SRP om The Troubles og "Cal" i Historie og Engelsk

Side 1

1

The Troubles

Indholdsfortegnelse

Indledning………………………………………………………………………………………… 3

Nordirske historie ……………………………………………………………………………….. 4

Cal af Bernard Mac Laverty…………………………………………………………………….11

Nordirland omkring 1980………………………………………………………………………..17

Den politiske udvikling …………………………………………………………………………19

Konklusion………………………………………………………………………………………..22

Side 2

2

Indledning

Den nordirske konflikt bygger på diskrimination og forskelsbehandling af den katolske befolkningsgruppe og gennem flere gange har Nordirland været centrum for voldelige kampe med mange ofre. Blandt andet Bloody Sunday og IRA’s mange bombeattentater.

Konflikten opstod ved delingen af Irland fordi katolikkerne i Ulster og Eire stadig ønskede at forene Nordirland med Republikken Irland, men protestanterne ønskede at bevare unionen med England.

Dette første til mange sammenstød mellem de to befolkningsgrupper, der resulterede i adskillige terrorhandlinger gennem årene. Det skal dog siges at selvom man taler om protestanter og katolikker er konflikten ikke religiøs begrundet, men bestod i den politiske overbevisning de to befolkningsgrupper havde. Katolikker var nationalister fordi de nedstammede fra de gæliske irere og ønskede derfor at genforene Irland. Protestanterne var loyalister idet de var loyale overfor den britiske regering og ønskede at bevare unionen.

Min problemformulering lyder således:

• Beskriv Nordirlands historie frem til og med begivenhederne i 1972.

• Der ønskes en analyse af romanen Cal af Bernard Mac Laverty med fokus på den Nordirske konflikt.

• Diskuter konflikten i Nordirland ca. omkring 1980 mht. bl.a. levevilkår, arbejdsløshed og den politiske kamp.

• Vurder den politiske udvikling i perioden frem til og med påskeaftalen 1998. Vedlagte bilag skal inddrages i besvarelsen: Rasmussen, K. Irland fra påskeoprør til påskeaftale,

Frydenlund 2001. side 9-13.

Men hvordan blev konflikten så voldelig og hvorfor blev en fredsproces ikke præsenteret lang til før? Dette vil blive gennemgået i den følgende opgave hvor en historisk gennemgang af The Troubles vil tjene til en forståelse af den historiske og politiske udvikling Nordirland har gennemgået.

I det følgende afsnit vil opgaven beskæftige sig med den historiske udvikling, herefter vil opgaven beskæftige sig med en analyse af bogen Cal af Bernard Mac Laverty. Derefter vil der være en diskussion af levevilkår og forholdene generelt omkring 1980. Til slut vil opgaven beskæftige sig med en vurdering af den politiske udvikling i Nordirland frem til fredsaftalen.

Side 3

3

Den Nordirske Historie

Den Nordirske Konflikt, også kaldet The Troubles, udsprang ligesom så mange andre konflikter fra undertrykkelse og diskrimination af en befolkningsgruppe og i dette tilfælde de irske katolikker.

Irlands konfliktprægede historie kan spores flere hundrede år tilbage til koloniseringen af Irland i

1600-tallet, hvor britiske protestanter gik i land i Ulster ved Foyleflodens udløb i Atlanterhavet [1].

Hermed var grunden også lagt til den religiøse og kulturelle del af konflikten da irerne talte gælisk og fortsatte med at loyale overfor den romersk katolske kirke.

Som en yderligere splittelse mellem de to folk støttede irerne gennem den engelske borgerkrig King Charles I og den katolske James II, [2] men tabte begge gange med store tab af både irske civile og soldater. Det sidstnævnte slag er mest kendt og bliver i dag stadig fejret af irske protestanter under navnet Orange Day til stor provokation for katolikkerne.

I slutningen af det 19. århundrede opstod der en irsk nationalisme, hvori irerne krævede Home Rule.

Home Rule var et krav om, at Irland skulle være et forenet land, der dog stadig var en del af England og i 1912 lykkedes det nationalisterne at få forslaget fremsat i den i den engelske regering.

I 1914 blev forslaget vedtaget, men udbruddet af 1. Verdenskrig kom til at betyde udsættelse af forslaget til efter krigens afslutning til protestanterne i Ulsters henrykkelse.

Det ovenstående afsnit bygger på oplysninger fra bogen Irland – Fra påskeoprør til Påskeaftale side 18-19 af Kai Rasmussen.

I 1918 kom Home Rule atter på tale, da englænderne manglede soldater og de tilbød dermed Irland Home Rule til gengæld for værnepligt i Irland. Forslaget mødte meget modstand fra nationalisterne, men blev alligevel vedtaget. Dette endte i generalstrejke fra katolikkernes side, som England slog meget hårdt ned på ved at arrestationer under påskud af ”højforræderi til fordel for Tyskland” [3]. Men i stedet for at afskrække modsatte moderate nationalister sig nu også værnepligten og krævede en irsk republik sammen med resten af det katolske samfund og valget i Irland i december 1918 bekræftede, at episoden havde fået den irske befolkning til at vælge side: Sinn Fein fik 73 pladser, Unionisterne 26 og Nationalist partiet (det moderate parti) 6 [4]. Selvom Sinn Fein var det stærkeste parti på det nationale plan, men lokalt skilte Ulster sig ud som stærkt unionistisk.

1

Rasmussen, Kai, Irland - fra påskeoprør til påskeaftale, Frydenlund forlag 2001. Kapitel 3 s. 16

2

Alsing-Børgesen, Kai. Bissenbakker, Jørgen. Henderson, Sheila. Johansen, Claus. The Lift – basisbog for HF og

gymnasiet, Gyldendal Undervisning 2000. S. 110
3

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002. Kapitel 7 s. 62

4

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002. Kapitel 7 s. 62

Side 4

4

Den 21. januar 1919 mødtes 27 Sinn Fein medlemmer i Dublin. De var også medlem af Underhuset og var valgt til parlamentet, men anerkendte ikke dette parlament [5]. Nationalisterne og Unionisterne var inviteret til mødet, men deltog ikke og Sinn Fein var derfor ene om at repræsentere Irland. På mødet erklærede de 27 repræsentanter sig for Irlands parlament, Dáil [6] og vedtog følgende 3 dokumenter; En uafhængighedserklæring, et demokratisk program og et budskab til verdens frie nationer.

Med dette var Irland frit på papiret, men det var stadig regeringen i London, der have magten over Irland. I løbet af de næste par måneder blev næsten alle de irske politiske fanger løsladt og fremmødet ved Dáil’s næste møde var derfor langt større. Eamon de Valera blev valgt som Irlands første præsident på trods af at han lige var flygtet fra fængslet og var eftersøgt [7]. I begyndelsen lod den engelske regering sig ikke påvirke af udviklingen, først i september 1919 [8] ulovliggjorde myndighederne Dáil og arresterede partiets medlemmer.

I 1920 blev der afholdt lokalvalg i Irland, hvor Sinn Fein vandt alle katolske områder. Dette var et stort nederlag for England, da al lokal forvaltning nu var overtaget af nationalister, selv den britisk ledede lokalregering i Dublin mistede efterhånden deres magt.

Fra starten af 1919 begyndte kampene for Irlands befrielse at udvikle sig til en guerillakrig mellem IRA og politikorpset RIC (Royal Irish Constabulary). I starten af 1920 besluttede den britiske regering at bringe forstærkninger til Irland i form af det frivillige politikorps Blacks and Tans [9] og eksofficerer fra 1. Verdenskrig blev rekrutteret som hjælpetropperne Auxies. Disse styrker nåede hurtigt op på 10.000 mand og blev derudover støttet af militære enheder på ca. 30.000 mod 4-5000

IRA folk^{10}.

På grund dette, angreb IRA kun isolerede enheder og enkeltpersoner, da åben kamp ville lede til et klart nederlag for IRA. Dette var begyndelsen på store ødelæggelser, mord og grusomheder fra både IRA og RIC. Kampene fortsatte helt indtil 11. juli 1921 [11] hvor en våbenhvile blev gennemført og tre måneder senere begyndte forhandlingerne om et irsk selvstyre: Den Irske Fristat.

Aftalen mellem England og Den Irske Fristat gik ud på følgende: England fik flådestøttepunkter på irsk territorium, irerne sværgede troskab over for den nye grundlov (der indbefattede

5

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002. Kapitel 7 s. 63

6

I diverse tekster bliver partiet også refereret til som ”The Dáil Eireann”

7

Der er forskellige teorier om hvorvidt Eamon de Valera flygtede eller blev løsladt, i bogen Irland efter hungersnøden – visioner og virkelighed af Michael Böss kan man på side 50 læse at Eamon de Valera blev løsladt på grund af hans

amerikanske statsborgerskab.
8

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002. Kapitel 7 s. 63

9

Navnet kommer af farverne på deres uniformer.

10

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002. Kapitel 7 s. 63

11

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002. Kapitel 7 s. 65

Side 5

5 uafhængighedserklæringen fra 1919) og den engelske konge. Derudover stod det fast, at Irland skulle deles ved Ulster på grund af det protestantiske flertal i de 6 grevskaber. Placeringen af grænsen mellem Den Irske Fristat og Ulster var altafgørende for udfaldet af aftalen. Protestanterne ville bevare unionen med England, imens IRA og Sinn Fein håbede på, at de ville få tildelt alle områder med katolsk flertal, så det unionistiske Nordirland ville bliver så lille, at det ikke ville kunne overleve.

Den 6. december 1921 [12] blev aften om ”den Irske Fristat” skrevet under og irerne var dermed blevet tilbudt at blive en britisk dominion på niveau med bl.a. Sydafrika og Canada. Denne aftale splittede republikanerne. Michael Collins, som havde forhandlet sig frem til denne aftale, stod på den ene

side og var for. Som argument brugte han ”vi har vundet friheden til at opnå frihed”^{13}. For ham var

det et gennembrud at komme ud af det flere hundrede år gamle britiske styre og med aftalen på plads, kunne man på længere sigt skabe et uafhængigt og frit Irland.

Eamon de Valera stod på den anden side og nægtede at sværge troskab til den engelske konge og derved underkaste sig. Denne etapemodel var ikke god nok, modstanderne ville have fuld irsk frihed. Efter utallige argumenter og ophedede diskussioner, blev resultatet flertal til traktattilhængerne på 64-57 ved afstemningen den 7. januar 1922 [14]. Eamon de Valera’s nederlag blev også grunden til, at han trak sig tilbage fra sin post som præsiden for The Dáil sammen med de ministre, der også var imod traktaten. (5 år senere aflagde Eamon de Valera dog alligevel

                                                     15
troskabseden under påskud af at kravene var ”tomme formaliteter”

. Dette var nødvendigt for at han kunne komme i parlamentet).

Sommeren 1922 stod det klart, at mange irere ikke ville underkaste sig England og da kulminationerne mellem IRA og regeringsstyrkerne skete så ofte, var der rent faktisk tale om borgerkrig. Holdningen bag borgerkrigen var, at det radikale mindretal følte sig overset og ikke anså sig selv som moralsk forpligtet til at følge flertallets beslutning. Denne form for holdning kan spores tilbage til Sinn Fein, der havde visse anti-demokratiske elementer. Den ellers tidligere IRA-sympatisør satte under borgerkrigen alle kræfter ind på at holde bevægelsen i skak for at sikre, at det selvstændige Irland ville blive skabt på den engelske regerings præmisser. Borgerkrigen varede til maj 1923 hvor IRA gav op. Krigen havde haft 4000 ofre [16] og blandt dem var Michael Collins, der var død under et bagholdsangreb.

12

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002. Kapitel 7 s. 65

13

Rasmussen, Kai, Irland - fra påskeoprør til påskeaftale, Frydenlund forlag 2001. Kapitel 4 s. 27

14

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002. Kapitel 7 s. 73

15

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002. Kapitel 7 s. 72

16

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002. Kapitel 7 s. 73

Side 6

6

Efter 8 år med krige og uroligheder var industrien i Nordirland hård ramt økonomisk samtidig med, at landbruget var ramt af international krise. De enker og krigsinvalider, som krigen havde efterladt sig, skulle også forsørges af samfundet. Men på grund af Nordirland stadige deltagelse i unionen, fik de betydelige tilskud fra London og kunne derfor sørge for sociale ydelser så som arbejdsløshedsunderstøttelse. Næsten skematisk diskrimination i det offentlige var dog blevet hverdag for katolikkerne. Katolske arbejdere var blevet fordrevet fra deres arbejde på skibsværfterne i 20’erne og kom aldrig tilbage, på grund af den faldende beskæftigelse. Politisk var katolikkerne også underrepræsenteret, da de havde boykottet valgene og det havde kostet dem dyrt, da de mistede den magt, de kunne have fået lokalt. Den politiske og sociale udvikling i Nordirland var gået i stå og politik var reduceret til spørgsmålet om religiøse tilhørsforhold og det protestantiske flertal trods krisen nægtede at hive katolikkerne ind på arbejdsmarkedet selv i de fysisk krævende erhverv. Blodige sammenstød mellem unionisterne og nationalisterne begyndte også så småt at blive mere hyppige. Da 2. verdenskrig brød ud i 1939, betød det krigsdeltagelse for Nordirland. Til gengæld var krigen årsag til en øget landbrugs- og krigsproduktion for fabrikkerne.

Nordirland blev fuldt integreret i den allierede krigsindsats med England og USA [17], da England var afhængig af den fremskudte position og USA havde et stort antal mænd udstationeret dér. Dette gjorde dog også Belfast blev udsat for de tyske bombeangreb, der ramte i foråret i 1941 og dræbte

omkring 900 civile^{18}.

I 1942 var Belfast kommet sig over angrebene og begyndte at opleve fremgang, idet krigen satte gang i gamle og nye industrier, hvilket også betød at beskæftigelsen begyndte at stige i områder, hvor den ellers havde ligget på det laveste siden 30’erne. Men da krigen sluttede, faldt efterspørgslen på krigsmaterialer og beskæftigelsen faldt og den økonomiske vækst forsvandt.

I 1946 blev Nordirland indviet i tanken om at danne en velfærdsstat og den konservative regering indvilligede i denne forandring, da det ville betyde store pengeoverførsler til Nordirland, som ville være meget nyttige, da staten var særdeles fattigere end England. Dette betød at alle nordirere fik samme sociale ydelser som i England og dette resulterede i en klar fremgang af det sociale niveau i hele den nordirske stat. Dette var også en kraftig forbedring af katolikkernes levestandard, da de var væsentlig fattigere end protestanterne og arbejdsløsheden var langt højere.

17

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002. Kapitel 8 s. 77

18

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002. Kapitel 8 s. 77

Side 7

7

Udviklingen på det politiske og sociale plan syntes at skabe ro i Nordirland. Dette udsprang fra ønsket om velfærd og økonomisk vækst frem for religiøse stridigheder og det kunne også ses på, at forholdet mellem protestanter og katolikker langsomt blev bedre, specielt på lokalt plan.

Delingen var heller ikke så religiøs mere, men socialt: arbejderklasse og middelklasse. Det var også denne afspænding der gjorde at IRA i 1956 [19] blev virkelig upopulære i hele Nordirland for deres kampagne for at samle hele Irland. De måtte efter 6 år opgive kampagnen og mange betragtede dette som afslutningen på IRA, der i forvejen var i opløsning.

I 60’erne fik unionisten Terrence O’Neill stillingen som Nordirlands premiereminister. Hans mål var at reformere og modernisere samfundet, men for at gennemføre dette, måtte han trække arbejderklassen, som hovedsagligt bestod af katolikker, med op på et niveau, hvor de kunne følge med i udviklingen. Selvom det stod klart, at det var byerne med protestantisk flertal, der blev begunstigede, nød katolikkerne også af denne udvikling, da der kom langt mere industri til Nordirland. Da den irske statsminister kom på visit i Nordirland og blev godt modtaget, skete der en yderligere afspænding mellem de to befolkningsgrupper både indbyrdes i Nordirland, men også forholdet mellem Nordirland og Republikken Irland.

Omkring 1966 var tålmodigheden med Terrence O’Neill ved at være udløbet – både fra den katolske side, men også fra protestanterne. Katolikkerne oplevede, trods væksten, stadig sekterisk diskrimination på bolig- og arbejdsmarkedet og protestanterne mente, at han var gået for vidt og betragtede hans moderate indstilling til katolikkerne som en svaghed. En af protestanterne, der fulgte en mere anti-katolsk politik, var Ian Paisley. Han var præst og benyttede sine prædikener til at opfordre til angreb på de protestanter, der sympatiserede med katolikker. Han havde også arrangeret en række demonstrationer, deltog i gadekampe med Ulster Volunteer Force og han var bl.a. med til at genindføre våben og vold på gaderne. Fra Katolikkernes side trådte Campaign for Social Justice frem og kæmpede for en reform af valgsystemet og afskaffelse af

Gerrymanderingen [20]. De brugte disse kampagner til at vække offentligheden i London og Belfast – ikke i Dublin, da de for så vidt muligt ville undgå at IRA’s indblanding. Northern Ireland Civil Rights Association var en anden borgerrettighedsorganisation, der udsprang af CSJ, blev dannet i april 1967 [21] og blev langt større og vigtigere. Grunden til dens dannelse var utålmodighed med de reformer, regeringen havde lovet og utilfredshed med CSJ’s mangel på gennemslagskraft. NICRA’s

19

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002. Kapitel 9 s. 86

20

Valgsystemet var opbygget til at holde katolikkerne nede ved at lave valgkredse hvor der ikke måtte flytte katolikker til, dette skulle sikre det protestantiske flertal. Gerrymanderingen var en regel der gjorde at der kun kunne være to

stemmer per husstand, hvilket undertrykkede de typisk store katolske familier.
21

Rasmussen, Kai, Irland - fra påskeoprør til påskeaftale, Frydenlund forlag 2001. Kapitel 12 s. 78

Side 8

8 politiske krav var også langt mere ambitiøse og bestod af en klar større sammensætning af folk på tværs af de traditionelle kulturelle og religiøse grænser. NICRA oplevede ikke store resultater ved at stille krav til unionisterne og de begyndte derfor at demonstrere i sommeren 1968 [22], sandsynligvis inspireret af de ungdomsoprør der foregik i Paris. Den første protest blev imod boligforholdene, hvor protestanter var klart favoriserede og man kunne opleve at katolikker blev sat på gaden, fordi protestanter skulle have lejligheden. Marchen var fredelig, da der ikke blev brugt symboler, bannere eller våben. Derudover blev en modmarch af loyalister, forhindret. Kigger man på Bilag 1 fra en senere demonstration, kan man se, at demonstranterne er klædt anstændigt på og signalerer derved disciplin og borgerlighed.

Demonstrationen blev en succes og de begyndte at arrangere flere, også med andre bevægelser indblandet, fx Derry Housing Action Comittee, der var en marxistisk boligkomite, der holdt med katolikkerne. Men disse senere demonstrationer endte i vold da loyalister arrangerede modmarcher og RUC [23] brugte voldelige metoder for at holde demonstranterne nede.

En blanding af voksende opmærksomhed fra offentligheden via BBC og mange andre tv-stationer gav øget opbakning til katolikkerne og til IRA og Kommunistpartiet, der dog ikke fik nogen magt i NICRA.

I 1969 var det den yngre og meget mere militante generation, der stod i spidsen for NICRA, hvilket resulterede i, at de liberale protestanter, der ellers havde støttet bevægelsen, trådte fra. I mellemtiden havde regeringen i London lagt pres på O’Neill for at gennemføre reformerne og for at undgå yderligere konflikt. Men han frygtede reaktioner fra protestanterne, der så dette som et skridt mod republikken. Ved valget i 69 måtte O’Neill overlade posten til Major Chichester-Clark, der gennemførte O’Neill’s reformpakke med støtte fra London, som endte med oprettelsen af en udviklingskommission. Dette udløste en modreaktion fra de konservative protestanters side.

Voldelige hændelser forekom oftere og den 12. August 1969 [24] eskalerede volden mellem de to kulturer ved en protestantisk march i Londonderry ved Bogside. Kampene varede 3 dage og 750 mennesker blev såret og 7 dræbt [25]. Denne kamp blev kaldt The Battle of Bogside og blev dækket af diverse TV kanaler verden over. Kampene viste sig også at føre en mere voldelig udvikling med sig og førte også til genkomsten af IRA, der hurtigt fik en masse frivillige på hele øen. Allerede den 14.

August synes situationen for kritisk til at kunne håndtere, så der blev tilkaldt britiske tropper til

22

Rasmussen, Kai, Irland - fra påskeoprør til påskeaftale, Frydenlund forlag 2001. Kapitel 12 s. 80

23

Unionistisk politikorps der er kendt for diskrimination og vold mod katolikker.

24

Mulholland, Marc, The longest war – Northern Ireland’s troubled history, Oxford University Press 2002. S. 71

25

Rasmussen, Kai, Irland - fra påskeoprør til påskeaftale, Frydenlund forlag 2001. Kapitel 12 s. 83

Side 9

9

Nordirland. I 1970 var IRA blevet delt og hed The Official IRA og The Provisional IRA. The Official IRA ville stoppe boykotten af den parlamentariske deltagelse og begynde at opnå sine mål udelukkende på det politiske plan. The Provisional IRA (eller Provoerne) ville fortsætte med den militante metode og fandt de gamle IRA værdier frem ved igen at kæmpe for et forenet Irland. Når man i dag taler om IRA fra denne tidsperiode, taler man om The Provisional IRA, da The Official IRA mistede sin betydning. IRA’s metode gik ud på at ”overtale” London til at trække de britiske soldater tilbage, ved at lade dem lide for mange og for dyre tab.

UVF/UDA’s^{26} metode var at dræbe IRA medlemmer, men da de ikke var nemme at identificere

blev det ofte tilfældige katolikker, da de var nemme at kende på deres efternavne.

I marts 1971 blev regeringen igen udskiftet og Brian Faulkner overtog posten som premiereminister. Faulkner benyttede sig af erfaringerne fra 1950’erne og genindførte internering på ubestemt tid og 342 mennesker [27]

(republikanere) blev eftersøgt og sat i fængsel. Samtidig stoppede den britiske regering reformlovgivningen som straf, forhøjede antallet af britiske soldater i Nordirland til 6.000 [28] og soldaterne fik nu til opgave at udføre husundersøgelser, arrestationer og have kontrol over flere områder i fx Belfast og Derry. Dette fik volden til at stige yderligere og de efterfølgende uger flygtede ca. 7000 mennesker, hvoraf størstedelen var katolikker, der flygtede over til republikken [29]. Regeringen i Nordirland ønskede yderligere militant støtte fra London, men fik den først den 30. januar 1972, også kendt som Bloody Sunday. Der blev afholdt en ulovlig borgerrettighedsdemonstration i Derry, hvor over 20.000 mennesker var samlet [30]. NICRA havde organiseret marchen, der skulle være fredelig og markere de stigende overgreb på katolikker og kampen for borgerrettigheder. Marchen blev blokeret i Derry’s centrum og de yngre demonstranter begyndte at kaste sten mod soldaterne der så begyndte at skyde mod demonstranterne. 13 mennesker blev dræbt, den 14. døde et halvt år senere af sine kvæstelser. Denne episode chokerede folk, da det var en fredelig ubevæbnet march, hvor folk brutalt blev skudt ned, imens de flygtede fra soldaterne. Derudover var de fleste ofre meget unge mænd, helt ned til 17 år og ingen af dem har senere vist sig at være medlem af IRA [31].

Kort efter denne episode var situationen så kritisk, at Nordirland blev underlagt direkte styre fra London og den nordirske regering blev ugyldig.

26

Ulster Volunteer Force og Ulster Defence Association.

27

Mulholland, Marc, The longest war – Northern Ireland’s troubled history, Oxford University Press 2002 s. 95

28

Rasmussen, Kai, Irland - fra påskeoprør til påskeaftale, Frydenlund forlag 2001. Kapitel 13 s. 87

29

Mulholland, Marc, The longest war – Northern Ireland’s troubled history, Oxford University Press 2002 s. 95

30

Rasmussen, Kai, Irland - fra påskeoprør til påskeaftale, Frydenlund forlag 2001. Kapitel 1 s. 10

31

Mulholland, Marc, The longest war – Northern Ireland’s troubled history, Oxford University Press 2002 s. 98

Side 10

10

Senere er denne episode blevet set på som skæringspunkt for den Nordirske konflikt, da dette udløste en ekstrem stigning i bombeangreb, mord og antallet af dødsfald op til Bloody Sunday blev fordoblet på kun 11 måneder efter nedskydningen af katolikkerne. Når man taler om The Troubles i dag, regner man fra perioden , hvor konflikten eskalerer til ca. slutningen af 90’erne hvor Belfast-aftalen blev vedtaget.

Cal af Bernard Mac Laverty

Bernard Mac Laverty blev født i Belfast den 14/9 1942 og boede der indtil 1975 hvor han flyttede

til Scotland med sin familie [32]. Han er derfor vokset op midt i The Troubles og som katolik har han sikkert været stærkt berørt af konflikten.

Cal er katolik og bor med sin far, Shamie, i et protestantisk område, hvor de er de eneste katolikker. Cal er arbejdsløs og på arbejdsløshedsunderstøttelse, fordi det eneste job, han kan få, er på et slagteri i byen, men han kan ikke holde det ud. Cal får tiden til at gå med at spille guitar, høre musik, ryge og gå på biblioteket. En dag han er på biblioteket, er der en ny kvinde bag disken og han overhører en gammel mand kalde hende Marcella. Cal går i panik da konen til en RUC betjent han var med til at dræbe, hed Marcella. Senere finder han ud af, at hun hedder Marcella Morton og det bekræfter hans teori om, at det er hende. I mellemtiden er han blevet opsøgt af en gammel ven ved navn Crilly der sammen med Finbar Skeffington overtaler Cal til at køre for Crilly, da de planlægger at røve et posthus for IRA. Det var også Crilly der skød RUC betjenten imens Cal kørte bilen. Crilly udfører det fysiske kriminelle arbejde, mens Skeffington tydeligvis har de direkte kontakter til IRA. Cal, der ikke er medlem af IRA, vil væk fra miljøet, men kan ikke sige endeligt fra. Cal bliver i mellemtiden ved med at opsøge Marcella, der er ca. 10 år ældre end ham. Hans fascination af hende stiger sammen med hans skyldsfølelse og han begynder at forelske sig i hende.

En dag hvor han skal sælge noget brænde for sin far, kører han direkte til Morton gården i håb om at støde på Marcella. I stedet støder han på hendes svigermor, Mrs. Morton, der tilbyder ham et job på farmen som han accepterer. Herigennem lærer han Marcella bedre at kende, men det er først da UVF brænder hans hjem af og han flytter ind i det lille forladte hus på Mortons gård, at der opstår et

32 www.bernardmaclaverty.com

Side 11

11 venskab. Ved at flytte ud til gården lykkedes det samtidig Cal at undgå Crilly og Skeffington og dermed konstant at tage stilling til konflikten.

Marcella begynder at søge Cal’s selskab sammen med sin lille datter Lucy, der efterhånden også bliver helt tryg ved ham. Marcella betror sig også til ham omkring sin afdøde mand, der var blevet ligeglad med hende og om Mrs. Morton, der tilsyneladende kontrollerer hende. Cal og Marcella når også at udvikle et seksuelt forhold, inden Cal igen bliver hevet med ind i IRA-miljøet og til sidst bliver arresteret.

Cal Mc Cluskey

Cal mistede sin mor da han var 8 år og har siden boet med sin far, som han kalder ved fornavn.

Forholdet mellem ham og hans far er ikke præget af åbenhed. Tværtimod, taler de kun sammen, når det er nødvendigt og Cal bruger det meste af sin tid på sit værelse.

Shamie er republikaner og sympatiserer med IRA uden at være officielt medlem, og Cal har overtaget disse holdninger fra ham. Hans småkriminelle kammerat fra skolen introducerer ham så til IRA, som han ikke officielt melder sig ind i, men ikke kan komme ud af. Ud fra bogen får man indtryk af, at mange civile katolikker udover Cal, hjælper IRA uden at være medlem. Da Cal og Crilly skal ud røve et posthus tager de først hen til en mand og får hans bil som han så skal melde stjålet efter et bestemt tidspunkt [33]. Det fungerer også omvendt idet, at de penge de får mellem hænderne ved at røve banker og posthuse, bliver der taget nogle penge fra til katolikker, der økonomisk har det hårdt. Det er penge, der bliver taget uofficielt, altså uden IRA’s ledelse bliver informeret.

Det er Cal’s involvering i IRA der er roden i problemstillingerne i romanen. Cal så det som en tjeneste han gjorde for Crilly og for katolikkerne generelt, men da han må indse, hvilke ofre det krævede og at han ikke havde den rette ånd til at kunne gennemføre det. Skeffington og Crilly ser det som forræderi mod IRA og katolikkerne i Nordirland ikke at deltage i kampen mod protestanterne.

                                                  34
” If you’re not part of the solution, you’re part of the problem. ”

Ekstremisternes synspunkter til konflikten er meget sorte og hvide. Sympatiserer man ikke med IRA, sympatiserer man med UVF og protestanterne, der eksisterer ikke noget midt imellem.

Marcella er også et eksempel på dette, da hun prøver at forholde sig neutralt til konflikten ved at

33

Mac Laverty, Bernard. Cal. Penguin Books 1983. Kapitel 3 s. 59

34

Mac Laverty, Bernard. Cal. Penguin Books 1983. Kapitel 3 s. 66

Side 12

12 bibeholde sin italienske identitet i stedet for sin katolske, dette gør det også muligt for hende at ægte en protestantisk mand fra RUC. Men da hendes mand bliver skudt som resultat af konflikten, bliver hun ufrivilligt en del af den:

”I thought I was detached from the whole thing. Being called D’Agostino kind of distances you

from it. But when somebody kills your husband you’re involved whether you like it or not^{35} ”

Selvom hun forsøgte at ignorere konflikten og blande sig udenom, ramte den hende alligevel.

Før drabet på hendes mand, havde hun også været en del i konflikten, idet hun er katolik i en protestantisk familie. Da hun er på bar med Cal, siger hun at hun føler sig skyldig – ligesom at pjække fa skole, fordi Mrs. Morton behandler hende som en skolepige. Mrs. Morton ser stadig på hende som katolik, som hun som protestant har ret til at bestemme over, selvom Marcella er familie.

På grund af diskriminationen overfor katolikkerne og den tydelige skillelinje mellem protestanter og katolikker, var det normalt at protestanter hyrede protestanter og katolikker hyrede katolikker.

Derfor har det set mærkeligt ud, at Mrs. Morton har ansat Cal, men Marcella fortæller Cal ikke er det første katolik i arbejde på gården.

”… Then after Robert was killed it was so typical of his mother to want to employ a Catholic. To prove to the world that she was not bigoted [36] ”

Mrs. Mortons søn var lige blevet myrdet af katolske ekstremister, men hun søger alligevel at ansætte en katolik for at bevise, at det ikke har givet hende nedsættende tanker om katolikker.

På den anden side kan man diskutere, om det har noget med magtforholdet mellem de to religioner at gøre. Mrs. Morton kan ikke kontrollere IRA og IRA’s aktiviteter, men ved at ansætte katolikker sikrer hun sig kontrol over de katolikker, hun ansætter. På samme måde gør hun også Cal afhængig af hende, da hun beder ham om at gå af arbejdsløshedstilskuddet og leve af den løn, hun giver ham.

Også da Cal flytter ind i det lille hus på deres grund, ønsker hun intet af ham og forklarer, at det er så han senere ikke kan kræve noget fra hende m.h.t. forholdene i huset.

Cyril Dunlop, en protestant og orangemand, der oplærer Cal til at arbejde på Mortons gård, nyder at være Cal fagligt overlegen. Derudover er det tydeligt, at han ser på katolikker som underlegne overfor protestanter. Til Cal adresserer han katolikker ved at sige ”your sort” og ”your so-called civil rights” hvorved han gør grin med katolikker og også Cal, men benægter at han er diskriminerende. I stedet siger han:

”I’ve nothing against Catholic people. It’s the religion I don’t like. I put in a good word for you

when Mrs. Morton asked about you – on account of your father. A good man, Shamie.^{37} ”

35

Mac Laverty, Bernard. Cal. Penguin Books 1983. Kapitel 4 s. 118

36

Mac Laverty, Bernard. Cal. Penguin Books 1983. Kapitel 4 s. 114

Side 13

13

Dunlop retfærdiggør sine fordomme ved at fortælle, at han sørgede for at Cal fik jobbet, fordi han godt kan lide Shamie – på trods af at Shamie er katolik.

Cal flygter fra at blive en yderligere del af konflikten, men alene ved at være født katolik og bo, hvor han og Shamie bor, er de en del af den, da UVF ønsker dem væk og har sendt trusselsbreve til dem om at brænde deres hus ned, udelukkende fordi de er katolikker i et overvejende protestantisk område. Ved at flygte til det lille hus på Mortons gård skal han ikke længere tage del i konflikten ved at arbejde med IRA, men til gengæld er han stadig tvunget til at tage stilling til den og sin skyldsfølelse:

”Now that he felt safe from the world outside he was being attacked from within his own head.^{38} ”

Altså selvom han har udelukket sig selv fra den fysiske del af konflikten, kan han ikke undgå den mentale deltagelse, også fordi hans tidligere handlinger for IRA tynger ham. Cal fortæller også Marcella, at han gerne vil se et samlet Irland, men at han ikke har fundet på den bedste måde at opnå det.

Skeffington og Crilly er en del af den gruppe af både protestanter og katolikker, der har besluttet at den bedste måde at opnå frihed, er ved anvendelse af vold. Skeffington er en mere velhavende katolik, der holder meget fast i de irske traditioner og er meget stolt over sin religiøse overbevisning. Han er veluddannet og føler sig tydeligt bedre socialt og fagligt uddannet i forhold til Cal og Crilly. Han er også meget bevidst om øen Irlands historie og meget ivrig for at blive en del af den da han har et ønske om at gøre noget historisk.

”You leave out the shit and the guts and the tears. ... We must be strong enough, Cahal^{39}, to ignore

that. It is not part of the history. [40] ”

Alle følelserne og det enorme pres er en ligegyldige del, det vigtige er, hvem der tager kampen op og hvem der vinder.

Crilly og til dels Cal, står for det kriminelle arbejde, men også Skeffington optræder som ubehagelig og voldelig i tilfælde, hvor det gælder katolikkers stolthed. Cal virker bange for ham og undgår ham helst. Crilly, der derimod er fra de lavere sociale (katolske) lag, retfærdiggør sine kriminelle handlinger ved at gemme sig bag IRA og den nordirske konflikt. Crilly kæmper for at kæmpe, ikke for at genvinde rettigheden til den irske kultur.

”There are not many aspects of our culture which interest Mr. Crilly. But he’s a useful man.

37

Mac Laverty, Bernard. Cal. Penguin Books 1983. Kapitel 3 s. 69

38

Mac Laverty, Bernard. Cal. Penguin Books 1983. Kapitel 4 s. 106

39

Skeffingtons’s kælenavn til Cal

40

Mac Laverty, Bernard. Cal. Penguin Books 1983. Kapitel 3 s. 67

Side 14

14

… Practical things have to be done. If you’ve a burst pipe you send for a plumper. If you have a war on your hands you send for the Mr. Crillys of this world. The hard men and the bandits are the real revolutionaries, if you see what I mean. They get things done, they punch the hole for us to get

           41
through later. ”

Crilly kommer fra et katolsk område med meget kriminalitet og er selv en del af det og folk som Skeffington, der har de direkte kontakter til IRA, ser nødvendigheden af at have dem til at udføre det kriminelle arbejde, da de alligevel var småkriminelle i forvejen. Ved at bruge Crilly som mellemmand, kan Skeffington også bevare sin position langt hen af vejen, da han sjældent udfører kriminelle handlinger selv.

Konflikten bliver ofte opstillet som meget sort og hvid, men romanen fortæller også om folk, der er imod selve konflikten og ikke den modsatte befolkningsgruppe. Da Cal og Shamies hus bliver brændt er det protestanter fra området, der hjælper dem ved at hente overtøj og en protestantisk kvinde græder samtidig med, at hun konstaterer, at aktioner som denne gør hende flov over at være protestant. Derudover fortæller Crilly, efter at have røvet en bank, at kvinden bag disken i starten havde nægtet at udbetale pengene, men måtte gøre det alligevel.

”Then she says,”Who’s it for anyway?” As if it made any difference which side was robbing her.^{42} ”

Crilly ved, at hun er træt af selve konflikten, af begge sider, og at det derfor ikke gør nogen forskel for hende, da protestanterne altid vil give kaste skylden IRA og katolikkerne på UVF.

Dunlop er den typiske protestant der giver IRA skylden også selvom han prøver at lyde tolerant, er det ifølge ham kun protestanterne, der burde have magten, fordi de ikke bliver styret af en kirke.

”A state told what to do by priests and nuns. Sheer voodoo, Cal. Mumbo-jumbo. Ulstermen would rather die than live under the yoke of Roman Catholicism. [43] ”

Dunlop gør grin med Cal’s religion og bruger argumentet, at en katolsk regering aldrig ville kunne føre en saglig politik, da religionens moraler og normer ville skinne igennem. Han fortæller også at han kan sætte sig ind i Hitlers tankegang, ikke hans grund, men bare tankegangen bag hans krigsførelse. Han mener, at Hitler havde den rigtige og mest effektive fremgangsmetode.

Diskriminationen viser sig igen, da han foreslår, at man skyder to IRA fanger for hver politimand eller soldat (begge protestanter), der dør, men da Cal spørger, om man skulle gøre det samme hvis

41

Mac Laverty, Bernard. Cal. Penguin Books 1983. Kapitel 2 s. 40 Skeffington’ s udtalelse.

42

Mac Laverty, Bernard. Cal. Penguin Books 1983. Kapitel 3 s. 62

43

Mac Laverty, Bernard. Cal. Penguin Books 1983. Kapitel 4 s. 111

Side 15

15 en katolik blev dræbt af loyalister, svarer han kun måske. Dette stemmer også overens med, at han mener, at det i den gode sags tjeneste, der må være nogle uskyldige ofre i kampen mod IRA.

Shamie, der har boet hos sin fætter efter branden, har ladet sig påvirke voldsomt af branden. Da Cal besøger ham, virker han ældre og mere skrøbelig. Ved at huset brutalt blev taget fra ham, har han også fået frataget sit fristed, alle ejendele og sin identitet som han prøver at bevare ved at tage på arbejde, men han siger selv, at han har mistet interessen for alt, sin kampånd og selv hadet mod loyalisterne. Cal er derimod blevet genhuset, fået job, blevet tæt med Marcella og med tiden også hendes datter Lucy. Han er flygtet fra sin rolle i konflikten og er derfor ikke påvirket på samme måde som Shamie, da Shamie har fået frataget hele sit liv, hvorimod Cal har fået en ny chance.

Da Cal fortæller Marcella om sin fars sammenbrud, genkender hun følelsen. Da hendes mand blev dræbt, fik hun også frataget en fast del af sit liv, som hun var blevet vant til, som også virkede som en tryghedsfaktor for hende og deres datter. Men når den del forsvinder, skal man erstatte den følelse. I Shamies tilfælde ville den tryghed ikke kunne erstattes, da alt skulle bygges op fra starten, hvilket kræver et overskud, han ikke er i stand til at genskaffe, og med Cal væk, har han ingen dele fra sit liv at supplere med. Marcella finder den omsorg, hun har manglet i Cal og holder fast i ham, som en forbindelse mellem hende og verden udenfor Mrs. Mortons diktatur. Når hun er sammen med Cal, kan hun bevare sin italienske identitet, hvorimod når hun er hjemme, skal hun virke protestantisk og overlegen til at være påvirket af konflikten. Hun sammenligner Italien og Nordirland:

”The Italians are very like the Irish in some ways. The friendliness, the religion thing, the family – the way they kill each other. Why is it that people who have a reputation for hospitality are also the most violent? … Glasgow people are so warm – so are the mafia. But the English are cold fish and yet you never feel threatened in London [44] ”

Hun føler sig hjemme I Irland, fordi det er hjertelige mennesker, hos hvem man føler sig velkommen, men de har stadig den samme voldelige kultur som italienerne, der bliver bibeholdt ved gensidigt had mellem religioner. Sammen med Mrs. Morton har hun svært ved at bevare sin italienske identitet, da hun skal opføre sig som et offer i konflikten, men da Cal også forsøger at flygte fra konflikten, bliver det nemmere. Cal, der er forelsket i Marcella, misforstår disse signaler føler i stedet, at de bekræfter hendes gensidige følelser. Først til sidst opsøger hun Cal med intention om at være sammen med ham, måske for at erstatte den tryghedsfølelse, der forsvandt, da hendes

44

Mac Laverty, Bernard. Cal. Penguin Books 1983. Kapitel 4 s. 118

Side 16

16 mand blev dræbt. Cal opsøger hende for at drukne den skyldsfølelse, der plager ham, men den vokser jo tættere på Marcella han kommer og jo mere paranoid han er for at bliver opdaget af Crilly og Skeffington. Men da politikorpset kommer og arresterer ham i slutningen, som følge af, at Skeffington og Crilly er blevet anholdt for vold, giver han udtryk for en lettelse og taknemlighed over endelig at blive stillet til ansvar for sin handling, at få en chance for at ”offer up” som hans mor havde sagt: at lide i for nogen, for Gud, i Guds navn.

Nordirland omkring 1980

Status i Nordirland 1981 var, at katolikkerne befolkningsmæssigt var ved at indhente protestanterne.

I 1961 var der 903.195 protestanter i Ulster og 503.724 katolikker. 20 år efter var protestanterne faldet i tal til 884.464 hvorimod katolikkerne var steget til 618.743. Denne udvikling skyldes katolikkerne fik flere børn end protestanterne og hvis udviklingen skulle fortsætte uændret fremover, ville katolikkerne udgøre 50 % af befolkningen i 2022 [45].

Selvom at stillingen næsten var lige på dette område, var Nordirland i så voldsom økonomisk krise, at det ikke gjorde nogen forskel for konflikten.

I Januar 1982 blev det offentliggjort, at 113.000 mennesker var arbejdsløse, hvilket svarer til 19,7

% af Ulsters voksne befolkning. Dette var det højeste tal i hele England [46]. I løbet af året steg arbejdsløsheden yderligere, da flere af Ulsters skibsindustrier lukkede eller påbegyndte store fyringsrunder. Dette var industrier der havde eksisteret siden genindustrialiseringen af Nordirland i

60’erne under O’Neill.

I september 1982 var arbejdsløsheden steget så meget, at 25 % af den mandlige voksenbefolkning nu stod uden arbejde [47]. Det var ikke kun volden og ødelæggelserne, der ødelagde Nordirlands økonomi, men også den store internationale økonomiske tilbagegang, der havde været gennem 1973 og 1979. I 1985 var der flere mennesker uden arbejde, end der var i arbejde i hele den industrielle

sektor^{48}.

45

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002 Kapitel 10 s. 111

46

Holland, Jack. Hope Against History – The Ulster Conflict. Hodder and Stoughton 1999. Kapitel 5 s. 163

47

Holland, Jack. Hope Against History – The Ulster Conflict. Hodder and Stoughton 1999. Kapitel 5 s. 164

48

Holland, Jack. Hope Against History – The Ulster Conflict. Hodder and Stoughton 1999. Kapitel 5 s. 164

Side 17

17

Dette førte til gengæld til en positiv udvikling i sikkerhedsindustrien, der i 1985 havde ca. 59.000 mennesker, hvoraf flertal var protestanter. I denne sektor er – RUC er dog ikke inkluderet [49]. En udvikling IRA kunne tage skylden for, da det var deres aktioner, der krævede yderligere sikkerhed.

I 1981 havde 7 IRA-fanger, med Bobby Sands i spidsen, påbegyndt en sultestrejke med det formål at få bedre forhold i fængslet og få opmærksomhed på den brutale behandling fængselspersonalet udsatte dem for. Den konservative britiske regering under Margaret Thatcher forkastede forslaget med det samme. Derudover var året et drejningspunkt for volden. Samme år var 101 mennesker døde, inkluderet de 10 mennesker, der døde som resultat af deres sultestrejke. Men i 1982 var tallet faldet til 97. Det faldt yderligere i 1983 til 77 og de to næste år lå det på hhv. 64 og 54 døde. Det er i gennemsnit 78,6 dødsfald pr år, hvorimod det i gennemsnitligt lå på 270,8 dødsfald [50].

En medspillende faktor til det faldende tal af dræbte kan være arrestationen af George Harrison den

19. juni 1981, der stod for våbensmuglingen til IRA og med ham fraværende, mistede IRA helt deres våbentilførsel. Derudover inspirerede IRA-fangernes sultestrejke IRA til at lave en politisk kampagne. Sultestrejken fik også stor politisk betydning, da den illustrerede den britiske regerings afmagt overfor konflikten. De 5 krav blev ikke imødekommet og Bobby Sands døde som resultat af sin sultestrejke, efterfulgt af 9 andre fanger. Internt i Irland vakte det protester mod den britiske regerings modvilje for at forhandle og deres umenneskelige behandling af fanger.

Margaret Thatchers svar på denne reaktion, var at internere flere mulige mistænkte IRA-medlemmer, der ledte situationen tilbage til en form, der lignede den i 70’erne, hvor de mange interneringer ødelagde hele kvarterer både fysisk og psykisk.

Arbejderklassen og katolikkerne fra de hærgede katolske kvarterer henvendte sig til IRA, som det eneste håb for at forsvare sig selv. Den amerikanske professor W. H Van Voris interviewede i

70’erne mennesker i Nordirland til sin bog Violence in Ulster. Den indeholder bl.a. et interview med en sygeplejerske, Angela Dunn, der arbejdede i det katolske kvarter Falls Road efter interneringerne var trådt i kraft. Hun udtaler:

”Så folk fik det værre og værre og moralen sank, og pludselig var IRA deres eneste håb, virkelig deres eneste håb. Du ved, hvis hæren kom og smadrede ens hus, hvem skulle man så klage til? …

De ville forsvare deres kvarter, og det de ejede, kunne de beholde. Jeg tror det var naturligt at følge

dem(IRA).^{51} ”

49

Holland, Jack. Hope Against History – The Ulster Conflict. Hodder and Stoughton 1999. Kapitel 5 s. 165

50

Holland, Jack. Hope Against History – The Ulster Conflict. Hodder and Stoughton 1999. Kapitel 5 s. 167

51

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002 Kapitel 9 s. 98-99

Side 18

18

Katolikkerne har brugt IRA som en forsvarsmekanisme mod hærens og politiets ”barbariske” indtrængen i katolske hjem ifølge Angela Dunn. Man kan sammenligne det med Shamie i ”Cal”, der også brutalt får frataget sit hjem, sin moral og sit håb og ser man hans tilstand gentagne gange i et helt kvarter, som Falls Road, er det logisk at IRA kan få så meget indflydelse, da der er brug for nogen, der kan tage kampen op. Det var også på grund af interneringerne, at hæren mistede sin troværdighed og folk begyndte at støtte IRA, der kunne yde beskyttelse.

I et interview med en katolsk skolelærer i det nordvestlige Belfast udtrykker hun også sine følelser omkring IRA:

” De er helt fine når der er brug for dem, og jeg vil altid være taknemmelig for, at de forsvarede de forskellige områder, som de gjorde, men jeg tror ikke, at de er politiske nok eller kloge nok eller har bred nok støtte til at være ledere. [52] ”

Dette understøtter at IRA yder beskyttelse til folket og vinder dermed folkets sympati og støtte, men at de langt fra er politiske nok til faktisk at kunne samle Irland. IRA’s værdier er også for ekstremistiske til at kunne fungere i en verden, der er præget af globalisering.

Trods dette var det alligevel IRA, der vandt den politiske kamp over de loyalistiske paramilitære organisationer, da de helt manglede et politisk grundlag og kun benyttede sig af spontan vold og blind terror på i tilfældige katolske områder. Det var dog lykkedes IRA at føre en politisk kampagne i samarbejde med Sinn Fein, imens loyalisterne stadig kørte rundt med den samme gamle voldskampagne der ikke gav nogle resultater udover krigstræthed.

Den politiske udvikling

1985 var året, hvor den politiske udvikling i Nordirland blev sparket i gang. Den irsk-engelske aftale, som den hed, var kommet på den politiske dagsorden og det var et forsøg på at vise katolikkerne, at en ændring af den Nordirske grundlov var mulig. Samtidig var det et forsøg på at løse konflikten, med hjælp fra Eire. Unionisterne i Nordirland frygtede denne udvikling ville føre til Ulsters endeligt, idet Eire skulle være en del af løsningen. Eventuelle grundlovsændringer skulle dog kun foregå med flertallets samtykke. Forhandlingerne brød dog sammen på grund af Thatchers manglende vilje til at gå på kompromis med Eire og det nordirske parti Social Democratic Labour

52

Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002 Kapitel 9 s. 99

Side 19

19 party, der var et moderat katolsk parti. Til trods for de ellers få drab fra begyndte loyalistiske angreb at tage til og gennemsnittet steg med 20 drab om år [53].

I løbet af 90’erne begyndte den republikanske del i Nordirland internt at gøre forsøg på at blive enige, så de kunne stå sammen ved en eventuel fredsaftale. Desværre brød alle forsøg på en fredsaftale sammen, da våbenhvilen brød sammen fra IRA’s side og loyalisternes modreaktioner var i form af bombeangreb.

I starten af 1997 gik Tony Blair og Bert Ahern fra Eire sammen om at presse Sinn Fein og IRA til våbenhvile og derudover samle de nordirske partier til en fælles forhandling. Blair-regeringen lovede at antallet af soldater i Nordirland skulle reduceres. Der blev fremlagt en plan, der skulle sørge for lighed på arbejdsmarkedet og til sidst skulle der nedsættes en kommission, der skulle undersøge begivenhederne ved Bloody Sunday fra 1972.

I 1998 blev The Belfast Agreement fremlagt, på dansk kendt som påskeaftalen. I aftalen indgår en aftale mellem alle parter, der skal sørge for at ingen bliver underrepræsenteret og presset om et forenet Irland blev opløst, da Eire gik med til at opgive sine territoriale krav på Nordirland ved at slette dette punkt fra deres forfatning. Ved folkeafstemningen i Nordirland stemte 71 % for fredsaftalen og i den nye regering fik unionistpartiet kun 2 pladser mere en de moderate republikanere [54]. Volden stoppede ikke endeligt, men alle parterne i påskeaftalen tog afstand fra den vold der foregik og undgik dermed et sammenbrud af fredsaftalen.

Irland var igennem mere end 20 år med borgerkrig, fordi protestanterne ikke ville have katolikkerne på magten og omvendt. Undervejs har den politiske udvikling mange gange været sat i stå, da fokus har været på at undertrykke den vold der er foregået. Efter Bloody Sunday eskalerede volden for alvor og gav anledning for IRA til at svare igen og det har de gjort lige siden. Nordirlands politik har været for konfliktsky og præget af vold i så voldsom en grad, at det har udelukket kommunikation både internt hos begge sider, men også mellem parterne. I et interview med George Mitchell i december 1998 udtaler han:

”.. Et andet behov er en klar og målrettet politik, der ikke giver efter over for folk, der udøver vold.

Igen og igen forsøgte de[terroristerne] at ødelægge fredsprocessen i Nordirland; på visse tidspunkter lykkedes det

næsten.^{55} ”

53

http://www.his2rie.dk/fileadmin/user_upload/Kilder_Irland/IrlandKilde_1.doc13 s. 93

54

Rasmussen, Kai, Irland - fra påskeoprør til påskeaftale, Frydenlund forlag 2001. Kapitel 14 s. 98

55

http://www.his2rie.dk/fileadmin/user_upload/Kilder_Irland/IrlandKilde_35.doc Fra Irland - fra påskeoprør til

påskeaftale.

Side 20

20

En sådan politik, der ikke giver efter for terror ville kunne hive Nordirland helt ud af den skrøbelige situation, de befandt sig i, da aftalen blev indgået. IRA har gennem hele borgerkrigstiden stået for voldelige aktioner, der dog ikke har givet noget politisk resultat. Det har til gengæld resulteret i en massiv modreaktion fra loyalisternes side, og det har udviklet sig til en ond spiral af modangreb.

Spørgsmålet bestod i, om begge parter var i stand til at stoppe hævnen. Det var Bloody Sunday og nedskydningen af ubevæbnede demonstranter, der startede denne hævntørst fra katolikkernes side, som IRA så kunne realisere.

”Jeg vidste kun at jeg følte mig sårbar. Jeg holdt mig selv beskæftiget for at undgå at blive

                56
overmandet af frygt. ”

Dette er et vidneudsagn fra en katolsk demonstrant, der var til stede. Han beretter om forvirringen, der opstod og de forsvarsmekanismer, der brød frem ved at se mennesker dø. Det er tydeligt, at episoden har haft stor psykisk betydning for katolikkerne. Ikke kun dem der var til stede, men alle.

Denne gang var det også britiske soldater, der skød på demonstranter, ikke IRA eller loyalisterne.

Dette har gjort hæren utroværdig og frygtet af katolikker. Briterne havde i en rapport hævdet, at der blev skudt efter de britiske soldater først, men der er aldrig fundet beviser for dette argument [57].

Selvom et tribunal blev nedsat igen i 1999 for at undersøge omstændighederne omkring Bloody Sunday og over 700 vidner er blevet afhørt i sagen [58], foreligger der den dag i dag stadig ikke et klart resultat.

56

http://www.his2rie.dk/fileadmin/user_upload/Kilder_Irland/IrlandKilde_1.doc Fra Irland - fra påskeoprør til

påskeaftale.
57

Rasmussen, Kai, Irland - fra påskeoprør til påskeaftale, Frydenlund forlag 2001. Kapitel 1 s. 12

58

Rasmussen, Kai, Irland - fra påskeoprør til påskeaftale, Frydenlund forlag 2001. Kapitel 1 s. 12

Side 21

21

Konklusion

Kampen om ligestilling og fred i Nordirland har været lang og har kostet mange uskyldige mennesker livet. Processen har været påvirket af fejlbeslutninger og flere initiativer, der har provokeret begge sider og har medført en endnu mere voldelig udvikling af konflikten.

Magthavernes manglende evne til at finde på en løsning og manglende mod til at gå på kompromis har også medført en yderligere komplikation af konflikten, da den manglende indblanding har givet IRA og de loyalistiske militante grupper mulighed for hver især at opnå støtte og opretholde den voldelige situation.

Regeringens fejlbeslutninger så som interneringerne har haft katastrofale følger for udviklingen af konflikten, da det har skabt enorm modstand mod regeringen fra katolikkerne, der har henvendte sig i frustration til IRA for at få hjælp.

Men ikke kun regeringen har skylden for The Troubles, de paramilitære organisationer fra begge sider har udnyttet forvirringen omkring konflikten til at skabe et kaos, der stort set syntes håbløs på et tidspunkt. Det var først da IRA påbegyndte sultestrejken, at man kunne gøre sig forhåbninger om en fredsaftale, da det var en ikke-voldelig aktion, hvilket skabte mere sympati for katolikkerne end de voldelige aktioner hidtil havde gjort. Volden har fungeret som en ond spiral ved at begge sider skulle illustrere deres magt og ingen af dem ville være den part der gav op, da de følte, at de hver især repræsenterede en hel befolkningsgruppe.

I sidste ende var det kun en våbenhvile, der kunne sikre fredsforhandlingerne mellem de to stridende parter, og det krævede England og Eires indblanding. Freden, der stadig foreligger i dag,, bygger på at alle politiske parter tager afstand fra vold som politisk virkemiddel.

Side 22

22

Litteraturliste:

• Rasmussen, Kai, Irland - fra påskeoprør til påskeaftale, Frydenlund forlag 2001

• Alsing-Børgesen, Kai. Bissenbakker, Jørgen. Henderson, Sheila. Johansen, Claus. The Lift – basisbog for HF og gymnasiet, Gyldendal Undervisning 2000

• Lütken, Bo, Irlands historie – fra hellig ø til velfærdsstat, Nordisk forlag 2002.

• Mulholland, Marc, The longest war – Northern Ireland’s troubled history, Oxford University Press 2002

• www.bernardmaclaverty.com

• Mac Laverty, Bernard. Cal. Penguin Books 1983.

• Holland, Jack. Hope Against History – The Ulster Conflict. Hodder and Stoughton 1999

• http://www.his2rie.dk/fileadmin/user_upload/Kilder_Irland/IrlandKilde_1.doc13
• http://www.his2rie.dk/fileadmin/user_upload/Kilder_Irland/IrlandKilde_35.doc Fra Irland -

fra påskeoprør til påskeaftale

• http://www.his2rie.dk/fileadmin/user_upload/Kilder_Irland/IrlandKilde_1.doc Fra Irland -

fra påskeoprør til påskeaftale.