Diskursanalyse af Pia Kjærsgaard tale ved DF's årsmøde 2008

Side 1

1

Pia Kjærsgaard: Giv os Danmark tilbage!

Hvert år holder partierne i Danmark et årsmøde. Til årsmødet holder formanden for det givne par-ti en tale. Der er altid en enorm mediedækning til disse årsmøder. Pia Kjærsgaard holder ved DF’s årsmøde i Herning Kongrescenter i 2008 en tale, hvori hun diskuterer emner som Danmark og Is-lam, den danske kultur i fremtiden samt fællesskabet i Dansk Folkeparti.

Ved hjælp af en diskursanalyse, vil jeg finde ud af, hvilken virkelighed Pia Kjærsgaard skaber i ta-len, hvilke sproglige mønstre, der er til stede og hvordan denne virkelighed italesættes.

Derudover vil jeg undersøge, hvad det gør ved talen, og i sidste ende finde ud, hvad formålet er med denne diskurs.

Med den sociale praksis, skal man sætte talen i en kulturel kontekst. For at forstå Pia Kjærsgaards tale, er det først og fremmest vigtigt at have grundviden om dansk politik. Man skal vide, at der eksisterer forskellige partier med hver deres ideologi, værdier og mærkesager. Pia Kjærsgaard er på dette tidspunkt formand for Dansk Folkeparti (O), som er støtteparti til VK-regeringen, der har Anders Fogh i spidsen. DF har en meget stram indvandrerpolitik, og da Villy Søvndal, formand for Socialistisk Folkeparti, deler samme holdning om indvandrere som Dansk Folkeparti, går Pia Kjærs-gaard hårdt imod ham i sin tale, så DF ikke risikerer at miste stemmer til SF.

Derudover lægger DF stor vægt på nationalfølelse, traditioner og dansk kultur. Derfor skal man også vide, hvad man forbinder med dansk kultur – det kunne fx være pølsevogne, folkekirken, ko-lonihavehuse, kongehuset og stegt flæsk med persillesovs – alt hvad, der repræsenterer Danmark.

Et parti, der går stik imod denne forestilling, er Radikale Venstre, som går ind for den øgede globa-lisering, mere indvandring og derved et multikulturelt samfund.

Det er i denne sammenhæng også godt at kende til denne globalisering, der har medført et kraf-tigt stigende antal indvandre og flygtninge i Danmark, som har sat voldsomme integrationsdebat-ter i gang. DF har altid været imod den stigende indvandring i landet, og sætter i denne sammen-

hæng ofte lighedstegn mellem indvandrere, muslimer/islam og ekstremister. Disse ekstremister

inden for islam, bliver ofte forbundet med terrorgruppen Al-Qaeda, som bl.a. stod bag angrebet på World Trade Center i 2001 og bombningerne af Londons metro i 2005.

Det er i denne sammenhæng relevant at kende til den hollandske politiker Geert Wilders og hans

Side 2

2

Frihedsparti, der ligesom Dansk Folkeparti både er nationalistisk og indvandrerkritisk (dog i højere grad). Derfor kommer det heller ikke bag på nogen, at det er Pia Kjærsgaard, der tager imod Wil-ders med åbne arme. Pia Kjærsgaard er enig med Wilders i, at Islam truer samfundet, hvilket bety-der at det også truer danskheden og den danske kultur – et skrækscenarie for en DF’er.

Situationen i Holland omkring Islam, er på daværende tidspunkt meget voldsom, hvilket kan give bange anelser om, at dette fænomen snart vil brede sig til Danmark.

Dengang havde man bl.a. oplevet konsekvenserne af vores ytringsfrihed i form af Muhammedteg-ningerne i 2006, hvilket mange muslimer gjorde kraftigt oprør imod, og danske flag blev brændt af.

Den diskursive praksis belyser situationskonteksten. Genren er politisk formandstale. Afsenderen af talen er Pia Kjærsgaard, som er i rollen som DF’s formand. Talen adresseres primært til de folk,

som deltager til DF’s årsmøde – altså medlemmer/tilhængere af partiet. Derudover er Pia Kjærs-

gaard også klar over, at talen vil blive offentliggjort af medierne – så derfor bliver den danske be-folkning, der følger med i politik og nyheder, automatisk en sekundær adressat.

Hensigten med talen er at understrege hvor gode de danske traditioner er, og hvor vigtigt det er, at ingen ændrer på dem. Samtidig er det også et forsøg på at fremstille Dansk Folkeparti positivt i lyset af de andre partiers dårlige opførsel overfor Geert Wilders.

Genreforventningerne til talen er, at formanden for Dansk Folkeparti selvfølgelig vil rose sit eget parti – måske på bekostning af andre partier. Desuden forventes det, at partiets mærkesager vil blive understreget – måske i endnu højere grad end de plejer, da publikummet til talen er tilhæn-gere af partiets ideologi.

Talens nodalpunkt kunne eksempelvis være ”dansk kultur”, da Pia Kjærsgaard ligger stor vægt på at snakke om den danske kultur, og fremhæve den som noget positivt.

Ækvivalenskæden, som Pia Kjærsgaard knytter til nodalpunktet ”dansk kultur” er således positive ting som frihed, frie valg, politik, demokrati, folkestyre, værdier, fred, ligeværd, tolerance, livsglæ-de, fællesskab, Danmark, kolonihavehus, pølsevogn og ikke mindst Dansk Folkeparti.

Det der truer og går stik imod dansk kultur, kan man opstille i en differenskæde. Pia mener, at ting som tvang, diktatur, Islam, tyranni, intolerance, udlandet, undertrykkelse, kønslemlæstelse, tør-klædetvang, tørre tæsk, muslimsk middelalder og EU er ting som truer den danske kultur.

Side 3

3

I talen benytter Pia Kjærsgaard mange flydende betegnere, altså ord eller begreber, som ikke er helt klart defineret. Disse flydende betegnere indgår som regel også i ækvivalenskæden, og er po-sitivt ladede. Ting som frihed, demokrati, værdier, tolerance og fællesskab er flydende betegnere, og ord alle vil mene er positive. Derved tillægges også nodalpunktet positive associationer!

Pia Kjærsgaard er god til at bruge narrative elementer i sin tale. Allerede i første linje siger hun: ”Giv os Danmark tilbage!”(s. 1, l. 1). Med dette indikerer hun, at der er nogen, der har taget Danmark fra os, hvilket skaber en konflikt lige fra starten. Hendes tale lægger op til at besvare spørgsmål som: Hvem har taget Danmark fra os? Og hvordan får vi Danmark igen?

Dette besvarer hun i løbet af talen, hvor hun bl.a. får udstillet folk fra udlandet, EU og især folk, der tror på Islam som ”skurkene”, der er ved at ”stjæle” Danmark og dansk kultur fra den danske nation. I denne sammenhæng fremhæver Pia Kjærsgaard sit parti (DF) som værende ”de gode”, som ikke vil lade dette ske:

”Hér er vi danskere! Og las os bare sammen som det første fra dette Årsmøde sige til al omverden, den nære og den fjerne: Det bliver vi ved med at være!”(s. 2, l. 20-21)

Med dette bliver der skabt tydelige aktanter (helte, skurke, hjælpere) i Pia Kjærsgaards tale. Man kan derfor sætte talen ind i aktantmodellen:

Et andet narrativt element Pia Kjærsgaard benytter sig af er personhistorier. Hun starter ud med historien om Geert Wilders. Det typiske ved personhistorier er, at de etablerer patos, som taler til modtagerens kortvarige følelser. Pia Kjærsgaard prøver i sin tale at få os til at føle medlidenhed med Wilders, fx ved at fortælle at ”(…) med det liv, han var nødt til at leve, var det meget godt, at han ikke havde børn.” (s. 1, l. 15-16). Vi skal få ondt af ham, og tænke ”stakkels mand”.

I historien skaber Pia Kjærsgaard samtidig antagonisme: Der er et tydeligt ”os” og ”dem”.

Wilders Repræsenterer ”os” – han er talerøret for folks frustration og frygt (for islam!) (s. 1, l. 13).

”Dem” er i historien iscenesat som de folk, der ikke kan fordrage Islamkritikere, hvilket jo nok, ef-

Side 4

4

ter Pia Kjærsgaards mening, er Islamister/muslimer.

Der er i det hele taget, gennem hele talen skabt antagonisme. Det er tydeligt at Pia Kjærsgaard bestræber sig på at samle danskerne som et fælles ”os”. Hun prøver at skabe fællesskabsfølelse omkring den danske kultur og vores rødder, ved at fortælle historier om pølsevogne og sin egen barndom i Danmark:

”I min barndom kunne tanken om ”en kradser” få mundvandet til at løbe hos mange jævnaldrende.

Vi prøver vel alle at leve lidt sundt. Men vi kender vist alle sammen til den dér sult, der kommer over os, når vi haster forbi en pølsevogn og duften af varme pølser og brød bølger ud fra den lille vogn?”(s. 3, l. 17-20)

Hun prøver at skabe et fælles ”vi” (danskere), og bruger sig selv til at understrege sin pointe. Ved at bruge hendes egne erfaringer skaber hun etos, hvilket gør talen mere overbevisende for mod-tagerne. De mange retoriske spørgsmål hun stiller, er noget folk kan nikke genkendende til og identificere sig med. På den måde, vækker det følelser om at være et fælles Danmark med fælles kultur og traditioner. Det binder os sammen. ”Vi” er imod ”dem”, og ”dem” er resten af verden - den verden Pia Kjærsgaard mener, er ved at trænge sig på. Helt konkrete eksempler på ”dem” kunne være EU og Islam:

”Det EU, som langsomt men sikkert æder sig ind på vores nationale selvbestemmelse. Langsomt men sikkert udvisker egenart og særpræg.” (s. 2, l. 16-18)

”Geert Wilders (…) har tilladt sig at tage et opgør med det Islam, som er ved at forandre hans hjemland.” (s. 1, l. 29-30).

Hun mener, at VI ikke må lade DEM ødelægge og omforme VORES Danmark!

Det er også lidt ”pudsigt” at Pia Kjærsgaard lige vælger pølser – lavet af svinekød, som muslimer ikke spiser – til at forbinde os som danskere.

Talens tid kan både være konkret om mere abstrakt. Den konkrete tid er lørdag den 20. september

2008, hvor talen bliver afholdt. Men mere abstrakt kan man også se på de store historiske linjer.

Før i tiden var den danske kultur ”urørt” – Pia Kjærsgaard fortæller om de gode gamle dage, hvor man spiste pølser fra pølsevogne og alt var godt. Nu er Danmark blevet taget fra os af folk der prøver at ændre på den danske kultur. Pia Kjærsgaard mener, at vi bør gøre noget for at stoppe denne negative udvikling. I fremtiden ønsker DF at gøre en forskel – at gøre Danmark dejligere –

Side 5

5 at stå sammen om at bevare de danske traditioner og værdier.

Det samme gælder for talens rum. Det konkrete rum er i Herning Kongrescenter, hvor Dansk Folkepartis årsmøde finder sted. Hvorimod man kan sige, at talens abstrakte rum er i natio-

nens/Danmarks rum, hvor vi kæmper imod de farer, der truer den danske kultur. Et endnu mere

abstrakt rum kunne også siges at være i frihedens eller demokratiets rum – som jo er kernen i det danske samfund.

Pia Kjærsgaard benytter ofte positivt og negativt ladede ord. Hun er ekstremt negativ omkring Islam og muslimsk opvækst: ”(…) en opvækst med kønslemlæstelse, tørklædetvang og tørre tæsk i den nutidige muslimske Middelalder.” (s. 2, l. 11). Dette sættes i kontrast til Danmark, som hun beskriver som ”(…) vores dejlige, lille land.” (s. 2, l. 9)

Ordene får også en meget negativ klang, når hun snakker om de andre politikeres opførsel overfor Geert Wilders. Hun omtaler bl.a. Villy Søvndal som ”den allestedsnærværende meningsmaskine”

(s. 1, l. 35) og siger om regeringschefen Anders Fogh at ”(…) hans tid er for kostbar og hans image for vigtigt til blot at se og forholde sig til en omdiskuteret film.” (s. 1, l. 32-33).

Pia Kjærsgaard holder sig ikke tilbage med at kaste mudder efter sine kollegaer, og man kan tyde-ligt mærke foragten i måden det er skrevet på. Hun siger også senere i talen, at det er flovt og pin-ligt den måde de har tacklet situationen på.

Udover, at dette er meget patospræget, så skaber det også en vis etos i den forstand, at hun frem-står som den ”modne” – hvorimod de andre politikere har opført sig barnligt overfor den holland-ske politiker. Hun får herved opbygget sin egen etos, ved at ødelægge de andre politikeres etos.

Pia Kjærsgaard benytter positivt ladede ord til at stille sig selv og Dansk Folkeparti i et bedre lys:

”At vi respekterer og værdsætter hinanden, at vi løfter i fællesskab og har den fælles sag – Dansk Folkeparti – og det fælles mål – et endnu bedre Danmark – det er helt uvurderligt!” (s. 2, l. 34-36).

Hun vælger at frame sig selv og sit parti som noget, der gør Danmark bedre – hvorimod hun fra-mer de andre politikere som nogle ”pattebørn” der ikke gider tage sig sammen.

Et andet sprogligt virkemiddel Pia Kjærsgaard benytter, er brugen af metaforer, som skaber men-tale billeder modtagerne kan identificere sig med, så budskabet bliver lettere at forstå. For at un-derstrege hvor forfærdeligt hun mener tyranni og intolerance er, sammenligner hun det med no-get ”der svøber sig på fribillet i frihedens klæder.” (s. 1, l. 23). Det TRUER altså friheden, og svøber

Side 6

6 sig omkring det, indtil friheden til sidst bliver kvalt. Pia Kjærsgaard mener også at EU ”æder sig ind på vores nationale selvbestemmelse” (s. 2, l. 17). At æde sig ind i noget, har en meget negativ klang – det minder os måske om dræbersnegle, der æder sig ind i vores grøntsager i haven – og dem vil vi godt have fjernet hurtigst muligt! Metaforer er også typisk for patosappel.

Pia Kjærsgaard har også mange gentagelser med i sin tale. Gentagelser skaber rytme i teksten samtidig med, at det understreger og forstærker budskabet. På side 1 linje 20-23 bruger hun en anafor, hvor hun tre gange i træk starter sætningen med ”Historien har lært os…”. Dette under-streger, hvilke konsekvenser det kan have, at demokratiet ikke er der eller bliver misbrugt.

Derudover bruger hun også anafor til at nedgøre EU, hvor hun tre gange i træk siger at EU ”Langsomt, men sikkert udvander nationer og folk med mantraet: ”Vi er alle europæere”.” (s. 2, l.

18-19) Hun forstærker budskabet om, at EU er en dårlig organisation, ved at bruge anafor.

Et andet sprogligt virkemiddel Pia Kjærsgaard hyppigt benytter sig af i sin tale er floskel. Hun fører sig frem med synspunkter, som ingen fornuftige mennesker kan være uenige i, fx: ”Og er det ikke det, livet handler om? Er det ikke dét, vi er her for? Livsglæde? Livsglæde og gåpåmod, positive oplevelser og fællesskab, jagten på hver især og sammen at gøre den forskel som gør Danmark dejligere?” (s. 2, l. 40-42). Det er meget svært at sige Pia Kjærsgaard imod – hvem går ikke ind for livsglæde og at gøre Danmark dejligere? Hun stiller utrolig mange retoriske spørgsmål i sin tale, som hun ikke selv svarer på, da svaret jo er åbenlyst. Hun bruger igen dette til at understrege sine pointer og konkludere på de ting hun lige har sagt.

Logosappel findes kun få steder i talen. Pia Kjærgaard viser en god viden omkring politik, og hvad der sker i verden lige nu. Derudover har hun styr på sine facts omkring, hvor mange der del-tager til DF’s 13. Årsmøde: ”773 er vi forsamlet her, (…) det er over 100 flere end sidste år” (s. 2, l.

25-26). Hun fortæller også, at Dansk Folkeparti har rundet 10.000 medlemmer. Pia Kjærsgaard bruger også logos når hun fortæller om fortiden, fx historien om søofficeren, der fra 40 år siden, glemte NATO’s samlede planer ved en pølsevogn (s. 3, l. 26-28).

Kendetegnet ved denne tale er, at Pia Kjærsgaard udnytter alle sproglige virkemidler hun kan komme i nærheden af, for at understrege sine pointer. Hun er meget manipulerende i sit sprog-brug og valg af negativt og positivt ladede ord. Der bliver hurtigt skabt antagonisme med helte og skurke i talen, hvor Dansk Folkeparti (og Geert Wilders) bliver framet som de gode, og udlan-

Side 7

7

det/Islam/EU bliver fremstillet som de onde, der vil ødelægge Danmark.

Pia Kjærsgaard spiller på alle tangenter, og pålægger folk meninger ved stille mange retoriske spørgsmål. Talen er altså klart mest patospræget. Den skal opstemme alle de tilstedeværende til Årsmødet, og overbevise dem om, at Dansk Folkeparti er det bedste parti, som vil gøre noget godt for Danmarks kultur, traditioner og værdier – nemlig at bevare dem og beskytte dem mod udlan-det, som er ved at trænge sig på.

Talen ligner meget Dansk Folkepartis valgvideo fra 2007. Heri fokuseres der også på dansk kultur, værdier og traditioner som noget positivt. Der ruller billeder af sejlskibe, sommerdage, håndvær-kere og børnefamilier hen over skærmen samtidig med idyllisk og positiv musik. Der bliver samti-dig skabt et fjendebillede af udlandet – specielt Islam! ”Men noget truer…” siger de derefter i valg-

videoen, og med dunkel musik kommer der billeder af 9/11, kvinder med tørklæder, ambulancer

osv. Det er meget manipulerende billedbrug, ligesom sprogbruget i talen er meget manipulerende.

Både valgvideoen og talen prøver at skabe det samme fjendebillede – noget der truer lille, dejlige Danmark. Der kommer hverken i talen eller valgvideoen nogle konkrete eksempler på, hvad DF vil gøre ved problemet.

Min vurdering af talen er ikke just positiv. Patos overtager talen, hvilket gør, at den bliver utro-værdig. Der skal være større ligevægt mellem appelformerne – for lige så kedelig en tale kun be-stående af logos kan være, lige så upålidelig og overdrevet kan en tale kun bestående af patos bli-ve. Der skal være belæg for de ting Pia Kjærsgaard påstår – og det er der kun få steder!

Talen bliver meget mudderkastning på alle andre end Dansk Folkeparti og Geert Wilders (som de-ler samme holdning som DF). Pia Kjærsgaard kommer ikke med konkrete eksempler på HVAD det er Dansk Folkeparti vil gøre – enhver kan jo stå og sige: ”Vi vil gøre Danmark dejligere!” – men hun er manipulerende i sit sprog, hvilket kan medføre, at man ikke rigtig opdager dette. Man tænker bare ”JA! Fantastisk! Jeg vil også have et dejligere DK!”.

Man kan derfor også vende den om og sige, at Pia Kjærsgaard er dygtig til at bruge sproget til at få magt, og pålægge andre sine egne meninger.

Man må derfor håbe på, at folk er kritiske og bruger deres sunde fornuft, når de er modtagere for taler som disse. Og man skal selvfølgelig også huske selv at være det, så man ikke bliver et hjælpe-løst offer, der bliver pålagt meninger uden at tænke selv ligesom i kanyleteorien.