SRP om Årsagerne til 2. Verdenskrig i Historie A og Engelsk A

Side 1

1

3. INDLEDNING

3.1. Opgavens opbygning.

Opgaven indledes med et kort resumé på engelsk. Opgaven igennem bevæger mig fra det neutralt redegørende via analyserende afsnit til en diskussion for endelig at sammenfatte mine pointer i den STX 3.g dansksprogede kilder. Hele opgaven er struktureret ved en punktopstillet opdeling af hoveddelen i underkapitler. Indholdsfortegnelsen skulle derfor gøre det nemt at følge min behandling af emnet.

Da opgaven er stillet i fagene historie og engelsk har jeg ligeligt vægtet kildemateriale på engelsk og dansk, de anvendte kilder fremgår af litteraturlisten. Endvidere har jeg valgt at indsætte kilder og noter til de enkelte afsnit på selve siden. Det skulle gerne lette læsningen og skabe større overskuelighed.

3.2. Opgavens målsætning.

Det er mit mål at redegøre for Englands udenrigspolitik i årerne fra 1933-39, med særligt henblik på Englands politiske strategi i forhold til Tyskland. Opgavens hoveddel indledes med en kort redegørelse for Tysklands stilling efter 1. Verdenskrigs afslutning med fredsaftalen i Versaille og oprettelsen af Weimarrepublikken. Kun på denne baggrund mener jeg, at man kan forstå Englands politik i 1930´erne overfor Hitler og Tyskland.

Herpå analyserer jeg bevæggrundene for den valgte politik, blandt andet belyst gennem en kort beskrivelse af det britiske imperiums situation i årerne mellem de to verdenskrige, en analyse af to STX 3.g for appeasementpolitikken, som man kalder den udenrigspolitiske strategi som ikke mindst Chamberlain var eksponent for.

Endelig diskuterer jeg årsagerne til 2. Verdenskrigs udbrud, som jeg i sidste ende ser som et resultat af fredsbetingelserne i Versaille efter 1. Verdenskrig. Uenigheden om krigens årsager er stor blandt historikerne, hvilket jeg belyser ved at inddrage debatten mellem to centrale historikere, rivalerne A.J.P. Taylor og H.R. Trevor-Roper.

Dette leder mig til en afsluttende diskussion af historieforskningens formelle betingelser. Hele mit kildemateriale bygger i bund og grund på faglige historiske fremstillinger, og det er min pointe

Side 2

2 at enhver historieforskning og -formidling aktivt påvirker de begivenheder den forsøger at beskrive.

Derfor bliver de faktiske årsager til 2. Verdenskrig i sidste ende et spørgsmål om synsvinkel.

I min konklusion sammenfatter jeg i hovedtræk mine egne holdninger og erfaringer med opgavens løsning. Både i forhold til Englands udenrigspolitik og om årsagerne til krigsudbruddet i 1939, men ikke mindst om historieskrivningens diskursive relativisme og implicit moralske natur.

4. REDEGØRELSE FOR ENGLANDS UDENRIGSPOLITIK FRA 1933 – 1939

4.1. Situationen i Europa omkring 1933.

For at kunne forstå Englands udenrigspolitiske kurs i årerne fra Hitlers indsættelse som rigskansler i 1933 og frem til krigsudbruddet i 1939 er det nødvendigt ikke bare at beskrive den situation som England, men i allerhøjeste grad også Tyskland, befandt sig i. De storpolitiske virkninger efter 1. Verdenskrig (1914-18) og den efterfølgende fredsaftale med Versailletraktaten har her afgørende betydning. Den britiske premierminister under 2. Verdenskrig Winston Churchill har betegnet de to verdenskrige som ét forløb. Han opfattede begge krige som en moderne Trediveårskrig afbrudt af en længere våbenstilstand. Krigsudbruddet den 1. september 1939 kan i den forstand ses som en - måske uundgåelig? - opblussen af den forrige krig.

Der er mange lighedspunkter de to krige imellem, men også flere afgørende forskelle. 1.

Verdenskrig var en konflikt mellem kejserrigerne Tyskland og Østrig-Ungarn på den ene side og vestmagterne England og Frankrig allieret med Rusland på den anden. Siden gik USA også ind i krigen på vestmagternes side. De samme nationer udgjorde også de stridende parter i 2.

Verdenskrig, selvom det østrig-ungarnske rige nu var opløst og i stedet var blevet til Østrig, som var indlemmet i Tyskland ved krigens udbrud i 1939, og det selvstændige Ungarn. Flere af de lande som også var involverede i den første krig optrådte ligeledes igen, men Italien, Rumænien og Japan skiftede nu side og fulgte Tyskland, mens dets tidligere allierede Tyrkiet forblev neutral i anden omgang. Hovedaktørerne var dog de samme, særligt ved krigens begyndelse hvor parterne var Tyskland overfor England-Frankrig. Det giver derfor god mening at se 2. Verdenskrig som opgivelsen af ”våbenhvilen” fra 1918 og som en fortsættelse af den første store krig. Det var dog afgørende for de videre begivenheder i 30´erne, at Tyskland var kommet ydmyget og stækket ud af

Side 3

3 fredsaftalen i Versaille, og at hele fundamentet for den nye europæiske orden var skrøbeligt og

                        1
problematisk fra begyndelsen.

4.2. Versailletraktaten og Tysklands stilling efter 1. Verdenskrig.

Ved første øjekast så fredsaftalen i Versaille ikke så katastrofal ud for Tyskland som den skulle vise sig at være. Tyskland mistede de ubetydelige kolonier i Afrika og Oceanien som landet have erhvervet det foregående årti. De europæiske landafståelser reducerede det tyske befolkningstal med tilsammen 10%, 13% af de tidligere landområder og 15% af produktionen. Geografisk var der ikke tale om urimelige afståelser efter tabet af en storkrig, og det tyske rige var stort set intakt. Frankrig fik Alcase-Lorraine (Elsass-Lothringen) tilbage som det havde mistet i den tysk-franske krig (1870-

71), og Frankrig fik betydelige rettigheder i minedistriktet Saar. Saars tilhørsforhold skulle afgøres på demokratisk vis ved en folkeafstemning, og det samme gjorde sig gældende da Belgien fik tilkendt grænseprovinserne Eupen og Malmedy, og da Nordslesvig i 1920 vendte tilbage til Danmark. Værst var Tysklands bidrag til Polen. I slutningen af 1700-tallet var landet blevet delt mellem Preussen, Østrig og Rusland, og nu blev det genoprettet ved bidrag fra de tre. Polens nye grænser fulgte stort set de nationale skillelinjer og efterlod kun et tysk mindretal i Polen på 500.000

– 1.000.000 mennesker, men alligevel havde delingen egenskaber som fremover skulle give anledning til bitter strid imellem de to lande. Grænserne til Polen blev igennem mange år betegnet som ”blødende grænser”, og atmosfæren forværredes yderligere af at tyske kredse simpelthen nægtede, at anerkende den nye polske stats eksistensberettigelse.

Også delingen af provinsen Øvre-Schlesien var en anstødssten. Den planlagte folkeafstemning trak ud i flere år. Området kontrolleredes i mellemtiden af franske tropper, men i realiteten hærgede kampe mellem irregulære tyske og polske enheder som forsøgte at påvirke folkestemningen ved at vise deres styrke.

Det foregik mere roligt i Tjekkoslovakiet hvor der boede ca. 3.000.000 tyskere. Der var blevet formuleret et krav på et område i Sudeterbjergene som havde tysk flertal. Området havde hidtil været østrigsk, men både Tysklands regering og befolkning indså at en landvinding efter en tabt krig ikke var realistisk. Her delte befolkningen og regeringen opfattelse. Det gjorde sig til gengæld ikke gældende når det kom til regeringens og den tyske hærledelses erkendelse af at slaget i 1918 var tabt og beslutningen om at indlede fredsforhandlinger.

1

Kilde: Kirchhoff, Poulsen og Trommer: Den 2. Verdenskrig 1939-45, Gyldendal 1989 s. 11

Side 4

4

Store dele af den tyske befolkning delte ikke denne holdning, hvilket måske skyldtes at fronten havde gået igennem Frankrig og Belgien, og at ingen fremmede tropper havde sat fod på tysk jord.

Dette nærede i årerne frem forestillingen om at Tyskland ikke havde lidt noget klart militært nederlag. En opfattelse som blev fremherskende særligt i nationalistiske højrekredse. [2] Selv den nye Weimarrepubliks første præsident, den Socialdemokratiske leder Friedrich Ebert, bød i december 1918 tropperne velkommen tilbage til Berlin med et ”I, der vender hjem ubesejret”.

Denne holdning skulle vise sig at gøde jorden for Hitler og hans nye krig 20 år senere. På det tidspunkt led de færreste nemlig af den opfattelse at den forrige krig havde været håbløs eller

forgæves.^{3}

4.3. Weimarrepublikken.

Efter 1. Verdenskrig kom Weimarrepublikken til at afløse det gamle tyske kejserdømme. Det var en demokratisk lovgivende og valgt forsamling som betød, at man gjorde op med det gamle system og bragte en ny forfatning på banen. Weimarforfatningen var et demokratisk mønstereksempel, idet rigsdagen blev valgt ved almindelig stemmeret af både mænd og kvinder. Den politiske magtfordeling afspejlede nøje de af befolkningen afgivne stemmer.

Weimarrepublikken mødte dog paradoksalt nok tidligt stor modstand da store dele af den tyske befolkning simpelthen ikke accepterede den. De tre partier som havde vedtaget forfatningen, Socialdemokratiet, Det Katolske Centrum og De Tyske Demokratiske Parti, mistede nemlig ved valget i 1920 deres flertal. Republikken var et resultat af den påtvungne fredaftale, da de sejrende fjender ikke ville slutte fred så længe kejseren var ved magten. Modstanden imod

Weimarrepublikken kan da også ses som et oprør imod den ydmygende stilling tyskerne følte de befandt sig i efter Versailletraktaten. I perioden var republikken udsat for gentagne kupforsøg fra både kommunister, som arbejdede for et Tyskland efter Sovjetisk forbillede, og radikale, nationalistiske højrekræfter, som ønskede at se Tyskland rejse sig igen til fordums storhed. [4] Rigspræsident Hindenburgs skæbnesvangre udnævnelse af Adolf Hitler til Rigskansler den 30. januar 1933 delte sindene ikke bare i England, men over hele Europa.

Tyskland var kommet stærkt ydmyget og svækket ud af nederlaget i 1. Verdenskrig og de færreste havde vel ventet at en ny verdenskrig var under opsejling. Ved Hitlers udnævnelse var kun 3 af regeringens 12 medlemmer nazister, men i løbet af bare 5 måneder var hele Weimarforfatningen

2

Ole Karup Pedersen: Hvorfor krigen , Munksgaard, s. 58-63

3

Kirchhoff, Poulsen og Trommer: Den 2. Verdenskrig 1939-45, Gyldendal 1989 s. 11-13

4

Kilde: Carl-Johan Bryld: Verden efter 1914 – i dansk perspektiv, Systime s. 89-90

Side 5

5 fejet bort og Tyskland var blevet en etpartistat. Tyskland samledes begejstret om Adolf Hitler og hans nazistiske parti NSDAP, og en bølge af ny tysk selvfølelse blæste snart enhver opposition af

vejen.^{5}

4.4. Lebensraum

En af de udfordringer den engelske regering snart stod overfor var Hitlers krav om Lebensraum, om inddragelse af ny jord til tysk bosættelse. Tanken om Lebensraum er allerede at finde i det nazistiske partiprogram fra 1920, og Hitler havde også beskæftiget sig med emnet, da han skrev 2.

bind af sit selvbiografiske programskrift ”Mein Kampf” i slutningen af 20´erne. Hitler berører igen emnet i en tale den 3. februar 1933, og Lebensraum-begrebet var en så fast forankret del af den nazistiske tankegang, at de omkringliggende landes regeringer måtte forholde sig til det.

I 1933 befandt Tyskland sig i dyb krise med 6-7 mio. arbejdsløse, og da Hitler ikke havde en egentlig økonomisk politik eller nogen klar idé om hvordan disse mange mennesker kunne bringes tilbage i beskæftigelse virkede det som en oplagt udvej, at pege på en militær løsning. Gennem erobring af jord kunne de arbejdsløse blive kolonister. Hitler indrømmede selv at han hverken interesserede sig for eller forstod sig på økonomiske mekanismer. Tanken om Lebensraum rummede i sig truslen om tysk aggression overfor de omkringliggende lande. Nu resulterede Versailletraktatens indskrænkning af tysk territorium og selvbestemmelse pludselig i en trussel som englænderne lettest kunne imødegå gennem indrømmelser. Indrømmelserne skulle lette presset fra Tyskland og de følgende års appeasementpolitik søgte at imødekomme Hitlers krav om territorial

        5
udvidelse.

4.5. Det Engelske Imperium i vanskeligheder

Englands udenrigspolitik må også ses i forhold til landets generelle situation. England var ikke kun en europæisk magt, men en kolossal global magtfaktor. Det britiske imperium omfattede en fjerdedel af verdens areal og en femtedel af dens indbyggere. De meget store forpligtelser som fulgte med betød, at ressourcerne knapt rakte og man forsøgte så vidt muligt, at reducere dem hvor man kunne. Man forestillede sig ikke en egentlig reduktion af imperiet, men man forsøgte at imødegå den voksende nationalisme ude omkring gennem indrømmelser af forskellig art.

Irak anerkendtes i 1932 som et suverænt kongedømme, dog fortsat under britisk kontrol, og i

1936 fik Ægypten på samme måde indrømmelser som betød, at de britiske tropper i landet

5

Kilde: Carl-Johan Bryld: Verden efter 1914 – i dansk perspektiv, Systime s. 97.

Side 6

6 indskrænkedes til en snæver zone omkring Suezkanalen. I tilfælde af krig skulle englænderne dog have uindskrænket adgang til ægyptisk territorium.

I stillehavsområdet stod man overfor en ny magt på vej frem, Japan, som havde store interesser i området, og situationen vanskeliggjordes af USA's tvetydige politik, som i hovedtræk støttede Kina uden for alvor at engagere sig i området.

Der var altså helt konkrete økonomiske årsager til at England ville undgå en ny krig i Europa.

USA skærpede i disse år sin isolationspolitik, hvilket betød at man nedprioriterede internationale forpligtelser. England havde gennem sin dominans på havene nydt godt af de amerikanske forsyninger under 1. Verdenskrig, og USA's konfliktsky holdning til international storpolitik under

                                             6
Roosevelt ansporede England til yderligere forsigtighed.

5. ANALYSE AF BAGGRUNDEN FOR DEN VALGTE POLITIK

5.1. Englands holdning til Hitler-Tyskland i årerne 1933-39.

Den 8. marts 1935 meddelte Hitler, at tyskerne allerede havde et luftvåben, Luftwaffe. Ugen efter, at han agtede at opbygge en hær på 500.000 mand. Begge dele var en klar overtrædelse af Versailletraktaten og England mødtes nu med Frankrig og Italien i den norditalienske by Stresa for at fordømme disse skridt og understrege, at de ville handle i fællesskab for at standse yderligere brud på aftalen. Men Stresa-frontens enhed holdt ikke sammen længe. Italien var optaget af sin invasion i Abessinien, og i England søgte man fortsat at undgå krig for enhver pris. Da Hitler forslog den britiske regering, at Tyskland og England indgik en flådeaftale accepterede briterne og tillod tyskerne at opbygge en flåde på 35% af den britiske. Det var i realiteten det samme som at tillade Hitler åbent at bryde ud af Versailletraktatens rammer, og franskmændene var rasende. De stod til selv at tabe mest ved et stærkt Tyskland, og flådeaftalen var kommet på plads uden at briterne så meget som havde konsulteret dem.

Hoare-Laval pagtens sammenbrud året efter i 1936 gjorde det ikke bedre. Splittelsen og rådvildheden mellem Tysklands modparter var til at tage og føle på, og Hitler begyndte at indse, at det næppe ville komme til mere end let overkommelig modstand, hvis han valgte at ekspandere

         7
yderligere.

6

: Kirchhoff, Poulsen og Trommer: Den 2. Verdenskrig 1939-45, Gyldendal 1989 s. 65-67

7

Kilde: Charles Freeman: Portræt af et årti 30’erne, Bogfabrikken Fakta 1996, s. 38.

Side 7

7

England søgte med stigende desperation at undgå, at det kom til endnu en storkrig i Europa. Den undvigende og konfliktsky attitude nåede et højdepunkt da premierminister Chamberlain i 1938 mødtes med Hitler i München. Chamberlain tiggede Hitler, næsten på sine knæ, om ikke at starte en krig med Tjekkoslovakiet, og da Hitler stillede sig tilfreds med kun at få en del af landet og gav England og Frankrig gladelig efter. Den engelske befolkning hyldede Chamberlain som en helt og en stor diplomat, da han vendte tilbage til London. [8]

Året efter, i marts 1939, gik Hitlers tropper ind i Tjekkoslovakiet og besatte hele landet. Den engelske regering var rasende. De følte sig fuldstændig til grin og denne begivenhed blev et vendepunkt i Englands holdning til Hitler og Tyskland. England var dybt bekymrede over udsigten til et forenet europæisk fastland under én diktators herredømme og fortsat opsat på at undgå krig, men nu garanterede man opretholdelse af Polens grænser. Hitler blev i stigende grad opfattet som en reinkarnation af Kejser Wilhelm, Napoleon, Louis XIV eller Napoleon, og håbet om at kunne undgå en krig svandt hurtigt. Da Hitler ignorerede Englands garanti og invaderede Polen den 1.

september 1939 løb bægeret endeligt over. Det var nu et spørgsmål om ære, at leve op til rollen som stormagt og den civiliserede verdens elitenation. Hitlers optræden var en slag i ansigtet på hele det britiske imperium, for ikke at tale om de lande han krænkede, og parlamentet anmodede Chamberlain om at erklære Tyskland krig. Efter 2 dages overvejelser gav en modløs Chamberlain efter og informerede sine landsmænd om at imperiet nu var i krig. [9]

5.2. Baggrunden for Chamberlains appeasementpolitik.

Appeasementpolitik betyder bogstaveligt eftergivenhedspolitik. Ordet ”appeasement” kommer af det franske ord ”apaiser” som betyder ”tilfredsstille”. Begrebet betegner en politisk strategi og måde at imødegå konflikter på, hvor én magt giver efter for en anden for at undgå yderligere konfrontationer eller i værste fald decideret krig. En eftergivende magt, der accepterer en aggressiv, konfrontationssøgende parts krav i stedet for at afvise eller gå til væbnet modstand imod den, kan have motiver, der er baseret på en pragmatisk vurdering af styrkeforholdet. En eftergivende politik kan også været motiveret ud fra et idealistisk håb om, at konflikten kan mildnes gennem dialog frem for konfrontation, og at begge parter har noget at vinde, hvis den ene part viser sig eftergivende. Endelig kan eftergivenheden være baseret på moralske forestillinger om, at

8

Kilde: Kirchhoff, Poulsen og Trommer: Den 2. Verdenskrig 1939-45, s. 73-75.

9

Kilde: J. Lee Ready: World War Two – Nation by Nation, s. 291-292.

Side 8

8 modpartens aggressive fremfærd kan være forståelig, og at man derfor ud fra moralske grunde bør give modparten en indrømmelser.

Dette var i en nøddeskal baggrunden for Englands udenrigspolitiske strategi overfor Tysklands aggressive fremfærd op gennem 30’erne. Chamberlains valg af en appeasementpolitik var motiveret af ønsket om at afværge en ny europæisk storkrig. Det var afgørende for England at undgå en krig af rent økonomiske årsager, og samtidig syntes det rimeligt i forbindelse med Sudeterland, som beboedes af et flertal af etniske tyskere, at dette skulle blive en del af Tyskland. Situationen var den samme i forbindelse med tyskernes ønske om at indlemme Østrig. Løsningen lå lige for, særligt set i lyset af at et flertal blandt Østrigs befolkning varmt tilsluttede sig optagelsen i Det Tredje Rige.

Mange ledende politikere og intellektuelle mente, at Tyskland havde været udsat for alt for strenge krav i Versailletraktaten, og at disse krav nærede hævngerrige og revanchistiske ønsker i den tyske befolkning. Chamberlain var med støtte fra en gruppe britiske politikere, den såkaldte ”Cliveden-klike”, netop af den opfattelse, og håbede at kunne dæmpe de aggressive tyske bevægelse ved at give efter. Chamberlain vendte tilbage fra München i den klare overbevisning, at

han havde sikret ”Peace in our Time”.^{10}

5.3. Analyse af Chamberlains taler.

I Chamberlain radiotale til det engelske folk den 27. September, 1938 i en radiotale er det tydeligt, at hans formål var at berolige den bekymrede befolkning. Hans egen bekymring skinner igennem i omtalen af de tusindvis af breve og telegrammer han har modtaget fra folk som frygter en ny krig.

Her fornemmer man den foragt for en væbnet konfrontation og den ansvarsfuldhed hos ham som måske medvirkede til hans eftergivenhed overfor Hitlers krav. Han retfærdiggør sin beslutning om at råde Tjekkoslovakiet til at afstå Sudeterland til tyskerne, og begrunder det i at kravet ikke er urimeligt og at han har tillid til at Tjekkoslovakiet har mere at vinde end at tabe ved aftalen.

Samtidig gør han det klart, at England ikke er formelt forpligtet overfor tjekkerne og at ansvaret overfor det britiske imperium ikke tillader ham at gå i krig for denne sags skyld. Til gengæld understreger han at England, såfremt der bliver tale om en trussel mod verdens frihed i form af én nations terror, vil være tvunget til at modsætte sig.

Hele talen er en balancegang imellem en holden sig til den valgte appeasementpolitik og en lidt vag trussel om at der skam er en grænse. Det samlede indtryk er at han forsøger at bevare fatningen

10

Kilde: Kirchhoff, Poulsen og Trommer: Den 2. Verdenskrig 1939-45, s. 67-68.

Side 9

9 og indgyde folk tillid til at England ikke vil blive bragt i unødig fare. Ansvarsfølelsen virker ægte nok, men overordnet set fremstår han vag og som en desillusioneret mand. [11]

Den anden tale giver Chamberlain foran Downing Street 10 efter hjemkomsten fra konferencen med Hitler i Berlin den 30. september, 1938. I en optimistisk tone proklamerer han at resultatet af mødet er resulteret i enighed om at den engelsk-tyske relation er af største vigtighed for begge nationer. Den undertegnede aftale betragter han som et symbol på at de to nationer aldrig mere vil gå i krig imod hinanden, og at vejen nu er banet for at forhandlinger kan løse fremtidige uenigheder.

Han afslutter med at slå fast at det nu er anden gang at der er opnået en historisk fredsaftale med Tyskland. Som han tilføjer foran en begejstret hujende menneskemængde: ”I believe it is peace in

our time.”^{12}

Talen viser tydeligt at Hitler endnu engang har haft held til at narre englænderne. Hitlers stærkeste våben var netop hans evne til at bluffe og skabe falske forhåbninger. Han skabte fra begyndelsen falske indtryk om Tysklands militære styrke og omfanget af deres planer hos sine modparter. Da det endelig kom til en væbnet konfrontation med de allierede var han selv godt klar over at han var færdig. [13] Her ser vi et klart eksempel på effekten af denne taktik. Chamberlains lettelse og stolthed over forhandlingsresultatet er åbenlys. Aftalen var dog nærmest ikke det papir værd den var skrevet på. Krigen var en realitet året efter.

5.4. Resultatet af appeasementpolitikken.

Ser man tilbage står det klart at Chamberlains eftergivende politik derfor udelukkende var med til at styrke Hitler både indadtil og udadtil. Man havde muligvis vundet tid, men appeasement havde ikke kunne forhindre 2. Verdenskrig. I dag forbindes appeasement med Chamberlain, og debatten raser fortsat om hvorvidt forfølgelsen af appeasementpolitikken i virkeligheden medførte krigsudbruddet. Faktum er, at appeasementpolitikken i 1930’erne havde stor folkelig opbakning, en opbakning som nåede sit højdepunkt ved München-konferencen i 1938. [14]

Selvom appeasementpolitikken ikke blev opfundet til lejligheden forbinder man den i dag ofte med Chamberlain. Og da selve den sammenhæng den hermed optræder i, nemlig en lurende trussel

11

Kilde: Neville Chamberlain on appeasement, lectures on twentieth century Europe 1939

12

Citat: Neville Chamberlain “Peace in our Time”

13

Kilde: Modern history sourcebook: Neville Chamberlain, Peace in our time, 1938

14

Kilde: A.J.P. Taylor: Årsagerne til 2. Verdenskrig, Paludan, s. 20-22

Side 10

10 om krig og nazistisk ekspansion, kommer den nemt til at fremstå kujonagtig og vag, hvilket igen smitter af på Chamberlain og hans eftermæle. Vælger man derimod at se ham som den fredens mand han fremstår som i sine taler til offentligheden er det nemmere at se hans eftergivende holdning som udtryk for en dybt forankret ansvarsfuldhed og sympatisk humanisme. Chamberlain stod med et ufatteligt ansvar på sine skuldre, hans situation var yderst vanskelig og det er svært ikke at stille sig forstående overfor hans vedholdende forsøg på at afværge en ny krig. Om der var tale om skræmt politisk pragmatisme eller en fejlslagen diplomatisk satsning er umuligt at afgøre. Det vil altid være et holdningsspørgsmål. Uanset hvad lykkedes det ham som bekendt ikke at afværge krigen. Churchill kritiserede i knusende vendinger Chamberlains resultater, og mente at appeasementpolitikken havde gjort mere skade end gavn.

Englands udenrigspolitiske imødekommenhed overfor Tyskland i årene op til krigsudbruddet stod i modsætning til Frankrigs ønske om en magtpolitiske inddæmning af Tyskland. Englands eftergivenhed holdt Tyskland hen, men muliggjorde samtidig indlemmelsen af Østrigs og Sudeterlandets i det tyske rige i 1938 og tillod i realiteten at Det Tredje Rige opståen. [15] Set med datidens engelske øjne er det ikke svært at forstå Chamberlains politik, som længe havde bred opbakning. Set i bagklogskabens lys giver kendskabet til de videre begivenheder os nemt en mere kritisk indstilling. Man siger at politik er det muliges kunst. Kompromiserne har bare altid en pris, og i historisk sammenhæng er det som oftest den ”heltemodige” handlekraftighed som belønnes. De diplomatiske løsninger lider den utaknemmelige skæbne at vi sjældent hæfter os ved de afværgede kriser.

Viste prisen for at undgå krigen sig at være for høj? Fejlbedømte Chamberlain totalt Hitler og hans intensioner, og var det overhovedet muligt i 1930´erne at danne sig det billede af Hitler vi har i dag? Da Chamberlain mødtes med den tyske rigskansler, så han bare en politiker, selvom det var en aggressiv én af slagsen. Men det virker ikke sandsynligt, at han har oplevet Hitler som den inkarnerede ondskab. Dæmoniseringen af Hitler er baseret på opfattelsen af ham som modstander, selve civilisationens modstander. Menneskehedens fjende. Og den opfattelse bredte sig først for

alvor med krigens udbrud.^{16}

15

Kilde: Kirchhoff, Poulsen og Trommer: Den 2. Verdenskrig 1939-45, Gyldendal 1989 s. 57-58.

16

Kilde: A.J.P. Taylor: Årsagerne til 2. Verdenskrig, s. 7-23..

Side 11

11

6. DISKUSSION AF ÅRSAGERNE TIL 2. VERDENSKRIG

6.1. Uenighed og problemet med historiske fakta.

Det er nærliggende - og måske lidt provokerende - at sige, at 2. Verdenskrig forårsagedes af Hitlers indtog i Polen den 1. september 1939, men i al sin enkelhed var det denne begivenhed som udløste krigen. Punktum.

Naturligvis kan man pege på talrige andre faktorer, men efter invasionen i Polen var fronterne trukket op. Polen knustes af Hitlers blitzkrieg i løbet af september, og da England tidligere havde garanteret de polske grænsers ukrænkelighed, var der ingen vej uden om en krigserklæring, hvor ubelejlig den end var for briterne på det tidspunkt.

Det er selvfølgelig provokerende at sætte tingene sådan på spidsen, for en så afgørende begivenhed må nødvendigvis være sammensat og dybt kompliceret. Men klarhed og entydighed fortoner sig, jo mere man zoomer ind på det foreliggende materiale. Det ”neutrale blik” på historien er aldrig ubesmittet. Historien opleves og refereres af mennesker, og selvom man ynder at se historien som en perlerække af faktuelle hændelser, opløser disse sig også for blikket når man erfarer at selv ”klippefaste kendgerninger” altid er et produkt af fortolkning. I dén forstand er der ingen - faktuel - historie. Der er kun fortolkning. Historie er vitterlig historie! En mere eller mindre kollektiv fortælling som vi selv er en del af, og som vi ofte ubevidst abonnerer på. Som enhver anden fortælling er historien et spejl. Historieforskningen bliver i sidste ende et aktivt, moralsk anliggende, for fortællinger har altid en morale. Vi forpligter os overfor verden gennem den måde vi oplever den på, og det gælder ikke mindst for historikerne. Det er deres opgave at udrede og formidle komplekse sammenhænge på et niveau som går dybere end mediestrømmen. Uden at kunne sige det med sikkerhed forestiller jeg mig, at man som historiker i det 20. og 21. århundrede må være sig meget bevidst om hvor følsom en mekanisme historieforskningen er, for ikke at tale om formidlingen. Det må kræve stor opmærksomhed på valget af metode og synsvinkel. Jo længere vi kommer op i tiden, jo tydeligere må det blive, at historiebøgernes verdensbillede alt for ofte er blevet brugt som afsæt for destruktive og undertrykkende regimer, som vi så det med nazismen.

Men så igen … den enes helvede, den andens paradis. Igen fanges man i en moralsk stillingtagen og der findes ingen garantier for ”den rette fortolkning”. Vi kan se det som om Hitlers aggression tvang England til at erklære krig mod Tyskland. Vi kan også se ham som tyskernes elskede leder der tjente sit fædrelands interesser ved at udvide Riget med de samme midler som stormagter altid har bragt i anvendelse. Og om vi kalder det Tyskland eller Nazi-Tyskland (forskellen er ikke helt uvæsentlig) viser egentlig bare hvordan vi stiller os til spørgsmålet om den tyske befolknings

Side 12

12 kollektive medansvar kontra en topstyret ondskab personificeret ved Adolf Hitler og de nazistiske ledere. Det velkendte udtryk ”Det er sejrherrerne der skriver historiebøgerne” [17] er ikke ramt helt ved siden af.

Når tyskerne op gennem 1930´erne helt havde fortrængt eller måske aldrig rigtig oplevet, at de led nederlag i 1. Verdenskrig, og at de derfor så beredvilligt lod sig begejstre og mobilisere af Hitlers krigsmaskine, er det et udtryk for netop én bestemt historisk fortælling. At fronterne under 1.

Verdenskrig som tidligere nævnt aldrig stod på tysk jord, og at krigen derfor syntes mere fjern har uden tvivl spillet en stor rolle. Men Versailletraktaten blev af mange oplevet som en stor ydmygelse og i bund og grund uretfærdig. Og det var ikke kun tyskerne som oplevede det sådan. Chamberlain og flere engelse politikere og intellektuelle så på mange måder traktatens hårde linje som en trussel på længere sigt. [18] Efter revolutionen i Rusland og grundlæggelsen af Sovjetunionen havde Europa, og ikke mindst Storbritannien, brug for et stærk værn imod øst. Et svækket og ydmyget Tyskland, ikke mindst militært, var en tikkende bombe under hele kontinentets stabilitet. Det sidste England ønskede var at den kommunistiske østblok rykkede nærmere. Appeasementpolitikken var derfor også et forsøg på at rette op på den skæve magtbalance ved gennem indrømmelser overfor Tyskland, at gøre den hårde fredsaftale som var blevet landet påtvunget mere acceptabel. Man skal huske på at Versailletraktaten direkte foranledigede oprettelsen af Weimarrepublikken og dermed det tyske kejserriges endelig. De allierede ønskede ikke at indgå en fredsaftale med kejseren, og denne indgriben i interne tyske forhold, som måske har været opfattet som en endnu større ydmygelse for befolkningen end de konkrete territoriale afståelser og den militære spændetrøje som landet blev efterladt i, banede vejen for en indenrigspolitisk ustabil situation som utvivlsomt gjorde sit til at bringe Hitler til magten. Når man ser på årsagerne til 2. Verdenskrig på dén baggrund bliver det store spørgsmål om ikke i sidste ende krigsudbruddet var uundgåeligt som følge af Versailletraktatens konsekvenser og Englands efterfølgende håndtering af den eskalerende politiske situation i Tyskland.

17

http://blog.blazinangles.net/soapbox/2005/11/jagtsaesonen-er-aben

18

Kilde: Kirshhoff, Poulsen og Trommer: Den 2. Verdenskrig s. 30-54.

Side 13

13

6.2. H.R. Trevor-Roper versus A.J.P. Taylor.

Netop uenighed om Hitlers betydning for begivenhederne op til krigsudbruddet har været meget omdiskuteret. Tydeligst i striden imellem de to ansete engelske historikere A.J.P. Taylor og H.R.

Trevor-Roper. Debatten mellem de to historikere tager udgangspunkt i to diametralt forskellige tilgange til historieforskning og formidling. Den respekterede, populistiske Taylor blev Englands første folkelige historiker med eget TV program og fast klumme i den skrevne presse. På den måde nåede han et stort publikum ved at levendegøre et ellers tørt stof – og han så sig selv i første omgang som historiefortæller og historie som en kunstform. Hans humanistiske tilgang til historien var sympatisk, men som altid kan et overdrevent mål af populisme let forveksles med overfladiskhed. Dette var netop Trevor-Ropers hovedindvending imod Taylors metode.

Det hører med til baggrunden for debatten, at den 10 år ældre Taylor i offentligheden blev opfattet som den ”unge rebel” af de to. Taylor var den første engelske historiker som for alvor benyttede de elektroniske medier. I en årrække tryllebandt han TV seerne med sine udsendelser på BBC, hvor han uden manuskript eller teleprompter fortalte medrivende om centrale emner i Storbritanniens historie. Han skrev faste klummer i pressen betragtede sig selv som en ”folkets historiker”, hvor Trevor-Roper fremstår som et billede på konservativ, akademisk præcision og nidkærhed. Det er sigende at Taylor i deres TV debatter tiltalte Trevor-Roper med det på den tid ungdommelige

”Hugh”, mens hans modstander omvendt brugte ”Mr. Taylor” eller bare ”Taylor”.^{19}

Taylors værker er kendt som elegante, vittige og præget af hans sans for paradokser, og de er samtidig lysende intelligente og provokerende. Det sidste, kom ikke mindst til orde i ”The Origins of the Second World War” (1961), hvormed Taylor indledte en ny debat om Hitlers udenrigspolitik.

Bogen er kontroversiel af flere grunde. Taylor hævdede bl.a. at Hitler ingen plan havde for en ny verdenskrig. 2. Verdenskrigs udbrud skyldtes i virkeligheden at appeasementpolitikken var en aktiv og ikke en passiv politik, som tillod Hitler at konsolidere sig. Og at England af frygt for en ny krig, men måske i lige så høj grad af frygt for Sovjetunionen som et stærkt Tyskland kunne ses som et værn imod, villigt lod det ske. Münchenaftalens indgåelse var en måde hvorpå man håbede at sikre freden, men det var samtidigt også et udtryk for at man søgte at vinde dyrebar tid, eftersom Storbritannien og Frankrig militært set ikke var klar til at konfrontere Tyskland på dette tidspunkt.

Taylor afstod endvidere fra at betragte Hitler som en dæmonisk destruktiv kraft - et synspunkt som

19

Kilde: A.J.P. Taylor – An Unusual Kind of Star, part 1-3 – http://www.youtube.com/watch?v=vnkZ4o7C-
DE&feature=related

Side 14

14 var nærmest kættersk i 60´erne, hvor krigen og dens årsager stadig var en del af en kollektiv frisk erindring. Hitler bed sig fast i magten med enkle virkemidler, hans anti-semitisme og hans løfte om at genrejse Tyskland til tidligere tiders storhed. Begge dele vandt genklang i befolkningen, og uden at frikende Hitler afkræfter Taylor myten om ham som en personifikation af ondskaben og flytter en del af ansvaret til selve det tyske folk, og til dels også til vestmagterne, ikke mindst England. Heller ikke en anden verdenskrig var planlagt ifølge Taylor. Krigen med de allierede kom da Hitlers i egne øjne berettigede krav om ekspansion blev mødt med krigserklæringen i 1939. Hitlers udenrigspolitik adskilte sig, igen ifølge Taylor, ikke væsentligt fra Weimarrepublikkens eller den som var ført under ”Det Andet Riges” Tyskland. Han så Hitler som en ordinær politisk skikkelse ikke ulig enhver anden statsleder, en dygtig opportunist der i høj grad fik spillet kortene i hånden af Europas øvrige regeringer gennem deres manglende handlekraft og det storpolitiske spils generelle

                   20
element af tilfældighed.

Den højreorienterede Trevor-Roper havde været direkte involveret i afhøringer og efterretningsarbejde med historisk dokumentation for øje under krigen. Trevor-Roper opfattede Taylor som en populist, hans forskning som overfladisk og tvivlsom, og hans indvendinger imod Taylors bog er meget konkrete. Han anklager simpelthen Taylors bog for at være fuldstændig fejlagtig. Taylor, siger han, udvælger undertrykker og arrangerer efter kun ét princip. Nemlig om det som fremstilles er i overensstemmelse med Taylors egen hovedtese. [21]

Selve måden at være historiker på bliver altså her afgørende for selve den vinkel som anlægges på stoffet. Trevor-Roper insisterede på en samvittighedsfuldhed og moralsk stillingtagen som lå den relativistiske Taylor fjernt. Traditionelt har man betragtet appeasementpolitikken som i det store og hele uvirksom og uden skyld i krigsudbruddet på grund af Hitlers uafværgelige aggression. A.J.P Taylor argumenterede for at de allierede nationer selv og appeasementpolitiken var en medvirkende faktor til 2. Verdenskrigs udbrud. Taylor tager dog selv afstand fra at han skulle være revisionist. Han understreger at hans ”revision” handler om at gøre op med mange af de myter som ukritisk er blevet optaget af historieskrivningen. Selvom han benytter en historisk subjektivisme opererer han paradoksalt nok med et begreb som ”historisk sandhed”. Det er denne sandhed hans påståede revisionisme angiveligt tjener. Grænsen mellem myte og sandhed er dog ikke altid lige klar. Taylor producerer som alle andre historikere myter, for historiske myter opstår når den

20

Kilde: A.J.P. Taylor: Årsagerne til 2. Verdenskrig, s. 23-32.

21

Kilde: H.R. Trevor-Roper: A.J.P. Taylor, Hitler og krigen (tekstuddrag)

Side 15

15 personlige, differentierede sandhedsoplevelse erstattes af kritikløs sort-hvid domsfældelse. Taylor fremstår lige så paradoksal når han vil sige sig fri for at fælde moralske domme i sine fremstillinger.

Han påråber sig en neutral position som ikke er mulig, og som han da også andre steder gør et stort nummer ud af at håne som illusorisk. Taylor betragtede selv historie som en kunstform, og han var udmærket klar over at virkeligheden er hvad vi gør den til. Men Taylors undsigelse af moralsk stillingtagen gør ham sårbar overfor Trevor-Ropers kritik. Det springende punkt i debatten bliver Trevor-Ropers insisteren på, at historieskrivningen påtager sig sin del af ansvaret for at forhindre f.eks. en neo-nazistisk opblomstring. Trevor-Ropers projekt var helt åbenlyst moralsk forankret, og den indignation han angreb Taylor med røbede tydeligt at det ikke kun var Taylors omgang med arkivmaterialet og hans kildefortolkninger han gik i rette med.

Jeg mener, at Trevor-Roper overser, at Taylors kølige saglighed, den ”moralske neutralitet” han mente at betjene sig af - en opfattelse Trevor-Roper bestemt ikke delte - netop er en moralsk tilgang til emnet. Ingen handling kan være umoralsk. Den kan afvige fra fremherskende moralske forestillinger, men den vil altid bare være udtryk for en anden moralsk indstilling. Hvis historien viser os noget er det, at en begivenhed aldrig er entydig og at den lineære historiske fremstilling baseret på kolde fakta er en illusion. Tilbage står muligheden for et dobbeltsyn på historien.

7. KONKLUSION

7.1. Opsummering og resultater.

I besvarelsen af opgaven besluttede jeg mig for at lægge ud med et overblik over situationen i Europa efter fredsaftalen i Versaille. Denne baggrundsorientering går ud over opgaveformuleringens rammer, men den er i mine øjne ikke desto mindre afgørende for fyldestgørende at kunne forklare Englands bevæggrunde og udenrigspolitiske kurs overfor Tyskland i 1930´erne. I forbindelse med disse ”baggrundstudier” blev jeg ved gennemlæsningen af de forskellige bøger og artikler jeg har haft til rådighed klar over, at de samme begivenheder blev refereret, fortolket og præsenteret på meget forskellig vis. Faktisk så forskelligt at jeg nogle gange var nødt til at slå de daterede begivenheder op i andre bøger for at sammenholde fremstillingerne.

Denne oplevelse var i afgørende grad med til at forme mit syn på den videre løsning af opgaven.

Da jeg begyndte at skulle redegøre for Englands udenrigspolitik overfor Tyskland blev det klart at mindst to synsvinkler gjorde sig gældende. Enten blev Chamberlains appeasementpolitik set som et heroisk forsøg på at undgå krigen, og slog den fejl var det fordi Hitlers aggression var utæmmelig.

Side 16

16

Andre steder blev den engelske eftergivenhed fremstillet som et udtryk for konfliktskyhed og politisk ubeslutsomhed. Som altid befinder ”sandheden” sig nok et sted derimellem, hvilket yderligere ledte mig på sporet den erkendelse jeg følte, at jeg gjorde undervejs i denne opgave.

Chamberlains taler efterlod mig med et billede af en mand som oprigtigt ønskede freden og led under det enorme ansvar for Europas befolkninger som hvilede på hans skuldre. Men også en mand som i sine udmeldinger ”agerede” statsmand på en lidt påtaget måde og som havde mange andre årsager til at handle som han gjorde end han ville være ved. Som A.J.R. Taylor siger: ”Briternes standhaftighed i 1939 var utvivlsomt heroisk; men den var hovedsagelig heroisk på andres

          22
bekostning.”

I afsnittet hvor jeg foretager en diskussion af årsagerne til krigsudbruddet blev de historiske myter, som blandt andet består i eftertidens generelle dæmonisering af Hitlers person og at Tyskland alene bærer skylden for krigen, tydelige.

Debatten mellem Trevor-Roper og Taylor satte yderligere fokus på fortolkningens rolle i historieforskningen, og jeg endte med at diskutere nogle af de faktorer og præmisser som mit kildemateriale var bygget på. Jeg oplevede dybest set uenigheden imellem de to som handlende om de moralske forpligtigelser som også følger med historieskrivningen. Der er ingen tvivl om at jeg ser Taylors version af sagen som den mest interessante. Hans vilje til at gå imod etablerede opfattelser af tingende og uddrage ny viden og nye vinkler i et sprog som helt fantastisk at læse er respektindgydende. Helt afgørende for mine overvejelser omkring den indbyggede relativisme i historien var den underliggende følelse Taylor gav mig af, at den måde vi møder og behandler historien på gør os klogere på os selv og de redskaber vi har til rådighed.

7.2. Refleksion

Tilbage står spørgsmålet om jeg føler mig i stand til at udpege årsagerne til krigsudbruddet. Som jeg ser det kan der ikke være tvivl om, at Churchills opfattelse af de to verdenskrige som ét forløb giver god mening. Hele Tysklands transformation fra ydmyget taber til potentiel verdenshersker i løbet af et par og tyve år er svær at forestille sig uden den dynamik som netop ydmygelsen skabte.

Hitler var ligeledes en dynamisk faktor, men hans rolle kan ikke frikende den tyske befolkning for deres rolle i de uhyrligheder som nazismen har på samvittigheden. Eftertidens dom har gjort at mange englændere har haft travlt med at undsige appeasementpolitikken og søgt at fremstå som mere handlekraftigt krigeriske. Faktum er at den nød bred opbakning og at tiden måske slet ikke

22

Dette citat af A.J.P Taylor er fra hans bog, Årsagerne til 2. Verdenskrig s. 21

Side 17

17 tillod englænderne at handle anderledes. På samme måde spiller den daværende situation i Tyskland en afgørende rolle for at Hitler overhovedet kunne komme til magten og fandt opbakning til sine drømme om et tysk storrige. Og Tysklands situation var lige dele et produkt af de hårde betingelser i Versailletraktaten og de omkringliggendes landes håndtering op gennem 1930´erne af Tysklands stigende utilfreds hermed. At udstyre Hitler (og nazismen) med rollen som ondskaben selv stiller sig let i vejen for forståelsen for hvorfor tingene udviklede sig som de gjorde. Og for mig at se er hvorfor vigtigere end hvordan. Historien handler til syvende og sidst om mennesker der handler.

Om deres gerninger opfattes som gode eller onde afhænger udelukkende af vores synsvinkel.

Når jeg afslutter hoveddelen med at tale om et ”dobbeltsyn på historien” mener jeg, at arbejdet med denne opgave har gjort det klart for mig i hvor høj grad vi ofte automatisk acceptere de forhåndenværende forklaringer, og hvor vigtigt det er, at gøre sig klart at vores tilbøjelighed til at projicere os selv og vores værdier ud på verden gør os til en aktiv part af den historiske diskussion.

Side 18

18

8. LITTERATURLISTE

8.1. Bøger:

1. Bryld, Carl-Johan: Verden efter 1914 – i dansk perspektiv. Systime 2006-08.

2. Kirchhoff, Hans, Poulsen, Henning, Trommer, Aage: Den 2. Verdenskrig 1939-45. 5. oplag, Gyldendal Bogklubber 2005.

3. Pedersen, Ole Karup: Hvorfor krigen ?. 1. udgave, Munksgaard 1981.

3. Ready, J. Lee: World War Two – Nation by Nation. Arms & Armour Press, 1995.

4. Taylor, A.J.P: Årsagerne til 2. Verdenskrig. (Org. Engelsk, 1961) Jørgen Paludans forlag, 2.

oplag, 1968.

8.2. Artikler:

1. The History Guide – Lectures on Twentieth Century Europe: Neville Chamberlain on

Appeasement (1939).

2. Trevor-Roper, H.R.: A.J.P. Taylor, Hitler og krigen (dansk tekstuddrag).

8.3. Elektroniske kilder:

1. TV program. A.J.P. Taylor – An Unusual Kind of Star, part 1-3.

http://www.youtube.com/watch?v=vnkZ4o7C-DE&feature=related

8.4. Internetadresser:

1. Chamberlains Münchentale: http://www.historyguide.org/europe/munich.html
2. Chamberlains Peace in our Time: http://www.fordham.edu/halsall/mod/1938PEACE.html