt eller hegemon, som vi kender i dag, har været lang. Allerede i slutningen af 1800-tallet var den amerikanske økonomi verdens største. Men her var USA blot en stormagt blandt andre, der herskede altså en multipolær magtbalance. Igennem første og anden verdenskrig viste USA sin militære overlegenhed ved at være hovedkraften bag krigenes afslutning. Krigene var ydermere med til at styrke den amerikanske økonomi, hvilket gjorde at USA kunne investere yderligere i deres militær. Under den kolde krig viste den amerikanske økonomi, at den kunne klare en massiv oprustningskamp mod Sovjetunionen. USA opnåede sin hegemon status efter den kolde krig, da de lige siden har haft herredømmet over verden og mere eller mindre har bestemt hvilken retning verden skulle gå i. USA’s udenrigspolitik har handlet om at skabe fred i verden, demokratisere verden, fjerne kommunismen og senest at bekæmpe terror. Kommunismen vandt de over, da de vandt den kolde krig. Demokratiseringsprocessen er ikke overstået endnu og det er krigen mod terror heller ikke.

I analysen af hvordan USA’s udenrigspolitik kan forklares, er der taget udgangspunkt i samfundsfaglige teorier inden for international politik. Det drejer sig om hovedteorierne realisme og idealisme samt neo-realisme og neo-konservatisme. Det konkluderes, at den førte udenrigspolitik fra 1941 til i dag bedst kan forklares ud fra realismen. USA’s oprustningskamp var baseret på en realistisk grundtanke om, at krig altid vil være en trussel, og at man derfor skal opruste militært, for altid at være klar til at kunne forsvare sig. Den idealistiske teori er dog i nyere tid begyndt at overhale den realistiske. USA har i form af medlemskab i forskellige internationale organisationer skabt en øget interdependens med resten af verden. USA’s nyere krige har også vist, at de ikke kan gøre alt på egen hånd, men har brug for støtte fra samarbejdsorganisationerne. I starten af det 21.

århundrede har neo-konservatismen kortvarigt konkurreret med idealismen. Under G.H.W. Bush regeringen blev der ført en neo-konservativ udenrigspolitik, hvor USA gik uden om internationale institutioner i krigen mod Irak.

Til sidst diskuteres det, om USA’s nuværende position i det internationale politiske system er under forandring. Forskellige analytikeres holdninger bliver præsenteret. Ifølge Kennedy har USA ud fra hegemoniteorien passeret toppen i hegemon status og nu er i tilbagegang, da ingen hegemon ifølge teorien kan forblive enehersker. Fukuyama mener også, at USA's storhedstid er ovre. Han mener, at USA primært er i forfald pga. den interne regeringsførelse i landet. Kagan derimod mener, at USA stadig kan nå at forblive verdens afgørende supermagt, fordi USA’s kombination af kvaliteter,

Side 22

22 herunder militære ressourcer, er så unik, men at det kræver et valg hurtigst muligt om at følge den retning. Joseph Nye er enig med Kagan i, at USA vil forblive verdens absolutte supermagt. Han argumenterer for, at det især er på grund af USA’s store mængde af blød magt. Til sidst har vi Huntington, der mener at den vestlige civilisation er i tilbagegang og at andre civilisationer er i fremgang. USA skal derfor i samarbejde med Europa forbedre vestens muligheder for at kunne konkurrere med den stigende konkurrence fra andre civilisationer. Analytikerne er således ikke enige om USA’s fremtid, så et entydigt svar på, om USA vil beholde sin status, er ikke mulig. Jeg mener dog, at USA vil beholde sin status, i hvert fald de næste 50 år, men at magtbalancen i verden vil ændres på et tidspunkt i fremtiden.

Bøger:

Bjerre-Poulsen, N. (2010). USA - Historie og Identitet. Systime.

Bjerre-Poulsen, N., Friis, L., Christensen , A., Kjersgaard, C., & M.fl. (2014). Verdens magter.

Ræson Medier.

Branner, H. (2016). Global Politik. Columbus.

Branner, H. (1999). USA som supermagt - almagt eller afhængighed. Gyldendal.

Branner, H., Mouritzen, H., & Lauridsen, L. (2001). International Politik - Danmark og ulandene.

Columbus.

Brøndum, P., & Rasmussen, A. (2012). USA's udfordringer. Columbus.

Huntington, S. P. (1993). Civilisationernes Sammenstød? (A. Tonnesen, Ovs.) Informations Forlag.

Kagan, R. (2012). The World America Made. Knopf.

Internetartikler:

(u.d.).

Berlingske. (23. Februar 2006). Hvad er neokonservatisme? Hentet fra Berlingske:

http://www.b.dk/verden/hvad-er-neokonservatisme

Burcharth, M. (11. August 2011). Kina og USA er uløseligt forbundet trods modvilje. Information .

Figurer fra Verdens syv udfordringer. (u.d.). Hentet fra Forlaget Columbus:

http://old.forlagetcolumbus.dk/dk/columbus_web/figurer_fra_boegerne/verdens_syv_udfordringer/

Side 23

23

Fukuyama, F. (Oktober 2014). America in Decay . Hentet fra Foreign Affairs:

https://www.foreignaffairs.com/articles/united-states//america-decay

Grage, T. W., & Nygaard, A. B. (u.d.). neokonservatisme. Hentede 11. December 2016 fra Den Store Danske:

http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Statslære_og_politisk_videnskabsteor
i/neokonservatisme

Hansen, H. B. (2013). Historiens Verden. Hentet fra

http://www.historiensverden.dk/kilder/kildetekster_til_20_aarhundrede/foerste_verdenskrig/verdens
krigen/usas_krigserklaering/

Hansen, M. H., & Sørensen, G. (u.d.). hegemoni. Hentede 16. December 2016 fra Den Store Danske:

http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Grækenland/Det_klassiske_Grækenland/hegemoni

Higgs, R. (1. Juli 1994). The Cold War Economy . Hentet fra Independent Institute:

http://www.independent.org/publications/article.asp?id=1297

Hoyng, H. (24. Januar 2014). WWI and America's Rise as a Superpower. Spiegel Online .

HUNTER, J. (23. Juni 2011). The American Conservative. Hentet fra What’s a Neoconservative?:

http://www.theamericanconservative.com/2011/06/23/whats-a-neoconservative/

Jonassen, N., & Dietrich, O. (u.d.). Bil. Hentet fra Den Store Danske:

http://denstoredanske.dk/Bil,_båd,_fly_m.m./Biler/Teknik/bil

Karlskov, T. (05. April 2016). DR. Hentet fra GRAFIK Så mange penge bruger verdens militære

supermagter: https://www.dr.dk/nyheder/udland/grafik-saa-mange-penge-bruger-verdens-militaere-

supermagter

Nordstrøm, S. (11. Juni 2005). Fred og demokrati. Hentet fra

http://viden.jp.dk/explorer/ekspeditioner/fredsmissionen/indsigt/temaartikler/default.asp?cid=7643

Pedersen, C. (2002). Den Sårbare Nation. Aschehoug.

ritzau. (17. Januar 2016). Obama: Atomaftale med Iran har afværget en ny krig.

Rubin, M. (17. Januar 2016). Hvad handler Iran-aftalen om - og hvad sker der nu? Politiken .

Ryom, L., & Truelsen, N. T. (02. April 2014). Amerikansk politik: Obama er realist med idealer – ikke svag. Ræson .

Truman, H. S. (1947). Truman Doctrine. Hentet fra

https://www.ourdocuments.gov/doc.php?flash=false&doc=81#

Side 24

24

Wilson, W. (02. April 1917). Historie Verden. Hentet fra

http://www.historiensverden.dk/kilder/kildetekster_til_20_aarhundrede/foerste_verdenskrig/verdens
krigen/praesident_wilsons_krigstale/

Bilag:

Bilag 1^{53}

Bilag 2^{54}

Bilag 3^{55}

Bilag 4^{56}

Bilag 5^{57}

Bilag 6^{58}

Bilag 7^{59}

53

(Branner, Global Politik, 2016) S. 26

54

(Higgs, 1994)

55

(Figurer fra Verdens syv udfordringer)

56

(Figurer fra Verdens syv udfordringer)

57

(Figurer fra Verdens syv udfordringer)

58

(Branner, Global Politik, 2016) S.38

59

(Branner, USA som supermagt - almagt eller afhængighed, 1999) S. 41

Side 25

25

Bilag 8^{60}

Bilag 9^{61}

Bilag 10^{62}

I bilag 10 svarer International liberalisme i høj grad til idealisme. I Danmark har man valgt, at ændre ordet liberalisme til idealisme, så man ikke kommer til at tro at det er det samme som den liberale ideologi.

Bilag 11

USA’s Checks and balances system

Bilag 12

60

(Branner, Mouritzen, & Lauridsen, International Politik - Danmark og ulandene, 2001) S. 53

61

(Branner, USA som supermagt - almagt eller afhængighed, 1999) S. 37

62

(Branner, Global Politik, 2016) S. 114