SRP om John F. Kennedy

Side 1

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 3 af 38

Indholdsfortegnelse

Abstract ................................................................................................................................................ 4 Indledning ............................................................................................................................................ 4 John F. Kennedy ................................................................................................................................... 5 Oplevelser i flåden .............................................................................................................................. 5 Vejen til politik................................................................................................................................... 5 Kennedy bliver præsident .................................................................................................................... 6 Ke nne dys største politiske udfordringer i 1963 ..................................................................................... 7 De sortes frihedskamp ......................................................................................................................... 7 Urolighederne i Mississippi.............................................................................................................. 8 Urolighederne i Alabama ................................................................................................................. 8 Berlin, Khrusjtjov og kommunisterne ..................................................................................................10 Mødet med Khrusjtjov ....................................................................................................................10 Cubakrisen.....................................................................................................................................11 Talen i Berlin .................................................................................................................................12 Analyse - Civil Rights Address.............................................................................................................13 Analyse - Remarks at the Rudolf Wilde Platz ......................................................................................18 John F. Kennedy som politiker og taler................................................................................................21 Kennedys politiske figur i samtiden og hans eftermæle........................................................................22 Konklusion ..........................................................................................................................................25 Materialeliste .......................................................................................................................................26 Taler: ................................................................................................................................................26 Bøger: ...............................................................................................................................................26 Hjemmesider: ....................................................................................................................................26 Artikler: ............................................................................................................................................26 Bilag: ...................................................................................................................................................27 Bilag 1 - Civil Rights Adress ..............................................................................................................27 Bilag 2 - Remarks at the Rudolf Wilde Platz ........................................................................................32 Bilag 3 - Efter døden husker folket selektivt ........................................................................................34

Side 2

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 4 af 38

Abstract

The following paper examines John F. Kennedy, the former president of the United States and his time as a president. The main focus is on the year of 1963 where Kennedy gave two of his most remembered and famous speeches; the Civil Rights Address, on civil rights for black citizens and the Remarks at the Rudolf Wilde Platz, on the crisis in Berlin. A review of the start of Kennedy’s life and political career is followed by a more thorough examination of the two major political conflicts for Kennedy in 1963. Then follows an analysis of the two speeches, mainly concerning appeal forms, themes and which impression the speeches give of Kennedy as a politician. In the end the paper describes and discusses the differences between how John F. Kennedy was seen in his time and how we regard his legacy today.

The paper concludes that the two conflicts of 1963 was quite extensive and challenged the new and inexperienced president. Despite of a quite large-scaling critic for not achieving enough in his time of presidency and for having several affairs despite been married I believe the paper shows, based on the analysis’ of the speeches, that he could have achieved more and done better if he hadn’t been killed, since he had the potential to be a great politician.

Indledning

USA’s 35. præsident, John F. Kennedy, bliver af mange betragtet som en stor mand, og en minde-værdig præsident. Han bliver husket for flere usædvanlige begivenheder i løbet af hans præsidentperiode og Kennedys tid i embedet var præget af en verden i forandring og magtkampen melle m de to supermagter; USA og Sovjetunio nen. Både udenrigs og indenrigs stod den unge og uerfarne præsident overfor større politiske udfordringer, der udspillede sig under hele hans periode fra 1961 til mordet i 1963. Sortes borgerrettigheder og krisen i Berlin var to konflikter der kom til at spille afgørende rolle for hvorvidt Kennedy ville blive betragtet som en succesfuld præsident. Begge situationer oplevede både at eskalere og deeskalere under præsident Kennedy og der blev brugt ufattelig lang tid på at forsøge at finde løsninger, blandt Kennedy og hans rådgivere.

I det følgende vil der blive undersøgt og redegjort for forløbet i de to konflikter, der leder op til nogle af Kennedys største politiske udfordringer i året 1963. Herefter vil opgaven fokusere på en kontekstuel og sproglig analyse af to af Kennedys mest berømte taler, der er valgt på baggrund af redegørelsen. Slutteligt følger en diskussion af forholdet mellem John F. Kennedys politiske figur i samtiden og hans eftermæle, med vægt på hvad der hovedsagligt huskes om Kennedy og hvilke forskellige måder han hvorpå han bliver fremstillet i dag.

Side 3

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 5 af 38

John F. Kennedy

”Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country”

John F. Kennedy – 20. Januar 1961

John F. Kennedy blev født den 29. maj 1917, som næstældste søn af forældrene Joe Kennedy og Rose Fitzgerald. Han lærte allerede fra barns ben af, at dét at være en Kennedy var noget helt særligt og forventningerne hjemmefra var aldrig små. Hans skolegang foregik i skyggen af hans ældre bror Joseph, og han afsluttede første del med et jævnt resultat. John F. Kennedy startede herefter på Princeton, men endte med at afslutte studierne på Harvard.

Oplevelser i flåden

John F. Kennedy blev indkaldt til hæren i 1941, men på grund af flere helbredsproblemer regnede han ikke med at blive erklæret egnet til tjeneste. Kennedy ønskede dog at gøre tjeneste, og derfor, efter flere fejlslagne forsøg i den fysiske test til både hæren og flåden, fik han sin far, Joe, til at hjælpe sig igennem et gammelt bekendtskab [1]. Således Kennedy kom til flådens efterretningstjeneste. I begyndelsen var dette et forholdsvist kedeligt, men dette ændredes efter japanernes angreb på Pearl Habor [2], under Anden Verdenskrig. Efter angrebet på den amerikanske flådebase i 1941, var USA’s forhold til krigen et helt andet. Det endte derfor med at Kennedy, igen efter lidt hjælp fra sin far; Joe Kennedy, blev blandt de 50 der blev udvalgt til at komme i betragtning til pladserne på de populære PT (Patrol-Torpedo)-både. Han kom i kamp med en japansk konvoj omkring Kolombangara, en ø nordøst for Australien, hvor hans båd, først og fremmest pga. dårlig planlægning, endte med at blive skåret over i to og synke. Kennedy udviste i denne situation mod og beslutsomhed og sikrede sine mænds overlevelse, hvilket der blev skrevet om i samtlige aviser landet over. Dette var en kæmpe gavn for hans senere politiske karriere og påvirkede både hans image og ambitioner positivt.

Vejen til politik

Det var slet ikke meningen at Kennedy skulle have været familiens store politikker, men efter at hans storebror, Joseph, omkom i Anden Verdenskrig, videregik retten og ansvaret til den næste i rækken;

John F. Kennedy. Han blev valgt til Repræsentanternes Hus i 1946, hvilket ikke viste sig at være nogen større udfordring da han havde familiens penge og indflydelse bag sig [3], men for Kennedy, og hans far, var dette dog kun et lille skridt på hans lange vandring op i det politiske system. I 1956 prøvede Kennedy at blive valgt som vicepræsidentskandidat for demokraternes præsidentkandidat,

1

Dallek, John F. Kennedy – Et ufuldendt liv, 2007, s. 83

2

http://www.history.com/topics/world-war-ii/pearl-harbor

3

Esmann, Amerikanske Præsidenter – Fra George Washington til Bill Clinton, 2001, s. 289

Side 4

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 6 af 38

Adlai E. Stevenson. Det mislykkedes, men han formåede igennem kampagnen at skaffe en masse opmærksomhed fra hele USA, hvilket opvejede det for det politiske tab. Han arbejdede igennem sin periode i Repræsentanternes hus på at blive bemærket, ikke blot indenrigs, men også i højere grad udenrigs, da han mente at dette ville styrke ham i en fremtid ig præsidentkampagne.

Kennedy bliver præsident

Efter 6 år i Senatet mente Kennedy at han var klar til at stille op til præsidentvalget i 1960. Han var igennem sin post som senator blevet klog på både indenrigs-, udenrigs-, og forsvarspolitik [4]. Han blev valgt som Demokraternes præsidentkandidat, over for Republikanernes Richard M. Nixon, der havde haft posten som vicepræsident under de to foregående valgperioder. Hans vicepræsidentkandidat blev Lyndon B. Johnson, der var mere populær i sydstaterne [5], og på den måde håbede Kennedy at han også havde stemmer at hente der. Kennedy nød større og større national berømmelse, og blev af mange betragtet som et friskt pust i forhold til sin forgænger, David Eisenhower, med sine 69 år, var den ældste mand til at have siddet som præsident. Entusiasmen under begge kandidaters kampagner var enorm, og begge rejste landet rundt for at samle støtter i Amerikas stater. Resultatet blev meget tæt, men det menes at have være fire debatter der blev transmitteret på TV, der gjorde forskellen [6].

Nixon var i den første træt og usoigneret, hvorimod Kennedy var frisk og veloplagt, og denne debat indprentede sig i de amerikanske vælgeres hukommelse. Efter at have vundet med 49,5% af stemmerne, over Nixons 49,4%, blev John F. Kennedy den 20. januar 1961 indsat som amerikansk præsident.

4

Dallek, John F. Kennedy – Et ufuldendt liv, 2007, s. 235

5

Esmann, Amerikanske Præsidenter – Fra George Washington til Bill Clinton, 2001, s. 290

6

Bjøl, USA’s historie, 2010, s. 410

Side 5

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 7 af 38

Kennedys største politiske udfordringer i 1963

Da John F. Kennedy i 1961 blev indsat som præsident, var det ikke en nem tid for amerikanerne.

Kennedy mente at hans forgænger havde været en deltidspræsident [7], og Eisenhower havde forladt posten med en ledighed på 8% og voksende underskud på betalingsbalancen. Samtidig havde USA, og resten af Vesten, kæmpe problemer med verdens anden supermagt, Sovjetunionen, og indenrigs i USA, voksede utilfredsheden blandt den sorte del af befolkningen over den fortsatte diskrimination der gjorde sig gældende i alle aspekter af deres liv.

De sortes frihedskamp

Et af de største indenrigs problemer for Kennedy, blev de sortes kamp for borgerrettigheder. Meget imod hans ønske opfattede de sorte valget af den demokratiske Kennedy, som et tegn på at tiden var inde til at kæmpe [8]. Kennedys mening på området var meget lige hans forgængeres; han gik ind for det langsomme fremskridt. Han ville gerne tilfredsstille de sorte borgerrettighedsforkæmpere, men samtidig ville han nødigt miste vælgere blandt de hvide i sydstaterne, hvor man var meget pro raceadskillelse og segregation. Dette gjorde at han var længe om at foreslå ny lovgivning på området, og af den grund synes mange af lederne i borgerrettighedsbevægelserne, at han var en uduelig lovgiver [9]. Herudover påvirkede det også hans mulighed for at få lovgivning igenne m på andre punkter, og Kennedy endte med at blive blandt de af de amerikanske præsidenter der fik gennemført

mindst ny lovgivning^{10}.

Forbindelsen mellem de sortes kamp og Kennedy startede allerede under hans valgkamp. Her blev baptistpræsten og en af frontfigurerne, Martin Luther King, idømt fire måneders fængsel for en trafikforseelse; et tilfælde der tydeligt demonstrerede racefordommene i USA. Efter flere diskussioner mellem Kennedy og hans rådgivere, ringede præsidenten til Martin Luther Kings kone, for at trøste og opmuntre hende [11], samtidig med at broderen Robert Kennedy overbeviste dommeren om at løslade King [12]. Denne hændelse var blandt andet med til at give de sorte indtrykket af, at det var under præsident Kennedy at de skulle kæmpe for deres rettigheder, fordi de nu ville blive hørt.

7

Bjøl, USA’s Historie, 2010, s. 416

8

Møl strøm, Kennedy – en amerikansk myte, 1997, s. 96

9

Mølstrøm, Kennedy – en amerikansk myte, 1997, s. 97

10

Esmann, Amerikanske præsidenter – fra George Washington til Bill Clinton, 2001, s. 293

11

Sorensen, Præsidentens mand, 2008, s. 294

12

http://afroamhistory.about.com/od/civilrightsstruggle1/a/timeline1960.htm

Side 6

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 8 af 38

Til at starte med prøvede Kennedy dog til en vis grad at ignorere problemet, med borgerrettighedsforkæmperne [13], og skubbe det over til hans justitsminister; lillebroderen Robert Kennedy. Dette var til dels fordi John F. Kennedy var meget optaget af udenrigs anliggender, men også fordi det var et meget følsomt emne. Hans bror var også dygtig til at håndtere kriserne, og fik flere gange forhindret sammenstød i at eskalere til yderligere vold. Robert Kennedy var af den opfattelse, at det var vigtigt, at der var ro hjemme i USA, når præsidenten skulle til vigtige møder i udlandet. Han blev sur på Martin Luther King, da King ikke ville acceptere en deeskalering af konflikten i en periode i 1961, hvor præsidenten skulle til topmøde i Wien, og skulle have sagt

                                                                              14
følgende til en medarbejder: ”Præsidenten skal til udlandet og alt dette er meget generende for ham” .

Urolighederne i Mississippi

Konflikten blev dog voldsommere, og voldsommere, og krævede til sidst indgriben fra præsidenten selv. Freedom Riders; grupper af sorte og hvide, ville bekæmpe raceadskillelse ved at køre i busser fra nordstaterne til sydstaterne. Dette førte til voldelige sammenstød, mellem Freedom Riders og grupper af hvide borgere, og sågar dødsfald, hvor politiet nægtede at gribe ind og hospitalerne ikke ville behandle de sorte kvæstede [15]. I 1962 prøvede en sort student, James Meredith, for første gang, at blive optaget på University of Mississippi. Fagligt var han fuldt ud kvalificeret, men fordi han var sort blev han nægtet adgang. Sagen gik til Højesteret, og blev afgjort til Merediths fordel. Herefter eskalerede konflikten. Guvernøren i Mississippi trodsede rettens afgørelse, og satte statstropper ind for at forhindre James Meredith adgang til universitet, samtidig med at voldelige uroligheder brød ud på universitetets område. To mennesker omkom som følge af optøjerne, og de endte ikke før at Præsident Kennedy sendte 23.000 føderale betjente til Mississippi [16].

Urolighederne i Alabama

En af de mest raceadskilte og racistiske byer i hele USA på dette tidspunkt var Birmingham i Alabama [17]. Her var de sorte stærkt diskriminerede, og det var også i Birmingham, at der havde været de værste overfald på busserne med Freedom Riders; bla. fra Ku Kux Klan [18]. I foråret 1963 satte

Martin Luther King den såkaldte ’movement-campaign’^{19} i gang, netop mod denne by.

Borgerrettighedsforkæmpere arrangerede ikkevoldelige demonstrationer i gaderne, men alligevel

13

Esmann, Amerikanske præsidenter – Fra George Washington til Bill Clinton, 2001, s. 293

14

Mølstrøm, Kennedy – en amerikansk myte, 1997, s. 97

15

Bjøl, USA’s historie, 2010, s. 416

16

Sorensen, Præsidentens Mand, 2008, s. 299

17

Mølstrøm, Kennedy – en amerikansk myte, 1997, s. 98

18

http://afroamhistory.about.com/od/civilrightsstruggle1/a/timeline1960.htm

19

Bevægelses kampagne

Side 7

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 9 af 38 blev der sat massive politistyrker ind for at stoppe dem. På TV kunne hele landet se demonstranter, hvoraf mange var børn, der blev tævet af det lokale politi, overfaldet af politihunde og spulet væk fra gaden af kæmpe

vandkanoner^{20}. Alabamas guvernør havde

vundet en del berømmelse og popularitet på at være en af sydstaternes førende raceadskillelsestilhængere, og da sorte studerende søgte om optagelse på University of

Alabama, gjorde han det til sin personlige sag at skulle forhindre dem i at komme ind; hvis nødvendigt ville han selv stille sig i døren [21]. Derfor stod Kennedy nu med en situation der mindede meget om optakten urolighederne i Mississippi. Der blev igen sendt væbnede styrker afsted, og Nationalgarden i Alabama blev lagt under regeringens magt. Herudover sørgede justitsministeren, Robert Kennedy, for en aftale med guvernøren. Han kunne få lov til at stille sig op i døren og blokere, men skulle træde til side efter en samtale med de betjente der fulgte de nye sorte studerene. På den måde tabte guvernøren ikke ansigt, men man slap for videre konflikt. Efter hændelsen i Alabama var stemningen i hele USA oppisket og der var behov for at præsident Kennedy tog et standpunkt. Derfor gik Kennedy den 11. juni 1963 på landsdækkende TV og holdt en tale om borgerrettigheder og moralsk ansvar. Én der er blevet kaldt en af hans smukkeste [22].

I ugerne efter talen mødtes John F. Kennedy med repræsentanter fra en bred gruppe af det amerikanske samfund - fagforeningsledere, advokater, skolefolk, erhvervsledere osv. En omfattende borgerrettighedslovgivning fik topprioritet, og han mødtes med de vigtige senatorer og kongresmedlemmer for at diskutere sagen med dem. Den 19. juni 1963 sendte han forslaget til den hidtil mest omfattende borgerretslov i historien til Kongressen, hvori det var gjort klart at race ikke måtte gøre en forskel i amerikanernes liv. Alligevel valgte flere tusinder borgerrettighedsforkæmpere at deltage i frihedsmarch den 28. august 1963. Præsidenten og mange andre hvide frygtede at dette ville føre til yderligere uroligheder, men de mange deltagere opførte sig roligt og anstændigt [23].

20

Mølstrøm, Kennedy – en amerikansk myte, 1997, s. 98

21

Sorensen, Præsidentens Mand, 2008, s. 300

22

Bjøl, USA’s historie, 2010, s. 417.

23

Mølstrøm, Kennedy – en amerikansk myte, 1997, s. 99

Side 8

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 10 af 38

Kennedy nåede aldrig at føre lovgivningen om borgerrettigheder ud i livet, da han 5 måneder senere blev myrdet i Dallas, Texas.

Berlin, Khrusjtjov og kommunisterne

Kennedy betragtede, ligesom størstedelen af den amerikanske befolkning, kommunisterne og især Sovjetunionen som USA’s og den frie verdens største fjende. I slutningen af 1950’erne havde Sovjetunionens leder; Nikita Khrusjtjov, afbrudt kontakten med Eisenhower, Kennedys forgænger, og sat sig til at vente på den næste præsident i rækken [24]. I sommeren 1961, planlagde John F. Kennedy at mødes med den sovjetiske leder i Wien, for at diskutere besættelseszonerne i Berlin [25]. Præsidenten havde dårlige forudsætninger for mødet, da han blot 3 måneder inden havde oplevet en kæmpe fiasko i et forsøg på at invadere det kommunistvenlige Cuba, episoden blev kaldt invasionen af Svinebugten, hvilket gjorde at Khrusjtjov nu så ham som en uerfaren præsident, der ikke kunne klare pres [26].

Mødet med Khrusjtjov

Efter Anden Verdenskrig var Tyskland blevet delt op i fire zoner; en fransk, en britisk, en amerikansk og til sidst en russisk. Berlin, der også var blevet delt op, lå som en ø langt inde i den kommunistiske del [27], kaldet DDR. Sovjetunionen ønskede at overtage det ikke-kommunistiske Vestberlin, og det var især denne dagsorden, som den sovjetiske leder ønskede at diskutere med Kennedy. På trods af insisteren og efterfølgende trusler fra Khrusjtjov, afviste præsidenten tankerne om en russisk overtagelse, og vendte hjem til Kongressen med et ønske om at forøge forsvarsbudgettet [28]. Kennedy var bange for en krig, især fordi russerne have udtrykt, at de ville udråbe Berlin til en neutral by, hvilket i realiteten var det samme som at gøre den til en del af DDR, hvis ikke Vestmagterne snart bøjede sig. Den amerikanske præsident havde imid ler tid ikke i sinde at bøje sig, og efter flere samtaler med hans tætteste rådgivere, besluttede han sig derfor for, at den bedste måde at få Khrusjtjov og kommunisterne til at bakke væk, var at overbevise dem om at Vestberlin ville blive forsvaret med alle midler [29]. Dette budskab formidlede Kennedy til hele verden på en TV- og radiotransmitteret tale i juli 1961. I stedet for at gennemføre neutraliseringen, svarede Sovjetunionen på talens budskab ved den 13. august 1961, at påbegynde opførelsen af en mur tværs gennem Berlin til at markere grænsen

24

Mølstrøm, Kennedy – en amerikansk myte, 1997, s. 82

25

Esmann, Amerikansk præsidenter – Fra George Washington til Bill Clinton, 2001, s. 292

26

Mølstrøm, Kennedy – en amerikansk myte, 1997, s. 82

27

Remarks at the Rudolf Wilde Platz, bilag 2, s. 2/2

28

Esmann, Amerikansk præsidenter – Fra George Washington til Bill Clinton, 2001, s. 292

29

Sorensen, Præsidentens mand, 2008, s. 347

Side 9

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 11 af 38 mellem de to magter og hhv. Øst- og Vest-Berlin. Berlinmuren blev senere et af de mest håndgribelige beviser på konflikten mellem Sovjetunionen og Vestmagterne.

Cubakrisen

I efteråret 1962 kom de to supermagter faretruende tæt på en atomkrig. Sovjetunionen var begyndt at opstille missiler på

Cuba, hvilket betød at de nu havde mulighed for at ramme USA.

Kennedy oprettede det såkaldte

ExComm, Det Nationale Sikker-hedsråds Eksekutivkomite, et krisecenter der skulle finde en måde, hvorpå man kunne forhindre russerne i dette [30]. Medlemmer i komitéen var blandt andre justitsministeren Robert Kennedy, vicepræsidenten, forsvarsministeren og udenrigsministeren, og flere af dem ønskede luftangreb eller en invasion af øen. Dette blev dog afvist af John F. Kennedy, som helst ville undgå at krisen eskalerede til våben og muligvis krig, på grund af misforståelser, forhastede beslutninger og overreaktioner. Han var derfor meget interesseret, da en flådeblokade blev forslået [31].

Blokaden blev annonceret i en tale, den 22. oktober 1962, hvor præsidenten annoncerede at man ville sætte Cuba i karantæne, og forhindre at skibe med en ”offensiv våbenlast” kom frem til øen. Kennedy sørgede også for at påpege at netop denne løsning var valgt for, at give russerne tid til at tænke sig om. Da sovjetiske skibe var på vej mod Cuba, ventede Kennedy og hans rådgivere i Excomm i spænding, for at se om skibene ville respektere karantænen eller ej. I sidste øjeblik vendte skibene om, og Kennedy er siden blevet rost for at have håndteret sagen på en meget kompetent måde, der forhindrede at kaste verden ud i en atomkrig. I en af de følgende dage modtog Kennedy et følelsesladet og personligt bred fra Khrusjtjov, hvori mulighederne for en fredelig løsning blev drøftet. Ikke længe efter modtog han endnu et, dog i en langt mere fjendtlig tone, hvilket af mange er blevet forklaret med at brev nummer to med stor sandsynlighed er skrevet i fællesskab med Sovjetunionens militære ledere. For at undgå yderligere konflikter valgte Kennedy kun at svare på

30

Mølstrøm, Kennedy – en amerikansk myte, 1997, s. 87

31

Bjøl, USA’s historie, 2010, s. 422

Tegning af Khrusjtjov og Kennedy under Cubakrisen, 1962

Side 10

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 12 af 38 det første brev, hvori han imødekom Khrusjtjovs ønske om en fredelig løsning. Søndag d. 28 oktober

1962 blev krisen endegyldigt afværget, da Khrusjtjov accepterede Kennedys forslag om, at russerne skulle fjerne missilerne på Cuba, hvis USA til gengæld lovede at de ikke ville invadere Cuba.

Derudover blev det også tilføjet at USA skulle fjerne de missiler der var opstillet i Tyrkiet, men denne del af aftalen blev holdt ude af offentligheden, af hensyn til Kennedys kommende valg [32].

Missilerne fra Tyrkiet blev fjernet i april 1963, hvilket var et tegn på en forbedring af relationerne mellem Sovjetunionen og USA. John F. Kennedy ønskede at løse konflikten med kommunisterne på diplomatisk vis, og skulle derfor vise velvilje over Khrusjtjov, men samtidig minde både indbyggerne i Vestberlin, og resten af verden, om, at han ikke havde glemt at kommunisterne var fjenden. I juni

1963 blev Kennedy den første præsident til, at anerkende Sovjetunionen som en mægtig magt, hvilket var noget Khrusjtjov i den grad ønskede, men Kennedy viste også medfølelse og forståelse over for det enorme tab af menneskeliv, som russerne havde oplevet under Anden Verdenskrig, hvilket nærmest ikke var blevet anerkendt. Dette var med til at åbne op for forhandlinger mellem Kennedy og Khrusjtjov om et stop for atomprøvesprængninger [33]. Præsident Kennedy blev dog samtidig i Amerika beskyldt for at være for blød over for kommunisterne.

Talen i Berlin

I løbet af sommeren 1963 rejste Kennedy igen til Europa, for at styrke alliancen med resten af de vestlige lande. Han var af den opfattelse, at der var behov for et stærkt fællesskab me lle m vestmagterne, så de kunne stå sammen over for Sovjetunionen omkring konflikten om Berlin. Den franske præsident frygtede midlertidig at NATO, anført af USA, kunne få succes uden ham og tyske kansler frygtede at Kennedy ville afslutte den Kolde Krig uden ham, hvilket gjorde at de var opstået spændinger i alliancen melle m Vestmagterne. Udover at pleje relationerne med vestmagterne, besøgte Kennedy også Vestberlin. Her holdt han en tale, som hyldede indbyggerne i Vestberlin for deres mod og tålmodighed, han talte om fremtiden og om den dag hvor friheden endelig ville komme til hele Berlin. Talen i Berlin er en af dem der huskes bedst, bla. pga. dens afslutningsreplik; ”Ich bin ein Berliner”, hvor Kennedy identificerede sig selv med Vestberlins befolkning, men samtidig sammenlignede alle frie mænd, med dem i Vestberlin [34]. Efter talen var der ingen tvivl om, at Kennedy kæmpede imod kommunismen og repræsenterede de amerikanske og vestlige idealer. Han blev hyldet af borgerne i Vestberlin, og af indbyggerne i resten af den vestlige verden.

32

Bjøl, USA’s historie, 2010, s. 423

33

Sorensen, Præsidentens mand, 2008, s. 352-353

34

Sorensen, Præsidentens mand, 2008, s. 348-349

Side 11

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 13 af 38

Analyse - Civil Rights Address

”We preach freedom around the world, and we mean it, and we cherish our freedom here at home, but are we to say to the world, and more importantly; to each other, that this is the land of the free, expect for the Negroes?”

John F. Kennedy – 11. juni 1963

Den 11. juni 1963 gik Kennedy til fjernsynet og holdt en tale, der efterfølgende er blevet kaldt en af hans smukkeste. Emnet var borgerrettigheder, og talen handlede især om sortes muligheder i USA; det land der var forrest i kampen mod kommunismen, og forrest i kampen om frihed over hele verden, men hvor en del af deres egen befolkning endnu ikke var helt frie. Talen blev holdt den samme dag der havde været optøjer på University of Alabama, som er beskrevet i redegørelsen, og selvom Kennedys nye lovgivning, - som netop omhandlede borgerrettigheder - på dette tidspunkt ikke var færdig, følte han, at der var behov for en tale om emnet [35], pga. de mange uroligheder.

Talen blev primært skrevet af Kennedys tætte rådgiver og taleskriver, Ted Sorensen, men da den skulle skrives på blot få timer, lige op til taletidspunktet, bidrog Kennedy også selv med nogle afsluttende passager. Ted Sorensen havde som yngre været meget optaget af spørgsmålet om flere rettigheder til sorte, og skrev derfor i en anden tone end den Kennedy havde tænkt. Flere af Ted Sorensens passager i talen blev ændret, hvilket er et klart eksempel på, at Kennedy ønskede at bringe et budskab ud til den amerikanske befolkning, men han ønskede at gøre det på en sådan måde, at han ikke mistede for mange hvide vælgere. Der var i forvejen optøjer og uroligheder i sydstaterne, og en for aggressiv tone kunne have fået begivenhederne til at eskalere. Derfor ændrede man fx. passager som:”The mire of segregation and discrimination is seen in every single state” til “Difficulties over segregation and discrimination exist in every city”, og “But the pace is shamefully slow” til “But the pace is very slow” [36]. Budskabet i sætningerne er grundlæggende det samme, men tonen er en ganske anden. Talen skulle ikke være en anklage mod alle, der behandlede de sorte dårligt, men en opfordring til hele landet til at ændre på det og gøre noget ved problemet.

Måden Kennedy formulerer sig på, hvor han undgår at anklage nogen, giver et klart billede af at han er en politiker der ved hvordan man skal håndterer kriser og videregive et budskab, så det passer til begivenhederne. Ved de tidligere uroligheder på universitet i Mississippi, hvilke er beskrevet tidligere i opgaven, havde Kennedy og hans rådgivere ikke vidst hvordan det skulle gribes an, men netop fordi

35

Sorensen, Præsidentens mand, 2008, s. 302

36

Sorensen, Præsidentens mand, 2008, s. 303

Side 12

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 14 af 38 de havde oplevet lignende omstændigheder før, var håndteringen af situationen bedre og budskabet der fulgte; langt mere klart og tydeligt.

Talen indeholder både logos-, patos- og etos argumenter. Præsidenten appellerer gennem etos til tilhørerens moral og udnytter den tillid som befolkningen har til ham, når han bruger udtryk som fx ”It ought to be possible”. I stedet for at give talen en negativ tone og fortælle om alt det der ikke er tilladt for sorte, bruger han udtrykket ”it ought to be possible”, og taler om, hvad der burde være muligt for dem. Kennedy bruger samtidig etos appellen til at fremstille USA som en fantastisk og stor nation, idet han underforstået siger, at alting burde være muligt i et land som Amerika, og som præsident har han god etos og stor troværdighed. Ved at gentage det igen og igen, gør han etos appellen endnu stærkere, da det på den måde bliver fremhævet meget tydeligt i talen, og som tilhører er det svært at undgå at lægge mærke til det og blive påvirket.

Kennedy spiller generelt på befolkningens moral hele talen igennem ved at fortælle om de uretfærdigheder, som præger de sortes dagligdag. Han stiller igen og igen spørgsmålet om det kan være sandt i et land som USA og i året 1963. Eksempelvis siger han, efter at have fortalt om uligheden i skolesystemet; ”We cannot say to 10 percent of the population that you can’t have that right; that your children cannot have the chance to develop whatever talents they have; that the only way that they are going to get their rights is to go into the streets and demonstrate. I think we owe them and

                                   37
(….) ourselves a better country than that.”

. Kennedy bruger flere steder eksempler med børn og unge, og deres muligheder for uddannelse, hvilket spiller på både moral og følelser. Tilhøreren får medlidenhed med børnene på grund af den uretfærdighed de skal opleve allerede tidligt i livet. At Kennedy bruger netop disse eksempler hænger også sammen med, at den amerikanske befolkning netop samme dag havde set voldsomme overgreb af politiet på demonstranter i Birmingham, hvoraf mange var børn, og det chokerede folket landet over. Ved at bringe børnenes vilkår op i sin tale efter de voldsomme billeder, vinder han endnu mere af befolkningens medlidenhed på de sorte børns vegne. Herudover henviser argumenterne om skole og uddannelse også til urolighederne på universiteterne i Alabama og Mississippi, hvorfor Kennedy alt i alt er god til at bruge nylige eksempler til at understøtte hans pointer.

Der kan findes en del logos argumenter i talen og de er effektive. Det største er et afsnit hvori præsidenten sammenligner et sort barns chancer med hvide børns, gennem statistikker for uddannelse, job og løn. Det er simpelt, men samtidig stærkt. En større og mere avanceret logos højst sandsynligt

37

Civil Rights Address, Bilag 1, s. 4/5, l. 20

Side 13

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 15 af 38 ville have kedet tilhørerne, og det var nødvendigt at hele landet forstod den statistik han bragte ind i talen, da den var med til at understøtte hans budskab. Det er derfor en kort passage på seks linjer [38], hvor der er benyttet udtryk, der er nemme at forholde sig til, som fx ”one-half”, ”one-third”, ”half” og ”one-seventh”. Statistikken er med til at danne et overblik over problemet for de sorte, og bidrager til at illustrere, hvordan raceforholdet skaber en underklasse i det amerikanske samfund, hvilke t Kennedy også påpeger senere i sin tale.

Et af talens temaer er USA som nation. Præsidenten fremstiller hele talen igennem USA som en stor nation og som mulighedernes land. Ved brug af udtryk som; ”this nation was founded by men of

                         39                                   40
many nations and backgrounds” , ”… is as clear as the American constitution” og ”And this Nation,

for all its’ hopes and (..) boasts” [41] fremhæve r Kennedy de ting som amerikanerne er stolte af, og de værdier der er unikke for USA og kendte verden over [42]. På den måde giver han igen talen en positiv klang, og undgår den anklagende tone, der nemt kunne opstå hvis han lagde talens hovedfokus på de episoder og sammenstød der havde været mellem sorte og hvide, og dermed fokuserede på de ting som amerikanerne gjorde galt. Kennedy lægger også meget vægt på, at det er et problem der skal løses ved hjælp af alle landets indbyggere, hvilket er en tillidserklæring til hans folk. Han giver udtryk for at han tror på folket, og på, at de kan ændre noget sammen, både sorte og hvide. Præsidenten fremhæver flere steder, at det ikke er muligt at løse problemet gennem retten alene, fx ”… but law alone cannot make men see right” og ”it is time to act (….) in your State and local legislative body and, above all, in all of our daily lives” [43]. Denne fremhævning skyldes både at der også var raceforskelle i mange staters i offentlige institutioner, som hospitaler, politi og retssale [44], men hovedsagligt at der var behov for en ændring af opfattelsen af de sorte som underklasse. Kennedy understreger disse forventninger til det hvide samfund, men samtidig siger han også at de hvide har ret til at forvente orden og respekt for loven fra de sorte. Dette er også en logos appel, da han logisk argumenterer for, at de sorte har ret til at forvente at loven er ens for alle, mens de hvide har ret til at forvente at de sorte overholder den; hvis det gælder en vej, skal det selvfølgelig også gælde den anden.

For at vise at det er både ham selv og befolkningen der skal arbejde for sagen, lover han samtidig at

38

Civil Rigths Address, Bilag 1, s. 1/5, l. 22

39

Civil Rights Address, Bilag 1, s. 1/5, l. 10

40

Civil Rights Address, Bilag 1, s. 2/5, l. 7

41

Civil Rights Address, Bilag 1, s . 2/5, l. 17

42

http://www.b.dk/kultur/min-amerikanske-droem

43

Civil Rights Address, Bilag 1, s. 3/5, l. 1

44

Bjøl, USA’s Historie, 2010, s. 416

Side 14

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 16 af 38 fremlægge en lovgivning for kongressen, og fremsætter derved både forventninger og målsætninger til hele samfundet, inklusiv ham selv.

Ved at inddrage sig selv viste Kennedy, at han på trods af hans hidtil manglende stillingtagen, rent faktisk var berørt af begivenhederne og at han ønskede at ændre de sortes vilkår til det bedre. Det at en lovændring var blevet diskuteret og arbejdet på inden urolighederne startede, viste også at Kennedy var klar over at der var behov for en ændring og parat til at imødegå mange af de sortes bønner og krav.

Et af talens andre fokuspunkter er, at der er tale om amerikanere. De sorte er en del af befolkningen, de arbejder og kæmper for USA, ligesom de hvide. Når soldater skulle sendes til Berlin eller Vietnam tog man både imod sorte og hvide; der var ingen raceforskel når det handlede om krig, hvilket Kennedy fremhæver; ”And when Americans are sent to Viet-nam or West Berlin we do not ask for

whites only”^{45}. Han viser resten af USA at de sorte har fortjent at blive behandlet på lige fod med

hvide, hvilket også er en logos appel. Han bruger udtrykkene ”every American”, ”American (…) of any color” og blot ”Americans” ofte, for at vise at han anerkender at de sorte, som en del af den amerikanske befolkning, men også for at overbevise resten af USA om dette, og gøre dem bevidste om, hvor grotesk det er, at amerikanerne kæmper for frihed i resten af verden, men nægter en del af deres egen befolkning basale frihedsrettigheder. Udover at bruge argumentet med de sorte soldater, sammenligner Kennedy også de mennesker der kæmper for sortes rettigheder, både sorte og hvide, med amerikanske soldater der kæmper for frihed ude i verden. Han hylder dem og roser dem for deres menneskelige anstændighed. På den måde siger han også implicit, at den anstændighed til en vis grad mangler hos dem, der ikke gør noget, og utvivlsomt hos dem, der kæmper direkte imod. Det er meget få steder i talen at han direkte kritiserer de personer, der behandler de sorte dårligt eller dem der ikke gør noget, blandt andet fordi det kunne have fået en negativ betydning for hans næste valg, men også fordi det kunne have fået overfald på sorte til at eskalere. Der er dog nogle passager, hvor dette bade implicit og explicit behandles, fx ”Those who do nothing are inviting shame as well as violence” [46].

Det gennemgående tema i talen er det moralske ansvar hele USA har for at få løst problemet. Kennedy påpeger igen og igen at der er behov for at den amerikanske befolkning ændrer behandlingen af de sorte i dagligdagen - at man giver dem mulighed for at blive serveret for på restauranter og i diners, de samme chancer når det kommer til uddannelse og job og muligheden for at stemme uden de skal

45

Civil Rights Address, Bilag 1, s. 1/5, l. 13

46

Civil Rights Address, Bilag 1, s. 3/5, l. 4

Side 15

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 17 af 38 være bange for overfald og vold. Rettens ansvar bliver også fremhævet, men som før nævnt, gør præsidenten meget ud af at nævne at en lovændring ikke er nok.

Talen er utroligt velskrevet, og det er tydeligt at se at der både er taget højde for, at man ikke vil miste for mange hvide vælgere, men at der samtidig skal gives nok indrømmelser til at de sorte bliver tilfredse. Budskabet er meget klart; der er behov for en ændring i adfærd i hverdagen og en ændring af behandlingen af de sorte. Der havde været udbredt utilfredshed med Kennedy som lovgiver, blandt de sorte ledere [47], da han ikke før havde taget et standpunkt, og ikke havde givet udtryk for at ville ændre på deres vilkår, men efter talen blev dette udtrykt i mindre grad. Samtidig havde Kennedy været bange for, at hvis han for hurtigt fremlagde en lovgivning om borgerrettigheder for sorte for Kongressen, ville de nedstemme den og det ville påvirke hans lovændringer på andre punkter [48]. Der havde derfor været brug for den rigtige stemning i samfundet, og de massive uroligheder i Birmingham, Alabama i dagene op til talen gjorde det til et rigtig godt tidspunkt at holde den på.

Præsidenten holdt sit ord og præsenterede meget kort tid efter en ny, omfattende lovgivning på området, for kongressen. På grund af hans tidlige død nåede Kennedy dog aldrig at se den blive vedtaget, men hans arbejde med sagen og især denne tale, var med til at lægge grundlaget for, at hans efterfølger kunne vedtage lovgivningen. Talen markerede starten på en ny tid for den sorte del af befolkningen i USA, og siden da er deres liv blevet forbedret betragteligt. I dag lever afroamerikanerne og hvide under stort set samme vilkår, og det at USA har fået en farvet præsident markerer en milepæl i amerikansk historie.

47

Mølstrøm, Kennedy – en amerikansk myte, 1997, s. 97

48

Esmann, Amerikanske præsidenter – fra George Washington til Bill Clinton, 2001, s. 293

Side 16

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 18 af 38

Analyse - Remarks at the Rudolf Wilde Platz

“All free men, wherever they may live, are citizens of Berlin, and, therefore, as a free man, I take pride in the words “Ich bin ein Berliner”.”

John F. Kennedy – 26. Juni 1963

“Remarks at the Rudolf Wilde Platz” er en tale der bedre er kendt under navnet ”Ich bin ein Berline r”.

Den blev holdt i forbindelse med John F. Kennedys besøg i Vestberlin i 1963, hvor hele den vestlige verden forsat havde store konflikter med den kommunistiske verden; især Sovjetunionen [49], som beskrevet i redegørelsen. Berlinmuren var blevet opført gennem Berlin i 1961, og havde skabt splid i hele Tyskland, da den afskilte familier og venner fra hinanden, og havde forværret situatio nen mellem Vesten og de kommunistiske stater. Kennedy holdt talen for at opmuntre borgerne i Vestberlin og vise dem at han stadig kæmpede for deres sag; et samlet Tyskland.

Som tidligere nævnt i redegørelsen, var talen var en hyldest til borgerne i Vestberlin, men samtidig også en hyldest til alle frie mænd i hele resten af verden. Kennedy er mere personlig end han eksempelvis var i sin tale om sortes borgerrettigheder, men i denne situation er han heller ikke nødt til at overbevise en hel befolkning om noget; denne gang henvender han sig til indbyggerne i den frie verden, og hovedsaligt i Vestberlin, hvoraf de fleste er enige i hans mening om de kommunistiske verden.

Kennedy lægger ud med en meget nationalistisk passage, hvor han taler om hvor stolt han er over at være i byen og over at være en gæst af deres borgmester og deres kansler, og han roser dem begge for deres arbejde for byen. Dette er en klar patos, da han ved denne indledning hurtigt appellerer til indbyggernes nationalistiske følelser. Kennedy sammenligner også Vestberlin med datidens almægtige Rom, ved at sammenlign udtrykket ”civis Romanus sum”, der totusinde år før blev sagt af indbyggerne i Rom, med udtrykket ”Ich bin ein Berliner” [50], som Kennedy mente var det mest stolte udtryk for en mand i den frie verden. Kennedys indledning bliver endnu stærkere i form af anaforen

”I am proud of…”^{51}, der bliver brugt tre gange, da det forstærker effekten af hans ord og overbeviser

tilhøreren om, at han mener det han siger. Ved hjælp af patos opmuntrer han befolkningen og udtrykker sin respekt og høje tanker om deres by, i en tid hvor store dele af befolkningen ellers var fortvivlede. Præsidenten forsikrer dem også om, at Amerika altid vil hjælpe, hvis byen for brug får

49

Mølstrøm, Kennedy – en amerikansk myte, 1997, s. 82

50

Remarks at the Rudolf Wilde Platz, Bilag 2, s. 1/2, l. 7

51

Remarks at the Rudolf Wilde Platz, Bilag 2, s. 1/2, l. 2

Side 17

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 19 af 38 det; et udtryk for, at han ikke har glemt dem, til trods for anklagerne om at han var blevet blød over for den kommunistiske verden.

I den næste del af talen diskuterer Kennedy det store problem mellem den vestlige verden og den kommunistiske verden, ved at fremhæve situationen i Berlin. Han nævner flere udtryk og meninger om den kommunistiske verden, fx ”There are some who say that communism is the wave of the

     52                                                                       53
future” og ”.. there are some who say in Europe and elsewhere we can work with the Communists” ,

og beder alle med disse holdninger om at komme til Berlin. Præsidenten siger med dette, implicit, at de tager fejl og nægter herved, at kommunismen er fremtiden og at man kan arbejde med kommunisterne. Påstanden bliver fremlagt uden videre bevis, men med hentydningen til, at folk skal opleve situationen i Berlin før de kan udtale sig om forholdet til kommunisterne. Igen gør præsidenten argumentet stærkt ved at gentage en sætning; i dette tilfælde ”Let them come to Berlin” [54], fire gange, og den sidste gang på tysk. Dette styrker hans etos hos den tyske befolkning, da hans påstande, samt gentagelserne, bygges oven på hinanden, og han udtrykker at han brænder for sagen. Ved at inddrage det tyske udtryk virker det endda som om, at Kennedy brænder for sagen som var han selv borger i Berlin, og han danner herved en fællesskabsfølelse med det tyske folk; han kæmper med dem side om side.

”Freedom has many difficulties and democracy is not perfect, but we have never had to put a wall up to keep our people in, to prevent them from leaving us”. Med dette citat håner John F. Kennedy kommunisterne, og han håner deres behov for Berlinmuren. En af grundene til at den blev bygget, var netop at forhindre den masseudvandring der skete gennem Berlin [55], fra øst til vest, og det fremhæver han i dette citat. Det er underforstået at en udvandring fra et land eller område, til et andet, må ske på baggrund af utilfredshed, i dette tilfælde med det kommunistiske styre. Citatet er meget følelsesladet og indeholder indrømmelser, hvilket fungerer som gendrivelse, da han nævner at et demokrati kan have svagheder. Kennedy stiller det gode, demokratiet, op over for det onde, kommunismen, og indrømmer med det samme at demokratiet ikke er perfekt, men afslår samtidig muligheden for, at et kommunistisk styre kan være bedre, da inden demokratier nogensinde har været nødt til at bygge en mur for at holde på dets befolkning. Denne sammenligning stiller DDR i meget dårligt lys og påvirker folks mening om det kommunistiske styre, samtidig med at det mindsker

52

Remarks at the Rudolf Wilde Platz, Bilag 2, s. 1/2, l. 10

53

Remarks at the Rudolf Wilde Platz, Bilag 2, s. 1/2, l. 11

54

Remarks at the Rudolf Wilde Platz, Bilag 2, s. 1/2, l. 14

55

Mølstrøm, En amerikansk myte, 1997, s. 83

Side 18

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 20 af 38 tilliden til det. Præsidenten styrker ved hjælp af dette citat også hans etos, da han igen fremstår sikker, klar og målrettet i sine argumenter.

Kennedy vælger, udover at skabe en fællesskabsfølelse mellem ham selv og borgerne i Vestberlin, at skabe en fællesskabsfølelse mellem alle i den frie verden, og med udtryk som fx ”I want to say, on behalf of my countrymen (…), that they take the greatest pride that they have been able to share with

you (…) the story of the last 18 years”^{56}, især mellem den amerikanske og tyske befolkning.

Præsidenten fremhæver igen, hvor stolte han og resten af USA er, over Vest-Berlins kamp mod kommunismen og for frihed. Hans egen personlige mening kommer til udtryk, idet han fortæller at han ikke kender til nogen anden by, som har været udsat for hvad Vest-Berlin har, og stadig opretholder styrke, håb og beslutsomhed. Kennedy viser samtidig empati og medfølelse, for borgerne i Berlin, over hvad de har været igennem. Han nævner herefter at Berlinmuren er det mest åbenlyse tegn på de fejl som kommunismen indeholder, og fremhæver på denne måde implicit at Vestberlin er et at de mest tydelige tegn på alle de gode ting i den frie, demokratiske verden. Herudover er det første gang at Kennedy direkte siger at kommunismen er et fejlslagent system, og siger endvidere at Berlinmuren er en forbrydelse mod menneskeheden, i og med at den adskiller familier og venner der ønsker at være sammen. Ved at bringe familier ind i sin tale bruger Kennedy især patos i dette afsnit af talen, da han appellerer til medfølelse og sympati.

Præsidenten bygger videre på argumentet om nægtelse af basale frihedsrettigheder i næste passage, hvor han til dels begynde at konkludere; ”… real, lasting peace in Europe can never be assured as long as one German out of four is denied the elementary right of free men” [57]. Her argumente rer Kennedy for, at Europa ikke i sandhed kan være sikret fred så længe at en del af den tyske befolkning er nægtet basale rettigheder til selv at træffe frie valg. Præsidenten argumenterer også for, at den tyske befolkning igennem atten års fred og god vilje, har fortjent retten til at forene deres familier og til at leve i frihed og kommer på den måde frem med hans budskab; Berlin skal være frit, hvilket implicit vil sige, at muren skal væk. Kennedy opfordrer borgerne i Vest-Berlin til se ud over dagens farer, og frem til morgendagens håb. Han indgyder dem med håb ved citatet: ”When that day finally come, as

it will… ”^{58}, hvor han forsikrer dem at dagen hvor øst og vest bliver genforenet vil komme. Kennedy

pointerer, at de til den tid kan de være tilfredse og stolte over, at have været i frontlinjen i næsten to årtier, hvorved han også referer til deres førende position i krigshistorien og styrker berlinernes tro

56

Remarks at the Rudolf Wilde Platz, Bilag 2, s. 1/2, l. 16

57

Remarks at the Rudolf Wilde Platz, Bilag 2, s. 1/2, l. 25

58

Remarks at the Rudolf Wilde Platz, Bilag 2, s. 2/2, l. 5

Side 19

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 21 af 38 på dem selv endnu mere. Citatet er samtidig en forpligtigelse til ham selv og et mål for hele den frie verden om at overvinde kommunisterne og ikke opgive befolkningen i Vest-Berlin.

John F. Kennedy afslutter, som før nævnt, talen med et stærkt citat, hvori han sammenligner alle frie mænd, med dem der bor i Vest-Berlin. Kennedy siger derfor, som en fri mand; ”Ich bin ein

       59
Berliner” . Her skaber han igen en fællesskabsfølelse mellem ham selv og borgerne i Vest-Berlin,

men samtidig mellem borgerne og hele den frie verden, og han udtrykket stolthed over at være i stand til at kunne sige dette. Disse tyske ord huskes allerbedst fra hele talen da det både indgår som start-og slutsætning, og herudover er bærende for præsidentens budskab; Berlins frihed. Det samler samtidig hele den frie verden som ét folk, berlinere, og derfor skal de kæmpe side om side for friheden.

Der er et klart fokus på frihed og Vest-Berlin i talen. Hvis man kigger på de enkelte ord i talen, så bliver fri eller frihed nævnt femten gange og Vest-Berlin, Berlin eller Tyskland bliver nævnt fjorten gange. Temaet er ønsket om frihed i Vest-Berlin og ved at nævne det så ofte og holde det i fokus, sørger Kennedy for, at hans budskab er klart og tydeligt, og at han virker utrolig målrettet.

Talen prægede konflikten mellem Sovjetunionen og Vesten, da præsidenten blot få uger inden havde afholdt en tale hvori han udtrykte ønske om at forbedre relationerne mellem verdens to supermagter.

Denne tale blev meget vel modtaget af det Vesttyske folk, mens folkene i Sovjetunionen tog det som en meget stærk kritik og et aggressivt udspil fra den amerikanske præsident. Kennedy ønskede at forbedre relationerne, da han ikke ville risikere endnu en krise lignende Cubakrisen, men han var stadig modstander af kommunismen og presset fra hele USA for at bekæmpe den eksisterede stadig.

Måden Kennedy udtrykker sig på, og taler til befolkningen i Vest-Berlin, viser et klart personligt ønske om at befri berlinerne for muren og de vanskeligheder den har medbragt, og den stærke retorik som talen indeholder viser også at han ville påvirke de andre vestmagter og hele resten af verden til at tilslutte sig kampen.

John F. Kennedy som politiker og taler

I begge taler er Kennedy utrolig velformuleret og dygtig til at komme ud med hans budskab på en klar og tydelig måde. Det er nemt at følge med igennem talerne, og de er bygget op på en sådan måde, at man bliver sat ordentligt ind i emnet inden han går i dybden med det. Talerne og måden de er holdt

59

Remarks at the Rudolf Wilde Platz, Bilag 2, s. 2/2, l. 11

Side 20

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 22 af 38 på giver et indtryk af en dygtig politiker, der har styr på såvel sit indenrigs- som udenrigsstof, og som samtidig kan finde de rigtige ord til at videreformidle informationen med.

Kennedys politiske figur i samtiden og hans eftermæle

Kennedy blev myrdet på en rundrejse i Texas, som han var taget til for at samle støtte og stemmer inden det forestående valg i 1964. Ved hans første præsidentvalg havde han kun vundet med et lille flertal, og hans popularitet i staten var nedadgående [60]. I dag er det de færreste der husker dette. Det amerikanske folk husker ham som en storslået præsident, en del af eliten, mens sandheden er, at han havde oplevet flere fiaskoer, havde svært ved at finde sit ståsted med hensyn til borgerrettigheder og endte med at være en af de præsidenter der fik færrest nye lovgivninger vedtaget. Det vidner tidligere afsnits beskrivelser også om, som fx affæren omhandlende Svinebugten og de sortes utilfredshed når det kom til manglende lovgivning omkring sortes rettigheder.

                                     61
I artiklen ”Efter døden husker folket selektivt”

, fra Information, bliver man som læser præsenteret for historien om Sveriges afdøde, tidligere præsident, Olof Palme, der ligesom Kennedy blev myrdet midt i hans karriere. På trods af, at Palme som politiker til tider var unødvendigt hård i sin retorik, en aggressiv debattør og direkte ondskabsfuld [62], er det ikke på den måde han efterfølgende blev husket af folket. Det er hovedsagligt kun historikere der husker sådanne ting, og det påpeges samtidig i artiklen, at Palmes politiske karriere ikke var særlig succesfuld, tværtimod, i og med han tabte fire valg og to gange mistede regeringsmagten [63], hvilket heller ikke er noget folk husker. Artiklen påstår altså, at folket i højere grad har tendens til at glemme de negative ting, og kun huske de positive, når store personligheder, som Olof Palme og John F. Kennedy afgår ved døden på, hvad der i artiklen kaldes, det rigtige tidspunkt i deres liv [64].

På mange punkter kan man også sagtens sige at dette er tilfældet med John F. Kennedy. I dag er han, pga. måden han døde på, blevet et ikon og huskes af mange som en fantastisk præsident. Men dette er ganske simpelt ikke tilfældet. Som USA-forsker Mads Fuglede påpeger i artiklen, så var han i virkeligheden en middelmådig præsident og der er meget lidt fagligt belæg for at gøre Kennedy til

60

Mølstrøm, Kennedy – en amerikansk myte, 1997, s. 100

61

Bilag 3

62

Efter døden husker folket selektivt. Bilag 3

63

Efter døden husker folket selektivt. Bilag 3, s. 4/5

64

Efter døden husker folket selekti vt. Bilag 3, s. 5/5

Side 21

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 23 af 38 den store præsident han huskes som [65]. Kennedy er muligvis en af de præsidenter der huskes allerbedst, hvilket især skyldes hans hustru Jacqueline Kennedy og broderen Robert Kennedy, hvem der har været med til at skabe den forestilling og myte, der i dag omgiver ham og hele hans person.

At Kennedy står så tydeligt i manges hukommelse, skyldes dog også flere af de taler som Kennedy holdt imens han var præsident, da de, som det fremgår af analyserne, var meget retorisk stærke og indeholdte kraftige og mindeværdige citater. John F. Kennedys ikoniske status og ry er dog til en vis grad blevet ødelagt. Historier om en kvindeglad præsident, der havde op til flere affære ved siden af sit ægteskab med Jackie, har præget medierne både den gang han levede, men også især i årene efter hans død og de kan stadig blive nævnt i dag. Det er også sådanne skandaler der er med til at gøre ham til en fremtrædende figur i amerikansk historie; han bliver husket fordi han gjorde usædvanlige ting og døde på en usædvanlig måde på et usædvanligt tidspunkt. Hvad der var af politiske fejl og mangler spiller ikke længere en stor rolle. I bogen ”Præsidentens mand”, skrevet af en af Kennedys tætteste rådgivere og taleskriver, Ted Sorensen, bliver historierne om Kennedys seksuelle udskejelser også diskuteret. Sorensen beskriver hvordan der, efter Kennedy blev en populær national skikkelse, pludselig var flere mænd der påstod af have gjort tjeneste med ham under Anden Verdenskrig, end der kunne have været i hans båd, ligesom der, efter han blev præsident, var så mange der påstod at have stemt på ham, at han burde have vundet en jordskredssejr og efter han døde, så mange kvinder der påstod at de havde haft en affære med ham, at han umuligt ville have haft tid til sit præsidentembede hvis de alle talte sandt [66]. Det er det exceptionelle der bliver husket og lagt mærke til, og det er det som folk gerne vil være en del af. Kennedy var i 1963 stadig en interessant person og et udbredt samtaleemne som levende, blandt andet fordi han var præsident og hans to store kriser, både indenrigs og udenrigs, stadig ikke var afsluttede. At han døde på det tidspunkt, han gjorde, har gjort hans figur og hans liv til et endnu større samtaleemne, ikke bare blandt amerikanerne, men blandt hele verdens befolkning. I artiklen fra Information påstår Håkan Arvidsson, lektor i historie og idéhistorie, at det at blive skudt på højdepunktet af sin karriere, nok er det bedste der kan ske for en statsleder [67]. Kennedys død har derudover gjort det endnu nemmere at skrive og sælge sensationelle beskyldninger mod ham, fx om affærer med diverse kvinder. Da han er ikke i live til at kunne forklare eller benægte dem, kan teorierne blive diskuteret endeløst.

65

Efter døden husker folket selektivt. Bilag 3, s. 4/5

66

Sorensen, Præsidentens mand, 2008, s. 128

67

Efter døden husker folket selektivt. Bilag 3, s. 5/5

Side 22

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 24 af 38

Der er udgivet mange bøger om Kennedy, om hans politiske liv, om hans private liv og om hans død.

Men netop fordi at han er død, er det svært at fastslå hvor gode kilder de forskellige udgivelser er.

Man mangler Kennedy til er be- eller afkræfte sandheden i de forskellige historier. Artiklen ”Efter døden husker folket selektivt” beskæftiger sig med det man ved der er sket, og det at den netop påpeger at mange beretninger om John F. Kennedy er påvirket af en mere selektiv hukommelse, er med til at gøre den mere troværdig. Det er historikere der bidrager til indholdet, og de har belæg for deres påstande omkring Kennedys formående som politiker og præsident, samt belæg for de påstande de har om almindelige amerikaneres syn på den tidligere præsident. Den sammenligning som Kennedy i artiklen bliver brugt til, gør også i højere grad påstandene troværdige, da teorierne omkring døde statsledere ville miste deres pointe hvis ikke oplysningerne om Kennedy var sande. Samtidig er beretningen af Ted Sorensen som udgangspunkt også en meget troværdig kilde. Bogen er en førstehåndskilde, da Sorensen arbejde tæt sammen med præsidenten og derfor gengiver egne oplevelser, men den er dog skrevet under andre forudsætninger end artiklen. Ted Sorensen, som han også selv skriver, elskede, respekterede og troede på Kennedy gennem samtlige elleve år af deres samarbejde [68]. Der er derfor større sandsynlighed for at Sorensen er tendentiøs og giver et mere positivt billede af Kennedy, end en objektiv person, som historikerne i artiklen, ville gøre.

Sorensen påstår ikke at Kennedy var fejlfri, men han argumenterer for, hvorfor man burde huske ham som en god præsident. John F. Kennedy sendte under sin præsidentperiode ikke en eneste bombe afsted, på trods af flere store kriser mellem verdens to supermagter, han arbejdede for at nedbryde barrierer mellem religioner og racer og opfordrede samtlige amerikanere til at gøre deres bedste for at tjene deres land. Sorensen mener godt at en præsident kan være hæderlig, eftertænksom og træffe intelligente beslutninger som leder, selvom han måske ikke er det i samme grad i sit privatliv [69], hvormed Sorensen indikerer at Kennedy sagtens kan have været en god præsident, på trods af sine affærer. Artiklen forholder sig ikke på samme måde som bogen til hvad Kennedy præcist opnåede i sin præsidentperiode, men den er stadig skrevet i en mere kritisk tone end Sorensens. Samtidig er det en opfordring til dens læsere om at huske på hvad statsledere, som Palme og Kennedy, opnåede eller ikke opnåede i deres tid som ledere, og ikke blot fokusere på det positive.

68

Sorensen, Præsidentens mand, 2008, s. 126

69

Sorensen, Præsidentens mand, 2008, s. 135

Side 23

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 25 af 38

Konklusion

Da John F. Kennedy blev valgt til præsident var det ikke en nem tid for USA. De stod, som en af verdens to supermagter overfor Sovjetunionen, og kæmpede om magten på den internationale scene.

Flere kriser blandt de to lande havde ført til en tilspidset situation i 1963, hvilket kulminerede i Berlin, med Kennedy retorisk stærke tale, som beskrevet i analysen. Talen huskes den dag i dag, som en af dem der bedst beskrev stemningen og ønsket om frihed i Vest-Berlin, og især slutcitatet ”Ich bin ein Berliner” er blevet berømt. Indenrigspolitisk var Kennedys periode som præsident hovedsagligt præget af uroligheder omkring den omfattende raceforskel der prægede datidens Amerika. På trods at det var et meget følsomt emne, der havde medført adskillige konflikter, endte Kennedy med at holde en meget følelsespræget og smuk tale om moralsk ansvar, der opfordrede alle amerikanere til at revurdere den måde hvorpå de behandlede de sorte. John F. Kennedy præsenterede herudover en af de mest omfattende lovgivninger, på området om borgerrettigheder, der nogensinde var set i USA, som blev starten på en nye tid for landets sorte indbyggere.

Efter Kennedys død er hans formåender som præsident blevet diskuteret, og flere sager fra hans privatliv bliver ofte brugt til at vurdere hvordan han var som politiker og præsident. Hans regeringstid var kort, og han var uerfaren, men ud fra budskaber i hans taler og det folk mener om hans politiske virke, virker Kennedy som en politiker der kunne have opnået meget mere som præsident, inden for de to punkter; borgerrettigheder og krisen i Berlin, hvis ikke han var blevet myrdet, men havde haft mere tid til at udvikle sig og arbejde for sit land.

Side 24

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 26 af 38

Materialeliste

Taler:

- John F. Kennedys ”Civil Rights Adress”

http://www.jfklibrary.org/Asset-Viewer/LH8F_0Mzv0e6Ro1yEm74Ng.aspx

- John F. Kennedys “Remarks at the Rudolf Wilde Platz”

http://www.jfklibrary.org/Asset-Viewer/oEX2uqSQGEGIdTYgd_JL_Q.aspx

Bøger:

- Mølstrøm, Søren: Kennedy – en amerikansk myte. 1. udg, 1997. Forlaget Kolorit

- Sorensen, Ted: Præsidentens mand. 1. Udg, 2008. Gads Forlag

- Esmann, Frank m.fl.: Amerikanske præsidenter – fra George Wasington til Bill Clinton.

1.udg, 2. oplag, 2001. Aschehoug

- Bjøl, Erling: USA’s Historie. 3. udgave, 1. oplag, 2010. Gyldendal

- Bryld, Carl-Johan og Harry Haue: Den Nye Verden – 1. udg, 3. oplag, 1997.

Systime

- Dallek, Robert: John F. Kennedy – Et ufuldendt liv, Bind 1. 1. udg, 2007. Roger.

Hjemmesider:

- http://www.history.co.uk/study-topics/history-of-ww2/appeasement -
- http://www.history.com/topics/world-war-ii/pearl-harbor -
- http://afroamhistory.about.com/od/civilrightsstruggle1/a/timeline1960.htm -
- http://www.leksikon.org/images/borgerrettighedsbevegelsen1.jpg -
- https://flemmingytzen.files.wordpress.com/2014/08/armwrestling.gif -
- http://en.wikipedia.org/wiki/Ich_bin_ein_Berliner -
- http://www.talerbloggen.dk/praktiske-raad/Logos-patos-etos -
- http://gymdansk.weebly.com/retoriske-virkemidler.html -
- http://www.unl.edu/english/sbehrendt/StudyQuestions/ContextualAnalysis.html

Artikler:

- http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/da-kennedy-talte-til-berlin-pr%C3%A6cis-50-

%C3%A5r-siden

- http://www.b.dk/kultur/min-amerikanske-droem
- http://www.information.dk/260388

Side 25

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 27 af 38

Bilag:

Bilag 1 - Civil Rights Adre ss

Good evening, my fellow citizens:

This afternoon, following a series of threats and defiant statements, the presence of Alabama National Guardsmen was required on the University of Alabama to carry out the final and unequivocal order of the United States District Court of the Northern District of Alabama. That order called for the admission of two clearly qualified young Alabama residents who happened to have been born Negro.

That they were admitted peacefully on the campus is due in good measure to the conduct of the students of the University of Alabama, who met their responsibilities in a constructive way.

I hope that every American, regardless of where he lives, will stop and examine his conscience about this and other related incidents. This Nation was founded by men of many nations and backgrounds.

It was founded on the principle that all men are created equal, and that the rights of every man are diminished when the rights of one man are threatened.

Today, we are committed to a worldwide struggle to promote and protect the rights of all who wish to be free. And when Americans are sent to Vietnam or West Berlin, we do not ask for whites only.

It ought to be possible, therefore, for American students of any color to attend any public institution they select without having to be backed up by troops. It ought to be possible for American consumers of any color to receive equal service in places of public accommodation, such as hotels and restaurants and theaters and retail stores, without being forced to resort to demonstrations in the street, and it ought to be possible for American citizens of any color to register and to vote in a free election without interference or fear of reprisal. It ought to to be possible, in short, for every American to enjoy the privileges of being American without regard to his race or his color. In short, every American ought to have the right to be treated as he would wish to be treated, as one would wish his children to be treated. But this is not the case.

The Negro baby born in America today, regardless of the section of the State in which he is born, has about one-half as much chance of completing a high school as a white baby born in the same place on the same day, one-third as much chance of completing college, one-third as much chance of becoming a professional man, twice as much chance of becoming unemployed, about one-seventh as

Side 26

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 28 af 38 much chance of earning $10,000 a year, a life expectancy which is 7 years shorter, and the prospects of earning only half as much.

This is not a sectional issue. Difficulties over segregation and discrimination exist in every city, in every State of the Union, producing in many cities a rising tide of discontent that threatens the public safety. Nor is this a partisan issue. In a time of domestic crisis men of good will and generosity should be able to unite regardless of party or politics. This is not even a legal or legislative issue alone. It is better to settle these matters in the courts than on the streets, and new laws are needed at every level, but law alone cannot make men see right. We are confronted primarily with a moral issue. It is as old as the Scriptures and is as clear as the American Constitution.

The heart of the question is whether all Americans are to be afforded equal rights and equal opportunities, whether we are going to treat our fellow Americans as we want to be treated. If an American, because his skin is dark, cannot eat lunch in a restaurant open to the public, if he cannot send his children to the best public school available, if he cannot vote for the public officials who will represent him, if, in short, he cannot enjoy the full and free life which all of us want, then who among us would be content to have the color of his skin changed and stand in his place? Who among us would then be content with the counsels of patience and delay?

One hundred years of delay have passed since President Lincoln freed the slaves, yet their heirs, their grandsons, are not fully free. They are not yet freed from the bonds of injustice. They are not yet freed from social and economic oppression. And this Nation, for all its hopes and all its boasts, will not be fully free until all its citizens are free.

We preach freedom around the world, and we mean it, and we cherish our freedom here at home, but are we to say to the world, and much more importantly, to each other that this is the land of the free except for the Negroes; that we have no second-class citizens except Negroes; that we have no class or caste system, no ghettoes, no master race except with respect to Negroes?

Now the time has come for this Nation to fulfill its promise. The events in Birmingham and elsewhere have so increased the cries for equality that no city or State or legislative body can prudently choose to ignore them. The fires of frustration and discord are burning in every city, North and South, where legal remedies are not at hand. Redress is sought in the streets, in demonstrations, parades, and protests, which create tensions and threaten violence and threaten lives.

Side 27

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 29 af 38

We face, therefore, a moral crisis as a country and a people. It cannot be met by repressive police action. It cannot be left to increased demonstrations in the streets. It cannot be quieted by token moves or talk. It is a time to act in the Congress, in your State and local legislative body and, above all, in all of our daily lives. It is not enough to pin the blame on others, to say this a problem of one section of the country or another, or deplore the facts that we face. A great change is at hand, and our task, our obligation, is to make that revolution, that change, peaceful and constructive for all. Those who do nothing are inviting shame, as well as violence. Those who act boldly are recognizing right, as well as reality.

Next week I shall ask the Congress of the United States to act, to make a commitment it has not fully made in this century to the proposition that race has no place in American life or law. The Federal judiciary has upheld that proposition in a series of forthright cases. The Executive Branch has adopted that proposition in the conduct of its affairs, including the employment of Federal personnel, the use of Federal facilities, and the sale of federally financed housing. But there are other necessary measures which only the Congress can provide, and they must be provided at this session. The old code of equity law under which we live commands for every wrong a remedy, but in too many communities, in too many parts of the country, wrongs are inflicted on Negro citizens and there are no remedies at law. Unless the Congress acts, their only remedy is the street.

I am, therefore, asking the Congress to enact legislation giving all Americans the right to be served in facilities which are open to the public -- hotels, restaurants, theaters, retail stores, and similar establishments. This seems to me to be an elementary right. Its denial is an arbitrary indignity that no American in 1963 should have to endure, but many do.

I have recently met with scores of business leaders urging them to take voluntary action to end this discrimination, and I have been encouraged by their response, and in the last two weeks over 75 cities have seen progress made in desegregating these kinds of facilities. But many are unwilling to act alone, and for this reason, nationwide legislation is needed if we are to move this problem from the streets to the courts.

I'm also asking the Congress to authorize the Federal Government to participate more fully in lawsuits designed to end segregation in public education. We have succeeded in persuading many districts to desegregate voluntarily. Dozens have admitted Negroes without violence. Today, a Negro is attending a State-supported institution in every one of our 50 States, but the pace is very slow.

Side 28

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 30 af 38

Too many Negro children entering segregated grade schools at the time of the Supreme Court's decision nine years ago will enter segregated high schools this fall, having suffered a loss which can never be restored. The lack of an adequate education denies the Negro a chance to get a decent job.

The orderly implementation of the Supreme Court decision, therefore, cannot be left solely to those who may not have the economic resources to carry the legal action or who may be subject to harassment.

Other features will be also requested, including greater protection for the right to vote. But legislation, I repeat, cannot solve this problem alone. It must be solved in the homes of every American in every community across our country. In this respect I wanna pay tribute to those citizens North and South who've been working in their communities to make life better for all. They are acting not out of sense of legal duty but out of a sense of human decency. Like our soldiers and sailors in all parts of the world they are meeting freedom's challenge on the firing line, and I salute them for their honor and their courage.

My fellow Americans, this is a problem which faces us all -- in every city of the North as well as the South. Today, there are Negroes unemployed, two or three times as many compared to whites, inadequate education, moving into the large cities, unable to find work, young people particularly out of work without hope, denied equal rights, denied the opportunity to eat at a restaurant or a lunch counter or go to a movie theater, denied the right to a decent education, denied almost today the right to attend a State university even though qualified. It seems to me that these are matters, which concern us all, not merely Presidents or Congressmen or Governors, but every citizen of the United States.

This is one country. It has become one country because all of us and all the people who came here had an equal chance to develop their talents. We cannot say to ten percent of the population that you can't have that right; that your children cannot have the chance to develop whatever talents they have; that the only way that they are going to get their rights is to go in the street and demonstrate. I think we owe them and we owe ourselves a better country than that.

Therefore, I'm asking for your help in making it easier for us to move ahead and to provide the kind of equality of treatment which we would want ourselves; to give a chance for every child to be educated to the limit of his talents. As I've said before, not every child has an equal talent or an equal

Side 29

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 31 af 38 ability or equal motivation, but they should have the equal right to develop their talent and their ability and their motivation, to make something of themselves.

We have a right to expect that the Negro community will be responsible, will uphold the law, but they have a right to expect that the law will be fair, that the Constitution will be color blind, as Justice Harlan said at the turn of the century.

This is what we're talking about and this is a matter which concerns this country and what it stands for, and in meeting it I ask the support of all our citizens.

Thank you very much.

Side 30

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 32 af 38

Bilag 2 - Remarks at the Rudolf Wilde Platz

I am proud to come to this city as the guest of your distinguished Mayor, who has symbolized throughout the world the fighting spirit of West Berlin. And I am proud to visit the Federal Republic with your distinguished Chancellor who for so many years has committed Germany to democracy and freedom and progress, and to come here in the company of my fellow American, General Clay, who has been in this city during its great moments of crisis and will come again if ever needed.

Two thousand years ago the proudest boast was "civis Romanus sum." Today, in the world of freedom, the proudest boast is "Ich bin ein Berliner."

I appreciate my interpreter translating my German! There are many people in the world who really don't understand, or say they don't, what is the great issue between the free world and the Communist world. Let them come to Berlin. There are some who say that communism is the wave of the future.

Let them come to Berlin. And there are some who say in Europe and elsewhere we can work with the Communists. Let them come to Berlin. And there are even a few who say that it is true that communism is an evil system, but it permits us to make economic progress. Lass' sic nach Berlin kommen. Let them come to Berlin.

Freedom has many difficulties and democracy is not perfect, but we have never had to put a wall up to keep our people in, to prevent them from leaving us. I want to say, on behalf of my countrymen, who live many miles away on the other side of the Atlantic, who are far distant from you, that they take the greatest pride that they have been able to share with you, even from a distance, the story of the last 18 years. I know of no town, no city, that has been besieged for 18 years that still lives with the vitality and the force, and the hope and the determination of the city of West Berlin. While the wall is the most obvious and vivid demonstration of the failures of the Communist system, for all the world to see, we take no satisfaction in it, for it is, as your Mayor has said, an offense not only against history but an offense against humanity, separating families, dividing husbands and wives and brothers and sisters, and dividing a people who wish to be joined together.

What is true of this city is true of Germany - real, lasting peace in Europe can never be assured as long as one German out of four is denied the elementary right of free men, and that is to make a free choice. In 18 years of peace and good faith, this generation of Germans has earned the right to be free, including the right to unite their families and their nation in lasting peace, with good will to all people. You live in a defended island of freedom, but your life is part of the main. So let me ask you,

Side 31

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 33 af 38 as I close, to lift your eyes beyond the dangers of today, to the hopes of tomorrow, beyond the freedom merely of this city of Berlin, or your country of Germany, to the advance of freedom everywhere, beyond the wall to the day of peace with justice, beyond yourselves and ourselves to all mankind.

Freedom is indivisible, and when one man is enslaved, all are not free. When all are free, then we can look forward to that day when this city will be joined as one and this country and this great Continent of Europe in a peaceful and hopeful globe. When that day finally comes, as it will, the people of West Berlin can take sober satisfaction in the fact that they were in the front lines for almost two decades.

All free men, wherever they may live, are citizens of Berlin, and, therefore, as a free man, I take pride in the words "Ich bin ein Berliner!"

Side 32

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 34 af 38

Bilag 3 - Efter døden husker folket selektivt

I denne måned er det 25 år siden, Olof Palme blev skudt. Han huskes mest for sin godhed, mindre for sin aggressive retorik og tabte valg. Erindringen er selektiv, når politiske frontfigurer bliver slået ihjel.

»Jeg forstod ikke, hvorfor de talte om Olof Palmes lig i radioen,« siger Henrik Berggren om morgenen efter den aften, Sverige oplevede Skandinaviens mest opsigtsvækkende politiske mord. Henrik Berggren er journalist og forfatter til en biografi om Olof Palme, og morgenen efter mordet var han hjemme i Gøteborg med radioen kørende, mens han famlede efter dagens aviser: »Han måtte jo være død.«

Kuglen fra Magnum-revolveren gik igennem rygraden på Olof Palmes 174 centimeter høje krop i nedadgående retning. Klokken var 23.21, da projektilet banede sig vej igennem kropspulsåren og luftrøret og fortsatte ud gennem brystkassen. Linda og Olof Palme havde været i biografen og se Brødrene Mozart, og efter forestillingen stod parret i frostvejret foran biografen på hjørnet af Sveavägen og Tunnelgatan i Stockholm, da en stadig uidentificeret mand skød og dræbte Sveriges statsminister. Den 28. februar 1986 gik Sverige i chok. Det blev en af de dage, hvor alle svenske borgere erindrer præcist, hvor de befandt sig, og blomsterne blev lagt i stakke på mordstedet, som landesorgen bredte sig. Sveriges raffinerede verdensmand var væk, ligesom mindet om en hård ofte aggressiv debattør og retoriker blev begravet. Tilbage stod kun det ikoniske billede af altruismens mand, den udadskuende og godhjertede politiker, der ikke fedtede for stormagterne og mente, Sverige havde et globalt ansvar over for alle verdens fattige. Tilbage var billedet af en helt.

Uendelig efterforskning

I årene efter Palmes død kunne Sveriges borgere forvirrede følge rækker af blinde spor og konspirationer i eftersøgningen på statsministerens morder. Sporene har ført til apartheidstyret i Sydafrika, til mellemmænd af regeringssponsorerede salg af våben, men mest kendt er teorien om Christer Petterson, der som socialt forarmet hævnede sig på landets leder. Stofmisbrugeren, der to et halvt år efter mordet blev anholdt, tiltalt og dømt. Petterson endte med at blive frifundet i landsretten, fordi bevismaterialet ikke var fyldestgørende, og i mellemtiden har 130 forskellige mennesker tilstået mordet på Olof Palme. Mordet efterforskes den dag i dag 25 år efter det blev begået.

I tumulten efter mordet, vandt Olof Palme hurtigt heltestatus, påpeger Paul Smith, den danske journalist og forfatter til bogen Olof Palme den endelige opklaring.

»Han bliver jo lynhurtigt et ikon, da han bliver myrdet. Både fordi han dør på en så dramatisk vis.

Men heltedyrkelsen får også en ekstra god grobund, fordi man ikke har tid til at granske hans politiske virke, man taler mere om, hvem der egentligt slog ham ihjel,« siger Paul Smith.

Side 33

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 35 af 38

Derfor er det først i de seneste år, at debatten om Palme som politiker er blevet taget op. 25 år senere, hvor befolkningen og verden efterhånden har mistet troen på, at sagen nogensinde bliver opklaret. I efteråret 2010 udkom biografien Olof Palme aristokraten, som blev socialist, skrevet af Henrik Berggren, der også er lederskribent for den svenske avis Dagens Nyheter.

»Den rigtige Olof Palme er jo forsvundet i alt det her,« siger han. »Det er først nu, at vi taler om Olof Palme som politiker. Vi er kommet til en ny periode i Sverige med finanskrise og nye politiske udfordringer, der gør, at vi som nation naturligt er interesseret i at kigge tilbage på perioden med Palme, og se hvad vi politisk kan lære af den,« siger han.

Når Olof Palmes tid som statsminister og leder af Socialdemokratiet dissekeres, finder man ind til en kerne, der for befolkningen i årevis har været skubbet ind bag glansbilledet af martyren, der blev myrdet, fordi han turde at sætte Sverige ind i et større perspektiv. I kernen finder man billedet af en politiker, der var lige så meget pragmatiker, som ideolog, lige så brysk som blid.

Myten

Men myten var skåret noget skarpere: Den eneste politiker af internationalt format, Sverige nogensinde har set, den eneste skandinaviske leder, der har kunnet begå sig på de bonede gulve uden at blamere sig. Uden det sædvanlige skandinaviske mindreværd forhandlede han med Yasser Arafat, besøgte Fidel Castro og var lodret imod krigen i Vietnam. Sveriges eneste ideologiske landsleder, der med hjertet på rette sted gik ind i sager, som andre ikke turde røre ved. Paul Smith forstår til dels godt det glorificerede billede af Olof Palme, som sammenlignet med Danmarks nuværende statsleder, er der ingen tvivl:

»Palme blev beundret fordi han modsat Lars Løkke Rasmussen eksempelvis aldrig ville have ytret I know, Im banging the table, som Løkke gjorde det til COP15. Palme beherskede engelsk, fransk og tilmed spansk. Svenskerne var med rette stolte af deres verdensmand,« siger Paul Smith. Sådan skabtes myten om Olof Palme i årene efter hans død, men det var ikke hele sandheden, påpeger Håkan Arvidsson, der er lektor i historie og idéhistorie og tilknyttet både Roskilde Universitetscenter og universitet i Lund: »Svenskerne glemte en masse aspekter af Palmes politiske virke, fordi han døde, som han gjorde, hvor man jo nærmest får ikonstatus foræret. USAs martyr John F. Kennedy fik sit ry skamferet af de erotiske skandaler, men på trods af det er han til stadighed en stor mand i amerikanernes øjne. Sådan gik det også Olof Palme, der begik fundamentale fejltagelser i sin politik, han så ikke nødvendigheden af at værne om sit eget hus. Han var alt for beskæftiget med at se ud i verden og redde dens problemer, men alligevel er han ubetinget Sveriges store politiske helt,« vurderer Håkan Arvidsson.

Side 34

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 36 af 38

Han mener, at grundstenene til Socialdemokratiets deroute blev lagt i Palmes dage, ligesom både Håkan Arvidsson og Paul Smith lægger vægt på, at Olof Palmes tone i politiske debatter var hårdere end nødvendigt. Som et opgør med sin aristokratiske baggrund var han hård og nedladende over for de borgerlige partier, vurderer Paul Smith.

»Han gravede grøfter, hvor det ikke var nødvendigt. Når han diskuterede med politiske modstandere, kunne han være så ubegribeligt ondskabsfuld og sarkastisk, han fornærmede dem i sådan en grad, at det gik ud over senere politiske forhandlinger. Det var meget uklogt, men det er ikke noget, man husker ham for nu. På mange måder fik Sverige en mere civiliseret omgang på Riksdagen efter hans død; der var pludselig ikke længere en unødigt hård tone i svensk politik,« siger Paul Smith.

Men hans hårdhed var ikke nødvendigvis en dårlig ting, pointerer Henrik Berggren. Han mener nemlig også, at der gik positive elementer tabt i mytedannelsen om Palme, deriblandt hans evne til at håndtere politiske problemer. Han huskes i højere grad som en drømmer end som en problemknusende pragmatiker.

»Han var naturligvis glorificeret i årene efter sin død, men det interessante ved ham er, at han både var en moralsk politiker, samtidig med at være ganske hård og resultatorienteret, og det synes jeg ikke, man har talt så meget om. Han var både missionær, moralsk og pragmatisk. Han ville ikke bare skrive artikler om Vietnam, han ville stoppe krigen,« siger Henrik Berggren.

Idealisten

Da Socialdemokratiets nuværende leder Mona Sahlin gik ind i partiet, var det for at følge Olof Palme mere end for at blive Socialdemokrat, har hun udtalt.

»Som var han større end partiet selv,« griner Håkan Arvidsson. Og sådan bliver Palmes ikoniske status fortsat reproduceret af nutidens politikere, påpeger Arvidsson og skitserer endnu et eksempel på, hvordan Sveriges kollektive hukommelse har filtreret de dårlige tider væk.

»Han huskes som en succesrig politiker men det var han ikke. Han tabte fire valg og to gange tabte han også regeringsmagten. Da det skete i 1976, var det første gang i 44 år, at Socialdemokratiet tabte regeringsmagten,« siger han. Han mener også, at myten om Palme som Sveriges mest modige politiker er overdrevet:

»Han var ikke modig. Et eksempel er en fortælling fra en af Palmes rådgivere. Svensk LO afholdte en kongres, og i partiet og i LO var der en stor begejstring for ideen om lønmodtagerfonde, men

Side 35

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 37 af 38

Palme vred sig som en orm. Han mente, forslaget ville blive en belastning for partiet og bevægelsen.

Men til trods for det, bakkede han op om forslaget. Han var bange for at blive fremstillet som en gammel forstokket aristokrat,« siger Håkan Arvidsson.

At Olof Palme endte som socialdemokratisk leder, der tilmed hev politikken yderligere til venstre, lå ikke i kortene for drengen fra den aristokratiske familie. Umiddelbart var der ingen tegn på, at Olof Palme skulle bryde familiens konservative mønster, da han som 18-årig meldte sig til Dragonerne og skrev for højreavisen Svenska Dagbladet, men efter et års collegeophold i USA i 1947, blev han betaget af den amerikanske efterkrigsgeneration. Senere beskrev han generationen således: »med hele sin sprudlende vitalitet og med sin blanding af livsbekræftende materialisme og naiv idealisme«.

I USA blev han Roosevelt-demokrat, og da han vendte hjem til Sverige, gik der ikke længe før han begav sig ud på den ungdomspolitiske scene. Hurtigt blev han en stærk karakter i Socialdemokratiet og fik senere, som daværende statsminister Tage Erlanders nærmeste rådgiver, stor indflydelse.

»I sine unge år læste han Sartre og Camus, og han forstod eksistentialismen på den måde, at man skal ud og gøre en forskel i verden. Med baggrund i den franske eksistentialisme ville han rent faktisk ud i verden for at gøre en forskel,« siger Paul Smith.

Sveriges Kennedy

Samler man myterne om de døde statsledere, står én klarest. John F. Kennedy blev skudt 22.

november 1963 i Texas, og ifølge USA-forsker Mads Fuglede fra Københavns Universitet er han et tydeligt billede på, hvordan en middelmådig præsidents død i befolkningens øjne kan ende som et slukket politisk drøm:

»Fagligt set er der meget lidt belæg for at gøre Kennedy til en stor præsident, men ikke desto mindre foregår der efter hans død en stærk hagiografering af Kennedymyten, især orkestreret af Jacqueline Kennedy og Robert F. Kennedy. De skabte Camelot-myten, forestillingen om ham som et overmenneske. En, der stiger ned blandt de dødelige og på grusom vis bliver revet fra os igen. Men den fortælling om Kennedy, der bliver skabt efter hans død, er i skærende kontrast til Kennedy som præsident. Han var ikke nogen dårlig præsident, men myten kan slet ikke bære, det vi ved om Kennedy som politiker.« siger Mads Fuglede.

John F. Kennedy bliver ligesom Olof Palme også husket anderledes af historikerne end af folket:

Side 36

[navn fjernet]

3.B – SRP

Egedal Gymnasium & HF

Side 38 af 38

»Der ligger meningsmålinger, der viser, at Kennedy set med historikernes øjne ligger blandt en grå masse af gennemsnitlige præsidenter, men spørger man de almindelige amerikanere, tilhører han eliten, men det kan bukserne ikke bære,« siger Mads Fuglede.

Ligesom Che Guevara er afbilledet på alverdens T-shirts, og i manges øjne står som ikonet på den uselviske frihedskamp, er de fleste bevidste om, at Fidel Castros styre i kampen for socialisme i Cuba er gået på kompromis med en række demokratiske principper. Sammen udgjorde de ansigtet på revolutionen, men dør man i tide, skamferes det glorificerede billede i ringere grad. Det er måske slet ikke så dumt at dø på et politisk højdepunkt, pointerer Håkan Arvidsson.

»At blive skudt på højdepunktet af sin karriere er nok det bedste der kan ske for en statsminister.«