Aktantmodellen: Hvordan bruger du den til analyse?

Et folkeeventyr har ingen kendt forfatter. Det blev fortalt mundtligt i generationer og skrevet ned senere, som da brødrene Grimm udgav Kinder- und Hausmärchen i 1812-1815 med blandt andet Askepot, Rødhætte og Hans og Grete. Personerne er faste typer: heksen er ond, prinsessen er smuk, den yngste bror viser sig at være helten. Derfor falder rollerne næsten af sig selv på plads, og derfor er modellen stærkest her.

Et kunsteventyr har en forfatter. Genren blev for alvor stor i romantikken i 1800-tallet, i Danmark med B.S. Ingemann og H.C. Andersen. Personerne er mere sammensatte, slutningen er ikke altid lykkelig, og budskabet kan læses på flere måder. Her bryder teksten tit en eller flere af rollerne, og det er dér, din analyse skal kigge.

Andersen hørte selv folkeeventyr fortalt som barn i Odense, og enkelte blev forlæg for hans egne. Klods-Hans har undertitlen En gammel historie fortalt igen, og derfor har den både folkeeventyrets faste roller og kunsteventyrets brud på dem. I tingseventyret er hovedpersonen en ting med menneskelige træk, som i Den standhaftige Tinsoldat fra 1838. Så står en tinsoldat eller en porcelænsfigur på subjektets plads, og tingens egne træk bliver en del af pointen: en porcelænsfigur er skrøbelig og står, hvor den er sat.

Modellen viser, hvor hjælpen kommer fra. Da faren skal på marked, ønsker stedsøstrene sig smukke kjoler, perler og ædelsten, mens Askepot beder om den første kvist, der rammer hans hat på vejen hjem. Hun planter den på morens grav og vander den med sine tårer, til den bliver et træ, og i træet sidder den hvide fugl, der giver hende det, hun ønsker sig. Hjælpen vokser altså ud af hendes troskab mod moren. Duerne er også dem, der afslører sandheden: da stedsøstrene har hugget tå og hæl af for at få skoen på, råber de fra træet, at der er blod i skoen.

Faren står et mere uklart sted. Da prinsen kommer med skoen og spørger efter en pige mere, kalder han Askepot et lille forkrøblet askepot efter sin afdøde kone. Han er ikke en af modstanderne, men han står heller ikke på hendes side. Straffen til sidst er hård: ved brylluppet hakker duerne stedsøstrenes øjne ud.

• Subjekt: Askepot.
• Objekt: prinsen, eller mere præcist at komme op fra pladsen i asken.
• Giver: kongen, der holder en fest i tre dage, så sønnen kan vælge en brud.
• Modtager: Askepot selv.
• Hjælpere: duerne, der samler linserne op af asken for hende, og den hvide fugl i træet på morens grav, der kaster kjolerne ned til hende.
• Modstandere: stedmoderen og de to stedsøstre.

Modellen viser, at modstanderen kan stå på hjælperens plads for en tid. Ulven er venlig på vejen og peger på de smukke blomster, og Rødhætte går fra vejen, fordi hun vil have en frisk buket med til bedstemoren. Det er altså hendes omsorg, ulven bruger mod hende. Bagefter forklæder han sig igen, denne gang som bedstemoren i sengen. Vil du beskrive figurerne grundigere, så brug en personkarakteristik ved siden af modellen: pigens svar til ulven viser, hvor tillidsfuld hun er. Samme skelet bruger Stranger Things i sæson 5, hvor Holly går ind i den forbudte skov; se panelet under rigtige film og reklamer.

Se også, hvem der redder hvem. Jægeren skyder ikke, fordi bedstemoren måske kan reddes, og klipper i stedet ulvens mave op med en saks. Men det er Rødhætte, der henter de store sten, som fylder maven. I Grimms ekstra slutning møder hun en anden ulv, går lige videre og fortæller det til bedstemoren, og de to klarer den uden jæger: de lokker den ned i et stentrug med vand fra kogte pølser, så den drukner.

• Subjekt: Rødhætte.
• Objekt: konkret at bringe kage og vin til den syge bedstemor, dybere at vise, at hun kan klare sig selv ude i verden.
• Giver: moren, der giver hende opgaven og advarslen om at blive på vejen.
• Modtager: konkret bedstemoren, men mere præcist Rødhætte, der kommer klogere hjem.
• Hjælper: jægeren, der skærer ulvens mave op, så pigen og bedstemoren kommer ud.
• Modstander: ulven og hendes egen godtroenhed.

Modellen viser, at modstanderen kan være et rum. Salen er indrettet, så frierne går i stå: gulvet knirker, loftet er af spejlglas, så de ser sig selv på hovedet, kakkelovnen er fyret op, til den er rød, og ved hvert vindue står tre skrivere og en oldermand og skriver alt ned, så det kan komme i avisen. Den ene bror har terpet et helt latinsk leksikon og tre års aviser, men han har glemt det hele, mens han stod i kø. Klods-Hans er ligeglad med, hvad der kommer i avisen, og derfor kan han svare. Andersen slutter med at så tvivl om sin egen kilde: historien stammer fra oldermandens avis, og den kan man ikke stole på.

Klods-Hans er et skæmteeventyr, og latteren rammer de fine. Brødrene smører mundvigene med levertran, så ordene kan glide, men det hjælper dem ikke. Klods-Hans svarer med det, han har i lommerne, og da prinsessen vil gøre ham bange for skriverne og oldermanden, giver han oldermanden mudderet lige i ansigtet.

• Subjekt: Klods-Hans.
• Objekt: kongsdatteren.
• Giver: kongsdatteren selv, der har ladet bekendtgøre, hvem hun vil have.
• Modtager: Klods-Hans og i sidste ende også prinsessen, der får en mand, der kan svare.
• Hjælpere: gedebukken, han rider på, og det, han samler op på landevejen: en gammel træsko, en død krage og mudder fra grøften. Og hans eget gode humør.
• Modstandere: faren, der nægter ham en hest, og de to lærde brødre, der vil det samme som ham.

Modellen viser, at en ting kan bære hele handlingen. Heksen vil hellere have det gamle fyrtøj end guldet, og da hun ikke vil sige hvorfor, slår soldaten hende ihjel med sin sabel og tager fyrtøjet med. Han ved ikke selv, hvad han har. Først da pengene er sluppet op, og han sidder på sit lille kammer uden råd til et lys, husker han den lille lysestump i fyrtøjet. Han slår ild, og døren springer op: der står hunden med øjne så store som tekopper. Fra da af er fyrtøjet giveren. Hver gang han slår ild, kommer hundene med det, han ønsker, først penge, siden prinsessen. Hele eventyret, med resumé og fortolkning, står i analysen af Fyrtøjet.

Også slutningen afgøres af tingen. Soldaten sidder i fængsel og skal hænges, og fyrtøjet har han glemt på kroen, så en skomagerdreng henter det for fire skilling. På stigen ved galgen beder han om at måtte ryge en sidste pibe, slår ild tre gange, og alle tre hunde kommer og kaster dommerne, rådet, kongen og dronningen op i luften. Det er redskabet, ikke heltens mod, der vender magten.

• Subjekt og modtager: soldaten på vej hjem fra krigen.
• Objekt: først pengene og fyrtøjet, siden prinsessen.
• Giver: heksen i begyndelsen.
• Hjælpere: de tre hunde med øjne så store som tekopper, møllehjul og Rundetårn. De henter prinsessen om natten og redder ham til sidst fra galgen.
• Modstandere: kongen og dronningen, der holder prinsessen i et kobberslot, fordi det er spået, at hun skal giftes med en helt almindelig soldat. Og heksen, fra hun vil have fyrtøjet tilbage.

Modellen viser, at den samme ting kan stå på flere pladser. De første røde sko syr den gamle mor skomagers til Karen af gamle strimler rødt klæde, og hun går i dem bag sin mors kiste. Dér er skoene en fattig gave. Den gamle frue lader dem brænde, men Karen får nye røde sko til konfirmationen, og nu er de forfængelighedens objekt. Til sidst danser de med hende, og så står de på modstanderens plads. Læs hele analysen af De røde Sko.

Objektet skifter med dem. Da englen med sværdet lægger forbandelsen over hende, råber Karen “Nåde!”, og nåden er det, hun får til sidst, da englen kommer igen med en grøn gren fuld af roser i stedet for sværdet. Når objektet skifter, er det sidste ønske tit det, teksten handler om.

Se også på den gamle frue, der tager Karen til sig. Hun giver Karen et nyt liv, men hun ser dårligt og opdager derfor ikke, at skoene til konfirmationen er røde. Senere bliver hun syg, men Karen vælger ballet i byen og de røde sko frem for sygesengen. Den, der skulle hjælpe, kommer altså til at åbne døren for forfængeligheden, og svigtet over for hende er endnu et sted, hvor Karen står i vejen for sig selv. Peg på de to steder i teksten, når du placerer fruen i modellen.

• Subjekt: Karen.
• Objekt: først skoene, siden nåde.
• Giver: englen, der først dømmer hende og til sidst kommer med rosengrenen.
• Modtager: Karen selv.
• Hjælpere: skarpretteren, der hugger fødderne med skoene af og giver hende træben og krykker, og præstekonen, der tager hende i tjeneste.
• Modstandere: skoene og Karen selv.

Døden er en gammel mand her: noget abstrakt har fået en skikkelse og kan derfor stå på en plads i modellen. Han tager barnet, mens moren sover. I tre døgn har hun ikke lukket øjnene, og hun blunder kun et øjeblik, men da hun vågner, er både den gamle mand og barnet væk. Det øjeblik sætter hele hendes projekt i gang. Hele eventyret er gennemgået i analysen af Historien om en Moder.

Slutningen vender projektet om. Døden viser hende to mulige liv i en brønd, et lykkeligt og et fuldt af sorg, uden at sige, hvilket der er barnets. Så lægger moren valget i Guds hånd og beder ham se bort fra hendes egne bønner, hvis de går imod hans vilje, og hun lader Døden tage barnet med til det ukendte land. Subjektet giver selv afkald på objektet, og det er dét, en analyse skal pege på: eventyrets største handling er et afkald.

• Subjekt: moren.
• Objekt: at få barnet tilbage.
• Modtager: til sidst barnet, som Døden tager med til det ukendte land.
• Modstander: Døden.
• Hjælpere, der hver tager noget fra hende: natten (hendes sange), tornebusken (hendes varme og blod), søen (hendes øjne) og den gamle kone i Dødens drivhus (hendes hår).
• Giver: Døden, der viser hende de to liv i brønden, og Gud, som hun selv overlader valget til.

Snehvide står på subjektets plads, men hun handler næsten ikke selv. Dværgene advarer hende mod at lukke nogen ind, og alligevel tager hun imod det, den forklædte dronning har med, tre gange: et snørebånd, en giftig kam og et giftigt æble. Hendes egen godtroenhed står derfor ved siden af dronningen på modstanderens plads.

Hun bliver heller ikke vækket af et kys. Prinsens tjenere snubler over en busk, mens de bærer glaskisten, og rystelsen får stykket af æblet op af halsen på hende. I Grimms tekst gør et uheld altså det, en helt gør i mange andre eventyr. Tjek den slags detaljer i teksten, før du skriver dem.

To porcelænsfigurer på et bord er forlovede, men en gammel kineser, der påstår at være hyrdindens bedstefar, har nikket ja til, at hun skal giftes med den udskårne figur med gedebukkeben på det gamle skab. Hyrdinden er subjekt, og objektet er friheden sammen med skorstensfejeren. Han er hjælperen, der viser hende vej ud gennem kakkelovnen og op gennem skorstenen. Kineseren og figuren på skabet står i vejen.

Modellen viser, at friheden er større, end hyrdinden kan bære. Da de sidder på kanten af skorstenen og ser, hvor stor verden er, græder hun og vil hjem til bordet under spejlet, og skorstensfejeren føjer hende. De får kun hinanden, fordi kineseren falder ned og bliver limet og klinket i nakken, så han ikke længere kan nikke. Friheden kommer af et uheld, ikke af mod. Stil hende op mod den grimme ælling, der bliver ved med at gå videre, selv når det gør ondt: dér kommer forandringen af udholdenhed, her af et uheld.

Eksemplet længere oppe bruger giveren som det, der sender ællingen af sted. Bruger du i stedet giveren som den, der giver objektet, så se på det sidste skridt. Ællingen svømmer selv hen mod de kongelige fugle, sikker på, at de vil hugge den ihjel: hellere dø dér end blive bidt og hakket i andegården en vinter til. Først da den bøjer hovedet og venter på døden, ser den sit eget billede i vandet. Børnene i haven, der råber, at den nye er den smukkeste, og de gamle svaner, der nejer for den, bekræfter bagefter det, ællingen selv har vovet.

Fortælleren trækker i en anden retning: “Det gjør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg!” Så lå slutningen der fra begyndelsen. En biografisk læsning ser Andersen selv i ællingen, den fattige dreng fra Odense, der blev anerkendt som digter, og Lex læser svanen som et født digterisk geni. Stil den læsning op mod anerkendelseslæsningen i eksemplet, og vælg den, du bedst kan underbygge.

Modellen viser, at der ikke er nogen helt. To bedragere lover kejseren et tøj, som ingen kan se, hvis han er dum eller ikke duer til sit embede. Ministeren, embedsmanden og kejseren ser ingenting og roser alligevel tøjet, og kejseren går i procession i det, der ikke findes, indtil et barn siger, at han ikke har noget på. Prøv at sætte bedragerne som subjekt: objektet er penge og en sikker flugt, og hjælperne er dem, der burde være modstandere, nemlig kejseren og hele hoffet, fordi deres forfængelighed og frygt for at virke dumme gør arbejdet for bedragerne. Barnet står alene på modstanderens plads.

Sæt i stedet kejseren som subjekt, og objektet bliver at være den flotteste og mest beundrede. Så er bedragerne hans hjælpere, og barnet er igen modstanderen. Begge fordelinger giver den samme pointe: tøjet er tomt, og det er menneskene omkring det, der fylder det ud. Det er et kunsteventyr med en ironisk fortæller, så brug modellen kort til at vise knirket, og gå så videre til kompositionen, gentagelsen med stigning fra minister til kejser. Hele eventyret, med citater, står i analysen af Kejserens nye Klæder.

Modellen viser, at den, der står i vejen, kan være den, der får gavn. Kong Lindorm er et dansk folkeeventyr, optegnet i flere udgaver, så byg på den udgave, din lærer har givet dig. Kernen er den samme: en kongesøn er født som lindorm, og han dræber sine brude på bryllupsnatten, indtil en hyrdedatter får ham til at kaste den ene ham efter den anden. Til sidst ligger han som et blodigt stykke kød, hun bader ham i lud og mælk, og han bliver til en prins. Lex læser scenen som et billede på genfødsel i artiklerne om blod og mælk som symboler.

Subjekt: hyrdedatteren, for det er hende, der handler. Objekt: at overleve natten, og dybere at forløse lindormen, så kærlighed og mod forvandler det monstrøse. Giver: det råd, hun får, før hun går ind til ham; se efter, hvem der giver det i din udgave. Modtager: lindormen, der bliver prins, og riget, der får sin kongesøn. Hjælpere: luden og mælken, og det, hun i din udgave har taget med ind til ham. Modstander: lindormen selv, så længe hammene sidder på. At samme skikkelse står på to pladser, er dit fund, og det peger lige ind i temaet: pigen af folket forløser den fortryllede kongesøn, som ingen prinsesse kunne.

Modellen bruges også på folkeviser, og dér er det tit et tomt felt, der bærer analysen. I Ebbe Skammelsøn tjener Ebbe ved kongens gård, mens broderen Peder lyver om, at han er død, og får hans fæstemø Adelus. Ebbe rider hjem på den første bryllupsdag. Hans mor holder ham tilbage, hans far sætter ham til at skænke, og da Adelus afviser at flygte med ham, dræber han hende og Peder, sårer sin far, og hans mor mister en hånd. Han ender som fredløs.

Subjekt: Ebbe. Objekt: Adelus, og dybere æren, som er hans ret efter fæstemålet. Giver: fæstemålet, der sætter hele projektet i gang. Modtager: Ebbe selv. Modstandere: Peders løgn, Adelus’ nej og forældrene, der holder ham ved festen. Hjælper: ingen. Det tomme felt er visens pointe: ingen står på Ebbes side, og omkvædet siger, at han derfor træder mangen sti vild. Lad feltet stå tomt, og skriv, hvad det viser. Hele visen, med omkvæd og formelsprog, står i analysen af Ebbe Skammelsøn; en anden folkevise med modellen i brug er Harpens Kraft.

En eventyranalyse svarer på fem spørgsmål, og aktantmodellen hører til det tredje:

1. Hvad handler eventyret om? Et kort resumé og temaet.
2. Hvordan er det fortalt og bygget op?
3. Hvad gør personerne og miljøet?
4. Hvilke virkemidler og eventyrtræk er i spil?
5. Hvad kan det betyde? Din fortolkning og eventyrets budskab.

Opbygning og handling, personer, modsætninger og tema med fortolkning skal med i enhver eventyranalyse. Fortælleteknik, sprog, miljø, symboler, genre og aktantmodel tager du med, hvor de siger noget om netop dit eventyr. Hold resuméet kort, og nævn kun de centrale personer og den centrale konflikt.

Bruger du modellen, så nævn kun de aktanter, der giver en pointe, fx hvem der står over for hvem, og hvad helten kæmper for. At sætte personerne ind i modellen og stoppe dér er værre end slet ikke at bruge den. Rollerne skal flettes ind i din personanalyse, og det samme gælder eventyrtrækkene: de er redskaber til at finde temaet, ikke noget, du lister op.

Begynd med opbygningen, og flet et kort resumé ind, mens du gennemgår delene. Så får læseren og censor overblikket, uden at resuméet tager over. Kontraktmodellen og berettermodellen er gode redskaber her.

Spørg, hvad der driver handlingen: en konflikt, et mål, der skal nås, eller prøver, helten skal igennem. Er svaret et mål, har du allerede projektaksen fra subjekt til objekt.

Hovedpersonens udvikling er næsten altid det vigtigste. De andre figurer analyserer du ud fra, hvad de betyder for den udvikling. Se det på eventyrene her: Klods-Hans går fra den, ingen regner med, til konge, ællingen finder sine egne, og moren i Historien om en Moder giver slip på det, hun ville have. Udviklingen kan komme udefra, som da soldaterne dræber Lukes onkel og tante i Star Wars, eller indefra, som Lauras tvivl i kortfilmen. Det er samme skel som mellem en ydre og en indre modstander i modellen.

Eventyr fortælles som regel kronologisk, i datid og af en fortæller, der ser udefra. Personernes indre må du derfor læse ud af det, de gør og siger. Hos Andersen har du tre kilder: fortællerens kommentarer, personens egne replikker og handlinger og det, de andre siger om den. Spørg også, om konflikten ligger inde i personen eller uden for, og om personen er aktiv eller passiv. Svaret fortæller dig, om modstanderen er ydre eller indre.

Flade personer, der kun står for én egenskab, beskrives bedst ved deres rolle. Det er netop det, aktantmodellen gør.

Folkemindeforskeren Axel Olrik beskrev i 1908 folkefortællingens faste love i artiklen Episke love i folkedigtningen. Nogle af dem og eventyrets faste formler kan du bruge direkte:

• Tretalsloven: det sker tre gange, som tre brødre og tre prøver. Olriks lov gælder tallet 3; syvtallet er et andet fast eventyrtal, som de syv dværge i Snehvide.
• Bagvægt: det afgørende kommer sidst, som den yngste bror og den sidste prøve.
• Modsætningsloven: to personer, der står over for hinanden, er hinandens modsætning: rig og fattig, klog og dum, ung og gammel.
• Midtpunktsloven: alt samler sig om én hovedperson.
• Faste formler: eventyret begynder med “Der var engang” og slutter tit med, at de lever lykkeligt til deres dages ende.

Du kan gå frem på to måder. En virkemiddelanalyse udpeger de mest karakteristiske træk, belægger dem med korte citater og viser, hvad hvert træk gør ved teksten, ved læseren og ved temaet. En tematisk analyse vælger ét tema og lader personer, modsætninger, symboler og miljø belyse det. Kombinér dem: virkemidlerne giver beviserne, temaet giver retningen, og aktantrollerne er ét af de elementer, der kan bære temaet.

Moralen er den lære, der tit står direkte i de sidste linjer af et eventyr. Temaet er den grundidé, teksten kredser om. Motivet er det konkrete, teksten viser. I eventyrene på denne side kan temaet fx være troskab (Askepot), afkald (Historien om en Moder) eller en frihed, der er for stor (Hyrdinden og Skorstensfejeren). Find temaet i dit eget eventyr, og sig det, hvis det ikke ligner de kendte.

Perspektivér til en anden fortælling om det samme, der når frem til en anden pointe. Efter en aktantanalyse er et eventyr med samme rollefordeling, men en anden slutning, et oplagt valg. Lad perspektiveringen vokse ud af fortolkningen: læser du Klods-Hans som et opgør med tom lærdom, kan du perspektivere til 1800-tallets dannede borgerskab. Til Den grimme ælling kan du bruge Henrik Pontoppidans fortælling Ørneflugt fra 1894, der hævder det modsatte: at miljøet kan knække selv et stort talent.

Prinsesse Leia gemmer tegningerne til Imperiets rumstation, Dødsstjernen, i robotten R2-D2 sammen med en bøn om hjælp til Obi-Wan Kenobi. Robotten ender hos Luke Skywalker, der bor hos sin onkel og tante på en gård på ørkenplaneten Tatooine og drømmer om at komme væk. Da Imperiets soldater har dræbt dem, tager han af sted med Obi-Wan.

Modellen viser to ting. Subjekt og modtager er forskellige: Luke kæmper for oprørerne og for de planeter, Dødsstjernen truer, og hvad den kan, ser han, da den sprænger Leias hjemplanet, Alderaan. Og en rolle skifter: smugleren Han Solo flyver kun for betaling, og før det store angreb tager han pengene og flyver sin vej. I sidste øjeblik vender han tilbage og skyder Darth Vaders skib væk fra Luke. Han går fra at hjælpe for penge til at hjælpe, fordi han vil. Til sidst stoler Luke på Kraften, som Obi-Wans stemme beder ham om, og rammer det sted, der får Dødsstjernen til at eksplodere.

• Subjekt: Luke Skywalker.
• Objekt: at Dødsstjernen bliver ødelagt, så oprøret overlever. Dybere: at komme ud i den verden, han drømte om på gården.
• Modtager: oprørerne og de planeter, Imperiet truer.
• Givere: Leia gennem beskeden i R2-D2 og Obi-Wan, der tager ham med.
• Hjælpere: Obi-Wan, robotterne R2-D2 og C-3PO, Chewbacca, Kraften og til sidst Han Solo.
• Modstandere: Darth Vader, Grand Moff Tarkin og Imperiets soldater.

Disneys tegnefilm om løveungen Simba kan læses med mere end ét subjekt. Med Simba som subjekt er det en fortælling om en søn, der flygter fra en skyld, han ikke har, og må vende hjem for at tage sin plads som konge. Med farens lillebror, Scar, som subjekt er det en fortælling om en mand, der vil have magten. Så står Mufasa og Simba på modstanderens plads, og hyænerne er Scars hjælpere, indtil han giver dem skylden, og de vender sig mod ham. Vælg subjekt, og begrund valget med scener, du selv har set.

I en spillefilm kan en rolle fyldes af et sted, et vejr eller en ting: ørkenen, der skal krydses, kulden, der skal overleves, eller kortet, der viser vej. En vulkan eller en flodbølge kan være hele filmens modstander. Også i romaner kan et dyr få en persons plads: i Herman Melvilles Moby Dick fra 1851 er den hvide hval, der har taget kaptajn Ahabs ben, både målet for hans jagt og hans modstander.

Roller kan også skifte undervejs. I Løvernes Konge går Timon og Pumbaa fra at holde Simba væk fra hans ansvar med deres hakuna matata til at følge ham hjem og hjælpe ham forbi hyænerne. Peg på scenen, hvor skiftet sker, for det er tit dér, filmens vending ligger.

I mediefag hedder rollerne hovedperson eller protagonist, hjælper, modstander eller antagonist og bipersoner. De svarer til subjekt, hjælper og modstander, mens giver, modtager og objekt ikke har egne navne dér. Modstanderen kan være en person, en trussel i omgivelserne eller noget i helten selv, som den skyld, Simba bærer på i Løvernes Konge.

Hjælperen har tit en særlig opgave på film: helten kan betro sig til hjælperen, og så får publikum hans planer og tanker at vide uden en fortællerstemme. Kameraet kan også vise magtforholdet: frøperspektiv giver en figur magt, fugleperspektiv gør den lille, og et skift mellem dem kan vise, at magten vender.

En reklamefilm er ofte en lille fortælling om en person, der får gavn af produktet, og det er den fortælling, modellen kan bruges på. Et reklamebillede, altså en trykt reklame eller en plakat, har sjældent en handling, der kan bære modellen. Dér er reklameanalysens syv trin det bedre redskab. Produktet står typisk på hjælperens plads, og seeren sættes på subjektets.

Til reklamens forløb kan du bruge AIDA-modellen, som tilskrives den amerikanske reklamemand E. St. Elmo Lewis: attention (opmærksomhed), interest (interesse), desire (lyst) og action (handling). AIDA viser rækkefølgen, aktantmodellen viser rollerne.

En kampagnefilm fra en myndighed, en organisation eller et parti vil ændre holdninger eller handlinger. Fortæller filmen en lille historie, kan modellen vise, hvem du skal identificere dig med, og hvad filmen gør til modstanderen.

Til den mundtlige prøve i dansk A må opgavens tekster tilsammen højst fylde fem normalsider eller 12 minutters afspillet tekst, så en hel spillefilm kommer ikke. Et klip kan godt, så øv modellen på et uddrag. Bruger du en film i en større skriftlig opgave, så dokumentér som med en bog: tidskoder ved dine fund og skærmbilleder af de vigtigste indstillinger.

Modellen viser, hvor godt en moderne serie passer på et eventyrskelet, og hvordan en rolle skifter midt i det hele. I sæson 5 bortfører Vecna den lille Holly Wheeler, efter at en Demogorgon har angrebet familiens hus (afsnit 2, The Vanishing of Holly Wheeler). Hendes usynlige ven, Mr. Whatsit, viser sig at være Henry, Vecnas menneskelige skikkelse, og i hans tankeverden byder han hende velkommen i sit barndomshjem. Hun må gøre, hvad hun vil, i huset, på én betingelse: hun må ikke gå ind i skoven omkring det. Så finder hun et brev i postkassen, angiveligt fra Henry, med et kort og et kompas og en bøn om at møde ham i skoven (afsnit 3, The Turnbow Trap). Hun tager en hætte på og går derind, og mange seere læste scenen som Rødhætte på vej til bedstemor. En skikkelse følger efter hende til en hule, indhenter hende og viser sig at være Max Mayfield.

Subjekt: Holly. Objekt: at komme hjem til sine forældre, som Henry lover er på vej. Giver: brevet, kortet og kompasset, der sætter hende i gang. Modtager: Holly selv og familien. Hjælper: Max, der først ligner en forfølger. Modstander: Henry, der spiller venlig vært og usynlig ven. Det er ulven i bedstemorens seng: modstanderen har forklædt sig som den, der passer på hende. Og hjælperen kommer i modstanderens kostume, for den skikkelse, der jager hende gennem skoven, er den, der vil redde hende. Rollerne afsløres først, når du ser, hvad de gør ved objektet.

Skelettet er folkeeventyrets: et forbud (gå ikke i skoven), en overtrædelse, en forklædt fjende og en hjælper, der viser sig undervejs. Det er den slags faste led, Propp fandt i de russiske eventyr, og som Greimas kogte ned til modellens seks pladser, så en strukturalistisk læsning har noget at tage fat i her. Prøv også at sætte Mike, Nancy og vennerne som subjekt med objektet at få Holly tilbage. Så bliver Wills forbindelse til Vecnas verden en hjælper, Vecna er modstanderen igen, og du kan sammenligne de to fordelinger. Til prøven må du højst bruge 12 minutters afspillet tekst, så vælg én sekvens, fx postkassen og skoven, og sæt tidskoder ved hvert fund. Navnene er seriens engelske; skriv dem, som dine undertekster gør.

Kontraktmodellen har navn efter en uskreven aftale mellem hovedpersonen og omgivelserne om, hvem han er, og hvordan han skal opføre sig. Først holder kontrakten, så brydes den, så forhandles en ny gennem prøvelser ude, og til sidst er en ny og bedre kontrakt på plads hjemme. Det nye hjem er sjældent det gamle: helten ender tit med en højere status og et andet sted, så sammenlign altid første og sidste orden. Ude-fasen fylder mest, hjemme-faserne er ofte korte.

De tre stationer, hjemme, ude og hjemme igen, har givet modellen dens andet navn: hjemme-ude-hjemme-modellen, nogle steder skrevet hjem-ude-hjem eller harmoni, disharmoni og ny harmoni. Står der hjemme-ude-hjemme i din opgave, er det altså kontraktmodellen, du skal bruge, og de fire spørgsmål nedenfor passer også til den. Hele modellen med Rødhætte og Løvernes Konge gennemgået fase for fase, de typiske fejl og forskellen til berettermodellen og tre-akter-modellen står på siden om kontraktmodellen. Lex’ artikel om hjemmets symbolik beskriver mønstret som treleddet: en tryg begyndelse, der bliver for trang, en tid ude blandt kræfter, der prøver hovedpersonen, og en hjemkomst på et nyt og højere plan, i eventyret prinsessen og det halve kongerige. Lex nævner også, at nogle værker ender uden hjemkomst, fordi hovedpersonen forliser derude. Det er dér, du skal se efter, når en moderne tekst bruger mønstret og bryder det.

I Star Wars hjælper Luke sin onkel på gården på Tatooine, selv om han drømmer om at komme væk. Den orden brydes, da Imperiets soldater dræber onkel og tante. Ude bliver han prøvet på Dødsstjernen og i angrebet på den, og det nye hjem er ikke gården, men oprørernes base, hvor han får en medalje. Det nye hjem ligger et andet sted end det gamle.

På Rødhætte ser de fire faser sådan ud. Hjemme: moren sender hende af sted med kage og vin til den syge bedstemor og siger, at hun skal blive på stien. Bruddet: i skoven lokker ulven hende ud blandt blomsterne, og hun går fra stien. Ude: ulven kommer først til huset, æder bedstemoren og lægger sig i sengen, og da Rødhætte kommer, æder han også hende. Jægeren skærer dem begge fri. Hjemme igen: huset er det samme, men pigen er en anden, for hun siger til sig selv, at hun aldrig mere går fra stien, når moren har forbudt det. Den nye kontrakt er altså en regel, hun nu selv forstår grunden til. Sammenlign med aktantlæsningen af samme eventyr længere nede: kontraktmodellen viser forløbet, aktantmodellen viser, hvem der vil hvad.

Stil fire spørgsmål til opbygningen:

• Hvilken orden gælder i starten?
• Hvornår og hvorfor bliver den brudt?
• Hvilke kræfter møder helten ude, og hvilke prøver skal han igennem?
• Hvilken ny orden opstår, og hvordan adskiller den sig fra den gamle?

Kontraktmodellen passer også på dannelsesromanen, hvor hovedpersonen ender med at finde et kompromis mellem sine egne drømme og det, samfundet kræver. Det tyske forbillede er Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre fra 1795-1796, og et tidligt dansk eksempel er M.A. Goldschmidts Hjemløs fra 1853-1857. I den sidste fase har helten fundet sig selv og passer ind igen, og det svarer til, at subjektet i aktantmodellen selv bliver modtager af objektet. Ender en roman med, at hovedpersonen aldrig finder hjem, kan modellen vise, hvor forløbet går i stå.

Berettermodellen har syv trin. Den begynder med anslaget og slutter med udtoningen, og imellem ligger præsentationen, uddybningen, point of no return, konfliktoptrapningen og klimakset. Den beskriver spændingskurven, hvor aktantmodellen beskriver rollerne.

Læg den på Løvernes Konge: anslaget er scenen, hvor den nyfødte Simba bliver løftet op foran dyrene. Point of no return er Mufasas død, da Simba flygter i den tro, at det er hans skyld. Konflikten trappes op, da Simba vender hjem til et land, der er ved at gå til grunde under Scar, og klimaks er kampen mellem de to på klippen. Udtoningen er en ny unge, der bliver løftet op.

Modsætninger skrives op med tegnet ><, fx natur >< kultur eller ung >< gammel. I eventyr er de skarpe: rig >< fattig, god >< ond, smuk >< grim, klog >< dum, ydmyg >< hovmodig. Modsætningerne mellem steder tæller også: kammeret >< slottet, land >< by, inde >< ude. I Fyrtøjet bor soldaten på et lille kammer under taget, mens prinsessen sidder i et kobberslot med mure og tårne. Modsætningen går både mellem to steder og mellem to slags mennesker, og eventyret ophæver den, da folket råber, at han skal være deres konge.

Modsætninger kan læses på to niveauer: i samfundet, som klasse og status, eller inde i det enkelte menneske. Står figurerne som klare modsætninger, er det tit helten over for modstanderne i aktantmodellen, så de to analyser kan bygge på hinanden. Det er den samme strukturalistiske tanke: vi forstår verden gennem modsætninger.

Strukturalismen begyndte i sprogvidenskaben med den schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussure (1857-1913). Han skelnede mellem langue, sproget som et fælles system af regler, og parole, den enkelte konkrete brug af det. Overført til litteratur er det enkelte værk parole, mens de strukturer, mange værker deler, er langue. Målet var en mere videnskabelig litteraturanalyse, der kunne finde skelettet under teksterne.

Den russiske folkloreforsker Vladimir Propp fandt i Eventyrets morfologi fra 1928 en fast rækkefølge af 31 handlingsled, han kaldte funktioner, i russiske folkeeventyr. Bogen kom på engelsk i 1958 og fik stor betydning for strukturalisterne. Greimas forenklede Propps figurer til seks aktanter i Sémantique structurale fra 1966, på dansk Strukturel semantik, og lånte ordet aktant fra sprogforskeren Lucien Tesnière. Greimas var litauisk-fransk og fandt inspiration hos Saussure og hos de danske sprogforskere Louis Hjelmslev og Viggo Brøndal.

Aktantmodellen, kontraktmodellen, berettermodellen og modsætningsanalysen er strukturalistiske redskaber: de leder efter det mønster, mange tekster deler, og de virker bedst på eventyr, myter, film og fantasy med en ung helt mod det onde. Strukturalismen er én af tre klassiske litterære metoder. Den biografiske læser værket sammen med forfatterens liv, og nykritikken, der opstod i England og USA i 1920’erne, ser kun på teksten selv. Bruger du modellen i en større opgave, så skriv, at din metode er strukturalistisk, og hvorfor den passer til netop din tekst.

En strukturalistisk analyse kan bygges i tre trin:

1. Find formen og strukturen: hjemme-ude-hjemme, problem-krise-løsning, et klimaks, en åben eller lukket slutning.
2. Saml beslægtede elementer under ét begreb, fx andegården og den gamle kones stue med katten og hønen som det trange liv i Den grimme ælling, og sæt grupperne op mod hinanden, fx det trange >< det frie.
3. Vis, hvordan form og indhold støtter det samme budskab. Løvernes Konge begynder og slutter med den samme scene: dyrene samles ved klippen, hvor en nyfødt løveunge bliver løftet op, første gang Simba, sidste gang hans eget barn. Den cirkulære form bærer filmens tema om, at livet går i ring.

Modellerne giver overblik, men et skematisk blik kan overse nuancer og presse teksten ind i en form, den ikke har. Metoden er også tekstintern: vil du sige noget om samtiden eller forfatteren, må du inddrage det ved siden af modellen. Nævn det selv, før censor spørger.

Begreberne flade og runde personer kommer fra den engelske forfatter E.M. Forsters forelæsninger Aspects of the Novel fra 1927. Flade personer har få træk og står tit for en gruppe, som den fattige arbejder eller den hårde rigmand. Runde personer er sammensatte, kan overraske og udvikle sig. Aktantmodellen virker bedst på flade personer, fordi deres rolle er tydelig, og faste eventyrroller i en roman giver den et eventyrpræg.